I det skønne naturreservat Rimigliano som ligger ved kysten mellem San Vincenzo og Polulonia i Toscana, er der gode muligheder for at se flamingoer under pinjeparaplyer. San Vincenzos sandstrand og monotone bungalow-kolonier kan også byttes til fordel for Populonias etruskerby. Etruskernes ønske om at blive begravet ved en bugt kranset af pinjetræer, er en god grund til at besøge etruskernes eneste kystby.

Bag Porto Barattis bugt ligger Populonia, den sidste af de 12 etruskiske byer, der blev grundlagt. Den gamle by var delt i to; ”akropolis”, det religiøse center, der ligger i klynger omkring landsbyen, og det maritime og industrielle center ved bugten. Nekropolis dækker skråningerne mellem de to centre. Da Maremma åbenbarede sine skatte i 1800-tallet, forbavsede kontrasten mellem de øde sumpe og de raffinerede gravmæler både de lokale og videnskabsfolkene.

Populonias historie

Takket være det nærliggende Elba og de metalrige Campiglia-bjerge blev Populonia en rig industriby, ofte respektløst kaldt oldtidens Pittsburg. Mens Elbas jern blev bearbejdet og handlet inden for det etruskiske forbund, blev mineraler fra Campiglia eksporteret til Korsika, Sardinien og Frankrig.

Populonias stabile industrielle grundlag medførte, at byen, til forskel fra de andre etruskiske byer, blomstrede fra år 9 f.Kr. og frem til den romerske tid uden økonomiske eller politiske omvæltninger. I det gamle industriområde har nylige udgravninger afsløret en højovn og sofistikerede metalværksteder dateret til år 6 f.Kr. Fremmede slavearbejdere blev brugt til at grave vandkanaler, arbejde ved ovnene og præge mønter. Populonia var i år 6 e.Kr. den første etruskiske by, der prægede guld-, sølv- og bronzemønter, ofte med et løvemotiv. Gravene blev genbrugt og alle gravtyper er repræsenteret; de tidlige orientalskprægede grøftegrave, de cylindriske kammergrave, tempelgrave og små nichegrave.

Desværre er mange grave sunket sammen under de mange års slaggedyngers vægt. Andre har været udsat for plyndringer, selv i nyere tid.

Røgfyldte udsigter

Nye grave bliver regelmæssigt opdaget og afslører redskaber, sølvmønter og bronzesmykker, ofte tegnet af udvandrede græske guldsmede og stenslibere. Det meste fra gravenes indhold findes i dag i Firenze, men det yndige museum i Populonia viser en samling hellige genstande fundet i den enestående ”Tomba dell’Arpia”.

Fra Populonia er der røgfyldte udsigter til Piombino, men det første og mest karakteristiske billede får man fra en varm trafikprop på vejen til Elba. Spredte jern- og stålværker fortsætter Populonias erhvervstradition. Piombino er blevet styret af pisianere, den adelige Apiani-familie, den usmagelige Cesare Borgia og mest effektivt af Elisa Bacciocchi, prinsesse af Piombino; men bedre kendt som Napoleons søster.

Levn fra det gamle Piombino, som engang var hovedstad for en lille stat, findes i Piazza Verdis bymur og den stærkt restaurerede Palazzo Comunale fæstning. Piombino ses bedst til fods; men dens fornemme, lidt forfaldne charme findes stadig i de rolige pladser og i Art Deco cafeerne.