Historie i Portugal frem til år 2000

De ældste spor af menneskeligbosættelse i det nuværende Portugal er ca. en halv million år gamle. Arkæologiske fund fra 700-tallet f.v.t. viser, at stammer, der levede af jagt og fiskeri, var bosatte langs Tejo-flodens bredder. Agerbrugskulturen begyndte cirka 4000 år senere. I perioden 1500-1000 f.v.t. blev området koloniseret af flere forskellige folkeslag: lígueras, iberere, fønikere og senere keltere og grækere.

Fra år 27 f.v.t. var området en romersk provins, Lusitanien. Efter Romerrigets fald omkring år 400 e.v.t. blev området invaderet af vestgotere.

I 711 lagde maurerne, der var arabere og islamiserede berbere, til ved sydkysten og ekspanderede hurtigt mod nord. I løbet af 1000-tallet blev det arabiske vælde dog svækket, og den iberiske halvøs mange kongedømmer – deriblandt Portucale i nærheden af det nuværende Porto – blev samlet under kong Alfonso VI af Leon og Castilien. Hans datter giftede sig med den franske korsridder Henri af Bourgogne (Burgund), og deres søn, Alfonso Henriques, førte kampen for portugisisk selvstændighed og blev i 1139 udnævnt til konge under navnet Alfons I.

Kampen mod maurerne fortsatte, og godt hundrede år senere havde Alfons Is efterkommere med korsriddernes hjælp også erobret det mauriske kongerige Algarve og beherskede herefter et område mere eller mindre sammenfaldende med det nuværende Portugal.

I 1303 indgik Portugal en aftale med England, hvor portugisiske skibe fik ret til at anløbe engelske havne, og portugisiske købmænd fik visse handelsprivilegier. Hermed var grunden lagt til landets udvikling til søfartsnation.

I 1381 døde den sidste af Burgunder-kongerne uden at efterlade sig en tronarving, og Portugals selvstændighed var truet. Kongen af Castilien sendte sine tropper af sted for at erobre Portugal, men med hjælp fra engelske soldater blev castilianerne besejret ved en folkelig opstand i 1385. Den militær-religiøse Aviz-ordens leder, Joao I, blev ny konge, og året efter blev en alliance indgået mellem England og Portugal.

Joaos søn, Henrik “Søfareren”, blev symbolet på Portugals ekspansion som søfartsnation. Portugiserne forbedrede skibsbygningskunsten, udviklede navigationsinstrumenter og begav sig ud for at “opdage” verden. Allerede i 1415 indtog de byen Ceuta i Nordafrika. De opdagede snart de dengang ubeboede øer Madeira, Azorerne og Kap Verde, der hurtigt blev koloniseret. Et af rejsernes vigtigste mål var at finde søvejen til Indien, så man dermed kunne kontrollere den vigtige handel med krydderier. Et andet formål var at udbrede kristendommen.

I 1487 rundede Bartolomeu Diaz Afrikas sydspids, Kap det Gode Håb, og godt ti år senere nåede Vasco da Gama Indien. Inden da havde Portugal fået konkurrence af Spanien, og i 1494 delte Tordesillas-traktaten den endnu ukendte verden op mellem de to kolonimagter. Grænserne blev trukket sådan, at Brasilien, der blev opdaget seks år senere, havnede i den portugisiske interessesfære, mens resten af det sydamerikanske kontinent blev spansk. Portugal fik blandt andet retten til Afrika og Indien.

I starten koncentrerede portugiserne sig om at kontrollere krydderihandelen fra Indien. Det lykkedes kun frem til 1590erne, hvor Holland og England begyndte at få overtaget på handelen med Asien. De afrikanske områder, man havde opdaget på vej til Indien, blev handelsstationer, hvor portugiserne hentede slaver, som de solgte videre på markeder i hjemlandet. I Brasilien plantedes sukkerrør til fremstilling af rom, og denne alkoholiske sukkerdrik kunne siden anvendes som betaling i Afrika for de slaver, man skulle bruge til de selvsamme sukkerplantager.

Profitten fra handelsrejserne kom dog ikke den portugisiske befolkning til gode. Kongefamilien, derimod, modtog en femtedel af fortjenesten i skat og styrkede sin magtposition. En stor del af handelsindtægterne blev dog satset på nye, dyre opdagelsesrejser. Lissabon blev mellemstation for råvarer, der blev solgt videre i Europa, først og fremmest til England. Det portugisiske landbrug blev forsømt, og der blev mangel på bl.a. korn. Da inkvisitionen, pavemagtens modtræk mod den protestantiske reformation, blev indledt i 1500-tallet, rettedes forfølgelserne først og fremmest mod jøder, der var konverteret til kristendommen. Jesuiterordenen fik stor indflydelse i Portugal, og al uddannelse kom under jesuitternes kontrol.

Da kong Sebastiao i 1578 døde på slagmarken i Nordafrika, stod Portugal atter uden tronarving, og to år senere erobrede Spanien landet. Efter et oprør i 1640 genvandt Portugal sin selvstændighed, men tabte i løbet af 1600-tallet dele af sit kolonivælde til Holland og England. Portugal knyttede atter nære bånd til England, og i 1703 indgik de to lande den såkaldte Methuentraktat, der gav briterne stor indflydelse på portugisisk handel.

I 1755 blev Lissabon ramt af et jordskælv, og titusinder af mennesker omkom. Genopbygningsarbejdet blev dygtigt ledet af markisen af Pombal, der i praksis blev regeringsleder i 1757. Pombal sanerede statens finanser, og under påvirkning af oplysningstidens ideer indledte han en modernisering af forvaltningen og uddannelsessystemet. Det var også Pombal, der udviste jesuiterordenen fra Portugal.

I begyndelsen af 1800-tallet marcherede den franske kejser Napoleons styrker ind i Portugal, og kong Joao VI flygtede til Brasilien. Landet blev forsvaret med Englands hjælp, og blev i en periode derefter i realiteten regeret af den engelske gesandt, Lord Beresford. På denne tid begyndte liberale ideer at vinde fodfæste i Portugal. Efter en opstand mod briterne i 1820 vendte kongen tilbage til landet, der i 1822 fik en ny forfatning, inspireret af den franske revolutions ideer.

Tiden frem til 1850erne var præget af partistridigheder mellem først og fremmest liberale og royalister. Et republikansk parti, der blev dannet i 1878, fik efterhånden flere og flere tilhængere, og efter en valgretsreform i 1901 voksede den republikanske opposition i styrke. I 1908 blev den portugisiske konge, Carlos I, myrdet, og to år efter blev der indført republik. Det regerende parti blev dog hurtigt splittet, og republikken Portugals første tid var præget af hyppige regeringsskift – i de første 16 år havde landet 45 forskellige regeringer.

I slutningen af 1800-tallet begyndte portugiserne en nærmere udforskning af territorierne i Afrika. Portugal ville kontrollere hele det sydlige Afrika, men frygtede samtidig, at tyskerne ville forsøge at erobre kolonierne. Derfor gik Portugal ind i Første Verdenskrig på Storbritanniens og Frankrigs side ,hvilket fuldstændigt undergravede den unge republiks i forvejen dårlige økonomi.

I 1926 blev den demokratisk valgte regering væltet ved et militærkup, der lidt efter lidt bragte nationaløkonomen António de Oliveira Salazar til magten. Han tiltrådte i 1928 posten som finansminister og fik vidtgående beføjelser. I 1932 blev han udpeget til ministerpræsident.

Den nye stat, Estado Novo, der blev udråbt i 1933, fik en forfatning tydeligt inspireret af den italienske fascisme. Den tillod valg til nationalforsamlingen og valg af statsleder, men alle andre partier end Salazars Den Nationale Union var forbudte. I praksis blev Salazar Portugals diktator. Sikkerhedspolitiet holdt nøje øje med oppositionen og kontrollerede, at den strenge censur blev overholdt.

Under den spanske borgerkrig 1936-39 forholdt Portugal sig neutralt, selv om Salazar sendte en specialstyrke af sted til støtte for general Franco. Også under Anden Verdenskrig var landet neutralt, men man eksporterede wolfram til Tyskland, og lod fra 1943 de allierede anvende Azorerne som luftbase.

Historie efter 1945

Afslutningen på Anden Verdenskrig betød ingen politiske ændringer i Portugal – diktatoren Salazar bevarede sin magtposition. I 1949 blev Portugal medlem af NATO, og i 1955 af FN. Allerede tidligt var det lykkedes Salazar, gennem høje importafgifter og streng kontrol med økonomien, at skabe overskud på handelsbalancen og statsbudgettet, og det skaffede ham en vis anseelse i konservative europæiske kredse. Men portugiserne var fortsat blandt de fattigste i Europa, og det var arbejderne, der blev hårdest ramt af Salazars stramninger. Væksten i økonomien var lav, og landbruget blev prioriteret på bekostning af en industriel udvikling, som Salazar var bange for, ville føre til social uro.

Da Salazar i 1958 blev udfordret ved præsidentvalget af en modkandidat, general Humberto Delgado, svarede regimet igen ved at afskaffe de direkte valg til præsidentposten. Syv år senere blev Delgado myrdet, formodentlig af Salazars sikkerhedspoliti. Salazar sad sikkert i sadlen, så længe de, der blev tilgodeset af hans politik – de store jordejere, den katolske kirke og statsadministrationen – fortsat kunne pleje deres egne interesser. I 1968 fik Salazar et slagtilfælde og blev efterfulgt på præsidentposten af Marcello Caetano, der i det store og hele fortsatte Salazars politik.

I begyndelsen af 1960erne gjorde befrielsesbevægelser i kolonierne oprør, som blev nedkæmpet i dyre krige. Der blev indført fire års værnepligt, hvoraf de to år skulle aftjenes i Afrika. De unge officerer fandt krigene formålsløse og dannede i 1973 den såkaldte Kaptajnsbevægelse, der fik støtte af højere rangerende militærfolk. Den 25. april 1974 tog De Væbnede Styrkers Bevægelse (Movimento das Forcas Armadas, MFA) magten fra Caetano-regimet.

Et revolutionsråd bestående af militærfolk lovede frie valg efter en overgangsperiode. Øverst på MFAs program stod en afvikling af kolonierne, fulgt af demokrati og udvikling. Mange eksilpolitikere vendte hjem. Allerede i slutningen af 1974 blev de selvstændige stater Kap Verde og Guinea-Bissau udråbt, og året efter kom turen til Angola og Mocambique.

Det blev snart klart, at MFA var splittet i forskellige fraktioner. Efter et mislykket kupforsøg fra højrekræfterne inden for bevægelsen og militæret, styrkede de venstreradikale deres stilling. Banker, industrivirksomheder, forsikringsselskaber og de fleste aviser blev nationaliserede. I Alentejo besatte landarbejdere store godser, og det meste af landbrugsjorden blev omdannet til statsejede kollektivbrug.

På kort tid opstod næsten 80 politiske partier, de fleste af socialistisk overbevisning. I de første frie valg i 1975 vandt Socialistpartiet, PS, under ledelse af Mario Soares. Syv partier fik til opgave at udarbejde landets nye forfatning. I november samme år forsøgte den revolutionære venstrefløj et statskup, der mislykkedes.

Den forfatning, der blev vedtaget i 1976, var stærkt præget af de herskende forhold efter diktaturets fald. Socialismen var det erklærede mål for samfundets genopbygning, og militæret havde stor indflydelse. Præsidentvalget samme år blev vundet af hærchefen, general António Ramalho Eanes, der blev betragtet som garant for stabiliteten i landet. Han blev genvalgt i 1981. Socialisterne blev det største parti i parlamentet, og Soares dannede atter regering.

For at befæste den demokratiske udvikling ansøgte socialistregeringen i 1977 om medlemskab af EF. Det varede dog knap ti år, før Portugal i 1986 trådte ind i Det Europæiske Fællesskab. Frem til 1985 samarbejdede Socialistpartiet, Det Socialdemokratiske Parti, PSD, og de konservative Demokratisk Centrum enten i valgforbund eller koalitionsregeringer.

Portugals økonomiske system var blevet skabt under kolonitiden, hvor der var adgang til billig energi og billige fødevarer. Under oliekrisen i begyndelsen af 1970-erne blev det derfor tydeligt, at en modernisering af økonomien var tiltrængt. De cirka 700.000 mennesker, der var kommet hjem til fædrelandet fra kolonierne efter diktaturets ophør, skulle også integreres i samfundet. Portugal blev tvunget til at optage store lån i Den Internationale Valutafond, IMF, og med lånene fulgte betingelser om gennemgribende økonomiske saneringer. Arbejdsløsheden steg, og levestandarden faldt, hvilket skabte utilfredshed blandt konservative og radikale grupper.

Fra 1985 til 1995 blev landet styret af PSD under ledelse af økonomiprofessoren Aníbal Cavaco Silva. PSD-regeringen koncentrerede sig i første omgang om at begrænse inflationen og budgetunderskuddet, fremme private investeringer og modernisere uddannelsessystemet samt social- og sundhedsvæsenet.

I 1986 og i 1991 vandt Socialistpartiets kandidat, Mário Soares, præsidentvalget. Samarbejdet mellem Cavaco Silva og præsidenten fungerede smidigt frem til 1992, da Soares nedlagde veto mod flere regeringsbeslutninger, blandt andet et forslag om en drastisk nedskæring i landets væbnede styrker.

Parlamentsvalget i 1995 førte Socialistpartiet til magten. Mange var blevet trætte af det, de betragtede som magtfuldkommenhed hos PSD – stærke bånd mellem stat og parti og flere korruptionsskandaler indenfor partiet. Ved valget lykkedes det også det konservative Folkepartiet, PP, at vinde nye stemmer ved at give EU skylden for det portugisiske landbrugs og fiskeriets krise samt den stigende kriminalitet.

Socialistpartiet dannede nu en mindretalsregering under António Guterres. Under valgkampen havde partiet lovet sociale reformer – blandt andet indførelsen af mindsteløn samt flere ressourcer til uddannelse og sundhed. Den politisk uafhængige finansminister, António Sousa Franco, påpegede dog, at det krævede to år med økonomiske stramninger, før valgløfterne kunne opfyldes.

Ved præsidentvalget i 1996 vandt den tidligere socialistleder, Lissabons borgmester Jorge Sampaio, en klar sejr over modkandidaten, den tidligere ministerpræsident Cavaco Silva.

Da parlamentet skulle stemme om regeringens stramme finanslovforslag for 1997, afholdt PSDs medlemmer sig fra at stemme for ikke at risikere, at Portugal havnede uden for den Økonomiske og Monetære Union, ØMU-en. Som et af elleve lande blev Portugal medlem af ØMUen i 1998. Derefter blev der indført en garanteret mindsteløn.

Et halt års tid før parlamentsvalget i 1999 røg PSD ud i vanskeligheder. Partileder Marcelo Rebelo da Sousa havde taget initiativ til en alliance med Folkepartiet, men samarbejdet gik i stykker, og Sousa tog ansvaret for dette og gik af. Den nye partileder, José Manuel Durao Barroso, måtte længe kæmpe mod meningsmålinger, samtidig med, at Socialistpartiet havde medvind takket være landets gode økonomi.

Valget i oktober 1999 blev klart vundet af socialisterne, der dog ikke fik flertal i parlamentet. PSD gik tilbage, mens Kommunistpartiet og De Grønne gik frem. Den nye partialliance Venstreblokken fik to pladser i parlamentet. På højrefløjen beholdt PP sine 15 mandater.

Guterres dannede ny regering med støtte fra halvdelen af parlamentets medlemmer. Eftersom oppositionen var så splittet, var det dog ikke vanskeligt for regeringen at få sine lovforslag igennem. I 2000 strejkede de offentligt ansatte for højere løn.

Præsidentvalget i januar 2001 blev vundet af den siddende præsident Sampaio, der med lethed slog sin førende rival, den konservative Joaquim Ferreira do Amaral.

I lokalvalgene i december 2001 led socialisterne dog et sviende nederlag og mistede magten i flere store byer, bl.a. Lissabon og Porto. Nederlaget var så stort, at ministerpræsident Guterres valgte at gå af. Ved det efterfølgende parlamentsvalg erobrede PSD godt 40 procent af stemmerne foran socialisternes 38 procent. PP fik næsten 9 procent.

Vigtige årstal i Portugals historie

  • 1249 Portugal får sien nuværende grænser
  • 1498 Vasco da Gama finder søvejen til Indien
  • 1580 Portugal kommer under spansk styre
  • 1640 landet bliver atter selvstændigt
  • 1822 Brasilien løsriver sig
  • 1910 monarkiet styrtes, og der indføres republik
  • 1926 militærkup fører til fascistisk diktatur
  • 1974 diktaturet styrtes af militæret
  • 1976 ny, demokratisk forfatning
  • 1986 medlemskab af EF

Der er lukket for kommentarer.