Kulturferie på Koh Chang

Koh Chang er den største ø i en kæmpe nationalpark cirka 400 hundrede kilometer sydøst for Bangkok. Her er først og fremmest fokus på de fantastiske strande og den smukke natur, men der er også grundlag for at holde en varieret kulturferie på Koh Chang.

Øens indre er vanskeligt tilgængelig, da bjergene er barske og vejene få. Så Koh Chang opleves primært fra kystvejen rundt om øen, hvorfra man kan være heldig at opleve øens dyre- og fugleliv, der blandt andet omfatter desmerdyr, en lang række fuglearter, varaner og den særlige Koh Chang-frø. Man kan også finde flotte udsigtspunkter, hvorfra man kan se udover de mange små øer, der tilsammen udgør nationalparken Ko Chang Nationale Marinepark.

Det er også muligt at komme i nærheden af nogle af de flotte vandfald, der styrter ned fra de skovdækkede bjerge midt på øen. De flotteste er Tham Mayom-vandfaldet mod øst, hvorfra der også er en flot udsigt over øen, og Khlong Phlu-vandvaldet på vestkysten. Her kan man vandre den tre kilometer lange tur til det øverste niveau, hvor man kan bade i det ferske vand.

De fleste ankommer til Koh Chang med færgen til den lille havneby Laem Ngop, hvor folkemængderne og bådene giver et vibrerende liv. Nærheden til Bangkok betyder, at der er en del thailandske turister, som holder deres ferie her. Ikke langt fra havnen kan man finde de første bambusskure, hvor letpåklædte værtinder serverer drinks, og ellers går turen ud til de mange gode strande og hoteller.

Den kendteste af strandene er Hat Sai Khao eller White Sand Beach, hvor sandet virkelig er hvidt, og palmerne fuldender fornemmelsen af den perfekte tropestrand. Omkring stranden er der vokset en landsby op, som servicerer de mange turister med mad, drikke og indkøbsmuligheder.

Koh Chang er et paradis for dykkere. Rundt om hovedøen ligger en mængde små øer, som er perfekte til en dagsudflugt med badning, dykning, afslapning og dejlig mad. Man kan bestille bådture, der inkluderer det hele. Der er naturligvis også mulighed for at få dykkerkurser, så man kan komme helt ned og se korallerne og de mange fisk og muslinger.

Hvis man ikke er til dykning, vil en tur til den mere ukendte østside af øen måske være en god ide. Her kan man opleve den lokale kultur, se regnskov og frugtplantager, og besøge Salak Kok, hvorfra man i båd eller kajak kan sejle gennem den smukke mangroveskov.