Kultur i Sverige

Sveriges ældste bevarede skrifter er indristede i Rökstenen i Östergötland og i andre runestene. Den hellige Birgittas Revelationes (Åbenbaringer) fra 1300-tallet hører til den ældste religiøse litteratur.

Religionens indflydelse blev svagere i det 18. århundrede, og kulturlivet blomstrede op efter fransk forbillede. Gustaf III grundlagde Svenska Akademien (der uddeler Nobels litteraturpris), Kungliga Teatern (der huser operaen) og Kongeliga Dramatiska Teatern. I dette århundrede levede også den berømte teolog og filosof Emanuel Swedenborg, visedigteren Carl Michael Bellman og naturvidenskabsmanden Carl von Linné.

I 1890erne blev flere forfattere kendt også uden for Sveriges grænser, bl.a. Gustaf Fröding, Selma Lagerlöf og Verner von Heidenstam. Selma Lagerlöfs fortælletalent har vundet international anerkendelse, og hun fik Nobels litteraturpris i 1909. Denne pris blev indstiftet af svenskeren Alfred Nobel, som opfandt dynamitten, og det at få prisen betragtes af mange som den fornemste anerkendelse, ikke kun inden for litteraturen, men også i fysikkens, medicinens og kemiens verden. Nobelfonden uddeler også en fredspris hvert år i Oslo.

Andre af den nyere tids svenske nobelpristagere i litteratur er Pär Lagerkvist (1951), Eyvind Johnson og Harry Martinsson (der delte prisen i 1974). De to sidstnævnte skildrede deres egen opvækst i et fattigt arbejderklassemiljø, en genre, der fik stor indflydelse i 1930-erne.

Den uden sammenligning mest kendte og indflydelsesrige svenske forfatter, August Strindberg, fik sit gennembrud med den samfundsengagerede roman Röda Rummet (1879). Internationalt blev han dog mest kendt for sin dramatik med værker som for eksempel Fröken julie.

Andre svenske forfattere, der også har en stor læserkreds uden for Sverige, er Olov Lagerkrantz, P.C. Jersild, Tomas Tranströmer, Göran Tunström, Kerstin Ekman, Jonas Gardell og børnebogsforfatteren over dem alle: Astrid Lindgren, der har skrevet både Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Krimi- og thrillerforfattere med internationalt ry er Jan Guillou og Henning Mankell.

Den svenske visetradition er lang og rig, og dens vel nok kendteste fortolkere er Evert Taube og (den hollandskfødte) Cornelis Vreeswik.

Svensk popmusik fik et internationalt gennembrud med gruppen ABBA i 1970erne. I 1990erne har andre svenske grupper, Roxette, Ace og Base, Cardigans og The Hives, toppet flere udenlandske hitlister.

Svensk films grand old man og en af filmkunstens helt store skikkelse er instruktøren Ingmar Bergman, der har et utal af film bag sig. Siden har også Lasse Hallström vundet international anerkendelse med sine mange amerikansk producerede film.