Avignon og Hôtel la Mirande

Avignon og Hôtel la Mirande, en livsstil for rigmænd og paver. Skal du på kulturrejse til Avignon som ligger i Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig venter der dig store oplevelser og langt de fleste der besøger denne fantastiske by afsætter alt for lidt tid til at se og opleve  de mange spændende seværdigheder. Overvej derfor at bo et par dage i Avignon, det vil du ikke fortryde.

Den gamle paveby Avignon rummer mange historiske perler bag sine krenelerede mure fra 1300-tallet. Den er kendt som hjemsted for syv paver, der brød med Rom, den første i 1309. Fem paver levede og regerede gennem 100 år fra deres engang så overdådige fæstningsresidens, Palais des Papes. Paladset blev under den franske revolution ribbet for alt af værdi, og i dag kræver det en god fantasi at forestille sig det ødsle liv, der engang udfoldede sig her. Det afspejles til dels i Chapelle Saint-Jean, kendt for sine smukke fresker fra 1300-tallet af Matteo Giovanetti, og i den enorme festsal med sit berømte loft. Det er nemmest at forestille sig de pavelige beboere i deres private gemakker, hvoraf det smukkest er Chambre du Cerf, pavens private studereværelse, hvor de vægmalerier, der afbilder jagtscener, sandsynligvis er fra Giovanettis hånd. Det nærliggende Petit Palais, det tidligere ærekebiskopspalads, som blev påbegyndt i 1318, huser i dag en righoldig samling af 1400-talsværker fra Avignon-skolen og italienske 12- 1500-talsværker, hvis højdepunkt er den unge Botticellis Madonna med barn.

Festival d’Avignon

Hvis man besøger Avignon ved midsommer, kan man deltage i en af Europas vigtigste og mest spændende fester, Festival d’Avignon. Den betragtes som landets fremmeste teater- og dansefestival, der nu har sprængt rammerne på sit oprindelige spillested, gårdspladsen i Palais des Papes, og “Off Avignon” (som den livlige alternative scene kaldes) omfatter nu hele byen. Alle teatre, kirker, klostre, pladser og gadehjørner kan være scenen for franske og udenlandske ensembler, der byder på oplæsninger, lystspil, opera, musik, mime og dans. Kernen i festivalen er dog stadig teatret; premierer på stykker af nulevende skuespilforfattere veksler med klassikerne og lejlighedsvise opførelser på engelsk. Festival D’Avignon finder du på 8 bis, Rue de Mons, læs vet. mere på www.festival-avignon.com. Festival D’Avignon finder sted i perioden fra først i juli til først i august

Hotel La Mirande

I mellemtiden bør man gøre alt, hvad man kan, for at komme til at bo på Avignons perle af et boutique-hotel, La Mirande. Kun superlativer rækker til at beskrive dets beliggenhed (næsten alle værelser har udsigt til Palais des Papes); historie (Ludvig 14. – solen over hotellets indgang antyder en facade af nyere dato, men denne 1400-talsbygning blev opført på fundamenterne af et tidligere kardinalspalads); smag (dets fremtræden og atmosfære som i en fornem 1700-talsbolig er dygtigst genskabt af en af Frankrigs bedste designere); og formfuldendte indretning (mange af de fine antikviteter stammer fra den kunstelskende ejers familie). Superlativerne fortsætter i hotellets restaurant – en af byens bedst. En højt berømmet køkkenchef er den kreative kraft bag en dæmpet belyst spisesal med en Aubusson-gobelin og dobbelt kassetteloft. Der er desuden en central, glasdækket gård, det perfekte sted til en kop te, og en have fuld af farver og dufte af jasminer og kaprifolier.. Virkningen er så overdådig og spektakulær, at man kunne føle sig hensat blandt de ødsle sætstykker til en Visconti-film. Hôtell la Mirande ligger på adressen 4, place de la Mirande og jeg behøver næppe at nævne at det ikke er byens billigste hotel. Vil du læse om andre udvalgte hoteller til din kulturrejse, så klik rundt her på bloggen, vi skriver om hoteller i alle regioner af Frankrig og du kan se foto og meget mere.