Fakta om Portugal

Hvis din kulturrejse går til Portugal, eller hvis du bare er interesseret i at nogle praktiske oplysninger om et spændende land, skal du endelig læse videre. Vi giver her gennem en række kendsgerning om Portugal en kort introduktion til et af Europas bedste rejselande.

Statsform: Republik

Areal: 92.080 km2

Indbyggertal: Ca. 10,5 mio.

Etnisk set er befolkningen homogen, men den har været præget af stor migration. I 1800-tallet udvandrede mange til Brasilien. I det 20. århundrede er mange portugisere vendt tilbage fra de tidligere kolonier Angola og Mozambique. Ca. 65% af befolkningen bor i byer, mens især de tørre sletter mod syd er tyndtbefolkede.

Religion: Romersk-katolsk

Sprog: Portugisisk

Hovedstad: Lissabon med ca. 2,5 mio. indbyggere inkl. stor-Lissabon

Flag: Det portugisiske flag er grønt og rødt og ladet med symbolik. Den grønne farve står for opdagelsesrejserne, den røde for revolutionen i 1910. I midten af flaget ses landets våbenmærke: et hvidt skjold med fem mindre blå skjolde, der hver især rummer fem hvide skiver, symboler på Jesu sår. I ringen om det hvide skjold optræder syv gule borge, der repræsenterer fæstninger erobret fra maurerne i midten af 1200-tallet. Bag skjoldet ses et nautisk instrument, som refererer til Henrik Søfareren.

Geografi: Portugal og Spanien er beliggende på den Iberiske Halvø, navngivet efter folket ibererne, et nordafrikansk folkeslag.

Bjerge: Serra da Estrela (Stjernernes bjergkæde) er den længste bjergkæde i Portugal og indeholder bl.a. Torre da Estrela (1993 m), som er det højeste bjerg på det portugisiske fastland (Pico-bjerget på Azorerne er højere). Bjergkæden strækker sig over 100 km i det nordligste Portugal og er på det bredeste sted 30 km. Takket være sine dale, floder, søer og flotte skove regnes området for at være et af de smukkeste i Portugal.

Floder: Tejo er den største flod i Portugal og samtidig den længste på Den iberiske Halvø med en samlet længde på 1006 km; heraf løber de 275 km i Portugal, resten i Spanien. På en 45 km lang strækning danner floden grænse mellem de to lande. Floden har sit udspring i Sierra de Albarracin nær Toledo i det østlige Spanien, og den udmunder i Atlanterhavet ved Lissabon. Tejo afvander et område på 81.600 km2, og den benyttes til kunstvanding og vandkraft ved flere dæmningsbyggerier; en dæmning kort før floden løber ind i Portugal har dannet en lang sø.

Douro er Portugals næststørste flod og udspringer ligesom Tejo-floden i Spanien, men udmunder i det nordlige Portugal ved landets næststørste by Porto. Floden er 925 km lang, hvoraf de 215 km løber på portugisisk jord. I Douro-floddalen ligger terrasseformede marker, hvor druerne til den berømte portvin dyrkes.

Kystlinjen strækker sig over 800 km langs Atlanterhavet.

Portugals oversøiske besiddelser:

Madeira: Øgruppe i Atlanterhavet ca. 550 km fra Afrikas kyst med hovedøen Madeira som den største.

Azorerne: Øgruppe i Atlanterhavet med delvist selvstyre. Ca. 1500 km vest for Lissabon.

Klima: Trods landets begrænsede størrelses varierer klimaet meget. Forskellene skyldes dels højdeforskellen, dels beliggenheden mellem det kølige Atlanterhav og Den iberiske Halvøs kontinentale klima. I det nordvestlige Portugal er klimaet tempereret, i syd er det subtropisk, mens de indre østlige egne ofte har kontinentalt præget klima med markante udsving mellem vinter- og sommertemperaturer. Læs mere om klima og vejr i Portugal hos DMI – Lissabon – Faro på Algarvekysten og Porto i Nordportugal.

Nedbøren er størst i den nordlige del af landet, der i gennemsnit har en årlig nedbør på 1150 mm. I den midterste del af landet omkring Lissabon er nedbøren på 700 mm, mens den sydlige del af landet har en gennemsnitlig nedbør på 450 mm årligt.

Hovederhverv i Portugal
Service og turisme
: 57%

Industri: 28%

Landbrug: 12%

Sociale forhold: Siden Portugals indtræden i EU i 1986 har landet gennemgået en markant økonomisk fremgang. Som et af de fattigste EU-lande har Portugal modtaget store tilskud til udbygning af bl.a. infrastrukturen og undervisningssektoren. Der har været stor fremgang i levestandarden.

Sport: Portugiserne elsker fodbold, som er en macholidenskab, der lægger landet øde, når der spilles vigtige kampe. Sæsonen løber fra september til maj, og enhver landsby med respekt for sig selv har et foldboldhold. I toppen er de tre mest kendte klubber FC Porto, Benfica og Sporting Lissabon.