Historisk fodbold-brag i Lissabon

Alle øjne er rettede mod Lissabon. På lørdag er byen vært for finalen i Champions League, der meget usædvanligt – for første gang i historien faktisk! – står mellem to klubber fra samme by; nemlig Atlético Madrid og Real Madrid. En slags spansk lokalopgør på neutral grund i Portugal. Den slags vækker opsigt, og det kan blive den vildeste finale i årevis. Atlético har netop højest overraskende vundet det spanske mesterskab og med en sejr på lørdag i Champions League finalen mod ærkerivalen og storholdet Real Madrid, vil triumfen være total. Denne historiske finale er naturligvis en kæmpebegivenhed, der vil give Portugals hovedstad masser af omtale og opmærksomhed. Kampen spilles på Lissabons legendariske stadion, Estádio da Luz.

Estádio da Luz i Lissabon

Men Lissabon danner ikke bare kulisser om andre holds topbrag for tiden. Byens egne hold kan også godt selv det med at spille fodbold. Byens ene store hold, Benfica (der har hjemmebane på Estádio da Luz), har netop vundet Portugals treble. Det vil sige både mesterskabet i landet, pokalfinalen og Liga Cup’en. Holdet spillede også for nylig finalekamp i Europa League mod Sevilla og havde her chancen for at bryde en forbandelse med syv tabte finaler i træk. Det lykkedes ikke, men mon ikke triumfen i hjemlandet er mere end et plaster på såret? Blandt fodboldfans har Lissabon længe været en respekteret by. Og blandt portugiserne selv er fodbold også uden sammenligning den vigtigste sport. Byens to store hold, Sporting og Benefica, har en lang tradition for rivalisering, og det skaber nogle utroligt intense lokalopgør. Også Portugals landshold er – særligt når man tager landets størrelse med i betragtning – meget imponerende. De mange spanske og internationale fodboldfans, der rejser til Portugal i disse dage, kan altså forvente at møde en lokalbefolkning, der virkelig brænder for fodbold. Fodbold er dog langt fra det eneste, feriegæster kan glæde sig til i Lissabon. Lissabon har i de senere år markeret sig som en af Europas førende storbyer, der klarer selv de største arrangementer med bravour. Og samtidig har Lissabon formået at fastholde den charme, der er gået fløjten hos mange andre metropoler med vokseværk. Der er altid noget spændende på programmet i Lissabon, der som få andre formår at kombinere det moderne og livlige med det traditionelle og mere tilbagelænede.

Mange fodboldentusiaster, der kommer til Lissabon for at opleve det store brag den 24. maj, vil utvivlsomt blive forførte af den traditionsrige by, som netop nu her i foråret står i fuldt flor med en behagelig temperatur om dagen og ud på de sene aftentimer, der gør det til en fornøjelse at bevæge sig rundt. En af Lissabons virkelige forcer er den store alsidighed i byens mange kvarterer, der ligger centralt i byen og omkring de forskellige bakketoppe, som byen er berømt for. Det er nemt at udforske de mange kvarterer til fods, og man kan altid undervejs finde en hyggelig café eller restuarant med god mad til priser, som ligger et godt stykke under det, vi kender herhjemme. Lissabon er i særdeleshed kendt for sine fortrinlige fiskeretter, som selv centralt i byen kan nydes for under 100 kroner, inklusive et glas vin! Senere kan du smage på portvinen på en af de mange portvinsbarer oppe i Bairro Alto, hvor den stemningsfulde og til tider sørgmodige portugiiske Fado-musik kan høres ud på gaden fra de mange spillesteder. Her kan en sejr fejres og et nederlag glemmes. Måske.

Læs også: Lissabon i evig udvikling

Sideløbende med den store foboldfest og i den lidt mere rolige ende kan feriegæster i Lissabon glæde sig til at opleve den internationale hånddukke-festival, som er åben indtil på søndag og foregår på hele tre teatre forskellige steder i byen. Og i den lidt mere finkulturelle ende af skalaen byder byen på en flot opsætning af klassisk dans i form af Tjajkovskij-balletten Svanesøen om søndagen – det kunne være en passende afslutning på et ophold i byen og en fredfyldt kontrast til lørdagens voldsomme brøl på Estádio da Luz.

Læs meget mere om hvad du kan opleve på en kulturrejse til Lissabon