Englands historie frem til årtusindskiftet

De ældste spor af menneskelige bosættelser i Storbritannien er næsten en halv million år gamle. Frem til år 6000-5000 f.v.t. var det let for jægerfolk at vandre hertil fra andre dele af Europa, men så begyndte vandstanden at stige, og de britiske øer blev afskåret fra det europæiske fastland. I de følgende årtusinder blev øboerne bofaste og begyndte at dyrke jorden. Det særegne stenmonument Stonehenge i Sydengland blev rejst i bronzealderen, 2000-700 f.v.t.

Da den romerske erobring af England blev indledt i år 43, befolkede kelterne de britiske øer. De blev trængt tilbage til Wales og Skotland, og det nuværende England blev indlemmet i Romerriget. Ved Romerrigets opløsning i 400-tallet blev England invaderet af forskellige germanske folkeslag, først og fremmest anglere og saksere fra de tyske kystegne. Den romerske kultur gik under, og England blev kristnet fra Irland i 500-tallet.

I løbet af de følgende århundreder blev de britiske øer flere gange hærget af vikinger, og danerne erobrede stort set hele England, der på et tidspunkt indgik i det danske rige under Svend Tveskæg. I år 1066 blev England invaderet fra Frankrig af vikingernes efterkommere, normannerne, anført af Wilhelm Erobreren. Samme år besejrede Wilhelm den angelsaksiske konge i Slaget ved Hastings og underlagde sig både England og Wales. Wilhelm Erobreren og hans efterkommere regerede England og til tider også Skotland helt frem til 1485.

Indenrigspolitisk var denne tid præget af en stadig magtkamp mellem kirke, herremænd og konger. Det berømte frihedsbrev Magna Charta fra 1215 var egentlig en kongelig indrømmelse til en koalition, der var rettet mod ham selv og bestod af de tre stærkeste klasser i det engelske samfund: højadel, købmænd og præsteskab. Magna Charta fastslog visse grundregler for udøvelse af kongemagten, indskrænkede den vilkårlige magtanvendelse og foreskrev, at kongen kun kunne opkræve skatter med tilladelse fra Rigets Store Råd, der snart kom til at gå under navnet parlament.

I midten af 1300-tallet blev England ramt af “den sorte død”, pesten, der kostede tusindvis af menneskeliv. Det førte til mangel på arbejdskraft, og landbruget blev langsomt omlagt fra agerbrug til kvægavl. Da befolkningstilvæksten atter tog fart i slutningen af 1300-tallet, opstod der arbejdsløshed og social uro på landet, og mange mennesker flyttede til byerne. Samtidig voksede en produktion frem, først og fremmest af uldvarer, der i 1400-tallet blev en vigtig eksportvare og en kilde til velstand.

Englands forhold til omverdenen i middelalderen var domineret af ekspansionsforsøg mod vest og nord. Wales blev definitivt indlemmet i riget i slutningen af 1200-tallet, og koloniseringen af Irland blev indledt omtrent på samme tidspunkt. Desuden lå England i lange perioder i krig med Frankrig. Den såkaldte Hundredårskrig brød ud i 1337, da den engelske kong Edward III gjorde krav på den franske trone. I begyndelsen af krigen havde England fremgang, men blev derefter gradvist trængt tilbage, og krigsafslutningen i 1453 indebar et definitivt stop for Englands kontinentale ambitioner.

På denne tid svækkedes kongemagten, og i 1455 udbrød en blodig, 30 år lang borgerkrig, hvor to grene af kongehuset kæmpede om Englands trone. Stridighederne fik navnet Rosekrigene, fordi de stridende parter havde henholdsvis en rød og en hvid rose som våbenmærke.

I 1485 kom slægten Tudor til magten, og det lykkedes gradvist kongen at styrke sin position på adelens og kirkens bekostning. Ved århundredets slutning havde Henry VII knust sine modstandere inden for højadelen ved at konfiskere deres jord og rigdomme. Hans søn, Henry VIII, gjorde det samme over for den katolske kirke. Da den protestantiske reformations ideer nåede England i 1500-tallet, brød Henry VIII med paven og grundlagde den anglikanske kirke. Det skyldes dog først og fremmeste, at paven ikke ville give Henry tilladelse til at blive skilt fra sin første hustru. Den katolske kirkes ejendomme i England blev sat under kongelig administration. Under Henrys datter, Elisabeth I’s, regeringstid (1558-1603) styrkedes England yderligere, både økonomisk og militært, og landet oplevede en kulturel blomstring.

Religiøse forskelle og konkurrence om handelen førte i 1585 til, at England indledte krig mod Spanien. Tre år senere sejrede den britiske flåde i et stort slag mod den spanske armada, der havde til hensigt at erobre England og genindføre katolicismen. England blev derefter Europas mægtigste sømagt og koloniserede i de følgende århundreder andre verdensdele, i første omgang det nordamerikanske kontinent og det caribiske øhav.

I 1603 forenedes Skotland med England og Wales i en personalunion med James I som konge. Kongemagten, der siden slutningen af 1400-tallet gradvist var blevet stærkere, kom i konflikt med borgerskabet og lavadelen, der gennem parlamentet havde fået en indflydelsesrig position. En borgerkrig mellem på den ene side James’ søn, Charles I, højadelen og de øverste gejstlige og på den anden side borgerskabet, lavadelen og yderligtgående protestanter – puritanere – sluttede med Charles’ henrettelse i 1649. Der blev udråbt en republik, som udviklede sig i retning af et militærdiktatur under Oliver Cromwell.

Under Cromwells styre lykkedes det England at slå et langvarigt irsk oprør ned og få kontrol over Irland. Det var også i 1600-tallet, at koloniseringen af denne ø for alvor begyndte, da de britiske magthavere tildelte protestantiske englændere og skotter irsk jord og fordrev jordens oprindelige, katolske ejere. Man indførte en række love, der udelukkede den katolske befolkning fra den politiske magt og fratog dem retten til at eje jord.

Efter Cromwells død genindførtes monarkiet i 1660, da slægten Stuart atter besteg tronen ved Charles II. I 1689 stadfæstedes parlamentets overhøjhed over kongemagten med den såkaldte Bill of Rights, regler for monarkiet, der i princippet stadig gælder i England. Her står, at monarken skal “regere i overensstemmelse med de love, der vedtages i parlamentet”, og de kongeligt udpegede ministre skal have et flertal bag sig i parlamentet.

Mod slutningen af 1600-tallet voksede topolitiske fløje frem: the Whigs (i det store og hele modstandere af kongen) og the Tories (kongetro). Hermed blev grunden lagt til det parlamentariske system, der er gældende i Storbritannien den dag i dag, og hvor regeringen skal have de folkevalgtes tillid.

I første halvdel af 1700-tallet trivedes industri- og handelslivet, og grunden blev lagt til den industrielle revolution. Også videnskaberne blomstrede med navne som John Locke og Isaac Newton. Monarkerne var svage, men så meget desto mere fremtrædende var politiske ledere som Robert Walpole og William Pitt d.æ. I 707 blev England og Skotland samlet i en union under navnet Storbritannien. Irland var dog fortsat en kilde til uro.

Efter den relative fred i første halvdel af 1700-tallet var sidste del af århundredet præget af ydre uro. Storbritannien udkæmpede flere krige med Frankrig og Spanien om kolonibesiddelser for siden at se sine nordamerikanske kolonier gøre oprør i 1776 og erklære sig selvstændige. Siden udkæmpede briterne flere krige mod Frankrig, der i starten af 1800-tallet blev regeret af Napoleon, som først blev endeligt besejret i slaget ved Waterloo i 1815.

Krigene mod Frankrig blev fulgt af en lang periode med industriel og økonomisk ekspansion, der medførte store sociale problemer, særligt blandt befolkningen i byerne. Det blev nødvendigt med økonomiske og sociale reformer, og i 1832 blev en valglov vedtaget, der udvidede stemmeretten og bragte valgkredsinddelingen i bedre overensstemmelse med befolkningens sammensætning. Herefter kom regeringsmagten til at veksle mellem de liberale whigs og de konservative tories.

Under dronning Victorias lange regeringstid (1837-1901) fortsatte den industrielle revolution, og England blev en økonomisk stormagt. Koloniherredømmet blev udvidet, da England fik endeligkontrol med Indien og indlemmede store dele af Afrika i det britiske imperium i slutningen af 1800-tallet.

Økonomien og kulturen i Irland var hæmmet af de britiske love, der blandt andet bestemte, hvilke afgrøder, der måtte dyrkes hvor. Da kartoffelhøsten slog fejl i 1845-49, døde over en million irere af sult og mangelsygdomme. I katastrofens kølvand fulgte en masseudvandring, først og fremmest til Nordamerika, og befolkningstallet fadt til det halve. Samtidig voksede den irske selvbevidsthed, og de irske nationalister blev ofte tungen på vægtskålen mellem de liberale og de konservative i det britiske parlament. De liberales leder, William Gladstone, forsøgte uden held af få parlamentet til at vedtage selvstyre for Irland, sådan som det lykkedes for en række andre britiske kolonier: Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika.

Ved begyndelsen af 1900-tallet var Storbritannien fortsat en stormagt. Første Verdenskrig indebar dog store omkostninger, og efter fredsslutningen havde landet økonomiske vanskeligheder og stor arbejdsløshed. Kvinderne – hvis indsats havde været stærkt medvirkende til, at Storbritannien overhovedet kunne fungere under krigen – fik stemmeret i 1918, men det var først i 1928, at den kvindelige valgretsalder blev den samme som mændenes. De liberale oplevede tilbagegang, og det blev i stedet de konservative og arbejderpartiet Labour (dannet 1900), der blev de dominerende partier.

Under Første Verdenskrig voksede uroen i Irland, og i 1916 udbrød et væbnet oprør, den såkaldte påskeopstand. Den blev hurtigt slået ned af briterne, men irernes kamp for uafhængighed fortsatte. I 1921 gik irerne modvilligt ind på et britisk fredsforslag, der gav dem selvstyre. Seks af de nordlige grevskaber (det nuværende Nordirland) forblev dog britiske, fordi det protestantiske flertal modsatte sig et brud med Storbritannien. Nordirland blev længe styret uden større indblanding fra regeringen i London. Det politiske liv var domineret af det protestantiske Ulster Unionistparti, og det katolske mindretal blev i høj grad udelukket fra politisk og økonomisk indflydelse.

I 1939 gik Storbritannien ind i Anden Verdenskrig. Under ledelse af premierminister Winston Churchill lykkedes det under store anstrengelser briterne at slå de tyske angreb tilbage, både i luften og til søs, og England var blandt de sejrende magter, da krigen var overstået i 1945.

Vigtigste årstal i Storbritanniens historie

  • År 47 romerne invaderer de britiske øer
  • ca. 400-1000 anglere, saksere og vikinger invaderer
  • 1066 slaget ved Hastings
  • 1215 Magna Charta
  • 1534-1540 reformation i England
  • 1649-1660 republic under Cromwell
  • 1776 de nordamerikanske kolonier gør oprør og erklærer sig selvstændige
  • 1815 Napoleon besejres ved Waterloo
  • 1837-1901 Dronning Victorias regeringstid
  • 1940 Slaget om Storbritannien, briterne slår de tyske styrker tilbage
  • 1968 urolighederne i Nordirland begynder
  • 1973 EF-medlemskab
  • 1982 Falklandskrigen
  • 1998 fredsaftale om Nordirland

Historie efter 1945

Anden Verdenskrig var begyndelsen til enden på det britiske imperium, for koloniernes indsats på britisk side i krigen gav ny næring til kravene om selvstændighed. Indien blev selvstændigt i 1947 og blev delt i to stater, Indien og Pakistan. De afrikanske koloniers frigørelse blev også indledt i denne periode.

I efterkrigstiden mistede Storbritannien sin stormagtsstatus, og levestandarden faldt sammenlignet med de seks daværende EF-lande. Denne udvikling gjorde, at landet ansøgte om medlemskab, men det blev afvist efter fransk modstand. Præsident Charles de Gaulle opfattede briterne som et redskab for amerikanske interesser. Først i 1973 blev Storbritannien medlem af EF, og det medførte en stigende britisk eksport til de andre EF-lande.

Det var dog ikke alle økonomiske problemer, der lod sig løse ved en indtræden i EF. Under oliekrisen i 1973-74 faldt det britiske punds værdi, og inflation og arbejdsløshed steg voldsomt. Først lykkedes det den daværende Labourregering at indgå en aftale med fagbevægelsen, og trods krisen var der relativ fred på arbejdsmarkedet. Men i begyndelsen af 1979 rullede en strejkebølge hen over landet. De upopulære strejker bidrog til, at Labour – der dog kunne pege på en vis økonomisk fremgang – tabte parlamentsvalget i 1979 til de konservative med den nye partileder, Margaret Thatcher.

Thatcher stod for en ny, konservativ ideologi, der lagde vægt på det individuelle ansvar. Den nye regering begyndte at sælge ud af de statslige virksomheder, liberaliserede økonomien og satte skatterne ned.

Det økonomiske klima i 1980erne var gunstigt for Thatchers politik, og de to ting tilsammen gav et øget produktivitet i industrien, lavere inflation og stigende velstand for flere grupper i det britiske samfund. Prisen var en voldsom arbejdsløshed, der for det meste lå på omkring 3 millioner. Thatcher fik tilnavnet “jernladyen”, og både den indre og ydre kritik af hende voksede.

Med Argentinas invasion af Falklandsøerne i 1982 blev de indenrigspolitiske problemer dog trængt i baggrunden. Den britiske sejr i Falklandskrigen styrkede Thatchers popularitet og hendes image som en handlekraftig og beslutsom leder.

De konservative vandt parlamentsvalget i 1983 og igen i 1987. Margaret Thatchers politik vakte dog stigende utilfredshed inden for hendes eget parti. Særligt kritikken af hendes europaskeptiske indstilling var hård, og beslutningen om at indføre en ny kommuneskat, poll tax, vakte store protester i England og Wales. Hun blev tvunget til at gå af i efteråret 1990 og blev efterfulgt af John Major.

Major stod for en mere moderat konservativ linje. Han trak hurtigt det kritiserede forslag om kommuneskatten tilbage og udskrev valg til 1992. De konservative vandt, og Major dannede regering.

Uenighed om forholdet til EU førte til skarpe modsætninger inden for regeringspartiet, hvor stærke kræfter modsatte sig et udvidet samarbejde (eller til og med ville forlade unionen). Alligevel lykkedes det Major i 1993 at gennemtvinge et britisk ja til Maastricht-aftalen i parlamentet. Briterne fik dog ret til at stå uden for samarbejdet på det socialpolitiske område.

De konservative tabte en række suppleringsvalg, og i slutningen af 1996 også deres flertal i underhuset, hvor regeringen blev afhængig af støtte fra det protestantiske Ulster Unionistparti, dengang det største parti i Nordirland. Det havde en negativ virkning på den fredsproces, der var blevet indledt i Nordirland i starten af 1990-erne.

Ved parlamentsvalget i foråret 1997 fik de konservative det dårligste valgresultat siden 1832, og valgets vinder blev Labour og dets nye leder, Tony Blair, der fik absolut flertal i underhuset (418 pladser ud af 659).

Efter valget fremlagde Blair et reformprogram under parolen “New Labour” og lovede en modernisering af hele det britiske samfund. Dette program tiltrak sig stor opmærksomhed, også uden for landets grænser. i tråd med reformprogrammet indeholdt Labours første finanslov skattenedsættelser til små virksomheder og tilskud til ansættelse af langtidsledige. Samtidig blev der sat store summer af til uddannelse og sundhedsvæsen.

Blair lovede, at Storbritannien ville spille en aktiv rolle i Europa, og briterne skrev også under på Maastricht-traktatens sociale kapitel, som de ellers i første omgang havde valgt at stå udenfor. Der blev også indført mindsteløn. Det var dog stadig usikkert, om briterne skulle med i ØMUen, den Økonomiske og Monetære Union. Ligesom i Danmark herskede der stor skepsis over for denne del af unionssamarbejdet. På et tidligt stadium indledte Labourregeringen dog en vis harmonisering, så den britiske nationalbank, Bank of England, har fået friere hænder. Det er en af forudsætningerne for deltageles i ØMUen.

Tony Blair var længe den mest populære premierminister siden Winston Churchill, ikke mindst efter indgåelsen af fredsaftalen for Nordirland. Men kritikken af ham voksede, da han midlertidigt inddrog det nordiske selvstyre ganske kort tid efter oprettelsen. Blair blev også kritiseret for selv at ville kontrollere alt inden for det politiske liv.

Forud for parlamentsvalget i 1997 havde Blair lovet Skotland og Wales øget selvstyre. Det konservative parti var imod planerne, fordi de frygtede en splittelse af landet. I en folkeafstemning i 1997 stemte omkring tre fjerdedele af skotterne for et eget parlament. I Wales stemte et lille flertal for oprettelsen af en regional forsamling, der dog skulle udstyres med færre beføjelser end det skotske parlament.

I 1999 blev der afholdt valg til de nye parlamentariske forsamlinger for første gang. I Skotland vandt Labour under Donald Dewar og dannende regering med Liberaldemokraterne. I Wales blev Labour også det største parti og dannede en mindretalsregering.