Vieux Lyon

Vieux Lyon ligger i området Rhône-Alpes i Frankrig og er en enklave fra middelalderens og renæssancens Frankrig

Den 2½ km2 store, nyligt restaurerede og nu atter fashionable gamle bydel, Vieux Lyon, afspejler den blomstrende periode, hvor Lyon var Europas merkantile og finansielle center. En række smalle gyder danner en malerisk labyrint, kranset af over 350 bygninger, der betragtes som landets største og mest homogene samling af huse fra sengotikken til 1600-tallet. Romantiske traboules (overdækkede passager), der er unikke for Lyon, minder om de tider, hvor de var en hjælp for folk, der skulle transportere værdifulde ruller af silke i al slags vejr. Les traboules forbinder gade, der er fyldt med galleriarkader, antikvitetsbutikker, charcuterier, små pladser i italiensk stil og La Cour des Loges, et af Lyons mest elegante hoteller.

Den imponerende koncentration af nogle af Europas fineste restauranter i og omkring Lyon har gjort byen til en magnet, der kun står tilbage for den gastronomiske hovedstad, Paris. Af byens mere end 700 spisesteder er en stor del uhøjtidelige bouchons, Lyons traditionelle bistroer. Den hyggelige, familiedrevne Café des Fédérations med savsmuldsdækkede gulve og pølseprydede lokaler har længe været en favorit på grund af den vidunderlige, jordbundne menu. Men det er fremragende, nyskabende køkkenchefer som Jean-Paul Lacombe, hvis familie har drevet det berømte og charmerende Léon de Lyon siden 1905, der har bidraget til Lyons ry som Frankrigs mekka for stor madkunst.

Vieux Lyon finder du på vestbredden af Saône-floden over 450 kilometer sydøst for Paris. Læs mere om kulturrejser til området omkring Vieux Lyon og om andre rejsemål i Frankrig her på bloggen om kulturrejser.