Hoteller i Thailand

Standarden af hoteller i Thailand varierer meget. I de velbesøgte turistområder omkring Phuket, Pattaya og Bangkok er det nemt at finde store, luksuriøse resorter, der tilbyder massage, børnepasning og all inklusive-ferier. Dette gælder også for de større byer i det nordlige Thailand. Her tilbydes desuden trekkingture til fjerntliggende stammesamfund med danseopvisninger og mulighed for indkøb af souvenirs. Udenfor de større byer kan hotellet ofte snarere være et vandrehjem eller et hus med overnatning i bed and breakfast-stil, men fælles for disse overnatningsmuligheder er at gæsten mødes med et smil og en venlig talestrøm.

Hoteller i Thailand er generelt sparsomt møblerede. Thaierne har ikke tradition for mange møbler og tæpper, men den minimale stil passer fint til de fleste skandinaver. Hotelværelserne er som regel både rene og indbydende, uanset om man befinder sig på et stort turisthotel eller et ydmygt overnatningssted i en fjern afkrog.

Priser

Prisniveauet på hoteller i Thailand varierer afhængig af beliggenhed, faciliteter og årstid. Jo tættere på stranden og jo større swimmingpool, desto højere pris. I Bangkok kan man nemt skille sig af med tusindvis af kroner per overnatning, mens man i provinsen snildt finder et værelse med køleskab, aircondition og eget bad til under hundrede kroner.

Hideaway hoteller

I de seneste år har man i Thailand set en udvikling i retning af at mange af de mindre og ofte enkle hoteller er begyndt at få en bedre standart i form af renoveringer osv. Heldigvis har langt de fleste fokus på at bevare den ofte charmerende stil et lille hotel eller feriebolig har enten i form af en unik beliggenhed, personlig betjening eller begge dele.