Efter at have set et blegt og bølgende terræn får man øje på det røde kloster Monte Oliveto gennem en skov med pinjer, ege og oliventræer. Hvis det ser ud, som om jorden er skredet bort fra klostret, er det ikke helt forkert. Erosion og hyppige jordskred yder en naturlig beskyttelse for dette mystikkens centrum.
I år 1313 forlod Tolomei, der var en velstående Siena-borger, sin sagførergerning til fordel for et liv i bøn i ødemarken sammen med to andre eneboere. Efter at han i et syn havde set nogle hvidklædte munke, grundlagde Tolomei et Oliveto-munkesamfund efter de benediktinske regler. Munkene fulgte Sankt Benedikts udsagn om, at ”en virkelig munk er en, der lever ved sit eget arbejde”. Heldigvis stimulerede den sparsomme kost, den inderlige bøn og manglen på samtale munkene til kunstneriske udfoldelser i form af træskæreri, skulpturarbejde og illustrerede håndskrifter. Klostret, der er et berømt kunstcenter, inviterede Luca Signorelli og Il Sodoma til at udsmykke renæssancebygningerne med scener fra Benedikts liv.
Porten til klostret, med voldgrav og udsmykning med della Robbia-terrakotta relieffer, fører ind til munkenes hjem langs cypresser og manende skilte med påbud om ”silenzio”. At komme til at se de vidunderlige, men hårdt restaurerede fresker er sværere, end det ser ud til.
De nulevende munke, uden tvivl meget fromme, men også ret gnavne, er meget puritanske i deres syn på kvindelig påklædning. Selv et utildækket håndled må tildækkes med et tørklæde fra munkenes lager. Når man først er kommet ind i den store klostergård, ser man den hellige Benedikts liv udfolde sig på nok så verdslig vis. Af de to samtidige malere levede Signorelli mest i åndens verden. Men den smukkeste scene han har skabt, er meget jordbunden, den forestiller to munke, der får mad og vin serveret af piger i en kro. Sankt Benedikt havde gættet, at munkene havde brudt klostrets regler ved at spise uden for dets mure. Maleriets yndefulde udtryk ligger i, at munkene er så opslugt af stedet og den sanselige måde, som en af kvindernes hals er malet på. Imidlertid overlod Signorelli, efter at han havde malet ni fresker, i 1497 arbejdet til Sodoma. Munkene i Orvieto, som blandede sig i hans værk, kunne ikke tage kampen op mod den frihed, nye ånd og penge, som domkirken i Orvieto fristede med.
Vasari tilbad Signorellis åndelighed, lige så meget som han følte afsky for Sodomas pragtglæde, hans livsnydelse og den ”tøjleløse” forkærlighed, han havde for drenge og skægløse yndlinge. Sodomas homoseksualitet fik ham til at gøre nar af den konventionelle kristne kunst.
En af freskerne viste oprindeligt nogle nøgne kurtisaner, der var ude på at forføre munkene, men den rasende abbed beordrede Sodoma til at ”give dem tøj på”. I sit selvportræt har Sodoma den samme bevidsthed om sine tilskuere som en skuespiller, og denne bevidsthed viser han også sine yndlinge, der ligger ved hans fødder.
Sodomas kærlighed til, hvad Vasari kalder hans Noas ark med ”grævlinger, egern, aber, dværgæsler og ponyer fra Elba” er ofte til stede, men hans landskaber vågner først til live gennem kødets fristelser. Hans blik fokuserer sjældent på hovedpersonerne, men distraheres ved synet af et velskabt ben, et tvetydigt smil, en næsvis grævling eller ballerne hos en soldat. Det er overflødigt at berette, at munkene foretrak Signorellis værk frem for det, der var skabt af ham, de kaldte Il mattaccio, tåben eller galningen.
Når man ser bort fra alt det ophidsende ved Sodoma, er Monte Oliveto virkelig et åndens hjem. Den strenge spisesal, biblioteket der er stopfyldt med gamle håndskrifter og korstolenes indlagte træarbejder er lige så fredfyldte som de skjulte gangstier langt ude i skoven. Der er også en restaurant og gæsteceller for besøgende, der vil overnatte en enkelt nat.