Kom til international fyrværkeri-festival på Malta

Malta fyrværkeri
De smukke omgivelser giver fyrværkeriet på Malta den sidste prik over i'et. Foto: Mrkpav, CC BY-SA 4.0.

Som om det lille ørige Malta ikke havde nok at byde på med landets fantastiske strande, dets berømte koralhav, dets rige kulturhistorie og et behageligt subtropiske Middelhavs-klima, så bliver der i april bogstaveligt talt fyret endnu mere op for de skønne seværdigheder i det lille ørige, når “Malta International Fireworks Festival” afholdes.

Det er det maltesiske Ministerium for Turisme, Kultur og Miljø, der sammen med landets turisme-råd organiserer den sprængfarlige og farverige festival, som normalt løber af stablen i slutningen af april på forskellige steder med den store fyrværkeri-finale i hovedstaden Vallettas store havn på Malta.

Adskillige maltesiske og udenlandske fyrværkeri-fabrikker deltager i denne begivenhed, der også er en konkurrence, og som vil præsentere spektakulære pyrotekniske forestillinger synkroniseret til musikken.

Lang tradition for fyrværkeri i Malta

Fyrværkeri har en lang og glorværdig tradition i Malta, der går tilbage til det tidspunkt, hvor Malta husede den sagnomspundne, og endnu i dag eksisterende (men i Rom bosiddende), Malteser-orden. Forskellige former for fyrværkeri blev på det tidspunkt brugt i forbindelse med valg af en stormester til Malteser-ordenen, valget af en pave, der var den overordnede beskytter af, og hersker over, ordenen, fødslen af en prins fra en allieret europæisk stat, eller markeringen af en sejr over den osmanniske militær-magt.

Senere udviklede fyrværkeriet på Malta sig til et decideret håndværk, da malteserne begyndte at fejre forskellige begivenheder i forbindelse med deres britiske herskere i det 19. og 20. århundrede.

Denne århundredgamle fyrværkeri-tradition lever stadig i bedste velgående, når der afholdes festivaler ude i landets små landsbyer på hovedøen Malta og den andenstørste ø Gozo – især i sommermånederne.

Du kan læse mere om fyrværkeri-festivalen på den officielle hjemmeside.

En af verdens mindste stater

Malta – officielt republikken Malta – består af en øgruppe beliggende i den centrale del af Middelhavet. Øriget består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino, der tilsammen dækker kun lidt over 316 km2 i areal, hvilket gør landet til én af verdens mindste stater. Af samme grund er landet med sine omkring 368.250 indbyggere ét af de mest tætbefolkede lande i verden.

Malta har gennem historien haft stor strategisk betydning på grund af landets centrale placering midt i Middelhavet og har været genstand for mange folkeslags luner og erobringstogter, såsom fønikere, grækere, romere, arabere, normannere, habsburgere, franskmænd og briter m.fl.

Øriget har en storslået kulturarv, især indenfor det kristne og apostoliske område, og har hele ni historiske monumenter på Unescos liste over kulturel verdensarv.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere