Castilla y León i det nordvestlige Spanien byder på unikke rejseoplevelser langt fra de mere turistede områder længere sydpå i landet. De særlige “Posadas Reales” – gamle borge og lignende – giver overnatninger på rejsen rundt i regionen et historisk og kulturelt præg som luksushoteller ikke kan konkurrere med. Giv dig selv en oplevelse på din kulturrejse til Castilla y León, bo mindst en nat på Posada.
De “kongelige kroer” er også mere end et sted, du kan overnatte. Meget ofte tilbyder kroerne lokal mad og drikke af høj kvalitet, og der stilles også en lang række krav til kroerne vedrørende beliggenhed og beskaffenhed. Bygningerne skal være historiske, så man kan ikke bare smække et nyt hus op og kalde det et “Posada Real”.
Betjeningen på de kongelige kroer er også mere personlig end det, man sædvanligvis oplever på større hoteller, for det er ofte familieforetagender gennem generationer. De kongelige kroer ligger spredt ud over Castilla y León med minimum en i hver af de ni provinser i regionen, så muligheden for at rejse rundt ligger lige for. Placeringen af de kongelige kroer er som regel god både i forhold til at komme fra kro til kro, men også i forhold til den flotte natur i Castilla y León.
Mad, vin og kultur i Castilla y León
Kongekroerne er den perfekte base for udforskning af Castilla y León, der med hele 11 katedraler, 200 slotte, og byer på Verdensarvslisten har masser at tilbyde den aktive eventyrer. Ekspeditionerne kunne også gå til et af de mere end 100 historiske steder eller bare være en tur ud i det blå for at opleve den storslåede natur.
Tilbage på kongekroen efter en lang dag med oplevelser og eventyr er det rart at kunne nyde de lokale vine som for eksempel Ribera del Duero. Og mad lavet i autentiske ovne på brændende træ. Lamme og -svinekød er blandt de lokale specialiteter. Frisk brød og masser af gode mejeriprodukter og oste er også kendetegnende for Castilla y León.