FN´s organisation for videnskab, uddannelse og kultur, normalt forkortet til UNESCO, tilføjer hvert år nye steder til deres liste over kulturel eller naturlig verdensarv. Portugal har allerede fået tildelt verdensarvs-status til 16 steder rundt omkring i landet , herunder historiske bydele, kulturlandskaber, klostre, naturparker og immateriel kulturarv. Du kan læse en kort introduktion til de 16 portugisiske verdensarvs-steder i det følgende.
Det historiske centrum i Guimarães
Guimarães, beliggende i Minho-regionen i det nordligste Portugal, har en høj symbolsk værdi for den portugisiske identitet og folkesjæl som det officielle fødested for nationen i det 12. århundrede. Byens historiske centrum er meget velbevaret og afspejler de forskellige udviklingstrin i den portugisiske arkitektur fra middelalderen til det 19. århundrede.
Det historiske centrum i Porto
Porto er én af de ældste europæiske byer, ifølge de nuværende arkæologiske vidnesbyrd, og har – med sin beliggenhed ved Douro-floden – været forbundet med maritim aktivitet siden romertiden. Det var bl.a. herfra det mægtige portugisiske sø-imperium spredtes i 1400-tallet – f.eks. sejlede Henrik Søfareren ud fra Porto havn, da han i 1415 begav sig afsted for at erobre det maurisk kontrollerede Ceuta – og fra de nye kolonier rundt omkring i verden hjembragtes kostbare skatte, som blandt andet blev brugt til at bygge nye spektakulære bygninger i Porto.
Alto Douro vin-regionen
Douro-dalen, der – som navnet angiver – er forbundet med Douro-floden i Nordportugal, er regnet for ét af de ældste vinområder i verden – og dermed også ét af de ældste kulturlandskaber i Portugal. Området er karakteriseret af terrasse-formede skråninger og bjergsider oversået med vinstokke, der hælder ned mod den bugtende Douro-flod. Det er herfra druerne til den berømte Portvin, der produceres i Porto, produceres.
Forhistorisk hule-kunst i Côa-dalen
Hule-kunsten i Côa-dalen i det nordøstlige Portugal byder på et sjældent indblik i menneskehedens forhistorie, nærmere bestemt i perioden, der ligger mellem 22.000 og 10.000 år før vores tidsregning. De mange helleristninger i Foz Côa-dalen findes langs de sidste 17 kilometer af Côa-floden før den når udløbet i Douro-floden. Der er dog også fundet eksempler i nogle af de mindre tilstødende floder. Helleristningerne, som omfatter tusindvis af dyre- og menneske- illustrationer, giver et unikt indblik i menneskehedens tidligste kulturelle udvikling.
Coimbra Universitet
Grundlagt i 1290 er Coimbra Universitet det ældste universitet i Portugal og ét af de ældste i Europa. Universitetet har været et vigtigt omdrejningspunkt for udbredelse af videnskabelig viden, sprog og kultur i den portugisiske historie og har samtidig sat et stort arkitektonisk aftryk på Coimbra by, f.eks. i form af Paço Das Escolas, Graça, Joanine Bibliotek, Botanisk Have, Rua da Sofia m.m. Også kunstnerisk har universitetet præget byen, f.eks. gennem udbredelsen af den kendte Coimbra-fado, og socialt som en inkarneret og eftertragtet studenterby.
Klostret i Tomar
Klostret i Tomar, eller Convento de Cristo, som det hedder på portugisisk, er grundlagt af den legendariske tempelherre-ordenens stormestre i 1162. Da paven opløste tempelridder-ordenen i 1312 overgik klostret til Kristus-ordenen, som i 1356 flyttede sit hovedkvarter til Tomar. Klostret rummer ikke blot et spændende indblik i Portugals religiøse historie, men også eksempler på forskellige arkitektoniske perioder i den portugisiske historie, såsom romansk kunst, gotisk stil, manuelinsk stil, renæssance-kunst, manierismen i dens forskellige facetter, og barok.
Alcobaça-klostret
Alcobaça-klostret, beliggende i den centrale del af Portugal, blev grundlagt af den første portugisiske konge, Afonso Henriques, i 1153, som en gave, der skulle ære Bernard af Clairvaux for hans sejr over maurerne i Santarém i 1147. Klostret var af kongen tænkt som en måde at konsolidere sin magt på i det nye kongedømme og en måde at symbolisere den kristne sejr på i det tidligere maurisk besatte område af Portugal. Det er desuden ét af de historisk set mest betydningsfulde cistercienser-klostre i Europa.
Batalha-klostret
Batalha-klostret, som normalt kendes som Mosteiro de Batalha i Portugal, men hvis oprindelige navn er Mosteiro de Santa Maria da Vitória, blev bygget til minde om den (i kristen optik) guddommelige hjælp i slaget mod spanierne ved Albujarrota i 1385. Klostret er ét af de smukkeste og fineste eksempler på sengotisk arkitektur i Portugal, blandet med elementer af manuelinsk stil.
Jerónimus-klostret og Belém-tårnet i Belém, Lissabon
Jerónimus-klostret i Lissabon-kvarteret Belém er et bemærkelsesværdigt stykke arkitektur bestilt af Kong Manuel I i det tidlige 16. århundrede. Det anses for et hovedværk indenfor den manuelinske stil, men klostret har også arkitektoniske elementer af sengotisk og renæssance-stil.
I samme bydel i Lissabon findes endnu et bestillings-arbejde fra Kong Manuel I´s hånd, nemlig opførelsen af Belém-tårnet. Belém-tårnet indgik engang i et større kompleks af forsvars-værker langs Tejo-floden, som skulle beskytte Lissabon overfor fjender, der trængte ind gennem flodmundingen fra havet. Tårnet havde også til hensigt at symbolisere kong Manuel I´s royale status og magt og er derfor dekoreret med manuelinske motiver, herunder knob, reb og kors.
Kultur-landskabet i Sintra
Sintra var et af de første steder i Europa til at eksperimentere med romansk arkitektur i det 19. århundrede. Kong Ferdinand af Sachsen-Coburg og Gotha, gift med Dronning Maria II, forvandlede ruinerne af et kloster til et storslået slot, der både rummer gotiske, egyptiske,og islamiske stil-elementer, samt elementer fra renæssancen. Sintras bygningsværker inspirerede siden andre royale bygningsmestre rundt omkring i verden.
Fado – immateriel kulturarv
UNESCO er også begyndt at udnævne immateriel kulturarv til verdensarv, og her er fado´en – den portugisiske folkemusik med oprindelse i de historiske Lissabon-bydele Alfama, Bairro Alto og Madragoa – blevet tilføjet listen. Fado´en er en intens og lidenskabelig musikstil, der tematiserer de store grundspørgsmål i tilværelsen, såsom skæbne, savn og kærlighed, ofte med et præg af nostalgi og melankoli, som antyder musikkens fødsel blandt sømænd, slaver, prostituerede, arbejdere og andre grupper, der ofte drømte om en anden skæbne end den, der var dem tildelt.
Évoras historiske centrum
Évora, der er hovedbyen i regionen Alentejo og hvis historie går tilbage til romertiden, havde sin storhedstid i det 15. århundrede, hvor de portugisiske konger etablerede deres bopæl der. Med sine hvidkalkede huse med smedejerns-balkoner og sin rige forhistorie er byen med rette blevet berømt for at være Alentejos historiske centrum og et af de smukkeste og historisk set mest interessante steder i hele Portugal. Dens arkitektur har desuden haft en afgørende indflydelse på portugisisk arkitektur i Brasilien.
Grænsebyen Elvas og dens befæstning
Tæt på grænsen til nabolandet Spanien findes verdens største stjernefort med sine ca. 10 km i omkreds og med et areal på 300 ha. Fæstningsanlægget, der omfatter en lang række monumenter, herunder et slot, to store fæstninger, tre små og en 6 kilometer lang akvædukt, er et unikt vidnesbyrd om udviklingen af militær strategisk arkitektur i Portugal.
Angra do Heroísmos bykerne, Terceira, Azorerne
Teiceras hovedby Angra do Heroísmo i øgruppen Azorerne var i flere århundreder en obligatorisk anløbshavn mellem Europa og andre kontinenter, nærmere bestemt mellem det 15. århundrede og indtil fremkomsten af dampskibe i det 19. århundrede. Byen har en bemærkelsesværdig arkitektur i ligeså bemærkelsesværdige omgivelser.
Picos vin-landskaber, Azorerne
På en anden ø i øgruppen Azorerne, Pico, findes et usædvanligt eksempel vin-dyrkning vulkansk stenet jord. Øen giver et fascinerende indblik i vin-dyrkning under – for europæiske fastlands-øjne – bemærkelsesværdige betingelser, hvor en ofte modstræbende natur, med stejle bjergsider og vulkansk undergrund, skal tæmmes.
Laurisilva-skoven på Madeira
Laurisilva-skoven på Madeira, beliggende på de nordvendte skråninger, dækker et areal på 15.000 hektar svarende til 20% af øen og udgør Madeiras oprindelige skov. Skoven har dermed overlevet fem århundreder af ihærdig – og undertiden voldsom – menneskelig indgriben. Laurisilva-skoven udgør samtidig den største og bedst bevarede laurbærskov på Atlanterhavsøerne.