Historie i Spanien frem til år 2004 - KulturrejserKulturrejser

Vigtige årstal i Spaniens historie

133 f.v.t. Romersk erobring
505-711 Vestgoterriget
711 maurisk invasion
1492 Columbus opdager Amerika
1704 briterne erobrer Gibraltar
1713 freden i Utrecht
1898 Spanien mister Cuba, Filippinerne og Puerto Rico
1936-39 Den Spanske Borgerkrig
1975 Franco dør, Juan Carlos bliver konge
1981 mislykket militærkup
1982 medlemskab af NATO
1986 medlemskab af EF
2004 terrorhandling i Madrid

De ældste spor af mennesker i det område, der i dag udgør Spanien, stammer fra den ældre stenalder. Der er fundet flere hulemalerier fra perioden 16.000-10.000 f.v.t., bl.a. i Altamira på nordkysten. Her begyndte man at dyrke jorden omkring 4000 år f.v.t.

Ibererne er det første kendte folk på halvøen. Det er i tidens løb blevet blandet op med andre folkeslag, bl.a. keltere, fønikere og grækere. Romerne erobrede den iberiske halvø år 133 f.v.t.

Spanien spillede en vigtig rolle i det romerske imperium, som blev opløst i 400-tallet, da germanske stammer, vandaler, sveber og vestgotere, invaderede halvøen. Vandalerne fortsatte til Nordafrika, mens vestgoterne kæmpede i over hundrede år, indtil de besejrede sveberne i 585.

I 600-tallet beherskede vestgotiske monarker således hele halvøen. De fleste indbyggere var dog kristne, og riget var så nogenlunde samlet. Denne enhed blev knust af maurerne (arabere og berbere), der gik i land nær Gibraltar i år 711 og i løbet af to år havde indtaget hele halvøen. Det mauriske rige var en kulturel blomstringstid. Det vidner utallige mindesmærker om – blandt andet borgen Alhambra i Granada.

Allerede nogle år efter den mauriske erobring blev den kristne tilbageerobring, la reconquista, indledt fra bjergområderne i nordøst. De små kristne stater udgjorde imidlertid ingen samlet helhed, men bekrigede hinanden lige så meget, som de sloges mod ydre fjender. I 1479 blev to riger – landbrugsstaten Castilien og håndværks- og handelsmagten Aragonien – forenet i en personalunion, da Fernando af Aragonien og Isabella af Castilien giftede sig. Under dette katolske kongepar faldt det sidste levn fra det mauriske vælde, kongeriget Granada, i 1492.

Den spanske konge førte med inkvisitionen en indædt kamp mod kættere af alle slags, dvs. folk, hvis tro afveg fra den officielle, katolske lære. Maurere og jøder blev udvist eller flygtede – det drejer sig efter sigende om 150.000 jøder – og utallige andre blev torteret og henrette.

På samme tid opdagede italieneren Columbus, der var udsendt af den spanske konge, Amerika. Erobringerne i den nye verden lagde grunden til Spaniens stilling som stormagt i skarp konkurrence med Portugal. I 1494 indgik de to lande den såkaldte Tordesillas-traktat, der delte den endnu uopdagede verden op mellem dem. Det blev gjort sådan, at Brasilien, som blev opdaget seks år senere, havnede i den portugisiske interessesfære, mens resten af det amerikanske kontinent blev spansk. Spanien erobrede også Filippinerne og udviklede sig samtidig til en europæisk stormagt, der omfattede Nederlandene (det nuværende Holland og Belgien) og store dele af Italien.

Det varede ikke længe, før dette vældige rige begyndte at give sig i sømmene. Felipe I’s fanatiske katolicisme og reformationen i det nordlige Europa førte til oprør i Nederlandene, og Spaniens forsøg på at besejre det ligeledes reformatoriske England med den “uovervindelige armada” endte i en katastrofe i 1588. Krigen førte til statsbankerot.

Den sidste spanske habsburger, Carlos IIs, død år i 1700 gav stødet til Spanske Arvefølge 1701-1714, hvor både Frankrig og Østrig gjorde krav på tronen. Ved freden i Utrecht i 1713 mistede Spanien alle sine europæiske lydriger og måtte yderligere afgive Gibraltar og øen Menorca i Middelhavet til Storbritannien, der også havde deltaget i krigen. Sammen med Frankrig udkæmpede Spanien flere tabsgivende krige mod briterne i 1700-tallet.

I 1805 besejredes den fransk-spanske flåde af Storbritannien ved Trafalgar. Den franske kejser Napoleon tvang i 1808 den spanske konge, Fernando VII, til at abdicere og erstattede ham med sin bror, Joseph Bonaparte. Dette førte til befrielseskrig i Spanien, franskmændene blev fordrevet, og Fernando blev genindsat i 1814. Samtidig blev Spaniens i forvejen elendige økonomi forværret af, at dets kolonier i Amerika i 1810-1824 løsrev sig fra moderlandet.

Fernandos reaktionære regime blev i 1820 udsat for et oprør ledet af officerer. Frem til 1936 blev det til over 40 af den slags revolutioner, kontrarevolutioner og militærkup. Demokratiet fandt aldrig fodfæste, og den økonomiske nedgang fortsatte. De sidste rester af det spanske imperium – Cuba, Filippinerne og Puerto Rico – blev tabt i 1898 i en krig mod USA.

Spanien forsøgte at kompensere for sien tab ved at kolonisere dele af Marokko og kom i krig med de berbiske stammer der – en krig, der efter flere svære nederlag endte med spansk sejr i 1925.

Krigen i Marokko forværrede de indenrigspolitiske modsætninger, som den begyndende industrialisering havde skabt, og anarkisterne stod stærkere i Spanien end i noget andet land. For at forhindre en anarkistisk magtovertagelse tog general Miguel Primo de Rivara med kong Alfonso VIIIs støtte, magten i et militærkup i 1923. Alle politiske partier blev forbudt, men ligesom i Mussolinis Italien beholdt man kongen som formelt statsoverhoved. Da den økonomiske verdenskrise nåede Spanien i 1929, vendte folket sig dog mod diktaturet, og republikanerne og socialister dannede en revolutionskomité. Kommunevalget i 1931 førte til republikansk flertal i alle større byer, men ikke i landet som helhed. kongen abdicerede, og revolutionskomitéen dannede en provisorisk regering.

Trods den store arbejdsløshed og økonomiske stagnation forsøgte den republikanske regering at gennemføre sociale reformer, blandt andet blev Catalonien tildelt omfattende selvstyre. Men tiden var præget af social uro, voldsomme uenigheder mellem partierne, strejker og tilbagevendende regeringskriser.

Efter valget i 1936 kom en arbejderregering med venstreorienterede republikanere, socialister og kommunister til magten, men også denne koalition var ude af stand til at opretholde ro og orden. Det fascistiske Falangistparti fik flere og flere tilhængere. Et militærkup i juli 1936 mislykkedes, og regeringen delte våben ud til en arbejdermilits. Snart befandt landet sig i borgerkrig.

I begyndelsen havde republikanerne både økonomisk og militært overtaget, men ledelsen var splittet. Initiativet gled mere og mere over til venstrefløjen, og retsstaten holdt op med at fungere. De fascistiske oprørere blev ledet af general Francisco Franco, der fik tilnavnet el caudillo, lederen.

Franco fik effektiv støtte både økonomisk og militært af det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien, mens regeringssiden fik hjælp fra Sovjetunionen og den “internationale brigade” med 40-45.000 frivillige fra hele verden, heriblandt danskere. Flertallet af de europæiske stater forholdt sig neutrale, men indførte våbenembargo mod Spanien.

Den 1. april 1939 blev kamphandlingerne indstillet efter en sejr til Francos styrker. På det tidspunkt havde hundredtusinder af mennesker mistet livet på Spaniens slagmarker.

Historie efter 1939

Efter sejren i den spanske borgerkrig blev General Franco nu statsleder med diktatoriske beføjelser. De regeringsloyale spaniere fik en nådeløs behandling, og der blev intet gjort for at fremme forsoningen mellem “de to Spanien”. Francos terrorbombning af den basiske by Guernica var også med til at fremme baskisk-nationalistiske stemninger i dette område.

Selvom Spanien var ikke-krigsførende i Anden Verdenskrig, ydede landet på forskellig vis hjælp til Tyskland og Italien og blev derfor isoleret delvist isoleret efter krigen. Spanien blev først medlem af FN i 1955.

Foruden militæret og Den Nationale Bevægelse (Movimiento Nacional), som udsprang af Falangistpartiet, fik Francos diktatur i begyndelsen støtte fra den katolske lægmandsorganisation Opus Dei. Den havde stor økonomisk og politisk indflydelse, men i løbet af 1960erne begyndte den at slå til lyd for social retfærdighed.

Oppositionen mod Francos diktatur var dog som helhed forholdsvis svag. Strejker og demonstrationer rokkede ikke ved styret, men blev slået ned med hård hånd. Det økonomiske opsving i starten af 1960erne betød, at spaniernes levestandard blev forbedret. Store dele af det krigstrætte spanske folk accepterede passivt det strenge regime, men der herskede stor skuffelse over, at det var mislykkedes at skabe et fungerende, parlamentarisk demokrati.

Den militære baskiske separatistbevægelse, ETA (Euskadi Ta Askatasuna – Baskerlandet og Friheden), der var opstået blandt studerende i 1959, var en undtagelse fra den herskende passivitet. ETA førte en væbnet kamp for en selvstændig baskisk stat, men blev kun støttet af et mindretal af baskerne. I begyndelsen af 1970erne indledtes en offensiv, og i 1973 blev ministerpræsident Luis Carrero Blanco myrdet. I de sidste år af Francos regeringstid skete der en opblødning, der imidlertid ikke forhindrede, at en gruppe ETA-aktivister blev henrettet efter mord på nogle politibetjente. Henrettelserne vakte voldsomme protester både i Spanien og i udlandet.

Oliekrisen i begyndelsen af 1970erne ramte Spaniens økonomi hårdt. Arbejdsløsheden og den sociale uro voksede. Franco døde i 1975, men generalen havde gødet jorden for en formel overgang til monarki, og prins Juan Carlos, barnebarn af Alfonso XIII, besteg tronen i november 1975, et par dage efter diktatorens død. Han overraskede omverdenen ved at lægge kursen om og føre Spanien i retning af demokrati. Året efter blev Adolfo Suárez udnævnt til ministerpræsident, og politiske partier blev atter tilladte.

Valgdeltagelsen var høj, da spanierne i 1977 for første gang i 40 år havde mulighed for at stemme til et parlamentsvalg. Suárez’ parti Den Demokratiske Centrumunion (Unión Centro Democrático, UCD) vandt over hovedmodstanderen Socialistpartiet. Det følgende år blev en ny forfatning godkendt i en folkeafstemning.

Under demokratiseringsprocessen frygtede mange både i og uden for Spanien, at militæret ville forsøge et kup som så mange gange før i landets historie. Det alvorligste forsøg kom, da løjtnant Antonio Tejero sammen med en gruppeofficerer i februar 1981 trængte ind i parlamentet, cortes, og tog flere medlemmer som gidsler. Men kuppet blev afværget takket være kongens hurtige reaktion. Han talte direkte til folket i fjernsynet og radioen, tog afstand fra kuppet, manede til ro og overtalte kupmagerne til at overgive sig.

I 1981 besluttede parlamentet, trods modstand fra den socialistiske opposition, at ansøge om spansk medlemskab af NATO, og Spanien blev medlem i 1982. Samme år sejrede Socialistpartiet ved parlamentsvalget med over 48 procent af stemmerne og indledte en række sociale reformer. Regionerne fik bl.a. omfattende selvstyre.

I 1986 blev Spanien også medlem af EF. De regerende socialister accepterede nu også NATO-medlemskabet, der blev godkendt i en folkeafstemning samme år. Socialisterne vandt valgene i 1986 og 1989, men deres vælgerstøtte mindskede gradvist.

Den økonomiske vækst, der havde præget 1980erne, blev afløst af lavkonjunktur i starten af 1990erne. Regeringen kæmpede med et voksende budgetunderskud og en galopperende inflation. Ved valget i 1993 tabte socialisterne yderligere terræn og måtte danne en mindretalsregering med støtte fra catalanske og baskiske nationalister.

I øvrigt var årtiet præget af en række politiske skandaler, der involverede højtstående politikere fra Socialistpartiet. Til de alvorligste hørte afsløringerne af, at ledende kræfter inden for partiet stod bag antiterrorkorpset GAL, der i 1983-87 havde dræbt over 30 personer, som var mistænkt for at være medlemmer af ETA.

Ministerpræsident González blev siden renset for mistanke om, at han havde kendt til dødspatruljernes eksistens. Men i 1998 blev en tidligere indenrigsminister idømt ti års fængsel for sin andel i den “beskidte krig” mod ETA. Samme år blev en socialist og tidligere leder af civilgarden idømt 28 års fængsel for at have taget imod gigantiske summer i bestikkelse.

Allerede før dette skete, havde socialisterne måttet afgive regeringsmagten. I efteråret 1995 trak de catalanske nationalister deres støtte til regeringen tilbage og fremprovokerede på den måde et nyt parlamentsvalg i marts 1996. Det blev vundet af det konservative Folkepartiet (Partido Popular, PP) med en lille margen, og dets leder, José Maria Aznar, dannede regering med catalanske CiU, det baskiske nationalistparti PNV og De Canariske Øers Koalition (Coalición Canaria, CC).

For at kvalificere Spanien til deltagelse i EUs økonomiske og monitære union, ØMU, begyndte regeringen i slutningen af 1900erne at skære i de offentlige udgifter og indførte lønstop i den offentlige sektor.

Landets økonomi fik det bedre og bedre, og den høje arbejdsløshed faldt. Den gode udvikling førte til fremgang for PP i valget i år 2000, og partiet fik flertal i kongressen. Socialistpartiet og Det Forenede Venstre var gået til valg på et fælles program, men gik begge kraftigt tilbage. Efter nederlaget forlod Joaquin Almunia partilederposten, og José Luis Rodríguez Zapatero blev valgt til ny socialistleder.

Da José María Aznar dannede ny regering, erstattede han flere konservative ministre med en yngre generation af erhvervsvenlige teknokrater. Men fornyelsesarbejdet blev forstyrret af korruptionsanklager. Aznar blev kritiseret for at tilgodese personer i sin egen omgangskreds ved at tildele dem høje stillinger i privatiserede statsvirksomheder.

På denne tid optrappede ETA sine voldshandlinger. Regeringen og PSOE dannende fælles front mod terrorismen. Efter terrorangrebene mod USA i september 2001 blev ETA stemplet som en terrororganisation af EU. Den spanske regering vedtog året efter en lov, der forbød partier, som støtter terrorisme. Den blev brugt til at forbyde ETAs politiske gren, Batasuna.

I november 2002 indtraf Spaniens værste miljøkatastrofe nogensinde. Mindst 25.000 ton olie lækkede ud i Atlanterhavet, da den Liberiaregistrerede olietanker Prestige sank ud for Galiciens kyst. Selvom skibet havde meddelt de spanske myndigheder, at det lækkede olie, besluttede regeringen, at det skulle bugseres ud på åbent vand, hvor det sank. Længe efter ulykken sivede der olie ud. Det gik hårdt ud over fiskeriet ved den galiciske kyst, landets vigtigste fiskeriområde, og regeringen fik hård kritik for sin håndtering af sagen. Et år efter ulykken blev Galicien bevilget 12 mia. euor af centralregeringen til dækning af omkostningerne ved rengøring af kysterne og genopbygning af regionens økonomi.

I januar 2004 blev det afsløret, at en af den catalanske regionsregerings topfolk, Josep Lluís Carod, fra partiet ERC i al hemmelighed havde mødtes med to ETA-ledere i Frankrig. Carod måtte gå af. En måned senere erklærede ETA, at man ville indstille sin væbnede kamp i Catalonien, hvilket af regeringspartiet PP blev tolket som, at der eksisterede en “hemmelig pagt” mellem ETA og de catalanske nationallister.

Tre dage før parlamentsvalget, den 11. marts 2004, fandt den alvorligste terrorhandling nogensinde i et EU-land sted i Madrid. I løbet af et kvarter sprang ti kraftige bomber på forskellige tog og togstationer i Madrid midt i morgenmyldretiden. 191 mennesker mistede livet, og 2000 blev såret. Regeringen stillede omgående ETA til ansvar for angrebet, og allerede samme aften vedtog FNs sikkerhedsråd en resolution, der fordømte bevægelsen.

Politiet fandt dog bevismateriale, der pegede i en anden retning, og dagen før valget blev fem mistænkte anholdt, blandt dem tre marokkanere. Samtidig nægtede ETA at have haft noget med angrebet at gøre, og nogle anonyme “al-Queda-tilhængere” tog ansvaret for det. Det tydede mere og mere på, at terrorangrebet var udført af en radikal islamistisk gruppe, men over for offentligheden fastholdt ministerpræsident Aznar, at det var ETA, der stod bag. Det var formodentlig det, der afgjorde parlamentsvalget, som blev afholdt som planlagt tre dage efter terrorhandlingerne. Befolkningen gav udtryk for sin utilfredshed med Aznars håndtering af sagen ved at stemme Socialistpartiet tilbage til magten.