Kulturliv i England

Det britiske kulturliv modtager statsstøtte, og regeringen opmuntrer til samarbejde med den private sektor, for eksempel i form af sponsorering. Lottospillet National Lottery blev startet i 1994 og er blevet en af det britiske kulturlivs hovedsponsorer.

Storbritannien er blandt verdens førende nationer inden for teaterkunst og har en lang og rig dramatisk tradition. I London findes over hundrede teatre. De fleste opfører populære skuespil og musicals og ligger i West End, hovedstadens forlystelseskvarter. Et af de nyeste, mere “seriøse” teatre ligger også i London: The Shakespeare Globe Theatre blev i 1997 bygget efter gammel tradition i forsøget på at genskabe den Shakespearescene, der fandtes i 1600-tallet. Edinburgh har en årlig teaterfestival.

Den britiske litteratur er rig med tidlige højdepunkter som det historiske epos Beowulf (der stammer fra 700-tallet), Geoffrey Chaucers The Canterbury Tales og William Shakespeares dramatik. Den første moderne roman, Pamela, af Samuel Richardson udkom i 1741. Det følgende århundrede kunne opvise flere fremtrædende romanforfattere: Charles Dickens, Jane Austen, søstrene Emily og Charlotte Brontë, George Eliot (synonym for Mary Ann Evans) og Thomas Hardy.

Blandt det tyvende århundredes berømteste britiske forfattere kan nævnes Joseph Conrad, T.S. Eliot, Virginia Woolf, Graham Greene, George Orwell, William Golding og Doris Lessing. Til den yngre generation af forfattere hører bl.a. Martin Amis, Kate Atkinson, nordireren Robert McLiam Wilson, Jeanette Winterston og Nick Hornby. Forfattere med baggrund i de tidligere britiske kolonier i Østen, for eksempel Salman Rushdie, Vikram Seth, Hanif Kureishi, Monica Ali og Zadie Smith, nyder også stor opmærksomhed, og i de senere år har børnebogsforfatteren J.K. Rowling opnået verdensomspændende succes med bøgerne om Harry Potter.

Nogle af de kendteste og mest populære moderne britiske filminstruktører er Mike Leigh, Ken Loach, Stephen Frears og Neil Jordan.

I slutningen af 1600-tallet var engelsk musikliv domineret af Henry Purcell, og i begyndelsen af 1700-tallet slog den tyske komponist G.F. Händel sig ned i England, hvor han skrev nogle af sine mest kendte værker, bl.a. Messias. Omkring århundredskiftet arbejdede blandt andre komponisterne Edward Elgar (der skrev Pomp and Circumstance – højdepunktet ved promenadekoncerterne), Frederick Delius, Ralph Vaughan Williams og – senere – Benjamin Britten og Michael Tippet.

Ved siden af den klassiske musik begyndte den såkaldte music hall-stil at vinde indpas i midten af 1800-tallet, en slags vaudeville med folkelige sange og sketches, der er videreudviklet i Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musicals fra 1960erne og frem (blandt andre Phantom of the Opera, Evita og Cats).

Britisk rockmusik blev også verdensberømt i 1960erne med grupper som The Beatles og Rolling Stones. I 1980erne kom The Clash og The Smiths, og i 1990erne endnu et britisk verdensnavn i form af popgruppen Oasis.

Til britisk kunstlivs store navne hører bl.a. malerne John Constable, William Turner og Francis Bacon, billedhuggeren Henry Moore og arkitekten og formgiveren William Morris. Blandt nutidens mest omtalte kunstnere er Tracey Emin og Lucian Freud. London er også et af den internationale kunsthandels centre med kendte auktionshuse som Christie’s og Sotheby’s.