Ludlow, den kønneste lille by

Ethvert land har sin egen liste over kandidater til titlen “den kønneste lille by”. På alle anglofilers liste indtager Ludlow en sikker plads (Lacock og Lavenham er andre sikre kort). Byen, der ligger i en uforstyrret, blid egn med et naturskønt landskab langs Englands grænse til Wales, et område, der kaldes The Welsh Marches, kan være lidt besværlig at nå frem til, men har hidtil været nådigt forskånet for skæmmende turistbusser, uhæmmet bebyggelse og butikscentre. Svaner glider rundt på Teme-floden, som omkranser den og krydses af middelalderlige broer, der var et hyppigt motiv for Turners malerier. På grund af nærheden til den walisiske grænse opførtes det imponerende Ludlow Castle i 1094 på befaling af jarlen af Shrewsbury; det kom senere til at huse de to unge prinser (sønner og arvinger af Edward 4.), der døde i Tower of London, og Katarina af Aragonien. Brolagte gader prydes af elegante georgianske og jacobeanske bindingsværkshuse og, især i de senere år, en række fortræffelige restauranter – overraskende for en beskeden, afsides by af denne størrelse og beliggenhed. Ludlow ligger godt 250 kilometer nordvest for London. Der bydes på Shakespeare (og meget andet) under den 2 uger lange Ludlow Festival sidst i juni – først i juli. Byens food Festival finder sted 2. weekend i september. Fra forår til efterår er der loppemarked på torvet hver anden søndag og torvemarked fredag, lørdag og mandag året rundt.

The Merchant House

Ikke den største, men af mange anset for den bedste, er den intime Merchant House, der satte Ludlow på det gastronomiske landkort. Som et pietetsfuldt udstillingsvindue for lokale råvarer fra Shropshire er der blot seks små borde med plads til privilegerede gæster, der kommer hertil helt fra London for at nyde et af egnens mest smagfuldt anrettede og vidunderligt komponerede måltider. Den perfekte afslutning på en perfekt dag. The Merchant House finder du på adressen Lower Corve St.