I 800-tallet var nogle få irske munke bosat på Island, men de forlod efter sigende landet, da hedenske skandinaver holdt deres indtog. Den første nordbo, som reelt bosatte sig på Island, var nordmanden Ingólfur Arnarson, som i 874 byggede en gård ved Reykjavík. Dermed begyndte den såkaldte landnamstid. I denne periode blev Norges kystegne forenet i et rige under Harald Hårfager, hvilket førte til, at mange norske storbønder valgte at udvandre til Island.
Landnamstiden varede frem til år 930, da islændingene vedtog en fælles lov efter norsk forbillede. Fra og med dette år samledes et fælles ting, Altinget, hver sommer ved Thingvellir øst for Reykjavík. Altinget var lovgivende og dømmende, mens den udøvende magt lå hos de lokale høvdinge, goderne. I år 1000 besluttede Altinget, at kristendommen skulle være islændingenes officielle religion, men samtidig fik indbyggerne lov til at udøve den gamle religion i stilhed. Dermed lykkedes det bl.a. at forebygge, at det øvrige Norden indledte “korstog” mod Island for at frelse sjæle og inddrive skatter.
Den såkaldte islandske fristat varede frem til år 1261, da Altinget besluttede, at Island skulle tilslutte sig Norge. Island havde på det tidspunkt gennemlevet nogle årtier med borgerkrig mellem de mægtige stormænd, og landet var også ramt af epidemier og fejlslagen høst. Folketallet var steget kraftigt. Fiskeriet erstattede nu landbruget som vigtigste næringsvej, men islændingene var afhængige af norske fartøjer til fiskeeksport og al anden handel med udlandet.
Island bevarede i vidt omfang selvstyre under unionen med Norge. I denne periode fik kirken stor magt. I 1380 blev Norge, og dermed også Island underlagt Danmark i en personalunion, der siden som Kalmarunionen fra 1397 også kom til at omfatte Sverige-Finland. Island og Norge blev fra 1536 danske lydriger, da unionen blev endeligt opløst.
Danskerne stødte på hård modstand, da de begyndte at gennemføre reformationen på Island. Katolicismen blev først afskaffet, da den danske konge i 1550 lod den mægtige biskop i Hólar Jón Arason, dræbe. Store landejendomme, som tidligere havde tilhørt kirken, blev nu underlagt den danske krone.
Efter reformationen blev Island nærmest en dansk koloni. Altingets magt blev indskrænket, og det blev efterhånden reduceret til en dårligt fungerende domstol. I 1602 indførte den danske konge, Christian IV, et handelsmonopol og forbød al anden handel med Island. Visse købmænd købte dog licens af den danske konge. Følgerne blev katastrofale for den islandske økonomi, som var yderst afhængig af fiskeeksporten.
Hertil kom en forværring af klimaet – “den lille istid”. I løbet af 1700-tallet faldt befolkningstallet som følge af hungersnød og epidemier. Handelsmonopolet blev lempet i 1787, men handelen blev først frigivet i 1854.
I 1800-tallet begyndte en nationalistisk bevægelse at spire frem blandt islændinge, som var bosat i Danmark. Jón Sigurdsson var en af bevægelsens ledende skikkelser. I 1843 lykkedes det nationalisterne at få Altinget genoprettet som rådgivende organ (det havde været nedlagt siden 1799). Efter vanskelige forhandlinger under Jón Sigurdssons ledelse fik islændingene i 1870erne deres egen grundlov, og Altinget fik lovgivende beføjelser. Island blev dog først anerkendt som selvstændig stat i personalunion med Danmark i 1918. Den danske konge bevarede sin position som Islands statsoverhoved under unionen, og det påhvilede også Danmark at forsvare Island mod angreb udefra.
Vigtige årstal i Islands historie
- 874 første norske bosættelser
- 930 Altinget samles for første gang
- 1262 union med Norge
- 1536 Island bliver dansk lydrige, reformation
- 1602 Christians IV monopoliserer al handel med Island
- 1854 fri handel tillades
- 1874 forfatning med begrænset selvstyre
- 1918 Island bliver selvstændigt i personalunion med Danmark
- 1944 fuldstændig frigørelse fra Danmark
- 1949 medlemskab af NATO
- 1952-75 Island øger sine fiskerigrænser fra 4 til 200 sømil
- 1994 Island omfattes af EES-aftalen
Nyere historie
I 1940 skulle der efter planen have været afholdt nye forhandlinger om den dansk-islandske unions fremtid, men de fandt aldrig sted på grund af Anden Verdenskrig. Efter den tyske besættelse af Danmark blev Island i maj 1940 besat af britiske styrker for at forhindre, at tyskerne også besatte Island. Året efter overtog USA ansvaret for Island, og amerikanerne oprettede en flybase ved Keflavík til mellemlandinger i luftbroen til de allierede i Europa.
Efter en folkeafstemning besluttede Altinget at ophæve unionen med Danmark allerede før krigens afslutning og 17. juni 1944 blev Island udråbt til en selvstændig republik. USA hjemkaldte sine styrker i 1946, men bevarede visse landingsrettigheder i den nu civile lufthavn ved Keflavík.
I 1949 sagde Island ja tak til et medlemskab af den vestlige forsvarsalliance, NATO, men islændingen fastholdt, at ingen fremmede styrker måtte befinde sig i landet i fredstid. Eftersom Island ikke havde sin egen forsvarsstyrke, fremstod denne indretning imidlertid som uholdbar under den stigende spænding mellem øst og vest i forbindelse med Korea-krigen. I 1951 indgik Island en ny aftale med USA inden for NATO-samarbejdets rammer. Aftalen indebar, at amerikanerne fik ret til også i fredstid at anvende Keflavík som militærbase samt udstationere styrker til gengæld for, at de påtog sig ansvaret for Islands forsvar.
Samarbejdet med de øvrige nordiske lande indtog tidligt en fremtrædende plads i islandsk politik, og landet deltog i 1952 i oprettelsen af Nordisk Råd.
Islands indenrigspolitik har siden republikkens opståen været karakteriseret af regeringskriser og nyvalg med undtagelse af årene 1959-71, hvor landet blev regeret af en koalition mellem Selvstændighedspartiet og Socialdemokratiet. Denne periode var også præget af en kraftig økonomisk vækst som følge af rige fiskefangster. Landet gennemførte sociale reformer og levestandarden steg.
For at beskytte fiskeriet, som fik en stadig større betydning for den islandske økonomi, udvidede Island i årene 1952-74 gradvist sine fiskerigrænser fra fire til 200 sømil. Det medførte øgede spændinger i forholdt til Storbritannien og Norge. I 1970 tilsluttede Island sig frihandelsorganisationen EFTA for dermed at forbedre sine handelsmuligheder.
I perioden fra 1970 til 1980 blev Island på skift ledet af højre- og venstreregeringer. Usikre og varierende fiskefangster, uenighed om fastsættelse af fiskekvoter og en inflation, som i begyndelsen af 80erne udgjorde et trecifret tal, forårsagede social og politisk uro. Den påvirkede de politiske partier kraftigt, og der fandt flere udbrud sted fra det traditionelle partisystem. Socialdemokratiet blev for eksempel splittet forud for valget i 1983, men kunne snart tiltrække de fleste udbrydere igen.
Ved dette valg dukkede også et helt nyt parti op, Kvindepartiet, der kun havde kvindelige kandidater, og som fremsatte en række spørgsmål, det mente blev forbigået af Altinget og kommunerne. Partiet kritiserede blandt andet den mandlige dominans på høje poster inden for alle områder i samfundet. Nogle år tidligere, i 1980, havde Island dog fået verdens første folkevalgte kvindelige præsident – Vigdís Finnbogadóttir. I oktober 1985 strejkede præsidenten sammen med størstedelen af Islands øvrige kvinder i et døgn med krav om øget hensyn til kvinders rettigheder.
Politikernes forsøg på at få bugt med landets stadig mere alvorlige økonomiske problemer, som primært skyldtes faldende priser på eksportvarerne fiskeprodukter og aluminium, førte i sidste halvdel af 80erne til stigende politiske modsætninger og dermed til flere regeringskriser. De fleste koalitioner har bestået af Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet eller Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet. Siden slutningen af 80erne har også Borgerpartiet – udbrydere af Selvstændighedspartiet – samt Folkealliancen siddet med i regeringen.
Ved valget i 1991 fik Selvstændighedspartiet omkring 39 procent af stemmerne, hvorpå de dannede koalitionsregering med Socialdemokratiet. Selvstændighedspartiets farverige partileder, Davíd Oddsson, blev statsminister. Han havde tidligere været borgmester i Reykjavik.