Rejser til Tyskland

Et stort land, med et tilsvarende stort og varieret udbud, er en passende beskrivelse af Tyskland. Den ene kulturhovedstad afløser den anden og udover et smukt indland, råder Tyskland også over en lang kyststrækning, der prydes af lange sandstrande. Du kan spadsere rundt i hyggelige byer, hvor du kan mærke historiens vingesus, besøge vidunderlige slotte, udforske de store skove og prøve kræfter med diverse sportsgrene - til lands som til vands. 

Tyskland er ikke mindre end 357 386 km², der er altså med andre ord masser plads til at bevæge sig på - og nærheden til Danmark har gjort vores store nabo mod syd til et af vore foretrukne rejsemål, især når det gælder storbyferie, hvor hovedstaden Berlin står ud som et fyrtårn. Landets historie præges stadig af Anden Verdenskrig, og i dag er der mange mindesmærker, som du kan besøge. Forbundsstaten Tyskland er sammensat af 16 delstater, der alle er specielle og smukke på hver sin måde. Det betyder også, at der er rig mulighed for, at du kan få en variationsrig ferie. 

Kulturbyer og smukke bygninger

En ting der er særligt fascinerende, når man rejser til Tyskland, er de mange gamle købstæder med bindingsværkshuse og brostensbelagte, smalle gader. Byernes historie er velbevaret, hvilket man nemt kan ane. Specielt ved Schwarzwald og Franken er det let at blive sværmerisk, for ikke at tale om Bayerns vidunderlige Romantiske Rute (Romantische Strasse). 

Mere end bare øl, pølser og schnitzel

De fleste vil formodentlig associere Tyskland med ovenstående, men det er en skam, for i Tyskland bliver der også produceret mange gode vine fra f.eks. Rhinen og Mosel, der desværre bliver overset. Pfalz anses af mange for at være en af landets bedste ud af de 13 vindistrikter. Tyskland har faktisk, som mange måske ikke ved, eksporteret meget vin til norden siden Middelalderen. Så lidt erfaring har Tyskerne altså. 

Når det kommer til Tysklands madkultur, er pølsen i fokus. Der findes et hav af forskellige sorter at vælge mellem, men når det er sagt, så er der også mange andre kulinariske oplevelser i vente. Du vil givetvis blive præsenteret for rustik husmandskost som f.eks. gryderetter, og portionerne er som regel både store og velsmagende. Ud over den traditionelle mad, som du finder på de fleste bierstuber og lokale restauranter, er der også mulighed for store gastronomiske oplevelser på nogle af landets mange Michelin-restauranter. Er du så heldig at være i landet i asparges-sæsonen, må du ikke gå glip af denne lille delikatesse. Hvis du rejser langs kysten, er der også rig mulighed for at nyde delikate retter med fisk og skaldyr.

>> Læs mere om pakkerejser her
>> Læs også om forlænget weekend i Berlin

Tyskland er et land, der er fuld af spændende seværdigheder, smukke gamle byer, interessant historie, vidunderligt landskab og en gemytlig stemning. Tyskland er med andre ord et land, hvor der er noget for enhver smag!

Rejsemål i Tyskland

  • Gæstebedømmelser 9,3
    Berlin
    39 hoteller
    Berlin er et væld af oplevelser, der venter på dig: Her er storslået arkitektur, dramatisk historie, kunst, et heftigt natteliv og restauranter i topklasse. Berlin er en by, der forfører dig.
  • Hamburg
    9 hoteller
    Hamborg er et fantastisk sted at holde storbyferie, hvad enten du rejser med familien, venner eller som par. Her venter dig masser af spændende butikker, historiske seværdigheder, et rigt kulturliv, og ikke mindst en perlerække af gode restauranter.
  • Lübeck
    3 hoteller
    Der venter dig ægte middelalderstemning og et væld af kulturhistoriske seværdigheder i Lübeck. Den gamle hansestad er især kendt for sine flotte julemarkeder, men har også meget at byde på resten af året. Gå på opdagelse i de smalle gader og ... lad dig overraske. Læs mere
  • Kiel
    2 hoteller
    Kiel har en lang og stolt søfartshistorie, og der er stadig masser af liv nede omkring byens havn. Bevæger du dig længere op i gaderne, vil du også opdage at Schleswig-Holsteins hovedstad har formået at kombinere de maritime traditioner med moderne byliv.
  • Flensburg
    1 hotel
    Den gamle købstad Flensburg ligger smukt i bunden af fjorden af samme navn. Sydslesvigs "hovedstad" er stadig kendt for sit rige handelsliv, men en rejse til denne by lige på den anden side af grænsen er også en chance for at udforske smukke ... historiske bydele. Læs mere
  • Stralsund
    1 hotel
    Blandt Hansestæder langs Østersøens kyster er det tydeligt, at Stralsund var en af de mest succesrige. I byens gamle bydel går du ad brostensbelagte gader blandt flotte købmandshuse og imponerende kirker, som er optaget på UNESCO's liste over verdensarv.

Populære hoteller i Tyskland

Tyskland, Berlin
8,7
Meget godt
4279 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Afstand til centrum: ca. 1.5 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Tyskland, Hamburg
9,1
Fabelagtigt
1246 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 13 km
  • Afstand til centrum: ca. 1.7 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Tyskland, Lübeck
9,4
Fabelagtigt
374 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 76 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Parkering

Seværdigheder og oplevelser

Herunder har jeg beskrevet et lille udpluk af de mange oplevelser og seværdigheder, som venter dig på en rejse til Tyskland. Hvis du ønsker at læse mere om andre seværdigheder i Tyskland, anbefaler jeg dig at tjekke vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om Tyskland og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Ferieruter i Tyskland

Som ferierejsende være svært at bestemme sig for, hvad præcis man skal fokusere på at opleve i løbet af en ferie i Tyskland. Vil du opleve mest muligt og bevæge dig gennem et større område, er en oplagt mulighed at følge en af de mere end 150 forskellige ferieruter i Tyskland. 

De såkaldte ferieruter, som i princippet kan følges både i bil eller for eksempel på cykel, er etableret af de lokale turistmyndigheder. Ruterne er lagt, så de præsenterer dig for de tyske regioners største seværdigheder med udgangspunkt i bestemte temaer. Fordelen for dig er desuden, at du ikke blot oplever et områdets bedste seværdigheder, men også selv bestemmer rejsens tempo og længde. Du skal desuden heller ikke absolut følge hele ruten fra start- til slutpunkt for at få en god tur, men kan eventuelt udvælge de delstrækninger, som du synes lyder mest interessante.

Temaerne for ferieruterne spænder vidt. Følger du for eksempel den 450 kilometer lange Deutsche Alpenstrasse, kan du udforske Sydbayerns spektakulære foralpeland med smukke bjergsøer, borge, slotte og klostre, samt ikke mindst talrige idylliske kur- og landsbyer. Er det en livsnyderferie, du drømmer om, er der ligeledes adskillige kulinariske ruter, hvor det primære fokus er muligheden for at fordybe sig i de regionale produkter som for eksempel vin eller ost. Rejser du med børn er det oplagt at følge den 600 kilometer lange Deutsche Märchenstrasse, Eventyrvejen, hvor det gennemgående tema er Brødrene Grimms eventyrlige verden. Her besøger I en perlerække af vidunderlige bindingsværksbyer, slotte, borge, huler og museer, der med garanti vil sætte fantasien i sving hos hele familien. 

Wellness og kurbade

Trænger du til at komme helt væk fra hverdagens stress og jag, er en wellness-ferie i Tyskland det perfekte valg. Her har man en flere hundrede år lang tradition for kurbade, og der findes i dag ifølge den seneste opgørelse mere end 350 anerkendte kurbade og kurbyer rundt om i landet. Dertil kommer over et væld af velværetilbud i over 1.000 kvalitetskontrollerede wellness- og spahoteller. Her bydes typisk på et bredt udvalg af behandlinger, der kan afstemmes dine personlige behov. 

En wellness-ferie med spa-besøg kan desuden fint kombineres med mere aktive oplevelser i nogle af Tysklands mest naturskønne landskaber på for eksempel på cykel- og vandreture. Er du afsted på en rigtig livsnyderferien, er det naturligvis også oplagt at forkæle dig selv med gourmet-måltider på de lokale restauranter, som benytter egnens bedste råvarer.

Uforglemmelige naturoplevelser

Kan du løsrive dig fra de charmerende tyske byer, venter der dig også mange store naturoplevelser på en ferie i Tyskland. Rundt om i landet finder du således talrige naturparker, biosfærereservater og nationalparker, der er vidunderlige oaser af værdifulde kultur- og naturlandskaber. Mange steder bestemmer du helt selv om du vil udforske områderne til fods, på cykel eller sågar til hest eller med båd. Uanset om du tager på ture, som strækker sig over flere dage uden kontakt med civilisationen eller kortere dagsudflugter, hvor du hver dag vender tilbage til et komfortabelt hotel, kan du se frem til enestående naturoplevelser, der giver en dyb indre ro dyb.

I det sydlige Bayern er nationalparken Berchtesgaden for eksempel leveringsdygtig i kilometervis af vandreruter og hyggelige bjerghytter, som indbyder til en aktiv ferie med snørede vandrestøvler. Er du heldig, krydser en stenbuk dit spor eller måske får du øje på en af de sjældne kongeørn højt på himlen. Længere mod nord ligger Nationalpark Kellerwald-Edersee, der især kendt for sine udstrakte, gamle bøgeskove. Du og familien kan her tage på eventyr i den bakkede 6.000 hektar store skov ad vandre- og cykelstier. Bagefter kan du eventuelt tage en afkølende dukkert i den store sø Edersee midt i nationalparken, som også er populær blandt lystfiskere,sejlere og surfere. Nationalpark Kellerwald-Edersee er udpeget til UNESCO-verdensarv.

I den sydøstlige del af Tyskland byder UNESCO-biosfærereservat Bliesgau ligeledes på uforglemmelige naturoplevelser med orkidéenge, sjældne dyrearter og et karakterfuldt flodeng-landskab. Derudover er dette område også kendt for sine mange interessante tilbud for de kulturinteresserede, heriblandt ikke mindst de kulinariske. 

 

 

Information og fakta

Jeg har her samlet lidt nyttig informationer om Tyskland, såsom landets befolkning, historie og vejr, der kan tjene som inspiration til din ferie. Oplysningerne er udelukkende ment som inspiration og der må tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere baggrundinformation eller tips din rejse, vil jeg anbefale jeg dig også at tjekke vores blog, hvor du kan finde mange spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Tyskland er over otte gange større end Danmark. Fra nord til syd er der i fugleflugt 876 kilometer og fra vest til øst 640. Ikke overraskende rummer Tyskland derfor vældig store variationer i både landskaber og kulturer. Du kan derfor bruge en ferie på at udforske livet i både store, pulserende metropoler eller små hyggelige landsbyer, og på at nyde den storslåede natur med alt fra høje bjerge til dybe skove og brede floder.

Zugspitze, der ligger i delstaten Bayern på grænsen til Østrig, er Tysklands højeste bjerg med 2.963 meter. Er det dramatiske bjerge, du søger, behøver du dog ikke rejse længere ned i Tyskland end til Harzen, der med sine bjerge, skove og søer indbyder til fredfyldte vandreture. Det er dog ikke til at komme uden om, at den sydlige del af landet er i en klasse for sig landskabmæssigt med ikke blot smukke bjerge, men også romantiske slotte og borge, der ligger gavmildt strøget ud over området. Det er for eksempel her, at du finder det berømte Neuschwanstein slot.

Den længste flod i Tyskland er Rhinen, der er 865 kilometer lang og krydser gennem flere af landets 16 delstater. Langs dens bredder ligger en perlerække af middelalderlige slotte, kirker, maleriske byer. Vil du opleve livet langs floden, kan det for eksempel anbefales at rejse til Koblenz, hvorfra du har et godt udgangspunkt for at udforske byer og vinområder langs Rhinen og Mosel. 

Der bor 82 millioner mennesker i Tyskland, hvilket gør det til Europas folkerigeste land. Blandt de indfødte etniske mindretal hører blandt andre danskerne i Sydslesvig (ca. 50.000). Berlin, som er landets hovedstad, har 3,4 millioner indbyggere. Hamburg (1,8 mio.), München (1,3 mio.), Köln (1,1 mio.) og Frankfurt am Main (0,7 mio.) er ligeledes vigtige knudepunkter økonomisk og kulturelt for det store land. Det største sammenhængende byområde i Tyskland er dog Ruhr-distriktet, et tidligere kulmineområde, med storbyer som Bochum, Dortmund, Duisburg, Essen og Oberhausen, hvor der tilsammen bor omkring 5,3 millioner indbyggere. Er det storbylivet, der trækker mest i dig, er Tyskland således et rejsemål med masser af muligheder. Berlin er med god grund den mest populære destination for storbyferier, men også for byer som München og Hamburg har meget at byde på. 

Foruden de mange kendte storbyer vil du på en rejse i Tyskland opdage, at der findes et væld af mindre, men mindst lige så interessante byer. Ikke mindst hvis du holder af stemningen, der ofte hersker i gamle, historiske byer, vil du ikke blive skuffet i Tyskland. I byer som Baden-Baden, Lübeck og Meersburg kan du således nemt få lang tid til at gå med blot at nyde stemningen i de gamle gader, og tage på udflugter til spændende seværdigheder i den omkringliggende natur.

Historie

I betragtning af hvor mange middelalderbyer og gamle seværdigheder, man kan opleve på en rejse rundt i Tyskland, er det måske lidt overraskende for nogle, at Tyskland som samlet nation faktisk har en forholdsvis kort historie. Der har siden antikken levet germanske stammer i det nordlige Tyskland, som siden bredte sig sydpå. Men det var først således efter den tyske sejr i Den Fransk-tyske Krig, at Preussens kong Wilhelm 1. i Spejlsalen i Versailles i 1871 kunne proklamere oprettelsen af Det Tyske Rige med sig selv som første kejser og Otto von Bismarck som magtfuld rigskansler. Dette tyske kejserrige (også kaldt Det Andet Rige), som forenede en række tysktalende stater, blev hurtigt til en førende magt i Europa med kolonier i Afrika, Asien og Stillehavet. 

Nederlaget i 1. Verdenskrig (1914-1918) betød dog enden for kejserriget, som blev afløst af Weimarrepublikken, der var et forsøg på at etablere et mere progressivt demokrati. Økonomisk nedgang og en enorm arbejdsløshed gav dog grobund for utilfredshed og banede vejen til magten for nationalsocialisterne. I januar 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til kansler for Weimarrepublikken og opløste efter få måneder parlamentet med den berygtede Ermächtigungsgesetz (Bemyndigelsesloven). Den gav Hitler myndighed til at gennemføre love uden at skulle rådføre sig med rigsdagen først, som dermed reelt var sat ud af spillet.

Med Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (Nazistpartiet) ved magten blev demokratiske institutioner erstattet af en politistat, og jøder, homoseksuelle, handicappede, socialister, kommunister, fagforeninger og andre grupper, der ikke passer ind i nazisternes vision for et større Tyskland, blev udsat for nådesløs forfølgelse og mord. Til gengæld vandt Hitler og Nazistpartiet støtte fra store dele af den øvrige befolkning ved at iværksætte store, offentlige anlægsprojekter. Der blev blandt andet bygget landets første motorveje og lavet forskelige afvandingsprojekter. Man opmuntrede ligeledes bilindustrien til at producerer flere biler, så de senere kunne levere biler til militæret. I Wolfsburg begyndte en bilfabrikant ved navn Volkswagen for eksempel at producere billige biler. 

Nazisternes intentioner om at skabe Det Tredje Rige var tydelige fra starten. Nazisterne brød således tidligt med Versaillestraktaten og startede en voldsom oprustning af hæren, som i løbet af 1930'erne gik fra de tilladte 100.000 soldater til at omfatte 2-3 millioner mand. Den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen, og to dage senere var 2. Verdenskrig en realitet da England og Frankrig erklærede Tyskland krig. Det eksakte antal dræbte i krigen vil aldrig blive kendt. Men det vurderes, at krigen som sluttede den 7. maj 1945, i alt kostede mellem 50 og 80 millioner mennsker livet, alt efter hvordan det gøres op. Med krigens omfattende ødelæggelser in mente, er det svært ikke at blive imponeret over, hvorledes det er lykkedes Tyskland at genrejse sig. Selvom det efterhånden kun er få nulevende tyskere, der selv oplevede krigens rædsler, er den stadig et ømtåligt emne for mange tyskere.

Efter krigen blev Tyskland delt op i to dele, Øst- og Vesttyskland. Denne opdeling varede helt frem til 1989 og Sovjetunionens sammebrud. Efterkrigstidens opdeling trækker dog stadig spor, selvom muren forlængst er faldet. Genforeningen anses ganske vist for at have været en succes, men der er således stadig økonomiske skel mellem øst og vest. 

Vejr og klima

Tyskland har på grund af sin størrelse forskellige klimaer alt efter hvor du befinder dig. I den nordlige og vestlige del af landet dominerer et tempereret kystklima med vestlige vinde. Her er der typisk lune somre og milde nedbørsrige vintre, som vi kender det fra Danmark. I den øst- og sydlige del af landet er det derimod i højere grad et fastlandsklima. Her er årstidsvariationerne større med varme somre og kolde vintre. Længst mod syd i de Bayerske Alper (og til en vis grad i det centrale højland) er det lokale klima præget af bjergene med lavere temperaturer oppe i højderne og mere nedbør.

Der er ikke noget dårligt tidspunkt at rejse til Tyskland. Sommermånederne (maj til september) er dog normalt de mest populære og ideelle, hvis du for eksempel vil på en aktiv ferie med vandring eller cykelture. Tager du på storbyferie, er forår og efterår dog også gode årstider, da det her ikke bliver for hedt til sightseeing. Mange af de tyske byer er også hyggelige at besøge i vintermånederne, hvor du blandt andet kan opleve de berømte julemarkeder. Det mest kendte holdes i bayerske Nuremberg, som desuden ligger i en del af landet med gode muligheder for også at stå på ski.

Transport

Tager du på storbyferie i for eksempel Berlin, Hamburg eller München, giver det ikke så meget mening at have en bil inde i byen. Så er det lettere blot at flyve eller eventuelt ankomme med tog (Der er direkte tog fra Danmark til Hamburg og Berlin). Der er i det hele taget talrige flyselskaber, som flyver fra de danske lufthavne til de større lufthavne i Tyskland. Der er således lufthavne med internationale forbindelser ved Köln-Bonn, Düsseldorf, Hamburg, Hannover, Leipzig, München, Nürnberg, Stuttgart, Berlin og ikke mindst Frankfurt am Main, som har en af Europas vigtigste lufthavne.

Vil du rejse rundt i landet, kan du benytte et af de bedste offentlige transportnetværk i Europa. Tog og busser kører således regelmæssigt til alle dele af landet. Der er dog ikke noget, som overgår bilen, når det kommer til fleksibilitet og muligheden for at rejse i eget tempo. Vil du ikke køre i egen bil, er der biludlejning i alle større byer og lufthavne.

Godt at vide

Valuta: Euro. De mest almindelige kreditkort kan bruges på de fleste større hoteller, restauranter og lignende. Betaling med kontanter er dog stadig ret udbredt i Tyskland, så det er en god ide også at have sådanne på sig. Hæveautomater findes i alle større byer. 

Drikkepenge (Trinkgeld): Der er allerede inkluderet drikkepenge i regningen, men det er alligevel kutyme at runde op med 5-10 procent, når man spiser på restaurant (hvis du er tilfreds med betjeningen). I taxier gives normalt også drikkepenge på op til 10 procent. På hoteller giver man typisk stuepigen 1-2 euro pr. dag.

Sprog: Tysk. Der er mange forskellige dialekter. Højtysk (svarende til vores rigsdansk) forstås dog overalt. Er dit skoletyske ved at være lidt rustent, er det sjældent noget problem, da størstedelen af befolkningen også taler engelsk.

Religion: Omkring to tredjedele af befolkningen er kristne næsten ligeligt fordelt mellem protestanter i den nordlige del af Tyskland og katolikker i den sydlige. Derudover findes der forskellige mindretal af blandt andet andre kristne trossamfund, muslimer og jøder.

Etikette: Den tyske omgangstone er som regel lidt mere formel og høflig end den danske. I Tyskland siger er det således stadig kutyme at sige De (Sie) til hinanden. På den anden side har tyskerne mange steder et mere afslappet forhold til nøgenhed end vi er vant til herhjemme. Saunaer, parker og spaer har således ofte "tekstilfri" zoner. 

Andre links

Hvad siger gæsterne i Tyskland?

8,8
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 12 anmeldelser