Fem ud af seks briter bor i England, der ved folketællingen i 2001 havde næsten 50 mio. indbyggere. Skotland har 5 mio., Wales knap 3 mio. og Nordirland ca. 1,7 mio. Folketallet stiger hurtigst i og omkring London og andre dele af Sydengland, men er faldende i Nordengland og Skotland. Der fødes færre og færre børn i Storbritannien som helhed. Fødselstallene er højere i Nordirland end i de øvrige regioner.

Storbritanniens befolkning nedstammer fra de folkeslag, der gennem århundrederne har fundet vej til de britiske øer: keltere, romere, anglere, saksere og normannere. I 1950erne og 60erne skete der en betydelig indvandring fra Caribien og det sydlige Asien, især Indien, og i de seneste år fra Australien, New Zealand, USA og Europa. Samtidig er det blevet sværere for mennesker fra den tredje verden at få opholdstilladelse i Storbritannien.

De forskellige mindretal udgjorde i 2001 næsten 8 procent af befolkningen. Mange af disse er dog født i Storbritannien.

Antallet af asylsøgere steg kraftigt i slutningen af 1990-erne. I 2002 var der flere, der søgte asyl i Storbritannien end i noget andet EU-land. I 2003 faldt antallet lidt igen. Den britiske asyllov er også blevet skærpet i de senere år, bl.a. er mulighederne for at klage blevet indskrænket. Der blev også indført restriktioner på, hvem der havde ret til økonomisk støtte fra staten, og det har været overvejet at oprette opsamlingslejre for flygtninge i nærheden af de asylsøgendes hjemlande.

Engelsk er det altdominerende sprog på de britiske øer. Det tilhører den germanske sprogfamilie, men mere end halvdelen af ordforrådet har latinsk oprindelse. Omkring en femtedel af waliserne har walisisk (også kaldet kymrisk) som modersmål, og på Hebriderne og i det skotske højland er der stadig godt 65.000 skotter, der taler gælisk. Både walisisk og gælisk er keltiske sprog.

Befolkning i tal
Nedenstående tal er fra år 2003

• Indbyggertal: 59,6 mio.
• Antal indbyggere/km2: 245
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 90%
• Fødselsrate: 1,1%
• Dødsrate: 1,0%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,1%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 81 år, mænd 76 år
• Skolegang: obligatorisk fra fire- eller femårsalderen til 16 år
• Andel læsekyndige voksne: 99%
• Befolkningsgrupper: briter (englændere, skotter, walisere, nordirere), afrikanere, vestindere, indere, pakistanere m.fl.
• Sprog: engelsk, walisisk, gælisk, diverse asiatiske sprog
• Religion: kristne 72%, muslimer 3%, hinduer 1%, jøder 0,5%. Desuden mindretal af buddhister, sikher m.fl. Godt 15% erklærer sig ikke-religiøse
• Nationalitetsbetegnelse: brite (englænder, skotte, waliser, nordirer)

Religion

Det moderne Storbritannien har tradition for religiøs tolerance. Der er to statskirker: den anglikanske Church of England og den presbyterianske Church of Scotland. Den britiske monark skal ifølge loven tilhøre den anglikanske kirke og er dennes overhoved. Regenten udnævner ærkebiskopperne i Canterbury og York samt biskopper og domprovster på anbefaling fra premierministeren. Siden 1994 har også kvinder kunnet blive præster i den anglikanske kirke.

Den skotske presbyterianske kirke udpeger selv sine embedsmænd og er ikke underlagt nogen verdslig myndighed.

Ud over de nationale kirker findes også den walisiske anglikanske kirke samt en række frie, protestantiske trossamfund: metodister, baptister, den forenede reformkirke m.fl. Den romersk-katolske kirke i England og Wales, der blev forbudt i forbindelse med reformationen, blev genoprettet i 1850, i Skotland dog først i 1878. I Nordirland er ca. 40 procent af befolkningen katolikker og lidt over halvdelen protestanter.

I 2001 var der 1,6 mio. muslimer i Storbritannien samt betydelig sikhiske, hinduiske, jødiske og buddhistiske mindretal.

Uddannelse

Næsten to tredjedele af alle tre- til fireårige gik i forskole i starten af 2000-tallet. Grundskolen er obligatorisk for alle børn mellem fem og 16 år. I Nordirland begynder børnene dog et år tidligere. Skotland har sit helt eget skolesystem. Den eksamen, de unge skal bestå i 16-års-alderen, giver adgang til videre skolegang, og efter yderligere to år kan man tage en prøve, der nogenlunde svarer til en dansk studentereksamen.

Mange elever går ud af skolen i 16-årsalderen. Mulighederne for at få en erhvervsuddannelse er små, selvom der er stor mangel på teknisk uddannet arbejdskraft. Uden for den statslige sektor findes der ca. 2400 privatskoler (kaldet public schools), heraf en fjerdedel kostskoler. Valget af skole og uddannelse i Storbritannien hænger nøje sammen med, hvilken samfundsklasse, man tilhører. Overklassens og den højere middelklasses børn går ofte i privatskole, mens de øvrige godt 90 procent går i statslige skoler.

I Nordirland går protestantiske og katolske børn som oftest i hver deres skoler. Kun 5 procent går i skoler, hvor børn af de to trosretninger undervises sammen.

Skolesystemet er ofte til debat, og landets to store partier agiterer begge for en højnelse af kvaliteten i undervisningen. Både det regerende Labour og det konservative parti plæderer for at øge forældrenes muligheder for at vælge skoler til deres børn.

Der er over 100 universiteter og højere læreanstalter i Storbritannien, inklusive The Open University, der som navnet siger, er åbent for alle og tilbyder fjernundervisning med mulighed for at erhverve sig en universitetsgrad. De kendteste universiteter er Oxford og Cambridge, der blev grundlagt omkring hhv. år 1100 og år 1200. I 1990erne fik universiteterne økonomiske problemer, der skyldtes stor tilstrømning af studerende, uden at tilskuddene fra staten steg i samme grad.

De fleste finansierer deres studier med billige lån. For et par år siden blev der indført en undervisningsafgift på universitetsstudierne. De fattigste studerende skal dog ikke betale noget, og i 1999 besluttede den skotske regering, at skotske studerende ikke skal betale, hvis de studerer ved et universitet i Skotland. I 2004 blev en ny og kontroversiel lov vedtaget, der indebærer at universiteterne har lov til at sætte undervisningsafgiften op til hele 3000 pund (knap 35.000 kroner) om året fra 2006.