Bydelen Sé i Funchal

Bydelen Sé i Funchal er meget charmerende, og rummer spændende gamle bygninger og et rigt folkeliv. De første bygninger på den tidligere Campo do Duque plads var rådhuset, der omfattede Notary Palace og Assembly Rooms (mødelokaler). Denne bygning blev færdig i 1491 og to år efter påbegyndtes bygningen af den ”store kirke”, Sé, som stod færdig i 1514. Kirken står i centrum af Funchal og i gaderne omkring kirken Sé er der mange muligheder for at shoppe, og få et godt måltid mad eller måske et glas Madeira-vin i en velfortjent pause mellem de mange seværdigheder.

Efter at have opført kirken, var der ingen, der tvivlede på Dom Manuels idé med at bygge en ny by på Madeira. Det var også i dette område, at regeringsbygningen blev bygget i 1600. Snart var hele området fyldt med bl.a. fæstning, bispegård, præsteseminarium og jesuiterkollegium. Det var også her, hvor de førende lokale og udenlandske købmænd gjorde forretninger.

Largo do Pelourinho og Rua Direlta i Funchal

Den lille plads Largo do Pelourinho, placeret mellem udmundingen af de to delvis kanaliserede floder Joao Gomes og Santa Luzia, var engang byens centrum. Det var også her, hvor Funchals første toldbod og første erhvervsmæssige handelspladser plejede at ligge. Denne plads blev anlagt i starten af hovedgaden Rua Direita (lige gade), et navn, som ofte blev anvendt til den type gader i de middelalderlige portugisiske byer, selv om de langt fra var ”lige”.

I 1486 sendte hertug Dom Manuel en gabestok (pelourinho) til øen, og stedet, hvor den blev sat op, var denne plads – herfra stammer pladsens navn. Den dag i dag begynder Rua Direita ved denne plads, men slutter blot nogle få meter fremme, tæt på fængslet. I 1600-tallet krydsede gaden Santa Luzia floden og endte ved gaden Rua dos Ferreiros, som den også kaldes i dag. Med bygninger fra det 17. og 18. århundrede er det lykkedes denne lille gade at bevare sit udseende og oprindelige charme.

Rua da Alfândega og Rua dos i Funchal

Allerede fra 1600-tallet til i dag har dette område været centrum for småhandlende. Rua da Alfândega var først ”hjemsted” for slagterier og fiskemarkeder, som dog endte med at blive revet ned omkring 1940. På dette sted blev Funchals nye toldhus bygget (”Alfândega” på portugisisk). Rua dos Tanoeiros fik sit navn omkring 1700-tallet på grund af gadens store betydning for de kooperative sammenslutninger (port. ”tanoeiros”.) Denne betydning hang direkte sammen med Madeiras voksende vineksport mellem det 18. og 19. århundrede. I dag begynder Rua dos Tanoeiros med en rampe, hvor man også finder et springvand, som tidligere blev brugt som vandingsanlæg til dyrene.

Largo dos Varadouros

I 17. og 18. hundredtallet var denne plads handelscenter såvel som hovedindgang til byen. Efter det forfærdelige angreb fra franske pirater i 1566 blev det meget vigtigt for beboerne, samt den herskende magt i Funchal, at få bygget en fæstningsvold. Derfor blev der bygget mure med kun fem porte rundt om byen som beskyttelse, og floderne omkring fungerede som voldgrave. Det var årsagen til, at Largo dos Varadouros opnåede en speciel betydning for byen i slutningen af 1600-tallet. Men på grund af urbaniseringen (omdannelse af landområde til byområde) og slækkelse af Funchals beskyttelsesinstanser, havde murene næsten ingen militær betydning, og store dele blev overtaget af militæret og senere ødelagt. Ingen af portene ”overlevede”, ikke engang hovedindgangen til Largo dos Varadouros.

De første broer i Funchal

Når man går fra pladsen Poco de Santa Maria Maior til Pelourinho Square, bemærker man tydeligt niveauforskellen mellem pladserne og broerne. De tre floder, som krydser Funchal, har altid givet befolkningen i Funchal alvorlige problemer, især efter man begyndte at løse opgaven omkring byplanlægningen. Men det var især i slutningen af det 15. århundrede, da byen begyndte at bygge uudviklede træbroer, som ikke engang kunne bære vægten af dyr med tunge læs.

Den første bro, som i dag kaldes Ponte do Cidrao, bestilt af regeringen, blev bygget over floden Santa Luzia. Den ligger ved Rua da Alfândega og blev opført efter samme koncept som en anden lille bro længere oppe. Der blev endda bygget en bro før disse to broer i den gamle del af byen, som forbandt Pelourinho Square og the Church of Nossa Senhora do Calhau (Our Lady of the Rocks, – klippernes dame), men denne bro er langsomt forsvundet gennem tiderne. Endelig i september 1495 besluttede regeringen, at gaderne skulle være brolagte, og broerne bygget af træ blev erstattet med nye broer bygget i sten.

Praca de Colombo og Joao Esmeraldo

Landmanden og handelsmanden Joao de Esmengut, eller Esmeraldo, en af de mest berømte handelsmænd på den tid, byggede huse, der gennem 1600-tallet blev meget berømte for deres velstand og størrelse. Men Joao Esmeraldo’s huse blev også berømte af en anden grund: Christoffer Columbus boede der, da han besøgte øen i begyndelsen af 1478, sandsynligvis for at gøre nogle sukker-forretninger, og en anden gang, hvor han passerede området på sin tredje tur til Amerika. Men alting i denne verden har op- og nedture, og de engang så berømte huse blev revet ned den 9. november 1876 – på et tidspunkt, hvor de kun fungerede til opbevaring af korn.

Som en konsekvens af bygningernes generelle forfald, udstrakt i blokke i gaderne Rua da Alfândega, Rua do Joao Esmeraldo, Rua do Cristovao Colombo og Rua do Sabao, besluttede regeringen at ændre dette område og anlægge en plads (square). Da der var stor sandsynlighed for at finde vigtige arkæologiske elementer, inviterede man et kvalificeret team fra fastlandet Portugal til at foretage udgravningen. Nogle af de fundne elementer findes på Statens Sukker Museum, Núcleo Museològico da Cidade do Acúcar, Praca Colombo nr. 5.

Sé Katedral i Funchal

Den lokale befolkning, som boede tæt på Calhau strand, byggede den første kirke Sé i Funchal. Den blev udvidet to gange, første gang i 1438 og igen i 1450, men betragtes stadig som værende for lille til befolkningens behov. I november 1485 begyndte man at bygge en ny kirke på pladsen Campo do Duque, men bygningen led under adskillige forsinkelser. I år 1500 insisterede kongen på, at bygningen af den såkaldte ”store kirke” skulle være færdigbygget, og i 1517 blev det nye tempel endelig indviet. Katedralens arkitektur er en blanding af europæisk, gotisk, maurisk, manuelinsk og lokalt inspireret stil. Ti gotiske buer forbinder skibene og det svage lys kommer fra otte manuelinske, gennemtrængende vinduer, et rosenvindue på facaden og nogle få spydformede vinduer over det høje alter.

Kirkens originale interiør var meget enestående og findes rundt om på nogle af Funchals museer. Nogle få skatte kan ses på kirkemuseet. Når man går ind i kirken, finder man nogle af kong Dom Manuels donationer, som f.eks. døbefonten, der stadig er placeret på sin oprindelige plads, prædikestolen og det lille høje alter. Seks kapeller med gotiske buer beklæder sideskibene.

En triumfbue fører til det allerhelligste (sanctuary), og hele bagvæggen i kapellet er dækket med et imponerende panel, der består af adskillige fremragende guldindrammede malerier. På hver sidevæg i det allerhelligste (sanctuary) er der en manuelinsk foredragssal med to rækker stole, hvor den første række var reserveret til biskoppen og de bagerste til præsterne. Den første række har smukke træbeklædte stolesæder med udsmykninger af apostle og profeter. Både på sæderne og armlænene finder man interessante tegninger fra middelalderen, nogle en smule dristige, måske et resultat af kunstnernes uregulerede fantasi. I Capela do Santissimo, dekoreret med tegninger fra det 18. og 19. århundrede, finder man et stort billede fra det 17. århundrede, som skildrer det sidste måltid.

I dag findes der to mekaniske ure på toppen af tårnet, som bestemmer byens daglige rytme. Men før disse to ure havde der været nogle andre ure. Det første var sat op i 1776 og taget ned igen i 1921, og opbevares i dag på Hovedbiblioteket. Det efterfølgende ur, som var en gave fra en engelsk doktor, blev sat op i 1922. Men det var først efter 1923 man også kunne se minuttallene, da uret kun havde én viser til at vise timetallene. I 1989 blev dette ur forsynet med nutidens elektroniske udstyr.

Municipal Theatre Baltazar Dias – Funchals mest kendte teater

Da der fandt så utrolig mange kunstneriske shows og forestillinger sted på øen, følte befolkningen, at der var behov for et permanent sted til alle disse oplevelser. I overensstemmelse med befolkningens efterspørgsel, dannede man i 1880 et udvalg udelukkende med det formål at få bygget et passende teater til byen Funchal. Senere overtog regeringen dette projekt og udvalget blev opløst. Den ansvarlige arkitekt for dette projekt var meget inspireret af Milan Scala, en teater-model, som var på mode i Europa på den tid. I 1887 blev Dona Maria Pia Teateret, senere kaldt Teatro Municipal Baltazar Dias, præsenteret for befolkningen med en perfekt forestilling. Enhver detalje har sin egen personlighed, sin egen udtryksform, sin egen ”noget”.

Adegas de Sao Francisco

Besøger du Funchal på en kulturrejse til Madeira og har en smule interesse i vin, må du ikke gå glip af dette sted, som absolut fortjener et besøg. ”Madeira Wine Company” (Vinselskabet), som det også kaldes, ligger i et område, som engang tilhørte Sao Francisco klosteret. Når man bevæger sig ind på området ind, går man på en af Funchals ældste gader, og man kan stadig se det sted, der blev brugt som kapel. I dag fungerer det som museum. Det er bedst at begynde besøget i vinsmagningsrummet, hvor landlige malerier af Max Römer med vindyrkningsmotiver pryder væggene, og hvor man kan smage på de berømte Madeira-vine som ”Sercial”, ”Verdelho”, ”Bual” og ”Malvasia”.

Man må heller ikke gå glip af et besøg i vinkælderen, hvor der opbevares flere årgangsvine, nogle helt tilbage til 1800-tallet, og kældrene hvor vinen modnes i tønder lavet af eg og mahogni. Museet består af tre rum, hvor man kan finde forskellige dokumentationer, såsom manuskripter vedrørende vinhusenes administration, breve fra berømte personligheder, en vinpresse fra 1700-tallet og værktøj til at gravere kasser og tønder. Madeira-vinen blev meget berømt over hele verden på grund af dens anerkendte kvalitet.

Gaderne Queimada de Cima og Baixo i Funchal

Navnene på gaderne som ligger lidt længere til venstre for Sé katedralen har relation til begivenheder, steder eller personer, som har gjort noget særligt i dette område. F.eks. Rua do Aljube fik sit navn efter kirkens fængsel, som var placeret i katedralens tårn; gaderne Queimada de Cima og Queimada de Baixo blev opkaldt efter den store ildebrand i området i 1594; og Rua do Bispo erindrer om biskoppens bolig på den tidligere plads, som i dag fungerer som kirkemuseum.

Palácio Espiscopal og Museu de Arte Sacra I Funchal

Da præsterne fra Jesus Company ankom til øen, var de nødsaget til at finde et sted, hvor de kunne slå sig ned. Efter at have undersøgt adskillige muligheder, endte de med at benytte præsteseminariet til skole og stift. I dag er det kun arkaden, som er tilbage fra slottet, og som blev givet til Largo do Minicipio og Capela de Sao Luís de Tolosa, da det blev bygget mellem 1600 og 1604. Den 31. marts 1748 ødelagde et voldsomt jordskælv området, og blandt de mest ødelagte bygninger var også Bishop’s Palace, Funchals handelshus, og næsten alle de oprindelige kirker. Slottet var næsten ubeboeligt, og mange af kirkerne var lige ved at styrte sammen som ruiner. Dette bevirkede, at biskoppen og familien flyttede til Palácio de Sao Lourenco og først vendte tilbage til deres slot i 1751 efter en omfattende opbygning.

Biskoppens Slot er en majestætisk bygning, hvor man stadig kan finde spor af adskillige buer og nicher både i stueetagen og på første sal. Hele arealet omkring slottet, hvor også den gamle underskole (for de 11 – 18 årige) lå, var indhegnet på den tid, og senere blev Largo do Minicipio (Town hall square – Rådhus/pladsen) bygget. Med bygningen af Funchals nye underskole i 1950 fik bispedømmet sin gamle skole tilbage og indrettede kirkemuseet på stedet, da en stor kampagne flere år for inden havde slået på genoprettelse af bispedømmets hellige samling, hvortil man behøvede et udstillingslokale.

Den mest bemærkelsesværdige kulturarv er en samling flamske malerier fra slutningen af det 15. århundrede til begyndelsen af 1600 tallet, hvor man kan genkende værker fra flere værksteder, især dem fra Antwerpen. Madeiras sukkereksport var en af de vigtigste økonomiske faktorer i den portugisiske handel med Antwerpen, hvilket forklarer tilstedeværelsen af malerierne, samt nogle vigtige skulpturer på øen, da de ofte blev brugt som betaling. Det er også værd at nævne nogle interessante portugisiske malerier, især det store værk af Fernao Gomes udført i slutningen af 1600-tallet. Man kan desuden finde Sé katedralens skattekiste, hvor nok det mest interessante er et procession-kors, foræret af Kong Dom Manuel 1, som betragtes som et af de mest betydningsfulde værker i hele Portugals territorium.

Øen Madeira spillede også en vigtig rolle med hensyn til spaniernes og portugisernes Atlanterhavstrafik gennem 16- og 1700-tallet. Det er grunden til, at Madeira også fik fordel af passagen af de såkaldte ”sølvgaleoner” fra Castile, som fik de lokale sølvværksteder til at blomstre gennem 1700-tallet. Det er baggrunden for en vigtig sølvsamling omfattende bægre, procession-kors og andre ting med religiøs oprindelse, som også findes på dette museum.

Fortaleza/Palácio de Sao Lourenco i Funchal

Funchals første fæstning blev først bygget i årene 1529 til 1540 efter en indtrængende bøn fra befolkningen, da en båd, fortøjet i Funchals havn, blev plyndret. Men bygningen, som stod færdigbygget i anden halvdel af 1600-tallet, var ikke tilstrækkelig med hensyn til de behov, der var for forstærkning, og derfor bukkede den alt for let under for de angreb, der kom fra de franske pirater i 1566. I de efterfølgende år og op til 1900 tallet er der sket mange forbedringer, forandringer og udvidelser, hvorefter Palácio de Sao Lourence, som har overlevet indtil d.d., nu hører til en af de bedst beskyttede portugisiske fæstninger fra 1600 og 1700-tallet.

I starten blev Fortaleza de Sao Lourenco brugt til at huse mange af øens kaptajner og guvernører, og efterhånden blev den et nationalt boligkompleks. Den blev klassificeret som Nationalt Mindesmærke i august 1943, og i dag huser komplekset statsministeren samt militæret. I dag kan man i fæstningen finde en permanent udstilling, som blev iværksat af militæret og som blev åbnet i juli 1993. Denne udstilling rummer fæstningens historie og udvikling. National Palace, som ligger inden i fæstningen, kan besøges efter forudgående aftale.

Rådhuset i Funchal

Det første rådhus blev bygget i 1486 af Largo do Duque, tæt på Sé katedralen, og indtil 1784 plejede regeringen at mødes her. Så fulgte en periode med flere flytninger til forskellige steder indtil 1802, hvor rådhuset endelig flyttede til Largo da Sé. Her fungerede det indtil 1913, hvor det blev revet ned. I dag er denne plads fyldt med café-restauranter, blandt andet den berømte Apolo-café, som åbnede i 1945. Rådhuset, som er beliggende på Rua dos Ferreiros, er i dag et flot eksempel på civil arkitektur fra det 18. århundrede. Denne ejendom blev købt af familien Carvalhal Esmeraldo i 1883.

Højdepunkterne i denne bygning er den imponerende indgang skåret i grå sten og dens storslåede reception på første sal med elleve vinduer – hvert af dem udstyret med sin egen balkon. Tykke jerngitre, som man ofte ser på bygninger fra det 17. og 18. århundrede, beskytter vinduerne i underetagen, og en pragtfuld trappe forbinder receptionen på første sal. En buegang fører til en smuk indvendig gård med marmorstatuen ”Leda og Svanen”. Kunstneriske værker fra rådhuset findes på udstillingen i det gamle bymuseum, bl.a. nogle få engelske malerier fra 1900-tallet samt nogle malerier af Max Römer.

På byhistorisk museum, omringet – bortset fra Rådhuset på den ene side – bl.a. af Colégio Church og Kirkemuseet, finder man et springvand, bygget i 1942, som viser en obelisk dekoreret med elementer af national karakter.

Jesuit College og kirke i Fuchal

Plyndringen gennemført af en fransk eskadrille i 1566 førte til et besøg af tre jesuit-præster, som kom på mission for at muntre befolkningen op og for at sikre sig, at Madeiras befolknings religiøse tro ikke var blevet negativt påvirket. Da deres ophold så ud til at være meget succesfuldt, gav foreningen ”Jesus” ordre på at oprette et college på Madeira. Jesuitterne ankom i marts 1570 og boede i begyndelsen på et af Sao Sebastiaos pensionater. De begyndte straks at se sig om efter et permanent sted at bo, og fandt snart et byggekompleks nord for den senere ”Queimadas’ gade. I 1572 flyttede de ind, og i 1574 fyldte de hele byggekomplekset. Bygningen af fremtidens college begyndte først i 1599 efter adskillige interne uoverensstemmelser. I 1624 blev fundamentstenen til kirken lagt og i 1647 stod Igreja do Colégio allerede færdig. Indtil det 19. århundrede repræsenterede Sao Joao Evangelista-kirken det største byggekompleks i Funchal. Kollegiet, som i dag er en del af det katolske universitet, spreder sig over fem korridorer og to etager.

Kirken repræsenterer et typisk Jesuitter-tempel med et stort og højt skib. Skibet er flankeret af identiske sidekapeller, overfor hvilke man finder en passage bygget ind i væggen med vinduer og balkoner på niveau med koret. Denne arkitektoniske stil blev udviklet i Portugal før slutningen af 1600-tallet og senere spredt udover verden, hvor jesuitter-missionærerne udbredte kristendommen. Kirkens højdepunkt med hensyn til interiøret er helt bestemt samlingen af de udskårne gyldne alterstykker fra 1647, 1648, 1654 og 1660. Det høje alter er udsmykket med juveler, som illustrerer billedskærerarbejde fra Madeira fra den tid. Blandt de mange kapeller bør kapellet fra ”Eleven Thousand Virgins” – Ellevetusinde Jomfruer – udpeges på grund af dets smukke alter. Væggene i denne kirke er dækket med usædvanligt smukke portugisiske fliser produceret på værksteder i Lissabon.

Regional Legislative Assembly

Den første toldbod lå på Largo do Pelourinho. Grundet byens ombygning og opførelsen af rådhuset og Sé katedralen påbegyndte man den nye toldbod, der stod færdig omkring 1519. Gennem 1700- og 1800-tallet trængte bygningen til forbedringer, og i 1715 bestilte toldbodens ledelse bygningen af et kapel, som for nylig er blevet møbleret indendørs med genstande fra den tid. Dette kompleks gennemgik adskillige forandringer og udvidelser gennem 1900- og 2000-tallet, men beslutningen om at huse det selvstyrende parlament i denne bygning blev først truffet i 1982. Den gamle manuelinske samling af bygninger blev restaureret og tilpasset de nye behov.

Madeiras parlament i Funchal

I 1685 afsatte man et stykke land tæt på Sé katedralen til opførelsen af et hospital for de fattige, senere kaldt Santa Isabel Hospitalet, som stod færdig i 1686. I 1927 tog et betydeligt renovationsarbejde fat og i 1931, da opførelsen af det nye ”Marmeleiros” Hospital var færdig, blev patienterne fra Santa Isabel Hospitalet flyttet til dette nye hospital. I 1933 blev det gamle hospitalskompleks overgivet til statsministeriet eller parlementet. I dag er denne bygning overtaget af regeringen. Bygningen har stadig flere interessante arkitektoniske elementer, såsom portugisiske fliser fra 1700-tallet.

Joao Goncalves Zarco Monumentet

I et forsøg på at bevare mindet om Joao Goncalves Zarco og hans værk, betroede statsministeriet billedhuggeren Francisco Franco opgaven at lave en statue. Arkitekten Cristino da Silva blev udstyret med tegninger over fundamentet, hvor allegoriske figurer skildrer f.eks. ”Conquer” (Sejre), ”Settlement” (Forlig), ”Wisdom” (Visdom) og ”Evangelisation” (evangelisme). Efter at den endelige placering i vejkrydset Avenida Arriaga/Avenida Zarco var blevet besluttet, blev monumentet indviet i 1934. En tidligere version af denne statue vandt guldmedalje på den iberiske/amerikanske udstilling i Sevilla i 1929.

Den kommunale Have i Funchal – Jardim Municipal

Ud af alle de klostre, som engang eksisterede i Funchal, er det kun ”Santa Clara” og ”Bom Jesus”, der har overlevet. Klosteret ”Encarnacao”, ”Mercês” og ”Sao Francisco” blev enten nedrevet eller lagt i ruiner. Ved at lade dette ske mistede man for altid en vigtig kulturarv. Da franciskanerne (munke) ankom til øen første gang, fandt de et beskedent opholdssted. Derefter forlod de øen i nogle år, og da de vendte tilbage, samledes de lidt efter lidt på det tidligere Sao Joao Hospital og begyndte at se sig om efter et mere passende sted at bygge deres eget kloster, som blev bygget der, hvor ”Municipal Garden og Municipal Theatre” ligger i dag.

I 1878 udpegede byens rådsforsamling en kommission af byens byrådsmedlemmer for at realisere byggeprojektet, der gik ud på at anlægge en have på det ”uddøende” kloster. I 1885 fik denne have navnet ”Jardim Minicipal” (Kommunal Have) – senere blev det ændret til ”Jardim Dona Amélia til minde om dronningen, men folk kalder stadig den dag i dag haven for ”Jardim Municipal”. Den kan prale af 8300 kvadratmeter fyldt med smukke blomster, planter og Madeiras oprindelige træer, samt mange andre eksotiske specialiteter fra hele verden. Haven bliver i dag brugt som fritidsareal med træer, som sørger for skygge, en lille dam med ænder og sorte og hvide svaner, samt en café og et amfiteater med en overdækket scene, hvor der ofte er underholdning, koncerter osv.

Der er lukket for kommentarer.