De fleste indbyggere bor langs kysten, mens bjergområderne er meget tyndt befolkede. Der foregår en stadig tilflytning til byerne fra landområderne, og i dag bor næsten halvdelen af alle albanere i byerne.

Det kommunistiske styre stræbte efter en høj befolkningstilvækst, og indbyggertallet blev mere end tredoblet i perioden 1945-90. I 1990’erne faldt befolkningstallet med 3 procent som følge af faldende fødselstal og en stor udvandring, men i dag er indbyggertallet igen i stigning.

De fleste indbyggere er albanere. Det største mindretal er etniske grækere, som bor i syd. Ifølge den seneste folketælling, hvor der blev taget hensyn til etnisk oprindelse (1989), var antallet ca. 60.000, men grækerne mener selv, at de er fem gange så mange. Uafhængige kilder skønner, at der i alt fald er 100.000 grækere i landet.

Albaniens forhold til Grækenland har fra tid til anden været anstrengt pga. græske anklager om diskrimination af dette mindretal. Vilkårene for grækerne blev noget bedre i 1995, hvor en ny lov gav etniske mindretal ret til at tale deres egne sprog og dyrke deres egne kulturelle særpræg. I 1996 underskrev Grækenland og Albanien en venskabsaftale.

De officielle tal vedrørende Albaniens øvrige mindretal er også præget af usikkerhed. Ifølge visse oplysninger kan der være så mange som 50.000 makedonere i landet, men myndighederne opgiver antallet til 5000. Af sigøjnere (roma) kan der være alt mellem 5000 og 100.000. Der er også et par tusinde vlacher (eller aromuneer, et rumænsktalende folk) samt forskellige folk fra det tidligere Jugoslavien.

Der bor flere albanere udenfor landets grænser end i Albanien. Det skyldes bl.a., at landet i 1913 blev berøvet halvdelen af sit territorium og 40 procent af sin befolkning efter en krig på Balkan. I Serbien og Montenegro bor der i dag ca. 1,7 mil. albanere, heraf de fleste i provinsen Kosovo (Kosova på albansk). Albanere i Kosovo og i Albanien opfatter sig som medlemmer af den samme “nation”, og mange er også i slægt med hinanden.

Ifølge officielle makedonske tal bor der 400.000 albanere i Makedonien, men albanerne hævder selv, at der er mange flere. Der er ca. 600.000 mennesker af albansk oprindelse i USA. De fleste af dem forlod hjemlandet i årene 1970-90.

Siden kommunismens sammenbrud har der været en stor udvandring. I starten af 2000-tallet vurderede man, at mindst 600.000 albanere arbejdede i udlandet, heraf 250.000 i Grækenland og Italien.

Frem til midten af 1800-tallet forbød de osmanniske (tyrkiske) herskere brugen af albansk i skolerne. Først i 1908 fik sproget et moderne alfabet med latinske bogstaver. Albansk hører til den indoeuropæiske sprogfamilie, men er ikke nært beslægtet med de øvrige indoeuropæiske sprog. Nogle sprogforskere mener, at albansk har sin oprindelse i det nu uddøde sprog illyrisk, men det er under alle omstændigheder siden blevet påvirket af både latin, tyrkisk, græsk samt de slaviske sprog. Der findes to hoveddialekter: gegisk, som tales i nord af i alt to tredjedele af befolkningen, og toskisk, som resten af befolkningen taler.

Befolkning i tal anno 2001

• Indbyggertal: 3,1 mio.
• Antal indbyggere/km2: 107
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 44%
• Fødselsrate: 1,7%
• Dødsrate: 0,6%
• Naturlig befolkningstilvækst: 1,1%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 76 år, mænd 72 år
• Skolegang: obligatorisk i otte år
• Andel læsekyndige voksne: mænd 92%, kvinder 78%
• Befolkningsgrupper: stort flertal af albanere. Desuden grækere, makedonere, sigøjnere m.fl.
• Sprog: albansk (med hoveddialekterne gegisk og toskisk), græsk samt flere mindretalssprog
• Religion: muslimer 70%, ortodokse kristne 20%, katolikker 10%
• Nationalitetsbetegnelse: albaner