Rijksmuseum i Amsterdam

Rijksmuseum i Amsterdam er en ode til Rembrandt og den nederlandske guldalder. Uanset om du er interesseret i kunst eller ej, bør et besøg på Rijksmuseum indgå i rejseplane hvis du er på kulturrejse til Amsterdam.

Dette er Hollands fornemste museum og, for yndere af 1600-tallets store mester, Rembrandt van Rijn (1606-1669), vogter af landets fineste kunstværker. Ønsker man at afkorte jagten gennem de mere end 150 rum fulde af skøn kunst, skal man styre efter Rembrandts storslåede Nattevagten (1642) på øverste etage (Rum 224). Dette enorme lærred er kunstnerens bedst kendte maleri, et af verdens mest berømte, og det har da også en fornem sal helt for sig selv. Det er det midtpunkt, som dette tårn-prydede, nygotiske museum blev skabt omkring i 1885 af P.J.H. Cuypers. Det huser den største og fornemste samling af nederlandsk maleri nogetsteds i verden. I tilstødende rum kan man beundre Rembrandts indfølende Jødebruden (1662) og Selvportræt som apostlen Paulus (1661); i alt 21 af hans værker er udstillet. Andre rum på øverste etage er mindst lige så betagende med værker af Jan Vermeer, Frans Hals og Jacob van Ruisdael og mange andre.

Denne fantastiske samling fra den nederlandske guldalder i 1600-tallet, der går tilbage til et dekret, udstedt i 1808 af Louis Bonaparte, bror til Napoleon, har længe været Rijksmuseets uden sammenligning største trumfkort. Men det er også stærkt repræsenteret på andre felter – det huser en imponerende samling af delfterfajance, og dets store asiatiske kunstsamling (med over 100 buddhaer fra hele Fjernøsten) får nu den fremtrædende plads, den har fortjent, takket være en restaurering af sydfløjen i 1996.

Du finder Rijksmuseum på adressen Stadhouderskade 42. Du kan læse meget mere om kunst og kultur i indlæg her på bloggen om kulturrejser eller på www.rijksmuseum.nl

Kanalrundfart og blomster

Klassisk historie og blomsterpragt oplevet fra en båd i Amsterdam og Lisse i Holland er en stor oplevelse, og når det er tulipantid valfarter mange danskere til Holland på kulturrejse. Selvom man ikke er den store blomster-fan, så kan man ikke undgå at blive imponeret af de tusindvis af flotte tulipaner.

Kanalernes by

Hvis man mener, det er for turistet at se Venedig fra en gondol, vil man formentlig heller ikke føle større lyst til at opleve Amsterdam fra en kanalbåd, men får så heller ikke mulighed for at se denne Kanalernes By, som den rigtigt bør ses. De kanalhuse og pakhuse, der blev bygget af købmænd i 1600-tallet, var høje (fire-fem etager) og smalle (jord var kostbar, og ejendomsskatterne høje), er alle kendetegnede ved fantasifulde gavle og alle helt forskellige. Af de fem koncentriske halvcirkler af elmekransede hovedkanaler og de 160 mindre kanaler, der forbinder dem til en vifteformet historisk bymidte, er Heerengracht velsignet med de største og mest statelige kanalhuse. Som “Herremandens kanal” var det den mest fornemme adresse i Amsterdams guldalder. Men de mindre huse langs andre kanaler (især i Jordaan-bydelen) kan være mere interessante, rent arkitektonisk. Amsterdam hæger om sine velholdte murstensbygninger og har fredet en stor del af dem. Mange facader er oplyst om aftenen, og det samme er byens 1281 karakteristisk hvælvede broer. Føj hertil de gammeldags gadelygter, der spejler sig i de glitrende kanaler, og man forstår, at en kanalfart, illumineret på denne måde, byder på en romantisk aften ad tidens mørke vande.

Blomster så lang øjet rækker

Om foråret kommer flodbåde og pramme ind i kanalerne, så man får mulighed for at se den prægtigste blomsterskue på jorden, og de byder på tre- til syvdages kanalfart gennem og forbi landets kludetæppe af blomstermarker i alle regnbuens farver. Næsten alle lægger til ved blomsterløgparken Keukenhof, en historisk, tidligere kongelig park, hvor over 7 millioner tulipaner, narcisser og hyacinter dækker 28ha. 16 kilometer gangstier slynger sig forbi ubegribeligt velplejede blomsterbede, springvand, trækransede småsøer og store væksthuse med udstilling af omkring 500 sorter tulipaner, bl.a. den mørkt rødviolette, “sorte” tulipan. Andre ophold er bl.a. ved det bemærkelsesværdige auktionshus ved Aalsmeer (verdens største med 17 mio. afskårne blomster under hammeren dagligt) og ved nogle af landets største planteskoler.

En løgblomstrute (Bloemen Route), der udgår fra Amsterdam, frister uafhængige rejsende til at “gøre det selv” (doe het zelf), hvad enten det er på cykel, med tog eller i bil. De, der helst undgår forårets turistinvasion, går også glip af tulipanerne, men som en trøstpræmie kan man besøge Amsterdams daglige, flydende Bloomenmarkt (Blomstermarked) ved Singel-kanalen. Gennem 200 år har flodpramme lagt til her, fyldt til randen med afskårne blomster og potteplanter.

Rederij Lovers er et af mange selskaber, der tilbyder dag- og aftenture på kanalerne i Amsterdam. Alle rundfarter har afgang fra Hovedbanegården. Keukenhof Blomsterløgpark: ligger ca. en halv times kørsel i bil fra Amsterdam i retning mod Haag. Tulipanerne blomstrer fra sidst i marts til sidst i maj. Den bedste rejsetid er fra midt i april  til først i maj. Dronningedag (Koninginnedag), helligdag og den afdøde dronningemoder, Julianas, fødselsdag, er 30. april og falder dermed i tulipantiden.

Van Gogh Museum

Van Gogh Museum i Amsterdam er et tempel for et bysbarn fra 1800-tallet og rejser du på kulturrejse til byen må du ikke snyde dig selv for at besøge museet. Du finder Van Gogh Museum på adressen Paulus Potter-straat 7 i Amsterdam.

En større nyindretning af van Gogh-museets hovedbygning og et fascinerende nyt anneks, tegnet af den japanske arkitekt Kisho Kurokawa og indviet i juni 1999, har bekræftet Hollands – og verdens – usvækkede beundring af denne kunstner. Vincent van Gogh (1853-1890) var 1800-tallets betydeligste hollandske maler, og hvilket enestående hjemsted hans 200 malerier, 500 tegninger og 700 breve nu har fået! Besøgende og arkitekter betegner det nye anneks, klædt i grå sten og titaniumstål, som både markant og indbydende. I det lysfyldte indre af dette anneks, der er en sammensmeltning af japansk og europæisk temperament, kan man nu for første gang se alle samlingens van Gogh-malerier udstillet, fra hans tidligste arbejde, udført i 1881 i Holland, til de malerier, han malte blot dage før sit selvmord i Frankrig i en alder af 37 år. “Jeg ønsker at skabe billeder, der vil stå som åbenbaringer for folk om hundrede år, ” skrev den produktive kunstner til sin søster Wil umiddelbart før sin død.

Man kan måske godt følge de amsterdammere, der finder arkitekturen disharmonisk, men efter man har set dette visionære genis livfulde farver og fantastiske landskaber, er det kun kunsten, der står tilbage i erindringen. Måske husker man ikke navnene, men billederne genkender man: Kartoffelspiserne, Bro i regnvejr og Sædemanden. Van Goghs forpinte liv er føleligt og dets bratte afslutning til at forudse i nogle af hans mere turbulente malerier. Der er tillige udstillet værker af snesevis af kunstnere, der inspirerede ham, eller som han på sin side inspirerede .

Du kan læse meget mere om kunst og kultur i Amsterdam og på andre rejsemål i Holland her på bloggen om kulturrejser. Vil du vide mere om Van Gogh museet så klik her www.vangoghmuseum.nl

Het Mauritshuis kunst og kultur i Haag

Het Mauritshuis ligger i Haag i Holland og er en lille perle af en samling fra guldalderen. Haag ligger ca. 50 km sydvest for Amsterdam så er du på kulturrejse i Amsterdam kan du sagtens nå at se Het Mauritshuis på en dagsudflugt

Vermeers berømte maleri “Udsigt over Delft” bevægede den franske forfatter Marcel Proust så meget, at han kaldte det for verdens smukkeste maleri. Sammen med andre perler, som f.eks. Rembrandts minutiøse “Dr. Nicolaes Tulps anatomi-klektion” (det første maleri, der bragte ham anerkendelse), udgør det kernen i en lille, men fremragende samling af de store nederlandske mestre fra 1600-tallet. Mauritshuis har længe været anerkendt som et af verdens fineste små museer og har til huse i det smukke, palladiansk inspirerede palæ, der engang tilhørte Maurits van Nassau-Siegen, nederlandsk generalguvernør i Brasilien i 1600-årene. Inde i museet er det næsten som at befinde sig i en privat samling, og udenfor ligger der en lille, trækranset sø med svaner. Turgrupper er sjældne her, og de fleste kunstelskere opsøger den øverste etage, hvor andre værker af Vermeer (bl.a. hans berømte Pigen med perleøreringen), Rembrandt og Jan Steen kan ses.

Som sæde for Hollands regering, residensby for dronning Beatrix og hjemsted for Den Internationale Domstol er Haag en magtfuld og ærværdig by. Lidt af dens storslåede fortid kan tydeligt fornemmes under en te komplet i den prægtige salon på byens historiske Hotel des Indes, bygget i 1856 som bolig for kong Vilhelm 3.s privatrådgiver. Det var tidligere et overdådigt og fornemt byhus, og det var her, Mata Hari praktiserede sin diskrete spionage for tyskerne, mens hotellet blev brugt som De Allieredes hovedkvarter under 1. Verdenskrig.

De Røde Lygters Kvarter – kulturrejse til Amsterdam

A Walk on the Wild Side i Amsterdam er uanset om man kan lide det eller ej en stor del af historien i Amsterdam og resten af Holland og du kan ikke undgå at bemærke de røde lygters kvarter på en kulturrejse til byen, med mindre du holder dig langt væk for områderne De Walletjes. Bag Dam-pladsen, området mellem Oudezijds Voorburgwal (nær oude Kerk) og Oudezijds Achterburgwal.

Hvad er det, der virker så fascinerende på besøgende ved Amsterdams bordelkvarter (De Walletjes), at en aftentur gennem dette middelalderlige kvarter i midtbyen for de fleste turister rangerer helt oppe på niveau med museumstemplerne for Rembrandt og van Gogh? Verdens ældste profession, der praktiseres af forretningskvinder (og enkelte -mænd), som giver begrebet “udstillingsvindue” en helt ny betydning, viser sig frem her i en arkitektonisk interessant (og ikke specielt skummel) ramme af maleriske gavlhuse og smalle kanaler. Amsterdam har længe været kendt som en frisindet by, og disse nattens eksistenser registreres, er underlagt forordninger, beskattes og har været repræsenteret af deres egen fagforening siden 1984. Udtrykket “hollandsk auktion” får her en ganske særlig drejning. Der ser ikke ud til at foregå særlig meget; kun indimellem får man et indladende “kom nærmere”-blik fra et af de rosa-oplyste vinduer og deres i reglen uforstyrrelige beboere. Men måske er det det, der gør det hele så meget desto mere bemærkelsesværdigt, nemlig at se disse nattens glædespiger tålmodigt afvente deres næste mission, mens de fletter håret, ordner negle, gætter krydsogtværs eller læser Dostojevskij, mens varerne vises frem for sømænd, udenlandske forretningsmænd og diverse naive rejsende på egen boldgade.

Billedgalleri Amsterdam

Amsterdam er fyldt med smukke bygninger fra det 17. århundrede, joint rygende turister og kanaler så langt øget kan række. Amsterdam er en vidunderlig blanding af gammel historie og moderne teknologi.

Foto fra Amsterdam – inspiration til din kulturrejse

Er du kommet til Amsterdam for kulturelle oplevelser, vil du ikke blive skuffet. Du må ikke gå glip af Van Gogh museet, som huser verdens største samling af hans malerier. Ligesom i København, kan du også tage en båd tur på kanalerne. Tager du på kanalrundfart vil du se Amsterdam på en vidunderlig og behagelig måde. Få inspiration til din næste kulturrejse med nedenstående fotogalleri.

Smukke huse langs en kanal i Amsterdam, Holland - Kulturrejser

[nggallery id=6]

Oude Kerk, et syngende tårn

Oude Kerk i Amsterdam er det ældste syngende tårn i Holland. Læs mere om Oude Kerk og få inspiration til oplevelser på din kulturrejse til Holland.

Klokkespillet musik-kultur

Sammen med nabolandet Belgien har Holland skænket verden dens største musikinstrument, klokkespillet, et bronzekor af mange klokker, der pryder et ukendt antal kirketårne overalt i Nederlandene. Under den såkaldte guldalder i 1600-tallet, da det nederlandske kolonirige voksede, blev Amsterdam en af verdens rigeste byer, og købmænd skænkede store summer til deres lokale kirker. I dag har Amsterdams kirker flere klokkespil end nogen anden hollandsk by (ni i alt, hvoraf de fire giver ugentlige koncerter), og deres skønne klang, der vælder ned gennem de brolagte gader og giver genlyd over kanaler og pladser, får forbløffede besøgende (og undertiden enkelte ublaserte amsterdammere) til at stoppe op og smile. Klokkespillenes Rolls-Roycer er dem, der blev støbt i 1600-tallet af de franske brødre Hemony, hvis avancerede teknologi skabte en fremragende lydkvalitet, der aldrig siden er blevet overgået.

Oude Kerk i Amsterdam

Amsterdams ældste kirke, Oude Kerk (Den Gamle Kirke), der stammer fra omkring år 1300 (lang tid før det lille bordelkvarter, der ironisk nok voksede op omkring den), er nok det bedste sted at høre de ugentlige koncerter fra et prægtigt, restaureret klokkespil på 47 Hemony-klokker. Oude Kerks dejlige beliggenhed på en plads med lindetræer betyder udendørs caféer og plads i første parket, hvorfra man rigtig kan nyde Amsterdams ældste “syngende tårn”. Holland er tillige berømt for sine orgler, og denne gamle kirke kan bryste sig af tre af de mest sofistikerede, der er bevaret i landet; sommerkoncerterne på disse orgler er en af årstidens store glæder. Ét eksemplar fra 1700-tallet siges at være et af verdens fineste. Hvis koncerterne ikke har taget vejret fra én, kan man klatre op i det 70 m høje tårn, hvorfra man har den flotteste udsigt over denne enestående kanalernes By.

Der er koncerter på klokkespillet hver lørdag kl. 16.00 året rundt og jævnligt orgelkoncerter om sommeren.

På Café i Amsterdam, en del af kultur livet i byen

Café-livet i Amsterdam i Holland er en stor del af byens kulturliv. For mange indbyggere i Amsterdam er cafeerne art déco-klenodie, og deres dagligstuer som ligger rundt om hjørnet. Rejser du på kulturrejse til Amsterdam kan du derfor næste heller ikke undgå at besøge en eller flere af byens utallige cafeer.

Brune caféer med gezelligheid

Amsterdammere sætter meget pris på det gamle begreb gezelligheid, der for dem betyder mere end blot “hygge”. Det er det, der trækker de lokale til de allestedsnærværende, såkaldte brune caféer (bruine kroegen), et navn, der enten skyldes deres røgsværtede interiører (som følge af tobaks- eller hashtåger) eller, mere indbydende, de mørkfarvede, ældgamle træpaneler, der findes i mange af dem. Her liver amsterdammerne virkelig op, og samtalen flyder ligesom (eller på grund af) det altid fremragende hollandske øl og den populære jenever, en slags gin, rund i smagen, men stærk, serveret iskold, men aldrig med is og ofte nydt sammen med en øl. Efter sigende skal der være over 1000 af disse sociale fristeder – heriblandt et, der formentlig aldrig har lukket sine døre, siden det åbnede tilbage i 1574. hvis man ikke kan afse tid til at besøge dem alle, kan man blot slentre rundt i den elegante inbydel Jordaan, eller man kan styre mod Café’t Smalle, en populær beværtning siden dens åbning i 1786 som brændevinsbrænderi og “udskænkningshus”. Dens vidunderlige terrasse ud til vandet er et kærkomment alternativ til de beklumrede, røgfyldte lokaler på nogle af de gamle brune favoritsteder.

Café Americain

Er man på udkig efter glansen fra de gode gamle dage, skal man prøve den decideret ubrune Café Americain, opført som en del af et fornemt, kanalkranset hotel i 1880. Mata Hari ville stadig kunne genkende dens kunstfærdigt udsmykkede, men noget falmede art déco-interiør som det sted, hvor hendes bryllupsreception fandt sted. Det er en ærværdig favorit i det lokale cafémiljø, og efter en forestilling på Stadsschouwburg (byteatret) ved siden af er det umuligt at redde sig et bord. Men sidst på eftermiddagen kan man nyde en stilfærdig, hyggelig time her, mens det svindende dagslys oplyser vinduernes glasmalerier. Café American ligger i American Hotel på adressen Leideskade 97, i Amsterdam og lige ved Leidesplein. Du kan læse mere om stedet på www.amsterdamamericain.com som holder åbent hver dag fra kl. 07.00 til midnat.

Besøg evt. også Café’T Smalle der ligger på adressen Egelantiersgracht 12 i Jordaan-bydelen, her er åbent fra sidst på formiddagen, til den sidste gæst går hjem, gerne omkring kl. 01.00.

Du kan læse meget mere om kulturrejser til Amsterdam her på bloggen.

Hotel Pulitzer i Amsterdam

Skal du på kulturrejse til Amsterdam i Holland og har du endnu ikke bestilt dit hotel, så læs mere om hotel Pilitzer, som er et poetisk kanalhotel i en broget og romantisk husrække.

Et hotel som Pulitzer, der ligger ved en af Amsterdams kønneste kanaler og er opstået ved en sammenføring af mere end 20 prægtige købmandshuse, finder man kun i Amsterdam. De fleste af Pulitzeres fire-fem etager høje, smalle og fascinerende bygninger med rombeformede ruder og høje gavle er mindst 200 år gamle; husrækken ligger delvis ud til Prinsengracht (Prinsens Kanal), men drejer så om hjørnet ad en lille sidegade og fortsætter langs med den parallelle kanal, Keisergracht, så der dannes et stort U, der omgiver et indre gårdrum og en have. Det var aviskongen Joseph Pulitzers oldebarn, der i 1971 reddede hotellets forfaldne købmandshuse ved kanalen ved at skabe et miljø, hvis tidløse charme afspejler denne gamle kulturbys karakter, et indtryk, der understreges af den nærliggende Westerkerks timeslag, der har lydt siden 1631.

Bo ved vandet

Halvdelen af værelserne har en pragtfuld udsigt over vandet – hvem behøver bo på en husbåd? – en udsigt, der er endnu mere magisk om aftenen, når de hvælvede broer oplyses af små, hvide lamper. Dette brogede og romantiske hotel rummer masser af ugenerte, hyggelige kroge, hvor man kan sidde og få vejret igen eller tilbringe en time sidst på eftermiddagen, mens det lys, som de nederlandske landskabsmalere gjorde berømt, falder ind gennem de blyindfattede ruder. Pulitzer’s den nye og toneangivende café/bar/restaurant, er endnu en grund til at lade sig indfange af dette indbydende og poetiske kanalhotel.

Hotel Pulitzer ligger på adressen Prinsengracht 315-331, Amsterdam. Du kan læse mere om udvalgte hoteller i Holland og andre rejsemål her på bloggen om kulturrejser.

Kulturrejse til Delft i Holland

Delft i Holland hjemsted for Kongehuset Oranien

Træd ind i 1600-tallet i denne hollandske by, hvis pittoreske, trækransede kanaler og yndefulde, hvælvede broer blev indfanget så perfekt på Jan Vermeers og Pieter de Hooghs lærreder. Måske mere end i nogen anden by i landet er 15- og 1600-tallet bevaret i Delft, hvis navn er kendt verden over for sin karakteristiske blå- og hvide fajance. Delfterfajance bliver stadig fremstillet og håndmalet her og har med sine tidløse mønstre og farver overlevet århundredernes gang og samlernes skiftende smag. Når mylderet af endagsturister sætter kursen tilbage mod Amsterdam eller Haag, har delftboerne igen byen for sig selv, og den fred og ro, der inspirerede Vermeer så dybt, indfinder sig atter. På den smukke markedsplads ligger den gotiske Nieuwe Kerk (Den Nye Kirke) fra 1300-tallet, hvor Vilhelm 1. den Tavse (1533-1584), grundlæggeren af kongehuset Oranien, er stedt til hvile i et prægtigt marmor- og alabast-mausoleum, omgivet af 22 søjler; de fleste monarker siden ham ligger også begravet her. Fra kirketårnet er der en storslået panoramaudsigt, og i klart vejr kan man skimte Haag. Den nærliggende “Gamle Kirke”, der blev opført omkring år 1200, er det sidste hvilested for Vermeer. Tager man en slentretur langs den trækransede Oude Delft, vel nok den fineste bykanal (og i hvert fald den smukkeste) nogetsteds i Holland, kommer man hen til byens mest berømte lokalitet: Prinsenhof, et kloster fra 1400-tallet, der senere blev omdannet til kongelig residens, hvor Vilhelm levede og blev snigmyrdet i 1584 (skudhullet kan stadig ses). I dag huser den et museum, der er helliget den hollandske republiks historie. I de tidligere lagermagasiner på Prinsenhof, med indgang fra en lille gyde nær Oude Delft-kanalen, ligger der en rolig og fredelig lille restaurant, De Prinsenkelder, perfekt som afslutning på en dag i den by, der inspirerede nogle af Hollands største billedkunstnere.

Delft ligger omkring 14 kilometer sydvest for Haag og ca. 7o kilometer fra Amsterdam. Torsdag er markedsdag på den centrale markedsplads. Blomstermarked ved kanalerne hver torsdag og loppemarked ved kanalerne lørdag i perioden fra maj til september.