Athosbjerget i det nordlige Grækenland er et åndeligt midtpunkt for den østlige ortodokse verden.

Munkene på Athosbjerge

Det Byzantinske Rige endte måske nok med Konstantinopels fald i 1453, men det anfægter ikke munkene på Athosbjerget. Hunkønsvæsener (selv blandt tamdyr) har ikke haft adgang til denne 360 km2 store, delvist selvstyrende munkerepublik siden 1000-tallet, men mandlige besøgende med de nødvendige tilladelser kan sætte sig 500 år tilbage i tiden til denne gudsstats glansperiode, hvor over 40 klostre med 40.000 munke oplevede en blomstringstid. I dag er der 20 munkeklostre tilbage. De fleste af dem minder udefra om stærkt befæstede borganlæg, et vidnesbyrd om, at munkene førhen måtte kæmpe mod sørøvere, kristne korsfarere og ottomanniske tyrkere. Vore dages indbyggertal på omkring 2000 munke fortsætter deres ubrudte 1000-årige tradition med gudstjenester og studier. Der er blevet opsamlet uvurderlige kunstskatte og håndskrifter gennem tiden, og det hellige virvar af relikvier og ikoner kan beses af de gæster, der deltager i morgen- og eftermiddagsandagterne. Besøgende er også velkomne til at spise i refektoriet sammen med munkene (måltiderne er vegetariske). Nogle munke er selskabelige og imødekommende, andre ænser næppe den begrænsede, men næsten konstante strøm af gæster i sommermånederne, hvor det er vanskeligst at opnå adgangstilladelse.

Der er ikke adgang fra landsiden til Athos, et tæt skovbevokset område med et rigt dyreliv. Et uindskrænket antal græske mænd har tilladelse til at besøge Athosbjerget, men kun 10 udenlandske mænd pr. dag får adgang og kan kun tilbringe én nat i hvert af klostrene.

Det første, obligatoriske skridt er at få udfærdiget en anbefalingsskrivlse fra ambassaden i Athen, som anmoder om adgang til Athos på en nærmere bestemt dato. Herfra vejledes man om næste skridt – opnåelse af tilladelsen – og herefter kan man tage af sted.

Hovedattraktionen i Thrakien, i denne fjerne nordøstlige region i Grækenland er vandet, der strømmer ned i brede floder fra bjergene ved den bulgarske grænse. To af disse er Nestos og Evros, den sidstnævnte danner grænsen til Tyrkiet. De er hjemsteder for særlige økosystemer, der er fredet efter international aftale. Bebyggelserne og byerne langs deres bredder har en lang historie. Det er værd at besøge de naturskønne søer Vistonida og Kerkini, to af Europas blomstrende vådområder. Nestos-floden, der danner grænsen til græsk Makedonien, udspringer i bjergene i det sydlige Bulgarien og bugter sig 234 kilometer ned gennem landet til Det Ægæiske Hav. Flodbækkenet er vært for mere end 150 dyrearter, og der er en udbredelse af så mange arter flora og fauna, som næppe findes andetsteds i Europa. Nestos-flodens delta, der hvor den strømmer ud i havet, danner en kystbræmme på omtrent 485 km2 fuld af laguner, sumpe, sandbanker og andre karakteristiske træk, der er levested for en stor variation af dyreliv, som er fredet i henhold til konvention. Nestos-floden er ideel til kano- og kajaksejlads.

Evros er Grækenlands længste flod, der bugter sig mere end 500 kilometer fra de sydlige bulgarske bjerge, og Europas næstlængste efter Donau. Den er sejlbar over sin sydlige strækning til Edirne i Tyrkiet. Her danner flodens krumninger også laguner og vådområder, der breder sig i et delta på et areal af 200 km2 nær den tyrkiske grænse. Vådområderne ved Evros er hjemsted for mere end 300 fuglearter og for i alt 425 af alle dyrearter. Mange trækfugle tilbringer deres vintre her efter at have fløjet fra Nordeuropa eller bruger området til et kortvarigt ophold på deres videre træk sydpå.

Omkring otte kilometer fra Xanthi ligger landsbyen Stavroupolis, der læner sig op ad de høje bredder ved Nestos-floden. Stavroupolis er en smuk landsby, med mange gamle huse og fristende små stræder. Den er et godt startsted for trekking og udforskning af det omgivende landskab. Det er et museum for folklore og et kvindernes kooperativ, som sælger lokale madvarer.

Den næste landsby er Komnina, omkring fem kilometer længere væk. Her ligger et udgravningsområde for et antikt makedonsk hvælvet gravkammer dateret til omkring år 200 f.v.t. et af de mest imponerende af sin slags i det nordlige Grækenland. Der er et museum for håndstrikket uldtøj og et sted, som har en storslået udsigt over Nestos-dalen.
Vilde heste græsser blandt en række forladte landsbyer mellem Komnina og Toxotes, hvor der er masser af klubber, som er aktive inden for alternativ turisme og ekstremturisme. Den brede og dybe Nestos-flod tilbyder masser af muligheder for white water rafting, kano- og kajaksejlads. Trekkre og hikere kan gå gennem floddalen og skovene på den vestlige del af Rodopi-bjergkæden. De mest populære vandrestier er dem, der går gennem Nestos’ indsnævringer. En syvkilometers sti begynder i Toxotes og går op ad Chal-bjerget, den første tinde i Rodopi-bjergkæden. Hiken tager omkring fire timer. I landsbyen Therma i den nordlige del af Xanthi præfektur er der varme helbredende kilder med temperaturer på mellem 40 og 50 grader.

Blandt andre attraktioner i Xanthi præfektur er det 40 meter høje Leivaditis-vandfald, det højeste på Balkan, Chaydous-skoven, Arkoudorema-skoven, hvor nogle træer er mere end 200 år gamle, og skovlandsbyen Erymanthos. Derfra fører en velafmærket vandresti til Leivaditis-vandfaldet. Lige i nærheden ligger Pomak-landsbyerne, hjemsted for en særlig tobaksdyrkende muslimsk etnisk gruppe, der har bevaret sin særlige identitet i mange århundreder. Disse landsbyer er berømte for bevaring af deres bygningskunst og skikke. Muslimerne i Xanthi præfektur er et vellykket eksempel på multikulturalisme.

De sidste rester af et førhen blomstrende munkesamfund er så højt hævet over distraherende jordiske gøremål, som tænkes kan, med deres beliggenhed på toppen af tilsyneladende utilgængelige klippetinder 300 m over Peneu-dalen. Klippernes spidser, kegler og toppe i dette overjordiske landskab blev skabt af havet, da det oversvømmede disse sletter for 30 mio. år siden. Metéora betyder ordret “svævende i luften”, og der er over 60 tinder med klostre, der minder om storkereder på skorstene. Det tidligste religiøse samfund blev grundlagt her i 900-tallet, og i 1500-tallet var der 24 klostre. Fem har overlevet nærmest som museumsgenstande, mens blot to andre fungerer som religiøse udposter, beboet af en håndfuld munke.

Af de klostre, man kan besøge, er Megálou Metéorou det mest storslåede og højest beliggende og har domineret området, siden det blev bygget af vældige sten på den højeste klippetop (415 m) i 1300-tallet. Alle de klostre, der er åbne for offentligheden, er værd at besøge på grund af de religiøse kunstgenstande, der er samlet gennem århundrederne, udsigten heroppefra og muligheden for at se, hvordan eneboere og asketer lever her i et af de mærkværdigste boligområder på kloden. Indtil 1920’erne var den eneste måde at komme op til dem på med stiger eller net, der blev sænket ned. Siden er der blevet udhugget trapper i klipperne op til klostrene. Også eventyrere har opdaget Metéoras klippeskov, og undertiden får man i det fjerne et glimt af klatrere, der minder om fluer, mens de møjsommeligt arbejder sig op ad de lodrette klippesøjler.

Metéora ligger ca. 170 kilometer syd for Saloniki som også kaldes Thessalien i Grækenland.

Arbejdsløsheden har været stigende i Grækenland i de sidste 10 år. Det har skabt uro på arbejdsmarkedet med protester og strejker. Det officielle arbejdsløshedstal lå i 2003 på godt 9 procent, betydeligt over EU-gennemsnittet. Arbejdsløsheden blandt kvinder og unge var dog meget større, men den omfattende sorte økonomi og traditionen for dobbelt- eller sæsonarbejde gør det vanskeligt at bedømme det virkelige niveau.

Stigningen i arbejdsløsheden skyldes bl.a. nedskæringer i den overbemandede offentlige sektor, men også moderniseringer og mekaniseringer inden for landbruget samt øget indvandring. Indvandrere er ved lov omfattet af arbejdsmarkedets regler, men i virkeligheden arbejder de for betydeligt lavere løn og på dårligere vilkår.
Omkring hver fjerde lønmodtager er fagligt organiseret. Fagbevægelsen er uafhængig, og strejker er tilladte og ganske almindelige.

Der er indført mindsteløn, men lønningerne er lave i forhold til EU-gennemsnittet (før EU-udvidelsen). kvindernes gennemsnitsløn var i 2001 tre fjerdedele af mændenes. Arbejdsugen er på 40 timer.

I 1983 blev et landsdækkende sundhedssystem indført, der garanterede alle borgere behandling, men statens udgifter til sundhedsvæsenet er stadig lave i forhold til andre vestlige landes. Grækenland har et meget kompliceret socialt sikringssystem, der er opdelt på et hav af forsikringskasser og institutioner, knyttet til erhvervsgrupper. Størst er syge- og pensionskassen IKA for de statsansatte. Sygekasserne sørger blandt andet for medlemmernes pensioner og sygesikring og finansieres primært gennem arbejdsgiverafgifter og skatter.

Kvaliteten af den sundhedspleje, man får, afhænger stærkt af, hvilken forsikring man har. Der har været gjort forsøg på at slå institutionerne sammen. Pensions- og sygekasserne kører med store underskud, skabt af de stigende udgifter til pensioner til samfundets ældre.

Grækenland har forholdsvis mange mineraler i undergrunden, men de er af varierende kvalitet og tilgængelighed. Minedriften er som helhed relativt ubetydelig, kun 3 procent af BNP. Udvinding af bauxit og chromit har størst betydning. Der udvindes også marmor, brunkul, magnesit, jern, nikkel og mangan samt en del guld.

Grækenland er et af de europæiske lande, der bruger mindst energi. Alligevel er to tredjedele af energiforsyningen baseret på importeret olie. En vis hjemmeproduktion af olie og gas har dog fundet sted siden begyndelsen af 1980erne, og olien fra det Ægæiske Hav dækker omkring 10 procent af landets behov. Vedvarende energikilder som sol- og vindkraft udnyttes mere og mere, særligt på øerne. Elektriciteten produceres for 70 procents vedkommende i kulfyrede kraftværker. Cirka 10 procent kommer fra vandkraft, og resten fra olie.

Forfatningen garanterer fuld pressefrihed, og censur er forbudt. Men en injurielov bliver tit brugt til at forhindre medierne i at afsløre tilfælde af korruption og nepotisme blandt politikere. Det er sjældent, at journalister eller redaktører faktisk bliver idømt straf, men reglen hæmmer det journalistiske arbejde og ansporer til selvcensur.

Grækenlands forhold til Tyrkiet er også et følsomt emne, hvor medierne er under pres. Tidligere var det endvidere forbudt at bringe udtalelser fra de oprørsbevægelser, der hærgede landet i 1980erne og 1990erne. Endnu i 2003 klagede journalister over alt for strenge restriktioner på rapporteringer fra retssager mod medlemmer af terrorgruppen 17. november.

De græske aviser udkommer i små oplag set i forhold til befolkningstallet. Der udkommer færre og færre dagblade, og mange unge læser slet ikke aviser. Antallet af aviser og tidsskrifter faldt voldsomt i 1990erne. I dag findes der 30 dagblade, heraf 19 landsdækkende. Derudover udkommer et hav af andre aviser og tidsskrifter med en lavere udgivelsesfrekvens. De største dagblade er de konservative Elefheros Typos og Ethnos samt det venstreliberale Ta Nea. De udkommer i Athen, hvor også det engelsksprogede Athens News udgives.

Der er mange private radiosendere og tv-stationer, de fleste med et meget lokalt publikum. Det statslige selskab ERT sender radio til det meste af landet på fire kanaler og fjernsyn på tre kanaler. Blandt dem, der når ud over hele landet via kabel eller satellit, er Mega Channel og Antenna 1. Derudover er der flere andre selskaber, der kun sender lokalt til Athenområdet.

Få lande i verden har så rig en kulturarv som Grækenland. De første udviklede europæiske samfund voksede frem i området i løbet af det tredje årtusind før vor tidsregning. Fra den såkaldte minoiske kultur på Kreta (2600-1400 f.v.t.) og den mykenske kultur på fastlandet (1550 – 1125 f.v.t.) har man fundet paladser og forsvarsanlæg, freskoer og keramik. Da disse kulturer gik under, forfaldt disse vidnesbyrd og blev ikke opdaget før ved udgravninger sidst i 1800-tallet.

De første kendte, græske digte blev skrevet af Homer omkring år 700 f.v.t. Hans Iliaden og Odysseen, der har haft storbetydning for vestlig litteratur, beskriver blandt andet begivenhederne omkring Trojas fald og skildrer de græske guder. I det sjette århundrede f.v.t. dyrkedes lyrikken blandt andre den kvindelige digter Sapfo fra Lesbos, og den græske kultur nåede sit højdepunkt omkring 500-300 f.v.t. med filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles samt dramatikere som Aishylos, Euripides og Sofokles, hvis værker stadig opføres.

Det var også på denne tid, at matematikerne Pythagoras og Arkimedes samt astronomerne Herakleides og Aristarchos virkede, og at templerne på Akropolis (Athen), i Delfi og Olympia blev opført. Ligesom de øvrige kunstarter nåede også billedkunst og skulptur et højdepunkt i perioden, der nu om dage som regel med en samlebetegnelse kaldes antikken.

Den moderne græske litteratur voksede frem i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med den nationale vækkelse og frigørelsen fra tyrkerne. Adamantios Koraïs genoplivede interessen for den klassiske digtning og bidrog til en nydannelse af sproget med lån fra antikken. Dionysios Solomos skrev populære, fædrelandskærlige digte på folkesproget dimotiki og var medvirkende til, at dette sprog fik litterær udbredelse.
Grækenlands mest kendte forfatter i 1900-tallet var Nikos Kazantzakis, der bl.a. har skrevet romanen Spil for mig, Zorbas, men også oversatte Goethes Faust og Dantes Den Guddommelige Komidie til græsk, skrev en russisk litteraturhistorie og udarbejdede en fransk-græsk ordbog. Den græske poesi har haft en meget stærk stilling i løbet af århundredet med nobelpristagere som Giorgios Seferis (1963) og Odysseas Elytis (1979) samt Konstantin Kavafis og Jannis Ritsos. Flere af deres digte er blevet sat til musik af de internationalt anerkendte kunster Mikis Theodorakis og Manos Hadjidakis. Begge komponister er inspireret af musikformen rembetika, en storbymusik, der forbindes med emner som arbejdsløshed, kriminalitet og narkotikamisbrug. Rembetika fik stor udbredelse i efterkrigstidens Grækenland, blandt andet gennem film.

Græsk film var i 1950erne stærkt påvirket af den italienske neorealisme, og det største internationale navn var instruktøren Michael Cacoyannis. Siden 1980erne har Theo Angelopoulos været blandt Europas mest anerkendte instruktører.

Arkæologiske fund tyder på, at der allerede for mindst 400.000 år siden fandtes mennesker i det område, der i dag er Grækenland. De første agerbrugskulturer menes at være opstået omkring 7000 år f.v.t. Indoeuropæiske stammer slog sig ned ca. 3000 år f.v.t. og medbragte bronzestøbningsteknikken, der dannede grundlag for de tidligste europæiske højkulturer.

Den minoiske kultur på Kreta havde nær kontakt med Egypten og Mesopotamien og udviklede sit eget skriftsprog. Efter år 1400 f.v.t. blev Kreta ramt af en nedgangsperiode, som formodentlig skyldtes en række naturkatastrofer med fejlslagen høst og oprør til følge. På nogenlunde samme tid voksede den mykenske kultur frem på fastlandet. Nu opstod en række selvstændige bystater. Det skriftsprog, der udvikledes på denne tid, er en af de tidligste former for græsk.

Efter 1100 f.v.t. blev store dele af fastlandet erobret af dorerne, et folk, der formodentlig kom fra den nordvestlige del af det nuværende Grækenland. I de følgende århundreder blev de oprindelige folk i området blandet med dorerne, og en række nye bystater opstod.
Selvom bystaterne konstant lå i krig med hinanden, opfattede deres borgere sig som ét folk, hvor alle talte nogenlunde samme sprog og bekendte sig til samme religion med oraklet i Delfi som samlende faktor. Homers digtning bidrog også til fornemmelsen af en fælles fortid. Og sportskonkurrencerne i Olympia fra 776 f.v.t. var åbne for alle grækere, eller hellerne, som de kaldte sig.

De græske bystater ekspanderede længere og længere ind i Lilleasien, og grækerne slog sig ned langs Middelhavskysten. Der blev grundlagt græske kolonier i Nordafrika, Sydfrankrig og Italien.

De to vigtigste bystater var rivalerne Athen og Sparta. I Athen opstod historiens første folkestyre for frie mænd, demokrati. Sparta, der lå på den sydlige del af Peloponnes, var et samfund, der dyrkede et nøjsomt, enkelt liv (heraf betegnelsen spartansk). Det var et krigersamfund, hvor ganske små børn blev indlemmet i krigerstanden.

Omkring år 500 f.v.t. kæmpede Sparta og Athen side om side mod en invaderende persisk hær. De efterfølgende sejre i Perserkrigene 490 – 479 f.v.t. styrkede Athen, der dannede en stormagt i forbund med de fleste græske kyststater undtagen Sparta. Forbundet udviklede sig til et athensk imperium, og under lederen Perikles voksede Athen sig rigt, og kulturlivet blomstrede. Rigdommen skyldtes ikke mindst, at en lille gruppe af “frie mænd” udnyttede en stor gruppe slavers arbejde.

Utilfredsheden blandt nogle af forbundsstaterne blev udnyttet af Sparta, hvilket førte il den Peloponnesiske Krig 431-404 f.v.t. Athen tabte krigen, men det lykkedes alligevel ikke Sparta at blive den nye, græske stormagt, og staterne Sparta, Athen og Theben lå i årene herefter i evig krig med hinanden.

I dette kaos opstod en ny stormagt, Makedonien, hvis kerneland lå rundt om Saloniki-bugten i den nordlige del af det nuværende Grækenland. Makedoniens konge, Filippos II, havde opbygget en veludrustet hær, og i 338 f.v.t. besejrede han Athen og Theben. De græske småstater blev lydriger under Makedonien, der ekspanderede i alle retninger. Da riget var størst, under Filippos’ søn , Alexander den Store, strakte det sig helt ind i Syrien, Palæstina og Egypten. Hellenistisk kultur og indflydelse blev spredt så langt som til Indien, men det hellenistiske rige brød sammen under Alexanders lange felttog. Den nye stormagt, Rom, underlagde sig efterhånden alle de græske småstater.

I år 146 f.v.t. var hele Grækenland indlemmet i Romerriget. Det blev formelt delt i år 395, og Grækenland indgik derefter i den østlige del, også kaldet det byzantinske rige, hvor kristendommen blev officiel religion. Den sidste rest af det levende, antikke Grækenland forsvandt, da Platons filosofiskole blev lukket i år 529.

Det byzantinske rige begyndte at smuldre under korstogene i 1100- og 1200-tallet, da normannerne og frankere hærgede landet og plyndrede de græske byer. Efter korstogstiden underlagde bystaten Venedig sig de fleste græske havnebyer samt Kreta, og fra øst trængte tyrkerne frem. I 1453 faldt Konstantinopel, og det betød enden på det østromerske rige. Hele Grækenland var nu under tyrkisk – osmannisk – herredømme.
Drømmen om at genetablere et græsk rige blev holdt i live i de 400 år, den osmanniske besættelse vrede. Da også dette rige begyndte at falde fra hinanden i 1700-tallet, tog en græsk modstandsbevægelse form. I 1821 brød en befrielseskrig ud, der efter otte år gav sejr over tyrkerne. Store del e af det, der i dag er Grækenland, forblev dog underlagt Tyrkiet, og i hele 1800-tallet levede tanken om et forenet Grækenland videre.
De første selvstændighedsår var præget af politiske modsætninger, og for at skabe stabilitet blev den 17-årige bayerske prins Otto valgt til konge af Grækenland i 1832. Han blev dog afsat i 1862, og den danske prins Vilhelm blev udpeget til konge under navnet Georg I.

Efter Berlinerkongressen 1878 og Balkankrigene 1912-13 fik Grækenland lidt efter lidt det tabte territorium tilbage, og efter Første Verdenskrig, hvor Grækenland deltog på Entente-magternes (Storbritannien, Frankrig og Ruslands) side, blev det belønnet for sin indsats og fik tildelt Thrakien og Smyrna (Izmir) i Lilleasien.

Tyrkiet ville imidlertid ikke anerkende fredsbetingelserne, og Grækenland forsøgte at erobre områderne med magt. Græske tropper trængte langt ind i Tyrkiet, men blev stoppet ud for Ankara og fordrevet. Samtidig gennemførte tyrkerne massakrer på grækere i Smyrna. I en ny fredsaftale i Lausanne i 1923 fik Tyrkiet Smyrna-området og det østlige Thrakien tilbage. Halvanden million grækere måtte forlade Tyrkiet, og 350.000 tyrkere blev tvunget bort fra Grækenland.

Tiden mellem de to verdenskrige var præet af en række svage regeringer. Kong Georg II udpegede i 1936 general Ioannes Metaxas til regeringsleder. Metaxas indførte et fascistisk præget styre og undertrykte brutalt den venstreorienterede opposition. Han forsøgte dog at holde Grækenland neutralt, da Anden Verdenskrig brød ud, og det lykkedes at slå et italiensk invasionsforsøg tilbage. Efter Metaxas’ død i 1941 blev landet dog hurtigt besat af tyske, italienske og bulgarske tropper.

Modstanden mod besættelsesmagten var splittet mellem det vestligt orienterede, monarkistiske EDES og den kommunistisk dominerede fornt, EAM. Da tyskerne forlod Grækenland i 1944, havde EAM udråbt en provisorisk regering og kontrollerede en stor del af landet.

Vigtigste årstal i Grækenlands historie

Her følger nogle vigtige begivenheder i Grækenland frem til 2004.

• 776 f.v.t. de første olympiske lege for alle grækere
• 478 f.v.t. det Deliske Søforbund, Athens storhedstid begynder
• 146 f.v.t. Grækenland indlemmes i Romerriget
• år 395 Romerriget deles, Grækenland kommer under Byzans
• 1453 tyrkerne indtager Konstantinopel, det byzantinske rige smuldrer
• 1829 Grækenlands selvstændighed anerkendes
• 1923 freden i Lausanne, Grækenlands nuværende grænser etableres
• 1936 Metaxas indfører diktatur
• 1944-49 borgerkrig
• 1951 Grækenland bliver medlem af NATO
• 1967 kong Konstantin flygter efter militærkup
• 1967-74 diktatur
• 1981 Grækenland bliver medlem af EF
• 1999 tilnærmelse mellem Grækenland og Tyrkiet
• 2004 OL afholdes i Athen

Den græske økonomi er domineret af handel, turisme og søfart. Turismen bidrager ifølge visse kilder med op til en femtedel af BNP og beskæftiger ca. samme andel af arbejdsstyrken. Landbruget har også en stor økonomisk betydning, sammenlignet med de øvrige EU-lande.

Grækenland er blandt de EUs fattigste lande (regnet før EU-udvidelsen i 2004) med en indkomst per indbygger på 70 procent af unionsgennemsnittet. Der har i flere årtier været underskud på statsbudgettet, hvilket bl.a. skyldes store udgifter til den offentlige sektor, især bureaukratiet og forsvaret. Arbejdsløshed og inflation har traditionelt ligget højt, mens væksten og produktiviteten har været i bund, og skatteopkrævningen ineffektiv.
Ved midten af 1990erne begyndte det dog at gå bedre på flere områder. Motivationen var regeringens mål om at komme med i den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen. Det blev nået i 2001 takket være en række økonomiske stramninger. Statsfinanserne blev saneret, hvilket var et krav fra EU, og der blev skåret ned i den offentlige sektor, bl.a. gennem fyringer og lønstop. Budgetunderskuddet faldt fra over 9 procent af BNP i 1995 til 1,5 procent i 1999, altså pænt under ØMU-grænsen på 3 procent. Det styrkede tiltroen til den græske økonomi og fik inflationen til at falde fra over 8 procent i 1996 til 2 procent i 1999. Den økonomiske vækst var højere end 3 procent om året i gennemsnit i anden halvdel af 1990erne.

Sideløbende har staten solgt ud af sine aktiver. Den græske stat har traditionelt kontrolleret en stor del af den økonomiske aktivitet, men siden 1998 er denne andel faldet betydeligt. Statslige selskaber inden for telekommunikation, olie- og energisektoren er delvist kommet på private hænder.

Trods privatiseringer er den offentlige sektor dog stadig alt for stor og dyr. Løn- og pensionsudgifter er atter stigende, og bureaukratiet er kringlet og korrupt, hvilket skræmmer udenlandske investorer væk. I 2003 lå arbejdsløsheden på over 9 procent, og statsgælden var samme år over 100 procent af BNP.

Indtægterne fra den vigtige turisme faldt under den internationale økonomiske afmatning efter 2001, og høje oliepriser har gjort, at inflationen i 2002 nærmede sig de 4 procent, et godt stykke over EU-gennemsnittet. Den økonomiske vækst var god, omkring 4 procent.
I september 2004 kom det frem, at den tidligere PASOK-regering havde opgivet falske økonomiske nøgletal til EU (størrelsen af budgetunderskuddet) for at komme med i ØMUen så hurtigt som muligt. Budgetunderskuddet var i 2003 over 3 procent. Det gav også anledning til bekymring, at statens udgifter til OL i Athen i sommeren 2004 blev over dobbelt så store som beregnet.

Grækenland har konstant underskud på handelsbalancen, hvilket primært skyldes den store olieimport. Indtægterne fra turismen, fra handelsflåden og grækere i udlandet samt EU-tilskud opvejer dog en del af dette underskud.

• BNP/indbygger: 19.100 US dollar (købekraft korrigeret, skøn, 2002)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 8%, industri 21%, service og andet 71% (2001)
• Naturressourcer: bauxit, chromit, marmor, brunkul, magnesit, jern, nikkel, mangan, guld
• Årlig eksport: 10,3 mia. US dollar (2002)
• Årlig import: 31,2 mia. US dollar (2002)
• Vigtigste eksportvarer: levnedsmidler, vin, bomuld, tobak, tekstiler, malm og metaller, cement, kemiske produkter
• Vigtigste handelspartnere: Tyskland, Italien, Storbritannien, Frankrig, USA, Japan
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK (oktober 2002)

Grækenlands forfatning fra 1975 respekterer menneskerettighederne, herunder religionsfrihed, selvom landets muslimer er det eneste officielt anerkendte mindretal. Ofte er det dog så som så med ytrings- og pressefriheden.

Præsidenten, der er landets statsoverhoved og øverstbefalende for hæren, har primært en repræsentativ funktion. Præsidenten vælges af parlamentet for en periode af fem år og kan genvælges én gang. Det er præsidenten, der udpeger ministerpræsidenten og på dennes anbefaling de øvrige medlemmer af regeringen.

Det er kun parlamentet, der kan afskedige ministerpræsidenten, udskrive folkeafstemning og erklære landet i undtagelsestilstand. Parlamentet har et kammer med 300 pladser, og medlemmerne vælges for fire år ad gangen i almindelige valg. Spærregrænsen er 3 procent. Ifølge de nye, komplicerede regler for mandatfordeling er det parti, der får flest stemmer, nærmest garanteret absolut flertal i parlamentet.

Love skal godkendes af præsidenten, før de kan træde i kraft, og præsidenten kan sende et lovforslag tilbage til parlamentet til fornyet behandling, men har ikke egentlig vetoret. Præsidenten kan stilles for en rigsret, hvis to tredjedele af parlamentets medlemmer stemmer for.

Retssager prøves i princippet på tre niveauer: ved distriktsdomstole, appelretter og højesteret, der afgør præjudicerede (normdannende) sager. Mindre tvister kan afgøres af såkaldte fredsdommer eller politidomstole. Forfatningsdomstolen afgør sager med direkte relation til forfatningen, kontrollerer gyldigheden af parlamentsvalg og folkeafstemninger og afgør tvister mellem to retslige instanser eller myndigheder.
Græsk politik er fuldstændig domineret af to partier: det socialdemokratiske Den Panhellenistiske Socialistbevægelse (Panellinion Socialistikon Kinima, PASOK) og det liberalt-konservative Nyt Demokrati (Nea Dimokratia). Derudover er der kun to småpartier i parlamentet: Kommunistpartiet (Kommunistiko komma Ellados, KKE) og Venstrekoalitionen (Sunaspismos).

KKE er stærkt anti-amerikansk og nyder primært støtte blandt fagligt aktive og småbønder. Synaspismos blev dannet i 1989 og er en koalition af venstrepartier med støtte blandt mange venstreintellektuelle. KKE indgik også i denne koalition fra starten, men brød ud i 1991, da partiet rykkede længere mod venstre. PASOK voksede f rem af modstandsbevægelsen under diktaturet 1967-74, men har siden nedtonet sin socialistiske retorik og ligner mere og mere et almindeligt, europæisk socialdemokrati. Partiets tidligere kritik af EU og NATO er også forstummet, og hvad økonomisk politik og udenrigspolitik angår, adskiller PASOK sig ikke meget fra Nyt Demokrati.
Nyt Demokrati blev grundlagt i 1974 som et samlingspunkt for liberale, konservative og tidligere royalister med det formål at genindføre demokratiet efter militærstyrets fald.
Traditionelt har PASOK haft flest vælgere på landet, mens Nyt Demokrati har stået stærkt blandt byernes middelklasser. Nu er begge partier imidlertid splittet mellem traditionalister og fornyere. PASOK har i de senere år tiltrukket flere og flere moderne, veluddannede vælgere, mens Nyt Demokrati har fået stigende opbakning fra bønder, pensionister og arbejdere. Bag denne forskydning i vælgerbasen ligger PASOKs nye linje i 1990erne med en mere markedsorienteret og EU-venlig politik.

Siden 1970erne har en række venstreekstremistiske guerillagrupper opereret i Grækenland. Den mest berygtede, en organisation kaldet 17. november, har myrdet mindst 23 personer, deriblandt udenlandske diplomater. Den har også gennemført bombeangreb mod udenlandske virksomheder og amerikanske militærbaser. Først i juli 2002 lykkedes det politiet at arrestere et medlem af 17. november. Et halvt år senere var gruppen mere eller mindre knust, og i december 2003 blev flere højt rangerende medlemmer idømt lange fængselsstraffe.

En anden gruppe er den Folkelige Revolutionære Kampgruppe, ELA, der menes at have stået bag mange bombeattentater i 1980erne, primært rettet mod den amerikanske militære tilstedeværelse i Grækenland. I oktober 2004 blev fire ELA-medlemmer idømt fængsel for delagtighed i flere attentater, og organisationen menes nu at være stærkt svækket.

Aktuel politik omkring år 2000

I parlamentsvalget i foråret 2000 vandt det socialdemokratiske PASOK en uventet kneben sejr over det konservative Nyt Demokrati. Nyt Demokrati gik også kraftigt frem i lokalvalgene i oktober 2002, og i løbet af 2003 haltede PASOK stadig længere og længere bagefter. Det førte til, at daværende ministerpræsident Kostas Simitis i starten af 2004 overlod partilederskabet til den populære udenrigsminister, Giorgios Papandreou, søn, hhv. sønnesøn af Andreas og Giorgios Papandreou, der også begge har været ministerpræsidenter.

Simitis udskrev samtidig parlamentsvalg til 7. marts 2004. De to største partier gik til valg på nogenlunde det samme program: en uddannelsesreform, flere job, skattelettelser, mindre bureaukrati og andre investeringsfremmende foranstaltninger.

Valget blev en klar sejr til Nyt Demokrati, der fik 45,4 procent af stemmerne mod 40,5 til PASOK. Kun to af småpartierne klarede spærregrænsen til parlamentet, nemlig Kommunistpartiet, der fik 6 procent, og venstrekoalitionen Synaspismos, der fik godt 3 procent af stemmerne. Valgresultatet blev først og fremmest tolket som et udtryk for vælgernes utilfredshed med flere års korruption inden for PASOK og partiets manglende evne til at få bugt med arbejdsløsheden og kriminaliteten.
Ny ministerpræsident blev Kostas Karamanlis, nevø af den ministerpræsident, der overtog magten ved demokratiseringen i 1974. Den nye regerings to vigtigste opgaver var at forsøge at bidrage til en løsning på Cypernkonflikten samt at sørge for, at OL 2004 i Athen forløb uden uheld. Trods skarp kritik for manglende sikkerhedsforanstaltninger blev legene gennemført som planlagt og uden alvorlige hændelser.

Politik og forsvar

• Officielt navn: Elliniki Dimokratia – Den Hellenistiske Republik
• Statsleder: præsident Konstantinos Stefanopoulos (siden 1995)
• Regeringsleder: ministerpræsident Kostas Karamanlis (siden 2004)
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget år 2004): Nyt Demokrati (165), PASOK (117), Kommunistpartiet/KKE (12), Venstrekoalitionen (6)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: EU, Europarådet, FN, NATO, OECD, OSCE, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 114.000 mand, flyvevåbnet 33.000, flåden 19.000 (2003)
• Forsvarsudgifter: 7,2 mia. US dollar (2003)