Der er langt fra Bangkok til feriestederne i det sydlige Thailand, så selv om det er muligt at tage med tog eller bus fra hovedstaden, vælger næsten alle at rejse med fly. En stor del af rejserne til området sælges i forvejen som pakkerejser, og så er der jo ikke så meget at spekulere over. Selv om man rejser på egen hånd kan man dog sagtens komme fra sit fly og videre til sit hotel i Khao Lak. Flere rejseselskaber tilbyder direkte fly fra Danmark eller andre steder i Europa til Phuket. Alternativt kan man flyve til Bangkok og rejse videre med indenrigsfly. Flyene lander på Phuket International Airport i den nordlige del af øen, og derfra går turen over broen til fastlandet og videre langs kysten til Khao Lak. Turen kan enten klares med bus, der afgår fra Phuket Busstation, eller med taxa direkte fra lufthavnen. Det er også muligt på forhånd at bestille transfer til Khao Lak enten som en del af pakkerejsen, via hotellet eller hos et lokalt rejsebureau. Endelig kan man leje en bil eller en motorcykel i lufthavnen i Phuket, og selv transportere sig fra sit fly til sit hotel i Khao Lak.