Kulturrejser til Torres Vedras

På den sydvestlige kant af Serra de Montejunto har Torres Vedras lagt sig til rette. Denne historiske perle af en by har gennem tiderne skiftet herrer mange gange. Læg vejen forbi Torres Vedras på kulturrejsen og få indblik i kulturhistoriens mangfoldighed.

Byen var førhen beboet af keltere, visigoter, romere og maurere og er bedst kendt for sine lette, forfriskende vine og Torres Vedras befæstningen, et netværk af forsvarsværker, der blev bygget af Greven af Wellington i 1809 for at afværge Napoleons tropper under Krigen på Den Pyrenæiske Halvø.

Da det var fuldendt, lå der over 600 kanoner og 152 murede forter langs to linjer, der strækker sig fra havet til Tagus floden. De franske tropper trak sig langt om længe tilbage til Spanien i 1811.

Seværdigheder i Torres Vedras

Spor af skyttegrave og bastioner er stadig at se nær det restaurerede fort Sao Vicente i den nordlige del af byen.
I den centralt beliggende Largo de Sao Pedro sætter bevingede drager liv i den sengotiske port til São Pedro kirken, som blev genopbygget i det 16. århundrede. Interiøret byder på interessante azulejo glaserede kakler fra det 18. århundrede og Joao Lopes Perestelos gravkammer – han ledsagede Vasco da Gama på hans heltemodige pionerrejse til Indien i 1497.

Klosterkirken Convento de Graca indeholder en imponerende forgyldt altertavle fra det 17. århundrede, mens hovedbygningen huser et museum, der udstiller samleobjekter fra Krigen på Den Pyrenæiske Halvø.

Oplevelser i nærheden af Torres Vedras

Ved Varatojo, 4 km vest for Torres Vedras, er det gamle kloster Santo António værd at se for sin gotiske klostergang og sakristiet, som er beklædt med azulejo glaserede kakler fra det 17. århundrede.
3 km østpå ligger den forhistoriske befæstning Castro do Zambujal.

Kurvandene ved Vimeiro, et par kilometer nordvest for Torres Vedras, anbefales mod nyresygdomme, fordøjelsesproblemer og forskellige hudsygdomme.