Fyrstedømmet Monaco på den franske sydkyst omfatter knap to kvadratkilometer og er dermed verdens arealmæssigt mindste stat efter Vatikanstaten. Monaco har godt fire km grænse mod Frankrig og en cirka lige så lang kystlinje.
Landet er opdelt i fire distrikter: hovedstaden Monaco, La Condamine, Monte Carlo samt Fontvieille (et 22 hektar stort område, der er indvundet fra havet).
Der bor ca. 32.000-35.000 personer i Monaco, hvoraf godt 6000 betragter sig som indfødte monegaskere. Herudover er der 11.000 franskmænd, 7000 italienere og næsten 2000 briter. Resten af indbyggerne kommer fra andre europæiske lande. Hver dag pendler 25.000 franskmænd og italienere til arbejde i Monaco.
Fransk er officielt sprog. Monegaskerne taler desuden et provencalsk-ligurisk blandingssprog, monegaskisk. De fleste af indbyggerne er katolikker.
Historie og politik
For 2500 år siden blev den græske koloni Monoikos anlagt på det sted, der i dag er Monaco. Her lå også en vigtig havn i romertiden. Fyrstedømmet blev etableret i middelalderen, og Monaco har med enkelte afbrydelser været regeret af slægten Grimaldi siden 1297. I 1793 blev fyrstedømmet indlemmet i Frankrig, men med Napoleons fald i 1814 kom Monaco under beskyttelse af kongeriget Sardinien. Monaco genvandt sin selvstændighed i 1861, men bevarede nære forbindelser til Frankrig. Fire år senere blev en toldunion oprettet mellem de to lande.
I 1911 fik Monaco en forfatning, der begrænsede fyrstens magt. Ifølge en aftale med Frankrig fra 1919 skal Monaco overgå til Frankrig, hvis fyrsten skulle dø uden at efterlade sig en mandlig arving (I 2002 blev der dog indført kvindelig arvefølge). En ny, liberal forfatning blev vedtaget i 1962, og kvinderne fik stemmeret.
Den lovgivende magt ligger hos fyrsten (siden 1949 Rainier III) og nationalrådet, der har 24 medlemmer, valgt for fem år ad gangen. Fyrsten deler den udøvende magt med regeringsrådet, der består af en ministerpræsident og tre ministre. Ministerpræsidenten vælges ved, at den franske regering foreslår tre personer fra den franske embedsstand, og fyrsten vælger en af dem. Alle monegaskere over 18 år har stemmeret.
Monaco har ingen politiske partier, men forud for hvert valg lægges der lister over kandidater frem. Ved valget i 1998 vandt valglisten Den Nationale Demokratiske Union (Union Nationale et Démocratique, UND) under Jean-Louis Campora alle mandater.
Forud for valget i 2003 faldt Campora i unåde hos fyrsten, efter at han som formand for fodboldklubben AS Monaco foreslog, at en ukrainsk forretningsmand blev medejer af den gældstyngede klub. Det satte fyrst Rainier en stopper for. Ved valget fik Camporas UND kun tre mandater, mens en ny liste, Unionen for Monaco (L’Union pour Monaco) fik 21 mandater.
Siden 1990erne har fyrstedømmets omfattende bankhemmelighed været kritiseret af omverdenen. Landet har været udsat for pres for bl.a. EU og Frankrig, der vil sikre sig, at Monacos banker ikke anvendes til hvidvask af sorte penge. Der er også blevet gennemført reformer for at forhindre dette, men Monaco anklages for ikke at tage ordentlig fat på problemerne.
Økonomi
Monaco har længe været kendt som et skatte- og spilleparadis. Fyrstedømmets velstand opstod med spillekasinoerne, der i starten af 1900-tallet næsten sørgede for hele statsindtægten. Hundrede år senere kommer under 5 procent af indtægterne fra denne virksomhed, mens over halvdelen stammer fra indirekte skatter. Turismen står for en fjerdel, mens andre kilder er afgifter fra banker, ejendoms- og forsikringsselskaber.