Lidt information om geografi og klima i Portugal

Portugal ligger på den iberiske halvø i Europas sydvestlige hjørne, ud til Atlanterhavet. På alle andre sider er landet omgivet af Spanien. Portugal er næsten dobbelt så stort som Danmark.

Den nordlige del af landet er kuperet, en fortsættelse af det spanske centralplateau. Bjergkæden Serra da Estrela har tinder på næsten 2000 meter. Floden Douro flyder gennem et vidstrakt højland i nord.

Syd for floden Tejo ændrer landskabet karakter. Her breder det tørre og varme sletteområde Alentejo sig. Det meste af Alentejo ligger lavere end 200 meter over havet, bortset fra højlandet lige bag sydkysten, Algarve. Denne kyst består af flade sandstrande og klipper.

Over en tredjedel af Portugal er dækket af skov. De almindeligste træsorter er korkeg og pinje. Jorden er generelt mager og tør, og store skovbrande er almindelige om sommeren.

De vulkanske øgrupper Medeira og Azorerne i Atlanterhavet hører også til Portugal. Der er ingen tilbage af landets tidligere kolonier rundt om i verden. Den sidste, Macao, blev i 1999 overdraget til Kina efter 442 års portugisisk styre.

Det sydlige Portugal har et udpræget middelhavsklima med milde, fugtige vintre og behagelige varme somre. I de indre egne af landet kan det blive meget varmt, over 40 grader om sommeren, og her er i reglen tørt med risiko for vandmangel. I det nordlige Portugals kuperede og bjergrige landskab regner det en del mere end i resten af landet, og der er større forskel på temperaturen sommer og vinter.

Geografi og klima i tal

  • Areal: 92.100 km2, inkl. Azorerne og Madeira
  • Nabolande: Spanien
  • Tid: Som Danmark minus 1 time
  • Hovedstad: Lissabon ca. 600.000 indbyggere – med forstæder ca 3 mio.
  • Øvrige større byer: Porto ca. 300.000), Amadora ca.150.000, Braga ca. 120.000), Coimbra 105.000, Funchal ca.110.000
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: Lissabon 11 grader (jan.), 22 grader (august)
  • Gennemsnitsnedbør/måned: Lissabon 109 mm (jan.), 2 mm (juli)
  • Højeste bjerg: Pico (Azorerne, 2351 m.o.h.). Serra da Estrela (1991 m.o.h.)
  • Vigtigste floder: Tejo, Douro, Guadiana

Der er lukket for kommentarer.