Kultur i USA

“Jeg ønsker ikke, at publikum skal se den verden, de lever i… Jeg vil have, de skal føle, at de er i en anden verden”, udtalte Walt Disney engang – manden, der mere end nogen anden symboliserer den massekultur, som opstod i USA i 1900-tallet og bredte sig til resten af verden. Arven efter skaberen af Anders And, Mickey Mouse og en række andre populære tegneseriefigurer lever videre i Disney-koncernen – i dag en af verdens største og mest indflydelsesrige underholdnings- og medieselskaber.

Begrebet populærkultur forbindes i højere grad med USA end med noget andet land i verden. I Hollywood blev filmkunsten efter Første Verdenskrig udviklet til en storindustri, som i dag sammen med en omfattende tv-produktion er blevet et af landets førende eksporterhverv. USA har også taget føringen inden for populærmusikken. Frank Sinatra, Elvis Presley Bob Dylan, Madonna og Britney Spears er alle eksempler på verdenskendte amerikanske kunstnere, der er eller har været blandt forskellige generationers favoritter.

Med udgangspunkt i de religiøse negro spirituals skabte sorte musiker og sangere i begyndelsen af det 20. århundrede jazz og blues, musikformer der betragtes som ægte amerikanske. Komponister og musikere som Duke Ellington, Charlie Parker, Miles Davis, Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Billie Holiday regnes blandt de førende forvaltere af USA’s kulturarv. I 1960’erne brød sorte kunstnere igennem på en bred front med musikformer som rhytm & blues og soul, og i 1990’erne fik den sorte hiphop-musik et stort gennembrud.

En anden, typisk amerikansk musikgenre er den countrymusik, som hvide kunstnere skabte på baggrund af gamle ballader og folkeviser. Også musicalen er – med New Yorks teaterkvarter Broadway som centrum – et amerikansk kulturfænomen, der er blevet kendt verden over takket være komponister som George Gershwin, Leonard Bernstein, Irving Berlin, Richard Rogers og Cole Porter.

Inden for den eksperimenterende musik har komponister som Aaron Copland og Charles Ives ydet betydningsfulde bidrag. I USA findes også flere af verdens førende symfoniorkestre og omkring 80 operahuse med New Yorks Metropolitan Opera som det førende.

Inden for litteraturen er publicisten og statsmanden Benjamin Franklin blevet kaldt den første betydningsfulde amerikanske forfatter. Han var en af mændene bag USA’s uafhængighedserklæring i 1776 og forfattede det amerikanske demokratis idealer på baggrund af de franske oplysningsideer.

Romantikken fik fæste i midten af 1800-tallet med forfattere som James Fennimore Cooper (Den sidste mohikaner) og Henry Thoreau. Andre betydningsfulde forfattere i det århundrede var Herman Melville (Moby Dick), Mark Twain og Walt Whitman. I pionerernes fodspor slog den amerikanske realisme igennem i begyndelsen af 1900-tallet med socialt bevidste forfattere som Upton Sinclair og Jack London.

Mellemkrigstidens måske mest kendte amerikanske forfatter var Ernest Hemingway, som sammen med F. Scott Fitzgerald optrådte som repræsentant for “den tabte generation”. Hemingway fik Nobelprisen i litteratur i 1954. Blandt andre amerikanske forfattere, der har modtaget Nobelprisen kan nævnes Eugene O’Neill (1936), William Faulkner (1949), John Steinbeck (1962), Saul Bellow (1976) og Toni Morrison (1993). Herudover hører Jack Kerouac, Truman Capote, Kurt Vonnegut, Norman Mailer, Philip Roth, Joseph Heller, Raymond Carver og Joyce Carol Pates til blandt efterkrigstidens mest betydningsfulde forfattere.

Til de fremtrædende sorte forfattere regnes Richard Wright, Ralph Ellison, James Baldwin, LeRoi Jones og førnævnte Toni Morrison. Blandt flere generationers lyrikere kan nævnes Robert Frost, William Carlos Williams, Marianne Moore og Robert Lowell. De kendteste dramatikere omfatter Arthur Miller, Eugene O’Neill, Tennesse Williams, Edward Albee og Sam Shepard.