Kroatien ligger i det sydøstlige Europa og har en lang kystlinje ud til Adriaterhavet. Floden Sava og De Dinariske Alper danner grænse mod Bosnien-Hercegovina, hvilket giver landet dets karakteristiske halvmåneform. Nord for Dubrovik gennemskæres den kroatiske kyst af en lille landtange, der tilhører Bosnien.

Kroatien kan geografisk inddeles i tre områder: det lavtliggende, frugtbare landbrugsområde i nordøst, som hovedsagelig omfatter regionen Slavonien mellem floderne Sava og Drava; højlandet Zagorje omkring hovedstaden Zagreb, hvor de fleste af Kroatiens skove ligger, samt kystområderne, der består af Dalmatien og halvøen Istrien samt en skærgård med over 1000 øer og holme. På Istrien er der typisk middelhavsvegetation, mens det meste af Dalmatien og øerne er sparsomt bevokset.

Størstedelen af Kroatien har fastlandsklima med varme somre og kolde vintre med megen sne. Ved kysten hersker der dog typisk middelhavsklima med milde og fugtige vintre og varme, solrige somre. Nedbøren er jævnt fordelt over året.

Geografi og klima i tal

• Areal: 56.538 km2
• Nabolande: Slovenien, Ungarn, Bosnien-Hercegovina, Serbien og Montenegro
• Tid: som Danmark
• Hovedstad: Zagreb ca. 700.000
• Øvrige større byer: Split ca. 225.000, Rijeka ca. 210.000, Osijek ca. 175.000
• Gennemsnitsnedbør/år: Zagreb 750 mm
• Største øer: Cres, Krk
• Højeste bjerg: Dinara (1831 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Sava

I 500-tallet forlod kroaternes slaviske forfædre deres bopladser i det nuværende Ukraine og søgte mod den nedre del af Donaudalen. De bosatte sig i den byzantinske (østromerske) provins Illyricum. Missionærer fra vest omvendte indbyggerne til kristendommen, og kroaterne har i alt fald siden 700-tallet været katolikker.

I 800-tallet fandtes der to kroatiske fyrstedømmer – Pannonisk Kroatien inde i landet og Dalmatisk Kroatien ved kysten. Denne inddeling genfindes op gennem landets historie, og kystegnene har en helt anden historie end det kroatiske indland.

I 900-tallet blev et selvstændigt kroatisk kongerige grundlagt mellem floden Drava og Adriaterhavet. Under kong Petar Kresimir (1058-1074) udvidede riget sine grænser, og Kroatien nåede sin største udstrækning. Kresimir kappede båndene til Byzans og styrkede relationerne til paven i vest. I slutningen af 1000-tallet faldt imidlertid den sidste kroatiske konge, og Byzans genvandt kontrollen over kystområdet Dalmatien, mens Ungarn erobrede det nordlige Kroatien.

I anden halvdel af 1400-tallet begyndte det osmanniske (tyrkiske) rige at erobre dele af Kroatien fra ungarerne. I 1529 blev det ungarske territorium delt mellem de østrigske habsburgere og tyrkerne. Det nordlige, indre Kroatien blev en del af det habsburgske kongerige Ungarn, medens de sydlige egne og det meste af Slavonien kom under osmannisk styre.

Kroatien blev dermed grænseland mellem det kristne Vesten og den muslimske verden mod øst. I 1500-tallet og 1600-tallet flygtede mange serbere fra tyrkernes erobringer til grænseområdet mod det osmanniske Bosnien. Området fik betegnelsen Militærgræsen (Vojna Krajina eller Krajina). Ved denne tilflytning opstod det store serbiske mindretal i Kroatien, der i starten af 1990’erne kom i konflikt med den kroatiske regering.

Ved slutningen af 1600-tallet havde det bahsburgske monarki underlagt sig hele Kroatien bortset fra Dalmatien og halvøen Istrien, der allerede i flere århundreder havde tilhørt Republikken Venedig, og den selvstændige bystat Ragusa (Dubrovnik). Ved Wienerkongressen i 1815 gik Istrien og Dalmatien til Østrig.

Da ungarerne i midten af 1800-tallet brød den tradition for sproglig og kulturel tolerance, der herskede inden for det habsburgske imperium, og indførte ungarsk som regeringssprog, gjorde kroaterne oprør og kom i en kort periode til at høre direkte under den østrigske kejser, men med en kroatisk guvernør, Josip Jelacic. Senere blev området igen givet tilbage til Ungarn.

I 1880’erne fik Kroatien et vist selvstyre, men kroaterne begyndte i større omfang at kræve fuld selvstændighed. Da Ungarn i slutningen af århundredet igen forsøgte at indføre ungarske skikke, voksede modstanden. Det fik den gamle rivaliseren mellem kroater og serbere til at slå over i en sydslavisk – jugoslavisk – solidaritet (jugo betyder syd), en fornemmelse af, at de sydslaviske folk hørte sammen og burde indgå i den samme stat.

Storriget Østrig-Ungarn faldt fra hinanden i Første Verdenskrig, og i 1918 blev Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige udråbt under Serbiens kong Aleksandar. Situationen blev dog hurtigt spændt i den nye stat. Kroater og slovenere ønskede en løs føderation inden for kongeriget, mens serberne ville have en centraliseret stat. I 1928 var landet på randen af borgerkrig. Det fik kong Aleksandar til at opløse parlamentet, sætte forfatningen ud af kraft og gøre sig selv til diktator i landet, der blev omdøbt til Kongeriget Jugoslavien.

Nu fulgte en periode med økonomisk depression og politisk vold. I Kroatien voksede fascistpartiet ustasa sig stærkt. I 1934 blev kongen myrdet under et besøg i Frankrig, formodentlig af ustasabevægelsen.

I april 1941 blev Jugoslavien invaderet af tyske, italienske, ungarske og bulgarske styrker. I Kroatien blev der dannet en tysk lydstat med ustasalederen, Ante Pavelic, i spidsen. Denne såkaldt Uafhængige Stat Kroatien (Nezavizna Drzava Hrvatska, NDH) omfattede også størstedelen af Bosnien-Hercegovina og dele af Serbien. Regimet blev berygtet på grund af barbariske forfølgelser af jøder, sigøjnere og politiske modstandere, og under dække af at forsøge at omvende de ortodokse kristne til katolicismen begik man folkemord på serbere.

To rivaliserende modstandsgrupper kæmpede mod de nazistiske besættelsesmagter og mod ustasaregimet: dels de kongetro serbiske aetnikker, dels den nationale befrielseshær under det jugoslaviske kommunistpartis leder, kroaten Josip Broz Tito. Det var Titos partisaner, der havde størst held i denne kamp. Fascistregimet i Kroatien faldt i 1944, og Kroatien blev en af seks delrepublikker i den socialistiske forbudsrepublik Jugoslavien med Tito som præsident.

Den hurtigt voksende turisme ved den dalmatiske kyst i 1960’erne bragte snart store indtægter til Kroatien, som sammen med Slovenien i praksis subventionerede resten af Jugoslavien.

Ustasaregimets arv til Kroatien var en stor mistro til kroaternes “jugoslaviske” sindelag, og der blev slået hårdt ned på alle tegn på kroatisk nationalisme. Det skete bl.a. i slutningen af 1960’erne, da en kroatisk-nationalistisk massebevægelse, kaldet Maspok, opstod. Maspok var utilfreds med, at Kroatien skulle være med til at finansiere de fattigere delrepublikker, og fik støtte både af ikke-kommunister og en del kommunister i Kroatiens delstatsregering. Flere direktiver fra forbundsregeringen i Beograd blev ignoreret. Hele denne udvikling kulminerede i foråret 1971 (Zagrebforåret), men blev brutalt slået ned af Titos centralmagt i december. Flere af Zagrebforårets fremtrædende personligheder blev fængslet, heriblandt Kroatiens nuværende præsident, Stipe Mesic.

Efter Titos død i 1980 dukkede de nationalistiske strømninger i Jugoslavien atter op til overfladen – i Kroatien under ledelse af Franjo Tudman, historiker og general i Titos befrielseshær og også flere gange fængslet for sin nationalisme. Tudman dannede i 1990 Den kroatiske Demokratiske Union, HDZ, som hurtigt blev et masseparti og det regerende kommunistpartis hovedmodstander.

Før valget i maj 1990 førte Tudman en nationalistisk præget valgkamp. Han fremsatte blandt andet kontroversielle udtalelser om et “Storkroatien”, som også skulle omfatte dele af Bosnien-Hercegovina. Valget blev vundet af HDZ, og Tudman blev valgt til kroatisk præsident. Han forsøgte at berolige landets serbere ved at tilbyde en serber posten som næstformand for parlamentet.

Nu holdt Kroatien op med at betale sine bidrag til den fællesjugoslaviske “fond for de underudviklede områder”.

I juli 1990 blev Det Serbiske Nationalråd dannet i Krajinaområdet. Rådet organiserede en “folkeafstemning” om selvstændighed for de kroatiske serbere. Serbiske grupper overfaldt politistationer og militærtransporter for at erobre våben. I oktober 1990 erklærede serberne i Krajina området for autonomt. Andre serbiskdominerede områder fulgte efter. Serberne erklærede, at de enten ville blive inden for Jugoslavien eller indgå i en storserbisk stat.

Spændingen steg, da Kroatien i december 1990 vedtog en ny forfatning, hvor landet hævdede sin suverænitet og ret til at træde ud af den jugoslaviske føderation. Det gav anledning til uro blandt republikkens cirka 600.000 serbere, der var overrepræsenteret i partiapparatet, forvaltningen og politiet. For serberne indebar den nye forfatning desuden, at de mistede deres stilling som “nation”, inden for Kroatien og blev degraderet til et “mindretal”. I marts 1991 erklærede serberne i Krajina, at området ikke længere tilhørte Kroatien.

I maj 1991 holdt Kroatien en folkeafstemning om selvstændighed, som 94 procent sagde ja til. De fleste serbere boykottede afstemningen. Den 25. juni erklærede Kroatien sig, ligesom naborepublikken Slovenien, selvstændigt. Der udbrød omgående kampe i Slovenien, men de var ovre efter ti dage. Derefter flyttede den serbiskdominerede jugoslaviske forbundshær (Jugoslavenska Narodna Armija, JNA) sine aktiviteter fra Slovenien, der kun havde et ubetydeligt serbisk mindretal, og koncentrerede sig om at forhindre Kroatien i at bryde ud af føderationen. JNA fik hjælp af serbiske grupper i landet.

I november 1991 havde JNA og kroatienserbiske styrker taget kontrol med en tredjedel af Kroatiens territorium. Ødelæggelsen og erobringen af den kroatiske by Vukovar i Slovenien i efteråret 1991 fik symbolsk betydning – 3000 personer menes at have mistet livet under forsvaret af byen. I de serbiskkontrollerede områder blev der gennemført en etnisk udrensning: Den ikke-serbiske befolkning blev drevet bort med trusler og vold for at gøre områderne helt serbiske.

I 1991 fandt der intensive mæglingsforsøg sted fra omverdenen, der samtidig diskuterede, om man skulle anerkende Kroatiens selvstændighed. Tyskland pressede på og valgte, trods modstand fra bl.a. USA og Storbritannien, i december 1991 at anerkende både Kroatien og Slovenien. De øvrige EU-lande fulgte efter den 15. januar 1992, og i maj blev Kroatien medlem af FN.

Til forskel fra de tidligere blev den 15. våbenhvile, der blev indgået i januar 1992, overholdt af parterne. Da havde ca. 6000 personer mistet livet, 23.000 var blevet såret, og 400.000 flygtet fra kampene. Der blev placeret fredsbevarende FN-tropper i de områder, som serberne holdt, og i midten af maj begyndte JNA at trække sig tilbage. Kampene ophørte dog aldrig helt i Kroatien. Serberne erklærede deres områder for Den Serbiske Republik Krajina.

Da, der udbrød krig i Bosnien-Hercegovina i foråret 1992, støttede Kroatien den muslimsk-ledede regering dér mod de serbiske styrker. Kroaterne i det vestlige Hercegonina fik direkte hjælp fra Kroatiens hær. Den flygtningestrøm, som nu kom fra Bosnien-Hercegonina, forværrede sammen med de høje udgifter til krigsførelsen den allerede store økonomiske krise i Kroatien, der bl.a. skyldtes udeblevne turistindtægter.

Valgkampen forud for præsidentvalget i august 1992 kom til at handle om præsidentens og hans partis måde at omgås demokratiet på. Tudman og HDZ blev beskyldt for at anvende medierne til deres egne formål, og Tudman blev anklaget for at være autoritær. Alligevel vandt han en overlegen sejr med 57 procent af stemmerne.

Kroatien havde håbet, at FN-styrkerne i de serbiskkontrollerede områder ville bidrage til, at landet fik områderne tilbage, men det lykkedes kun delvist at afvæbne de serbiske styrker, og det lykkedes slet ikke at få fordrevne kroater tilbage til deres hjem. Kroatien blev stadigt mere utålmodigt, og præsidenten truede flere gange med at smide FN på porten og erobre områderne med magt. I januar 1993 generobrede den kroatiske hær den vigtige Maslenicabro ced Zadar.

I Bosnien-Hercegovina kom det i 1993 også til krig mellem bosniakker (muslimer) og Kroater, der tidligere havde dannet en fælles front mod serberne. Kroatien støttede de bosniske kroater mod bosniakkerne, og FN og EU kritiserede stærkt Kroatiens indblanding.

I februar ændrede Tudman dog kurs og indgik efter amerikansk tilskyndelse en aftale om en muslimsk-kroatisk føderation i Bosnien-Hercegovina. Ved en lynoffensiv i maj 1995 lykkedes det Kroatien at tilbageerobre et mindre serbisk-kontrolleret område i det indre af landet, af FN betegnet som “sektor vest”. De kroatiske serbere tog hævn ved at beskyde den kroatiske hovedstad, Zagreb, med granater.

I begyndelsen af august gik Kroatien så for fuld kraft til angreb på det største af de områder, som serberne holdt, det egentlige Krajina med den selvudråbte hovedstad, Knin. Operation Storm tog kun tre dage. Under operation Storm gjorde kroaterne sig skyldige i betydelige brud på krigsretten. Knin blev bl.a. udsat for terrorbeskydning med artilleri, sådan som serberne tidligere havde gjort. Den serbiske befolkning flygtede til serbiskholdte dele af Bosnien eller til Serbien. Sammenlagt drejede det sig om flere end 150.000 mennesker.

Efter denne offensiv var hele Kroatien igen unde regeringens kontrol med undtagelse af Østslavonien, som endnu var i serbernes hænder. I efteråret 1995 blev der underskrevet en aftale om, at FN skulle kontrollere området i en overgangsperiode på to år og derefter levere det tilbage til Kroatien. De grundlæggende principper i overenskomsten om Østslavonien blev udarbejdet gennem samtaler mellem Kroatiens og Serbiens præsidenter under fredsforhandlingerne i Dayton i USA i november.

Til trods for den militære sejr i Operation Storm blev parlamentsvalget i oktober 1995 en skuffelse for præsident Tudmans regerende HDZ-parti, der kun opnåede flertal takket være en ændring af valglovene, der havde fundet sted lige inden valget. Bl.a. var der indført en ny valgkreds for udlandskroater. Tudman ville gerne fremstå som demokrat, men hans autoritære indstilling fremgik stadigt tydeligere fra og med efteråret 1995. Ved lokalvalgene i hovedstaden Zagreb vandt oppositionen. Præsidenten indsatte alligevel sin egen kandidat på borgmesterposten, hvilket gentog sig tre gange. I 1996 blev der indført en ny lov, som i praksis gjorde det umuligt for medierne ustraffet at kritisere præsidenten og medlemmer af regeringen.

I juni 1997 blev Tudman trods kritik genvalgt til endnu en femårsperiode som præsident. Mange kroater tilgav ham hans fejl, fordi de var overbeviste om, at landet aldrig ville være blevet selvstændigt, hvis det ikke havde været for Franjo Tudman.

Samtidig voksede protesterne mod de stadig ringere levevilkår i landet. I februar 1998 deltog tusinder af mennesker i Zagreb i den største massedemonstration nogensinde mod Tudmans regime. Bag demonstrationen stod blandt andre fagforbund, oppositionspartier og menneskerettighedsorganisationer.

Tudman døde i december 1999 efter langs tids sygdom. Det blev afslutningen på et årtis autoritært styre præget af korruption, nepotisme, diskrimination af den ikke-kroatiske del af befolkningen (først og fremmest serbere) og mangel på samarbejde med krigsforbryderdomstolen i Haag. Den almindelige kroats levestandard var faldet støt, og arbejdsløsheden var enorm. Samtidig var det lykkedes flere personer at berige sig – mange af disse havde tilknytning til partitoppen i det regerende HDZ – gennem tvivlsomme privatiseringer af statslige virksomheder.

Parlamentsvalget i januar 2000 blev vundet stort af oppositionen. En koalitionsregering af seks partier tiltrådte under ledelse af Kroatiens Socialdemokratiske Parti, SDP, med SDP-lederen, Ivica Racan, som ministerpræsident.

Præsidentvalget i februar blev vundet af Stipe Mesic, det tidligere Jugoslaviens sidste præsident. Han havde sluttet sig til HDZ, da Jugoslavien faldt fra hinanden, men forlod partiet i 1994 i protest mod Tudmans nationalistiske politik i Bosnien-Hercegovina.

Forventningerne til de nye magthavere var tårnhøje, men regeringspartierne var ganske forskellige indbyrdes, og det blev svært at holde sammen på koalitionen.

Det lykkedes dog næsten omgående for Kroatien at bryde den internationale isolation fra Tudman-årene. Kroatien blev medlem af WTO i november 2000 og fik en associeringsaftale med EU i 2001. På de indre linjer blev der gennemført en række forfatningsreformer – præsidentens magt blev indskrænket, og medierne fik større frihed – og der blev sat ny fart på privatiseringen af økonomien.

Det internationale samfunds pres på Kroatien voksede dog, da Jugoslaviens tidligere præsident, Slobodan Milosevic blev udleveret til retsforfølgelse i Haag. I juli 2001 besluttede den kroatiske regering at udlevere to mistænkte generaler. Beslutningen var dog langt fra enstemmig, og fire af regeringens ministre, alle fra Kroatiens Socialliberale Parti, HSLS, gik af i protest. Året efter forlod HSLS definitivt regeringssamarbejdet, da partiet ikke ville støtte ratificeringen af en aftale med Slovenien om kernekraftværket Krcko. Ivic Pasalic, der tilhørte partiets nationalistiske fløj. Denne blev siden ekskluderet af partiet efter uenighed med den nye partiledelse. Sanader begyndte arbejdet med at føre HDZ ind mod midten af det politiske spektrum.

I februar 2003 indleverede ministerpræsident Racan Kroatiens formelle ansøgning om medlemskab af EU.

Vigtige årstal i Kroatiens historie

• 500-tallet de første slavere kommer til Balkan
• 900-tallet et selvstændigt kroatisk kongerige grundlægges
• 1500-tallet serbisk tilflytning til Krajina
• 1600-tallet næsten hele Kroatien indgår i det habsburgske rige
• 1815 på Wienerkongressen får Østrig tildelt Istrien og Dalmatien
• 1918 Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige
• 1941-45 Kroatien er tysk lydstat under ustasabevægelsen
• 1945 Kroatien bliver delrepublik i den “Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien”
• 1991 selvstændighed, der udbryder krig
• 1995 de fleste serbisk-kontrollerede områder tilbageerobres
• 1999 Tudman død, HDZ mister magten efter ti års autoritært styre
• 2005 EU udskyder medlemsforhandlinger med Kroatien

De serbiske, bosniakiske og kroatiske folk har meget til fælles i sproglig og kulturel henseende, men fordi de er blevet behersket af forskellige imperier, kom de til at tilhøre forskellige religioner. Serberne blev ortodokse i kraft af det østromerske riges indflydelse; kroaterne, der levede i det habsburgske rige, fik styrket deres katolske tro, og i Bosnien lod mange, især de ledende samfundslag, sig omvende til islam under det osmanniske riges mangehundredårige styre.

De fleste troende kroater er katolikker, men der findes også protestantiske menigheder. Da Kroatien var en del af Jugoslavien, blev religiøs virksomhed undertrykt af staten. De færreste turde vedgå sig deres religiøse tilhørsforhold. Siden Jugoslaviens sammenbrud har den katolske kirke oplevet øget tilslutning, og mange kroater lader sig døbe og bliver kirkeligt viet. Kirken er efterhånden blevet en magtfaktor i det kroatiske samfund, og der er en stigende tendens til, at den blander sig i verdslige anliggender og presser på for at få politikerne til bl.a. at forbyde abort samt arbejde om søndagen.

Befolkning i tal ano 2003

• Indbyggertal: 4,4 mio.
• Antal indbyggere/km2: 83
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 53%
• Fødselsrate: 0,99%
• Dødsrate: 1,14%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,15%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 78 år, mænd 70 år
• Skolegang: obligatorisk i otte, snart ni år
• Læse- og skrivefærdigheder: 97% kan læse og skrive
• Befolkningsgrupper: kroater 81%, serbere 9%, desuden bosniakker, slovenere, italienere, ungarere, sigøjnere m.fl.
• Sprog: kroatisk er officielt sprog. Desuden serbisk, italiensk og andre mindretalssprog
• Religion: hovedsagelig katolikker, desuden mindretal af ortodokse kristne, muslimer og protestanter
• Nationalitetsbetegnelse: kroat

Uddannelse og kultur

Grundskolen er obligatorisk og gratis for alle børn i alderen seks til 15 år. Det tidligere mønster med otte års grundskole, efterfulgt af treårige erhvervsrettede gymnasielinjer eller en fireårig, teoretisk og universitetsforberedende linje, er i færd med at blive ændret, så grundskolen bliver obligatorisk i ni år, og det teoretiske gymnasium indskrænkes til tre år. De fleste skoler er statslige, men der er også kommet en del private friskoler siden selvstændigheden i 1991.

Der er fire universiteter: i Zagreb, Rijeka, Osijek og Split. Universitetet i Zagreb blev grundlagt i 1669.

Den kroatiske kultur er blevet påvirket af de magter, som i århundredernes løb har behersket dele af landet – Østrig, Ungarn og Italien. Først med den såkaldte illyriske bevægelse i 1830’erne kan man begynde at tale om en egentlig kroatisk litteratur. Bevægelsens mål var at skabe et samlet sydslavisk rige med en fælles kultur.

Omkring århundredskiftet og i tiden frem til Første Verdenskrig voksede en moderne kroatisk litteratur frem med forfattere som Antun Gustav Matos og Vladimir Vidric´. Senere var Miroslav Krleza (1893-1981) med sit ofte samfundskritiske forfatterskab en dominerende skikkelse. Vjekoslav Kaleb skrev berømte skildringer af partisankrigen under Anden Verdenskrig. Peter Segedin og lyrikeren Jure Kastelan udviklede en mere selvstændig kroatisk litteratur.

Forfatteren Slavenka Drakulic er kendt i hele Europa og har vundet flere priser, dels for sine essays om krigene i det tidligere Jugoslavien, dels for sin kritiske fremstilling af det kroatiske samfund efter selvstændigheden. På dansk er senest udkommet ” De ville ikke gøre en flue fortræd” om krigsforbryderne for retten i Haag. En anden kendt kroatisk forfatter er Dubravka Ugresic, som blev tvunget i eksil i Tudmans tid. På dansk er bl.a. udkommet “Over bevidsthedens strøm”.

Det naive bondemaleri, ofte på glas, har fået international opmærksomhed. Siden 1930’erne har kunstnere fra den såkaldte Hlebine-skole, f.eks. Ivan Generalic, på denne måde skildret dagliglivet på landet. Kroatien er desuden kendt for tegnefilm af høj kvalitet, bl.a. “Professor Balthazar”, som også danske børn har stiftet bekendtskab med.

Ifølge forfatningen fra 1990 er Kroatien en demokratisk stat, hvor de grundlæggende menneskerettigheder, inkl. beskyttelse af mindretal, garanteres. Landet kritiseres dog af menneskerettighedsorganisationer for diskrimination af serbere og andre mindretal.

Præsidenten vælges i direkte valg for en periode af fem år og kan genvælges én gang. Under Tudman havde præsidenten en meget stærk stilling. En forfatningsændring i 2000 indebar imidlertid, at parlamentets magt blev øget på præsidentens bekostning. Præsidenten er stadig øverstbefalende, men regeringen står nu kun til ansvar over for parlamentet. Præsidenten har stadig ret til at opløse parlamentet, men kun på begæring af regeringen.

Parlamentet, Sabor, har ét kammer med 152 medlemmer, der vælges i almindelige forholdstalsvalg for en periode af fire år. Valgsretsalderen er 18 år. Kroatiske statsborgere i udlandet har stadig ret til at stemme ved valg i Kroatien, men det diskuteres, om denne ret skal fjernes.

Forfatningsdomstolen kan ophæve regeringens eller parlamentets beslutninger, hvis de strider mod grundloven. Det er sket nogle gange.

Siden 2000 er to på hinanden følgende regeringer af vidt forskellig ideologisk observans forsøgt at gå den svære balancegang mellem at arbejde på at integrere Kroatien i de euro-atlantiske strukturer og samtidig tage hensyn til den store grupper blandt vælgerne, der af forskellige grunde er imod enhver form for suverænitetsafgivelse. Denne gruppe tæller alt lige fra slavonske landmænd, som frygter konkurrence, til de såkaldte branitelji (“forsvarerne”), krigsveteraner, der har kæmpet for deres lands selvstændighed i en blodig krig.

Sidstnævnte giver i reglen deres stemmer til Den Kroatiske Demokratiske Union (Hrvatska Demokratska Zajednica, HDZ). Under HDZ’s og Franjo Tudmans autoritære styre i 1990’erne nægtede Kroatien blankt at samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, og landet blev mere og mere isoleret. Partiet tabte parlamentsvalget måneden efter præsident Tudmans død i slutningen af 1999, men kom tilbage til magten ved valget i 2003. Det ledes nu af Ivo Sanader, som er gået bort fra tidligere tiders aggressive nationalisme og gør sig store anstrengelser for at vise, at partiet er vestligt orienteret. Samarbejdet med domstolen i Haag kniber det nu stadig med.

Fra 2000 til 2003 blev landet regeret af en flerpartikoalition under ledelse af Kroatiens Socialdemokratiske Parti (Socjaldemokratska Partija Hrvatske, SDP) med SDP’s leder, Ivica Racan som ministerpræsident. Med i regeringen var også Det Kroatiske Socialliberale Parti (Hrvatska Socijalno-Liberalna Stranka, HSLS), et midterparti, der tidligere samarbejdede med HDZ, og Det Liberale Parti (Liberalna Stranka, LS), som i 1998 brød ud af HSLS, fordi de ikke ønskede at samarbejde med Tudmans parti.

Den tidligere regering havde også deltagelse af Det Kroatiske Bondeparti (Hrvatska Seljacka Stranka, HSS); Istriens Demokratiske Samling (Istarski Demokratski Sabor, IDS), som dominerer på halvøen Istrien, og arbejder for øget regionalt selvstyre; samt det parti, den nuværende præsident, Stipe Mesic, dannede: Det Kroatiske Folkeparti (Hrvatska Narodna Stranka, HNS).

Det Kroatiske Retsparti (Hrvatska Stranka, Prava, HSP) er et ultranationalistisk parti, der oplever stigende tilslutning i disse år.

Valget i efteråret 2003 bragte Kroatiens Demokratiske Union, HDZ, tilbage til regeringsmagten. Partiet høstede 43 procent af stemmerne og kunne samle et klart flertal bag sig i parlamentet takket være støtte fra forskellige småpartier. Nogle af disse stillede krav om kostbare reformer.

HDZ-lederen, Ivo Sanader, dannede en mindretalsregering med Kroatiens Socialliberale Parti, HSLS og Demokratisk Center, DC, et udbryderparti af HDZ, dannet af Mate Granic, der var udenrigsminister under Tudman.

Mange frygtede en tilbagevenden til tidligere tiders autoritære styre og nationalisme med deraf følgende international isolation, men allerede under valgkampen stod det klart, at alle de store partier gik ind for en integration af landet i de euro-atlantiske strukturer. HDZ-regeringen erklærede sig desuden parat til at samarbejde med krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Enhver regering i Kroatien er tvunget til at tage de store grupper i samfundet i ed, der føler, at de har betalt prisen for landets selvstændighed: krigsveteranerne (eller “forsvarerne” – branitelji – som de kaldes på kroatisk, en stor gruppe, der ikke kun omfatter invalide) og befolkningen i de områder, der blev hårdest ramt af krigen, dvs. det østlige Slavonien og det sydlige Dalmatien. Blandt disse hersker der stor skepsis over for ethvert overstatsligt samarbejde, der indebærer suverænitetsafgivelse. Samtidig føler især krigsveteranerne, at de har krav på særbehandling i form af statsstøtte og andre fordele i et omfang, ingen regering kan honorere. Mange kroater kan desuden ikke forliges med tanken om at udlevere generaler, der efter deres mening kun har gjort deres pligt for fædrelandet, til retsforfølgelse i et andet land.

I foråret 2004 fik Kroatien besked om, at der kunne indledes forhandlinger om medlemskab af EU under forudsætning af bl.a. diverse økonomiske og retslige reformer samt fuldt samarbejde med domstolen i Haag. I starten af 2004 udleverede Kroatien flere mistænkte krigsforbrydere og fik status som officielt EU-kandidatland i juni. På EU-topmødet i december samme år blev det besluttet, at medlemsforhandlinger skulle indledes i foråret 2005. Den kroatiske regering håbede på et medlemskab allerede fra 2007, samtidig med Bulgarien og Rumænien.

Umiddelbart før medlemsforhandlingerne skulle være begyndt i marts 2005, blev de udskudt på ubestemt tid, fordi Kroatien efter mange EU-landes mening ikke samarbejdede fuldt ud med domstolen i Haag. Fra Europa-Kommissionens side blev der særligt sigtet til udleveringen af den mistænkte krigsforbryder general Ante Gotovina, der er anklaget for i 1995 at have beordret mordet på 150 serbere og fordrivelsen af tusindvis af serbere. Til trods for, at begæringen om udlevering af Gotonina ikke er ny, gjorde den kroatiske regering i lang tid intet ved sagen af frygt for folkestemningen. Først i ellevte time begyndte politi og efterretningstjeneste febrilsk at eftersøge generalen.

I starten af 2005 stillede Den Internationale Valutafond, IMF, krav om økonomiske stramninger til gengæld for lån.

Samarbejdet med domstolen i Haag og kroatisk medlemskab af EU var de dominerende temaer under valgkampen til præsidentvalget i januar 2005. De to førende kandidater, den siddende præsident, Stipe Mesic, og viceministerpræsident Jadranka Kosor fra HDZ, udtalte sig dog positivt til fordel for begge dele. Valget blev vundet af Mesic, der fik 49 procent af stemmerne i første valgrunde, og i anden runde 66 procent mod Kosors 34 procent.

Valget var præget af en række uregelmæssigheder, der dog ikke rokkede ved det endelige resultat. Bl.a. optrådte afdøde personer på valglisterne, og i visse landsbyer blev der således afgivet flere stemmer, end der var indbyggere. Disse uregelmæssigheder blev kritiseret voldsomt i medierne, og til forskel fra tidligere sluttede også tv-nyhederne sig til kritikken. Den kroatiske statsadvokat har i mindst en snes tilfælde rejst tiltale mod stemmeforfalskerne.

Udenrigspolitik og forsvar

Under den autoritære præsident Tudman blev Kroatien gradvist mere og mere udenrigspolitisk isoleret, ikke mindst på grund af styrets demokratiske mangler. FN og EU kritiserede gentagne gange Kroatien for bl.a. dets indblanding i politikken i Bosnien-Hercegovina, for manglende samarbejde med FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag samt for uviljen til at hjælpe serbiske krigsflygtninge med at vende tilbage i henhold til Daytonaftalen fra 1995.

Den SDP-ledede regering, der tiltrådte i januar 2000, havde som første prioritet at bryde Kroatiens isolation og integrere landet i de euro-atlantiske strukturer. Denne stræben har regeringen Sanader fra 2003 videreført. I 2001 indgik EU en såkaldt associeringsaftale med Kroatien, og tre år senere fik landet status af officielt kandidatland. De egentlige medlemsforhandlinger skulle være begyndt i marts 2005, men EU udskød forhandlingsstarten, fordi man ikke mente, at Kroatien i tilstrækkelig grad samarbejdede med domstolen i Haag.

Blandt EU-landene har Kroatien altid haft særlig gode kontakter til Tyskland og Østrig. Det var Tyskland, der pressede anerkendelsen af Kroatien igennem i 1991.

Forholdet til nabolandene er i dag relativt godt. I 1996 blev Kroatien enig med Forbundsrepublikken Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro) om at oprette fuldstændige diplomatiske forbindelser. Man besluttede også at åbne motorvejen mellem de to lande og intensivere det økonomiske samarbejde.

Godt 10.000 serbere ville ved starten af 2000-tallet gerne vende tilbage til Kroatien. Efter pres fra bl.a. OSCE og EU har den kroatiske regering også lovet at hjælpe de tilbagevendte, bl.a. med boliger til dem, hvis ejendomsret tidligere blev ophævet. Ved slutningen af 2004 fungerede dette dog endnu ikke helt i praksis.

Tudman-regimets tætte bånd til kroaterne i Bosnien-Hercegovina er blevet løsnet, og i stedet for den omfattende militære støtte er man nu gået over til mere beskedne bidrag på det kulturelle og humanitære område.

Med Slovenien er der en række uløste problemer, som fra tid til anden giver anledning til en ophidset debat i de to lande. Det drejer sig især om havgrænsen i Piranbugten, som Slovenien ønsker at få flyttet, så landet får direkte adgang til internationalt farvand. Problemet omkring det fællesejede kernekraftværk i Krsko i Slovenien er dog næsten løst.

Kroatien oprustede kraftigt efter krigsudbruddet i 1991. Der blev også smuglet store mængder af våben ind i landet i strid med den våbenembargo, som FN indførte i 1994 for hele det tidligere Jugoslavien, men som nu er hævet. I dag er forsvaret, som så mange andre sektorer, ramt af nedskæringer og står over for en større omstrukturering.

Politik og forsvar

• Officielt navn: Republika Hrvatska – Republikken Kroatien
• Statsleder: præsident Stipe Mesic (siden 2000)
• Regeringsleder: ministerpræsident Ivo Sanader (siden 2003)
• Vigtigste politiske partier (med mandater efter valget i 2003): HDZ (66), SDP (43), HNS (11), HSS (9), HSP (8), HSLS (3)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, IMF, OSCE, PFP, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 14.000 mand, flåden 2500, flyvevåbnet 2300
• Forsvarsudgifter: 600 mio. US dollar (2003)

Femogfyrre års socialistisk styre efterfulgt af ti år med krig, økonomisk vanrøgt, korruption og international isolation under Franjo Tudman præger stadig den kroatiske økonomi. Udlandsgælden er høj, og det samme gælder underskuddet på statsbudgettet.

Økonomien er dog i fremgang, og BNP er vokset med 4-5 procent i de seneste par år. Bag denne vækst ligger først og fremmest et stigende privatforbrug. Investeringer i infrastrukturen og en voksende turisme har bidraget til den positive udvikling, der ikke mindst har fundet sted inden for servicesektoren. Vareeksporten går det dog ikke så godt med – kroatiske varer har haft svært ved at hævde sig i den internationale konkurrence i de senere år, og med den stigende import har det ført til et voksende underskud på handelsbalancen.

Kroatien var, næst efter Slovenien, den mest velstående og mest industrialiserede delrepublik i det tidligere Jugoslavien. Her boede en femtedel af Jugoslaviens indbyggere, og de producerede en fjerdedel af føderationens BNP.

Omstillingen til ren markedsøkonomi i begyndelsen af 1990’erne gav økonomien et skud for boven, da de statsejede virksomheder fik svært ved at overleve på det frie marked. Kroatien måttet også overtage næsten en tredjedel af det gamle Jugoslaviens udlandsgæld. Dertil kom krigens direkte eftervirkninger, som ramte de fleste af samfundets sektorer: Turismen faldt til et nulpunkt, og fabrikker, veje, jernbaner og telekommunikation blev ødelagt. Også de mange flygtninge var en tung økonomisk byrde.

Da den nye SDP-ledede regering tiltrådte i begyndelsen af 2000, arvede den desuden en række andre problemer fra Tudmans tid, som f.eks. en voksende statsgæld, mangel på kapital og investeringer, underskud på betalingsbalancen, en uafsluttet bankreform, et kaotisk og uigennemsigtigt privatiseringsprogram samt en skyhøj arbejdsløshed. Følgen var en meget lav levestandard for almindelige kroater. Regeringen blev tvunget til at gennemføre en række upopulære reformer for at nedbringe de offentlige udgifter, bl.a. lønnedsættelser for statsansatte og mange fyringer.

Den HDZ-ledede regering, der kom til magten efter valget i 2003, fortsatte disse reformbestræbelser. De krav, Europa-Kommissionen stiller til kroatisk medlemskab, og de vilkår, IMF har tilbudt for nye lån, begrænser landets muligheder for at afvige fra denne reformkurs. Det er af høj prioritet for den kroatiske regering at nedbringe udlandsgælden, der i 2004 svarede til næsten 80 procent af BNP. Regeringens strategi var at sætte privatiseringstempoet op og derigennem lokke udenlandske investorer til landet.

Også underskuddet på statsbudgettet (ca. 5 procent i 2003) skal nedbringes, hvis Kroatien på et tidspunkt vil være medlem af den europæiske økonomiske og monetære union, ØMUe. Derfor fører regeringen en restriktiv pengepolitik kombineret med upopulære nedskæringer, bl.a. inden for skole og sundhedsvæsen.

Økonomi i tal

• BNP/indbygger: 10.600 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2003
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 7%, industri 25%, service og andet 68%
• Naturressourcer: olie, naturgas, bauxit
• Årlig eksport: 6,3 mia. dollar
• Årlig import: 14,2 mia. dollar
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og transportudstyr, kemiske produkter, mineraler, brændstof og smøremidler
• Vigtigste importvarer: maskiner og transportudstyr, kemikalier, brøndstof og smøremidler
• Vigtigste eksportmarkeder: Italien, Bosnien-Hercegovina, Tyskland, Østrig
• Vigtigste leverandørlande: Italien, Tyskland, Slovenien, Østrig
• Valuta: 1 kuna = 1 DKK

Naturressourcer og energi

Kroatien har store bauxitforekomster i Dalmatien og på Istrien-halvøen. Hertil kommer reserver af olie og naturgas. Olien udvindes først og fremmest i Slavonien og er sammen med vandkraft den vigtigste energikilde.

En uenighed med Slovenien om kernekraftværket Krsko, som de to lande ejer i fællesskab, er næsten løst, og siden 2003 har Kroatien igen fået elektricitet derfra.

De mange solskinstimer, især ved kysten, giver gode muligheder for udnyttelse af solenergi, men den alternative energisektor er endnu i sin vorden. Der er dog projekter i gang for at udnytte vindkraften på øerne i Adriaterhavet, bl.a. i samarbejde med danske vindmølleproducenter.

Landbrug, fiskeri og industri

Landbruget har ikke længere den store betydning for samfundsøkonomien, som det havde frem til midten af 1990’erne. De vigtigste landbrugsområder ligger i Slavonien og på Istrien, og sektoren stod for 7 procent af BNP i 2003. Det meste af landbrugsjorden er på private hænder, og enhederne er små. I Dalmatien og på Istrien dyrkes der især vin og olien. I Slavonien er kornavl fremherskende.

Fiskeriet og fiskeindustrien er stadig vigtig, og der kommer stigende indtægter fra fiskeopdræt i damme og fjorde.

Den traditionelt stærke industri blev hårdt ramt af krigen i 1990’erne, og en tredjedel af kapaciteten blev ødelagt. De vigtigste industrigrene er levnedsmiddel-, metal- og kemisk industri samt værftsindustrien. Sektoren som helhed har været i fremgang i de sidste par år.

Arbejdsmarked og sociale forhold

Arbejdsløsheden i Kroatien er stadig høj. Ca. 20 procent gik uden arbejde i 2003. Ved kysten, hvor mange lever af turismen i sommermånederne, er der en stor sæsonarbejdsløshed.

De sekundære følger af krigen i form af lukninger af industrivirksomheder og turistsektoren, der nærmest blev udraderet, førte til en voldsom økonomisk nedgang i 1990’erne, som de forskellige regeringer har haft svært ved at råde bod på. Levestandarden faldt, og de fleste havde kun til dagen og vejen. I 2000-tallet har landet igen oplevet et økonomisk opsving, og den almindelige kroat har fået flere penge mellem hænderne, selvom lønningerne for de flestes vedkommende ikke holder trit med prisudviklingen.

De sociale ydelser omfatter pensioner, børnepenge og arbejdsløshedsunderstøttelse mm., men beløbene er små og generelt ikke tilstrækkelige. Mænd bliver pensioneret i en alder af 60, og kvinder, når de er 55, men det er meningen, at pensionsalderen skal hæves med fem år for begge køn.

Sundheds- og sygepleje, herunder det meste medicin, er gratis for alle under 15 år, for gravide kvinder, handicappede og pensionister. Der udbetales børnepenge, indtil barnet fylder 15 år, men beløbet varierer efter husstandens indkomst og er i reglen ganske beskedent. Sundhedsvæsenet slås dog med store problemer – bygningerne er nedslidte, og personalet, herunder læger, er så dårligt lønnet, at det er almindeligt at give penge eller gaver under bordet for at få den påkrævede behandling.

Infrastruktur og turisme

Kroatien spiller en nøglerolle i Sydøsteuropas kommunikationsnet. En stor del af trafikken fra Vesteuropa til Balkan og Mellemøsten passerer gennem landet. Der er blevet åbnet nye motorveje i de senere år, og hele motorvejsnettet forventes at være udbygget inden længe.

Søfarten har stor betydning for landet, der har 350 havne. Der er internationale lufthavne i Zagreb og flere andre byer og en række indenrigslufthavne. Det nationale luftfarsselskab, Croatia Airlines, flyver til ind- og udland, men har i de senere år fået konkurrence på udenrigsruterne af udenlandske lavprisselskaber.

Kroatien har mange turistattraktioner, frem for alt de mange øer og byer langs Adriaterhavskysten, og turismen er igen i fremgang efter nedturen under krigene i 1990’erne. Hvert år i 2000-tallet har været bedre end det foregående.

Middelalderbyen Dubrovnik er måske det mest kendte turistmål og er, sammen med flere andre kroatiske byer og nationalparker, sat på UNESCOs Verdensarvsliste. De fleste turister kommer til landet med charterfly eller i egen bil til halvøen Istrien eller den dalmatiske kyst.

Krigen i det tidligere Jugoslavien med store omflytninger af folk og etnisk udrensning har også ændret på befolkningssammensætningen i Kroatien, hvor andelen af kroater er steget med et par procentpoint i forhold til før krigen. Samtidig er andelen af serbere faldet tilsvarende. Serberne er klart det største mindretal. Herud over findes der mindre grupper af bosniakker, slovenere, ungarere, italienere og sigøjnere (romaer) m.fl.

I dele af det grænseområde, der ofte kaldes Krajina, udgjorde serberne tidligere befolkningsflertallet. I forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien flygtede mange kroater herfra eller blev fordrevet fra serbisk-dominerede områder. I 1995 tog Kroatien alle områder undtagen Østslavonien tilbage. Det førte til, at de fleste af de omkring 200.000 serbere i disse områder flygtede. Mange af de serbere, der valgte at blive, blev chikaneret, overfaldet eller forfulgt på andre måder.

Østslavonien ligger ved grænsen til Serbien og havde en stor serbisk befolkning før krigen. Det blev erobret af serbisk militær i efteråret 1991. Ca. 80.000 kroater blev fordrevet, flygtede eller blev dræbt. Da FN overdrog Østslavonien til Kroatien igen i januar 1998, besluttede mange serbere at flytte derfra.

I starten af 2000-tallet var en del serbiske flygtninge vendt tilbage til Kroatien. Under krigen i Bosnien-Hercegovina (1992-1995), tog Kroatien imod ca. 700.000 flygtninge, først og fremmest etniske kroater. Over 13.500 mennesker er døde eller savnes efter kampe i Kroatien i 1990’erne.

Over 90 procent af indbyggerne taler det sydslaviske sprog kroatisk. I den jugoslaviske periode betragtede man kroatisk og serbisk som ét sprog, serbokroatisk, der i Kroatien og Bosnien blev skrevet med latinske bogstaver og i Serbien med kyrilliske. Siden har man – især i Kroatien – bestræbt sig på at gøre forskellen på sprogene større ved f.eks. nydannelser af ord. Ud over udtalevarianter er der visse grammatiske forskelle, men sprogene er tættere på hinanden end norsk og dansk, og kroater og serbere har ikke vanskeligheder med at forstå hinanden. Film fra nabolandene tekstes heller ikke på kroatisk fjernsyn.

Trykkefriheden er sikret i forfatningen. Medierne har i dag større frihed end under præsident Tudmans autoritære styre i 1990’erne. Men mange af de aviser, der havde held til at bevare en kritisk holdning, er i dag ramt af økonomiske problemer. Siden Tudman-regimets fald i 1999, har den tidligere så indflydelsesrige satiriske ugeavis Feral Tribune haft faldende oplagstal.

Den største avis er Vecernji List i Zagreb (oplag: 250.000 i 2004), efterfulgt af Jutarnji List (200.000), som har satset på undersøgende journalistik, noget, som tidligere var ukendt i Kroatien. Blandt andre uafhængige aviser er Novi List, der udkommer i Rijeka. Kroatien har også fået en erhvervsavis, Dnevnik, der dog endnu udkommer i små oplag. De tidligere så fremgangsrige Slobodna Dalmacija og Vjesnik er truet af lukning.

Det statslige Hrvatska Radiotelevizija, HRT, sender på to landsdækkende kanaler og en satellitkanal. Hertil kommer tre landsdækkende radiokanaler og en række regionalsendere. Der er også flere uafhængige, landsdækkende kanaler, bl.a. Nova TV og RTL. De private radiostationer Radio 101, Otvoreni Radio og Narodni Radio sender til hele landet.