Religion og uddannelse i Spanien

I lang tid var katolicismen den officielle religion i Spanien. Den katolske kirke var en af Francodiktaturets mest trofaste støtter. I forbindelse med demokratiseringen efter 1975 mistede kirken sin monopollignende stilling, og med den nye forfatning af 1978 blev stat og kirke adskilt. Alligevel har den katolske kirke stadig visse privilegier. Spanierne har ret til at afsætte en halv procent af deres indkomst til den katolske kirke, og staten garanterer kirken en minimumindtægt.

I 2002 erklærede 82 procent af spanierne sig som katolikker, og heraf var 19 procent aktive kirkegængere. Mindst en halv million indbyggere er muslimer, og omkring 350.000 protestanter.

De ti års grundskole er gratis og obligatorisk for alle børn i alderen seks til 16 år. Skolegangen er delt op i en seksårig grundskole og fire års “mellemskole”. Herefter kan eleverne vælge en toårig teoretisk linje, der afsluttes med en studentereksamen, bachillerato, eller en erhvervsrettet uddannelse af samme længde.

Knap en tredjedel af alle elever går i privatskole, hvoraf næsten halvdelen drives af religiøse ordener.

Spanien har nogle af Europas ældste universiteter, f.eks. det i Salamanca, der blev grundlagt i 1218. Der findes private universiteter, men i studieåret 2002/2003 gik 91 procent af landets 1,5 mio. studerende på de offentlige universiteter.