Vézelay og L’Espérance i Bourgogne

Vézelay og L’Espérance ligger godt  200 kilometer sydøst for Paris i Bourgogne, Frankrig. Rejser du på kulturejse til Frankrig og er interesseret i vin, kræver det næppe meget at overbevise dig om at  Bourgogne hører blandt de områder du bør besøge.

Vézelay

Tiden skrues tilbage til middelalderen i Vézelay, hvis klosterkirke, Sainte-Madeleine, gennem århundreder tiltrak store skarer af pilgrimme. Følg i deres fodspor op ad denne maleriske lille bys stejle hovedgade. Øverst for enden har den prægtige romanske kirke ligget siden 1000-tallet, hvor den var et af kristenhedens centre. Relikvier fra Maria Magdelene, kristenhedens højest elskede tilgivne synder, blev tillagt mange mirakler og forårsagede et stormløb af dybt troende kristne, som gjorde ophold her på deres færd til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Efter at relikvierne blev erklæret for falske, mistede Vézelay sin betydning, og kirken forfaldt. Den undgik nedrivning i 1840, blev omhyggeligt restaureret og er igen en opvisning i romansk arkitektur, et mesterværk af lys og rum.

Vézelay er beliggende i den frugtbare egn midt i en af verdens mest ansete vinproducerende regioner og vil være den perfekte by, hvorfra man kan udforske Bourgognes magi, hvis man ellers har bestilt værelse på det nærliggende Château de Vault-de-Lugny fra 1400-tallet. Med sine blot 12 overdådige værelser og overstrømmende venlige ejere er dette som at opholde sig på en gammel vens drømmeslot, komplet med fangehul fra 1200-tallet. Middagene serveres ved levende lys i det stemningsfulde gamle køkken eller, hvis vejret tillader det, udendørs nær den gamle voldgrav og i selskab med en gruppe spankulerende påfugle. Vil man unde sig en middag “ude i byen”, kan man tage til Saint-Père ved foden af Vézelay, fødested for den verdenskendte Marc Meneau, der beskedent kalder sig “en landlig køkkenchef”. På L’Espérance, en gammel hovedbygning med glasafskærmet spisesal, har Meneau og hans hustru, Francoise, forenet en stemning af landlig hygge med raffinement i verdensklasse og en udsøgt menu med lokalt vildt og lokale råvarer.

Château på Vault-de-Lugny ligger kun 15 minutters kørsel fra Vézelay på vejen til Avallon. Stedet holder normalt åbent fra sidst i marts til midt i november. L’Espérance: i Saint-Père-en-Vézelay ligger blot et par minutters kørsel  fra Vézelay.  Den 22. juli finder den årlige madeleine-pilgrimsrejse sted. Vinhøsten er i september og oktober alt efter vejret. Læs meget mere om vinrejser til Frankrig og andre lande i Europa her på bloggen om kulturrejser.