Det Arkæologiske Nationalmuseum i Napoli

Det Arkæologiske Nationalmuseum i Napoli, Levn fra et fordums imperium. Rejser du på kulturrejse til Campanien i Italien så er det svært at undgå et besøg på Nationalmuseum i Napoli. Læs her en kort beskrivels af hvad der venter af oplevelser. Det Arkæologiske Nationalmuseum i Napoli ligger på adressen Piazza Museo Nazionale 19. Er du på kulturrejse og bor på Amalfikysten eller i Sorrento kan du tage bussen til Napoli, sejle eller på en af de mange udflugter med lokal guide.

Hvis man spekulerer på, hvad der er blevet af alle de pragtfulde skulpturer og fundgenstande, der er udgravet i Pompeji og Herculaneum, så kan man finde dem her. En af verdens rigeste samlinger fra den græsk-romerske antik fylder denne store hestekaserne fra 1500-tallet. En uvurderlig samling af fund fra antikken, opbygget af pave Paul 3. fra Farnese-familien under udgravningerne af romerske ruiner, er udstillet i stueetagen. Herakles er her, 3 m høj og med en anatomi, der ville have fået Michelangelo til at græde. Den afdeling, der er helliget mosaikker, udgravet i Pompeji, byder på fascinerende, intime indblik i dagliglivet i denne velstående, forfinede by, før den blev udslettet for tid og evighed af Vesuvs udbrud i år 79. Museets Gabinetto Segreto (Hemmelige galleri) åbnede under megen mediehalløj i 1999. I to sale kan man se mere end 200 freskoer, mosaikker og statuer, hvis erotiske temaer forklarer, hvorfor de aldrig tidligere har været præsenteret for offentligheden.

Spaccanapoli, et herligt kaotisk hverdagsliv

Vi befinder os i Napoli i regionen Campanien i det sydlige Italien, måske har du aldrig hørt om Spaccanapoli, som er en bydel i Napoli med et herligt kaotisk hverdagsliv på den napolitanske måde…. Rejser du på kulturrejse til området og besøger Napoli, så kommer du helt sikkert til at stifte bekendtskab med Spaccanapoli-kvarteret som ligger vest for Duomo di San Genaro.

Opera og vasketøj i Napoli

Kig ind i baggyderne med deres vasketøjs-guirlander i en af Italiens mest livlige og hektiske byer for at fange et glimt af det temperament og den livfuldhed, napolitanerne er kendt for. I det kvarter, der kaldes Spaccanapoli, som førhen var en enklave med monumentale palazzi og prægtige kirker udfolder livet sig i dag på en baggrund af nedslidte lejekaserner og værksteder. Dette travleste område i byen er langsomt ved at undergå en grundig byfornyelse, i takt med at Napoli oplever en kulturel genopblomstring, og det er ikke længere farligt at færdes alene her. Snævre gader vrimler med lokale småhandlende, der falbyder alt fra smuglercigaretter over varme pizzaer til de muslinger, der bringes i land ude fra Napolibugten. Byens berømte San Carlo-operahus er måske nok et af Europas største og mest storslåede, men Spaccanapoli byder på spontan gadeopera, og her går tæppet aldrig ned. Sangeren Enrico Caruso blev født her og havde fra 1905 og til sin død i 1921 et værelse reservert på det historiske Grand Hotel Vesuvio ved havnefronten. Hotellets tagrestaurant, Ristorante Caruso, og dens udsigt over marinaen og Castel dell’Ovo fra 1100-tallet kan meget vel have været det sted, hvor en eller anden første gang udbrød: “Se Neapel og dø!”.