Økonomi i Spanien anno 2004

Frem til 1980erne havde Spanien en af Europas mest umoderne økonomier. Siden har landet forvandlet sig fra et fattigt landbrugsland til en stor industri- og servicenation. Under regeringen Aznar (1996-2004) blev Spanien endda en vækstmotor inden for EU. i slutningen af 1990erne lå den årlige vækst på gennemsnitlig 4 procent. Spanien opfyldte lige akkurat betingelserne for at blive medlem af ØMUen i 1999, og ved årsskiftet 2001/2002 skiftede landet pesetaen ud med euro.

Den økonomiske fremgang skyldtes privatiseringer, nedskæringer i de offentlige udgifter og skattenedsættelser. Det tidligere budgetunderskud svandt ind, og fra 2001 har der været balance i statsbudgettet for første gang siden 1970erne.

I 2003 var væksten kun et par procent, men stadig højere end i det øvrige EU. Væksten kunne for en stor del tilskrives den ekspansive byggesektor og det høje privatforbrug, der steg takket være skattenedsættelserne og stigende beskæftigelse. Den ti år lange ekspansion inden for turismen aftog i 2002, men turismen er fortsat en af hjørnestenen i økonomien.

En kilde til uro er dog husholdningernes lave opsparing og høje gældsætning. Ejendomspriserne er steget kraftigt i de senere år. Samtidig har det lave renteniveau lokket mange, der egentlig ikke har råd til at købe bolig, til alligevel at investere, og det har ført til kunstigt oppustede priser. Prisudviklingen blev dog dæmpet lidt i 2003, men arbejdsløsheden, der trods liberaliseringer og mange nye arbejdspladser stadig er EUs højeste, bliver ved at være et problem.

Regnet i absolutte tal var Spanien det land, der ferm til starten af 2000-tallet modtog mest strukturstøtte fra EU. Efter at EU er blevet udvidet med en række nye, fattigere, medlemslande i maj 2004, kan Spanien blive nettobidrager til EU, hvilket bekymrer den spanske regering.

De økonomiske forskelle er stadig store mellem Spaniens forskellige regioner. Madrid samt kystegnene ved Middelhavet og Atlanten er de mest velstående, mens de indre egne og det nordvestlige Spanien er fattigst. BNP pr. indbygger er f.eks. dobbelt så højt i Madrid som i Andalusien.

I starten af 2000-tallet mindskede de udenlandske investeringer i Spanien. En faldende industriproduktion, nedgang på verdensmarkederne og usikkerhed om Spaniens rolle i det nye EU fik interessen for det spanske marked til at dale.

Økonomi i tal

  • BNP/indbygger: 21.200 US dollar (købekraftkorrigeret)
  • Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 4%, industri 30%, service og andet 66%
  • Naturressourcer: kul, jern, kviksølv, kobber, bly, granit, marmor
  • Årlig eksport: 123,5 mia. US dollar
  • Årlig import: 163,5 mia. US dollar
  • Vigtigste eksportvarer: biler, vin, frugt, grøntsager, maskiner, kemiske produkter, metaller
  • Vigtigste importvarer: brændstof, smøremidler, kemiske produkter, transportmidler, maskiner
  • Vigtigste handelspartnere: Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien
  • Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressource, energi, miljø

Spanien er rigt på mineraler, særligt kviksølv, jernmalm, potaske og svovlkis. Størstedelen af kul- og jernmalmressourcerne findes i nord, bl.a. i Asturien. Her er også et af verdens største guldfund. I sydvest er der kviksølvreserver, og områderne med kobber og bly er beliggende i Andalusien. Spanien er en førende producent af granit og marmor.

Landet er nødt til at importere 99 procent af den olie, det forbruger, og næsten en lige så stor del af gassen.

En tredjedel af elektriciteten produceres i atomkraftværker, men Spanien udnytter også vedvarende energikilder som vind- og vandkraft. Elproduktionen fra vindkraft var i 2003 verdens næststørste, kun overgået af Tysklands.

De store vandmængder, frugt- og grøntsagsdyrkningen samt turismen i syd forbruger, har forværret problemerne med vandmangel langs Middelhavskysten. I 2004 udskød regeringen en tidligere planlagt anlæggelse af en kanal, der skulle aflede vand fra floden Ebro i nordvest. Det er i stedet meningen, der skal bygges afsaltningsanlæg langs kysten, så havvand kan bruges til vanding.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Over halvdelen af Spanien er landbrugsjord. I sydøst, især i Valencia og Murcia, er dyrkning af citrusfrugter og grøntsager udbredt, og det meste eksporteres til Nordeuropa. Andre vigtige afgrøder er byg, hvede, majs og sukkerroer. Spanien er verdens største producent af olivenolie og Europas tredjestørste vinproducent.

Bortset fra frugt- og grønsagsavlen giver det spanske landbrug dårligere afkast end de fleste andre EU-landes. Det skyldes bl.a. det tørre klima, den næringsfattige jord, omfattende erosion og for lidt regn i indlandet og sydøst. Frugtplantagerne og grønsagsmarkerne er stærkt afhængige af kunstvanding, der sluger 80 procent af Spaniens samlede vandforbrug.

Landbruget er blevet omstruktureret i de seneste årtier, og andelen er beskæftigede er derfor faldet fra 30 procent af den samlede arbejdsstyrke i 1960erne til knap 6 procent i dag. Effektiviteten og rentabiliteten er steget, især er produktionen af frugt og grøntsager vokset. Kornproduktionen er derimod i vanskeligheder og stærkt afhængig af EU-støtte. I starten af 2000-tallet stod EU-støtten for en fjerdedel af landbrugssektorens samlede indtægter.

Omkring en tredjedel af Spanien er dækket af skov – det meste ejes af stat og kommuner. Overdreven hugst, skovbrande, erosion og ørkenspredning tærer dog på skoven, og staten foretager store udplantninger, delvis med EU-støtte, for at dæmme op for disse problemer.

Spanien har Es største fiskeflåde, og indbyggerne er de europæere, der spiser flest fisk. Det spanske fiskeri er koncentreret til havnene ved Atlanterhavet i det kriseramte nordvest, hvor man fisker fra små både. Galicien lev ramt af en stor økologisk katastrofe for få år siden, da en olietanker sank ud for kysten. De største fangstmænger hentes dog op af de store travlere, der holder til uden for spansk farvand. For at undgå overfiskning har Europa-Kommissionen besluttet at begrænse unionens samlede fangstmængder. Der har ramt Spanien særligt hårdt, og landet skal beskære sin fiskerflådes kapacitet med 13 procent frem til 2006.

Industri og udenrigshandel

De traditionelle industriområder er Catalonien, hvor tekstilindustrien har været førende, og Baskerlandet, hvor stål- og metalindustrien dominerede. Disse regioner er stadig landets vigtigste industricentre, selvom omstillingen fra de gamle basisindustrier er gået langsommere i Baskerlandet. De vigtigste industrigrene på landsplan er i dag energiproduktion, olie- og petrokemisk industri, bilfremstilling og levnedsmiddelindustrien. Efter Spaniens indtræden i EU for knap tyve år siden er der kommet mange moderne industrier til landet, ikke mindst fra USA og Japan. Det bedste eksempel er bilindustrien, der er helt på udenlandske hænder. Spanien er en af Europas største bilproducenter.

Der er gennemført en omfattende privatisering af de statslige virksomheder. Det begyndte i midten af 1980erne og accelererede fra slutningen af 1990erne under PP-regeringen, der bl.a. solgte dele af stålforetagendet Aceralia, elselskabet Endesa, teleselskabet Telefónica, kemivirksomheden Repsol og flyselskabet Iberia.

Industriproduktionen blomstrede i anden halvdel af 1990erne, men faldt igen i 2001 på grund af den generelt dalende efterspørgsel på verdensmarkedet og hjemmemarkedet samt mindskede udenlandske investeringer. Blandt investorer var der en del betænkeligheder ved Spaniens evne til at konkurrere inden for det udvidede EU. I 2004 var industrilønningerne i Spanien tre gange så høje som i de nye EU-lande Polen, Ungarn og Tjekkiet. Den spanske bilproduktion regnes som særligt truet.

Den spanske eksport voksede med næsten 20 procent om året i midten af 1990erne, hvilket bl.a. skyldes devalueringer af pesetaen. Bilindustrien er den største eksportsektor. Vareeksporten blev dog hårdt ramt af nedgangen i verdenshandelen ved årtusindskiftet.

For femte år i træk havde Spanien i 2003 et underskud på betalingsbalancens løbende poster, hvilket først og fremmest skyldtes olieimporten. Vare- og tjenestebalancen udviste dog et stort overskud, takket være turistsektoren.

De vigtigste handelspartnere befinder sig inden for EU med Frankrig som den største enkelte handelspartner. Handelen med Latinamerika er dog også steget kraftigt, og her ligger Spaniens største eksportmarked udenfor EU.

Arbejdsmarked

En høj arbejdsløshed har længe været akilleshælen i spansk økonomi. I 1994 indledte den socialistiske regering en arbejdsmarkedsreform, der skulle gøre ansættelseskontrakter mere fleksible, og opsigelser lettere. Aznar-regeringen fortsatte reformarbejdet, og takket være liberaliseringerne og en generel økonomisk vækst blev der skabt mange nye arbejdspladser. Arbejdsløsheden faldt fra rekordhøje 24 procent i 1994 til godt 10 procent i 2001, men begyndte siden at stige igen, så den i 2004 var 11 procent. Det er EUs højeste arbejdsløshedstal.

Antallet af arbejdssøgende er steget i samme takt, som de nye jobs er blevet skabt, hvilket dels skyldes øget indvandring, dels at flere og flere kvinder søger ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden er særlig høj blandt kvinder og unge. Der er også stor forskel fra egn til egn. Det står værst til i Andalusien, hvor 18 procent af arbejdsstyrken er uden arbejde, mens det kun er 7 procent i Navarra, Aragón og Madrid.

Cirka hver tredje erhvervsaktive er ansat på en eller anden form for midlertidig kontrakt. Over 60 procent arbejder inden for servicefagene, godt 30 procent inden for industrien, og kun 6 procent i de primære erhverv.

Det største fagforbund er det kommunistiske Comisiones Obreras (CCOO), der står venstrepartiet IU nært. Næststørst er Union General de Trabajadores (UGT), der er knyttet til Socialistpartiet.

I et forsøg på at komme sort arbejde til livs har de spanske myndigheder i de seneste år tilladt en vis arbejdskraftindvandring fra især Marokko og Østeuropa. Titusinder af indvandrere arbejder i sæsonen for en lav løn i frugtplantager og id et øvrige landbrug samt inden for byggebranchen. Mange arbejdsgivere ansætter dog fortsat sort arbejdskraft.

Sociale forhold

Det spanske samfund har gennemgået store forandringer siden Franco-tiden. Dengang måtte kvinder hverken have erhvervsarbejde eller bankkonti uden mandens tilladelse, og skilsmisser var forbudt.

Kvinder er fortsat diskriminerede, men ministerpræsident Zapatero har givet løfte om en række lovændringer, der skal øge ligestillingen. Han vil bl.a. legalisere abort, der i dag kun er tilladt i undtagelsestilfælde. Regeringen har også stillet forslag om en ny lov mod hustruvold. I henhold til officielle tal mister en kvinde livet i Spanien hver uge som følge af vold, begået af partneren. Der er også regeringens plan at lancere et nyt skattesystem, der skal gøre det mere attraktivt for virksomheder at ansætte kvinder.

Sundhedspleje er gratis for alle landets borgere. Udgifterne til systemet er steget stærkt i de seneste årtier, men er stadig under EU-gennemsnittet. På grund af de øgede udgifter er medicintilskuddene skåret ned, og flere end seks mio. spaniere har tegnet en privat sygeforsikring.

Socialsystemet omfatter pensioner, sygesikring og barselsgodtgørelse. Det finansieres af lønmodtagere, arbejdsgivere og staten i fællesskab. Udgifterne til pensionssystemet er store og stigende, eftersom befolkningen bliver stadigt ældre. EU har krævet at Spanien reformer systemet for at fremtidssikre landets økonomi. Det er endnu ikke besluttet, hvordan reformen skal se ud. Omkring en fjerdedel af alle ansatte har private pensionsordninger.

Infrastruktur og Turisme

Siden midten af 1980erne er der sket store investeringer i infrastrukturen, og i dag er der gode vejforbindelser mellem de vigtigste områder. Et net af godt 11.000 km motorveje og firesporede veje forbinder Spaniens større byer. Vejnettet er dog stadig mangelfuldt i den nordvestlige del af landet og i visse områder af Extremadura ved grænsen til Portugal.

Togenes standard lå længe under det vesteuropæiske gennemsnit. De spanske togskinner er bredere end resten af Europa, men det er dyrt at lave om på. I 2004 kom der dog en ny linje med europæisk sporvidde på strækningen Madrid-Barcelona, og der skal anlægges flere linjer med EU-støtte. Der er også planer om at anlægge en jernbanetunnel under Gibraltarstrædet fra Spanien til Marokko.

To af Spaniens vigtigste havnebyer, Bilbao ved Atlanterhavet og Barcelona ved Middelhavet, er blevet udbygget og moderniseret i de senere år. Spanien har en snes internationale lufthavne – de vigtigste ligger i Barcelona, Madrid, Palma de Mallorca og Las Palmas på Gran Canaria.

I 2002 besøgte ca. 52 mio. turister Spanien, der er verdens næstmest populære turistmål. De større indtægter kommer fra charterturismen, men turistbranchen lokker også med sportsaktiviteter og økoturisme. Landet får flere og flere “kulturturister” – rejsende, der ikke er interesseret i badestrande, men hellere vil se arkitektur og kunst. Alene Barcelona får 3,5 mio. besøgende om året. De fleste turister er briter, tyskere, franskmænd og italienere.