Kulturrejser til Gardasøen

Gardasøen er en evig klassiker, og har man én gang forelsket sig i dette skønne område, vender man tilbage igen og igen. Foruden den fantastiske natur er søen et perfekt udgangspunkt for kulturelle oplevelser i hele Norditalien.

Sammensat kulturrejse til Gardasøen

Har du aldrig oplevet Gardasøen, og kunne du godt tænkte dig nogle gode fif til, hvad du kan opleve og hvor du kan tage hen, så finder du herunder at sammensat bud på en individuel kulturrejse til Gardasøen.

Ankomst

Flyv til Venedig lufthavn og bestil en bil, der står klar til dig i lufthavnen. Kør til Desenzano og Gardasøen, hvor du skal bo den næste uge.

Desenzano

Brug dagen på at lære Desenzano bedre at kende. Desenzano er Gardasøens største by med et rigt udvalg af mondæne butikker, restauranter og barer, og der er gode transportmuligheder med både tog og båd. Der er et hyggeligt lille bycentrum koncentreret omkring den gamle havn, og søndage ved Gardasøen er altid stemningsfulde. Italienere på søndagstur er flot klædt på, de spiser frokost med hele familien på de gode restauranter, og går tur ”La Passeggiata” langs søen med en god italiensk is i hånden.

Gardasøen rundt

I dag skal du på en tur Gardasøen rundt.
Første stop bliver i nabobyen Sirmione, som er søens mest eksklusive by. Et væld af butikker og isbarer møder os i denne smukke lille by, der ligger for enden af en lang smal halvø, godt beskyttet af Scala-borgen fra 1300-tallet. Længst ude på halvøen ligger Norditaliens største romerske udgravningsområde, nemlig resterne af digteren Catullo’s store villa. At Sirmione er populær understreges af det faktum, at selveste Maria Callas boede her i en årrække.

Herfra går turen til den smukke by Malcesine i søens nordøstlige hjørne, hvor ikke mindst Scala-borgen dominerer med sin pragtfulde beliggenhed på en klippe ud over Gardasøen. I borgen findes både geologisk og botanisk museum.

Fra Malcesine kan du sejle til Riva del Garda, den nordligste og næststørste af søens byer. Riva har et decideret østrigsk præg, idet byen tilhørte Østrig frem til 1919. Fra Riva går turen hjem til Desenzano langs Riviera dei Limoni, Citronrivieraen. En tur med skønne udsigter og mange tunneler fra Mussolinis tid.

Verona

Verona er nok bedst kendt for historien om Romeo og Julie og naturligvis også for operaen i den store romerske arena. Men byen har meget mere at byde på, og den er simpelthen en historisk perle med levn fra både romere, gotere, Scala-familien, venezianerne og østrigere. Start besøget med en historisk promenade i byens centrale dele, og se også de forskellige kirker, museer og byens mange fashionable butikker. At Verona også er én af verdens vigtigste vinbyer, ser vi gennem mængden af hyggelige restauranter og vinbarer.

Mantova

Mantova var et selvstændigt fyrstedømme under familien Gonzaga, og de byggede deres hertugpalads, flot beliggende ved søerne omkring byen. Dette Palazzo Ducale er ét af Norditaliens smukkeste og et absolut besøg værd. De operainteresserede vil også nikke genkendende til en hertug i Mantova, nemlig ham der optræder i operaen Rigoletto. Lad sidst på formiddagen turen gå til Il Borghetto, vandmøllernes landsby, som er helt enestående. Byen ligger i Mincio-floden ved den berømte Visconti-bro.

Bergamo og Franciacorta

Bergamo er en lidt overset by. Den er opdelt i to, den gamle bydel oppe på Alpernes allersydligste udløbere og den moderne bydel på selve Po-sletten. Besøg den gamle bydel og tag en lille bytur, hvor du passerer byens to domkirker og det skønne torv, Piazza Vecchia.

Spis frokost på en af byens mange gode restauranter, inden turen går videre.
Gør på hjemvejen stop i Franciacorta vindistriktet for at lære om produktionen af den italienske champagne – Spumante, og den man finder i Franciacorta er en af Italiens bedste. Sørg for at smage de vidunderlige bobler, inden turen går tilbage.

Venedig

Det er blevet tid til at pakke kufferten efter en begivenhedsrig uge ved Gardasøen, men inden du flyver hjem, er det oplagt at aflægge et besøg i en af Italiens mest interessante og mest specielle byer, nemlig Venedig. Se Markuspladsen. Tag en lille bytur og lad dig bl.a. føre til den imponerende Rialto-bro, som går over Canal Grande. Godt hotel til en rejse til Gardasøen

Hotel Benaco i Desenzano

Hotel Benaco er indrettet i en hyggelig privatejet villa i centrum af Desenzano, ca. 10 minutters gang fra den gamle havn og 5 minutters gang fra stationen. Familien Canzini som har ejet hotellet i over 30 år, og bidrager på bedste vis til den hyggelige og familiære atmosfære, som hersker på stedet, lige som familiens gamle hund, der kigger forbi iblandt.
Opholdsstuen er meget personligt indrettet, der en lille bar, samt en hyggelig morgenmadsrestaurant. Villaen ligger i en dejlig have, hvor man også finder den store swimmingpool.
Der er i alt 37 pænt indrettede værelser, som alle har aircondition, telefon, TV, værdiboks, WiFi og bad med hårtørrer.