Kulturrejser til Provence i efteråret

Med efteråret kommer der en speciel magi over den smukke perle og højt skattede turist-favorit Provence i Sydfrankrig. Regionen er stadig fyldt med lys og luft, og den specielle stemning og fornemmelse, som Middelhavets nærhed giver, fornægter sig ikke på noget tidspunkt af året. Men temperaturen er en smule mere behagelig – medmindre, man udelukkende er til stærk varme, når man rejser – og de største turistmasser er rejst hjem. Tilbage, sammen med de relativt færre efterårs-turister, er “les provencaux” og deres mange aktiviteter. Her er nogle af de bedste:

Gåture i dale og bjerge i Alpes-de-Haute-Provence

Er man til gåture, bør man ikke gå glip af Provences største “gå-festival”, som finder sted 1. og 2. oktober. Her tilbydes ikke mindre end 37 guidede gåture rundt i en af de smukkeste dele af Provences landskab – nærmere bestemt i dalene og bjergene i Alpes-de-Haute-Provence. De fleste af gåturene starter fra Digne, den charmerende provinshovedstad for den del af Provence, og der er ture for næsten alle energi- og helbredsniveauer. De varer fra to timer til en hel dag, og er en god måde at opleve området på, ikke mindst om efteråret, når varmen ikke er så kraftig som om sommeren. Se detaljer om gåturene på www.cc3v.com.

Gør en god handel i Saint Tropez!

Senere i oktober måned bliver noget så uhørt som at tage til den eksklusive luksus-by Saint Tropez for at gøre en god handel muligt. Her holder byens luksuriøse mærkevarebutikker ofte gadeudsalg for at komme af med overskydende tøj fra forårs- og sommersæsonen. Udsalget inkluderer masser af varer fra de største, mest eksklusive og mest eftertragtede mærker, som for eksempel Yves Saint Laurent, Dior, og Dolce & Gabbana. Så drømmer du om at få peppet garderoben op med lidt luksuskvalitet til en betydeligt mere rimelig mønt end disse mærker normalt sælges for, så er det ikke en dårlig idé at lægge vejen forbi Saint Tropez, hvis din efterårs-rejse går til Provence.

Byen, der ellers er kendt for sine skyhøje priser, har i det hele taget sin egen charme. Når du går rundt i byen, så bemærk det farvestrålende klokketårn, som stammer helt tilbage fra Middelalderen, og er byens specielle kendemærke. Af oplevelser i Saint Tropez, som er til at betale, hører det pudsige, lille, støvede “Musée des Papillons” (“Sommerfugle-museet”) – et helt museum dedikeret til ikke bare farverige, eksotiske sommerfugle, men til insekter og edderkopper af enhver art, form, farve og størrelse. Gys over enorme, udstoppede fugleedderkopper, og lær nye, forunderlige ting om de forskellige små – og større – krybs liv og verden.

Musikfestival i folkelige Marseilles

Hvis gåture, shopping og insekter bliver lidt for stillestående for dig, kan det anbefales at lægge turen forbi Marseilles, Provences største by. Ikke nok med, at Marseilles er et betydeligt billigere alternativ til de fleste større byer i Provence; den har også langt mere puls og et meget højere dagligdags tempo end for eksempel Nice – og så har den en ganske folkelig kultur og befolkningssammensætning. Faktisk er den kendt som en af de få storbyer i Frankrig, hvor det stadig er almindeligt, at arbejderklassen og andre lavindtægtsgrupper bor i selve bykernen frem for i boligblokke i forstæderne.

Der er ingen grund til at romantisere over situationen i Marseilles, som er en by, der rummer mange store, sociale udfordringer. Men på en kulturrejse til Provence kan man opleve Marseilles som et forfriskende og “autentisk” afbræk fra den stemning af eksklusivitet, der er i mange andre byer i regionen. Prisniveauet er som skrevet en anden fordel, og byen er fuld af kulturelle og gastronomiske oplevelser af enhver art.

Nyd trøfler i Richerenches

Sidst men ikke mindst rummer efteråret i Provence – en region, der er kendt for sit fantastiske køkken – naturligvis også særlige begivenheder for madelskere. Kan du vente helt til november med at komme ned i det behagelige klima, så kan du opleve den årlige trøffel-festival i byen med det mundrette navn Richerenches. I Richerenches markerer man trøffel-sæsonens start med et overdådigt trøffel-marked, hvor man ikke bare kan opleve bugnende trøffelboder, men også kan se udstillinger, folk klædt ud i imponerende, ceremonielle rober, høre musik og købe andre lækre spiser end trøfler. Der er mulighed for selv at gå på trøffeljagt. Se mere på Richerenches her