Indled jagten på den hellige gral i skønne Valencia

Tænk på Paris, og tilsæt palmetræer, parasoller og paella – så har du Valencia.

Byen har en ungdommelig stemning over sig, drevet af det lokale universitet, men rummer samtidig ældgamle arkitektoniske oplevelser. Valencia, som er Spaniens tredjestørste by, flyder over med kulturelle tilbud, storslået arkitektur, og en bemærkelsesværdig modsætning mellem det gamle og det moderne: Alt fra Den Hellige Gral til den futuristiske “City of Arts and Sciences”, der er designet af den verdensberømte, lokale arkitekt Santiago Calatrava.

Overraskende nok har Valencia holdt sig nogenlunde uden for turisternes radar, i sammenligning med lignende byer i Spanien. Det giver jo blot mere ånderum og lavere priser til dem, der besøger byen.

Findes Den Hellige Gral i Valencia?

Hvis du er forundret over, at Den Hellige Gral findes i Valencia, er der ikke noget at sige til det: Der er nemlig en hel del kirker verden over, som påstår at ligge inde med den.

Det er ikke muligt at afgøre endeligt, og Valencias turistbureau tillader sig da også at reklamere med, at mange historikere er enige om, at gralen i Sankt Marias katedral i Valencia er den rigtige gral. Arkæologer har fastslået, at den er lavet af sten, som stammer fra det 1. århundrede, og at den geografisk kan lokaliseres til Mellemøsten. Den er blevet bragt til Spanien i det 3. århundrede.

Den Hellige Gral er en hellig genstand, som figurerer i litteraturen og i visse kristne traditioner. Gralen identificeres som regel som det bæger, Jesus Kristus drak af ved den sidste nadver, og den siges at rumme magiske kræfter, der kan skabe mirakler. Den har givet inspiration til megen fantasifuld fiktion – mange forbinder den for eksempel i høj grad med den gamle legende om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Eller, fra mere moderne tid: Med en berømt Indiana Jones-film.

Gralen i Valencia sidder fornemt og smukt placeret i katedralen, på en base af middelalderlig alabaster, guld og ædelstene.

Kæmpemæssigt planetarium og oceanarium

I den modsatte ende af tidsskalaen byder Valencia den oplevelseshungrende turist på futuristiske fornøjelser: I det gigantiske kompleks “City of Arts and Sciences” kan du udforske stjernehimlens gåder i planetariet, der har en kuppelformet skærm på 900 kvadratmeter – ideel til imponerende astrologi-shows.

Eller du kan komme tæt på dyrene i et af Europas største oceanarier, som rummer flere end 500 arter af havdyr. Der er derudover inspirerende lærdom at hente på Príncipe Felipe-Videnskabsmuseet om både astronomi, havdyr og næsten alt andet.

I Valencia er der ikke et kedeligt øjeblik, men også rig mulighed for at slappe af ved havkanten, og spise frisk og veltilberedt mad fanget i bølgerne.