Tag-arkiv: Toscana

Toscana

Vejene til Amiata – etruskerbyer i Siena provinsen i Toscana

Udgivet den af

På kulturrejse i Siena provinsen i Toscana i etruskernes fodspor.

Fra Chianciano er der en idyllisk, landlig køretur gennem Castelluccio til Sarteano og Cetona, to små byer der både er etruskiske og middelalderlige. Udsigten over de trøstesløse crete, befæstede gårde og det disede Monte Amiata er indfanget af Paolo Busato i hans meget berømte fotografier. Det er umagen værd at udsætte bilen for belastningerne på de mudrede veje, men de mere forsigtige kan også finde en direkte rute til Sarteano.

Castiglionecello di Trionoro

Castiglionecello di Trionoro er en lille by med et Castello og en kirke, der har en trecento-Madonna. Byen ligger blandt udstrakte arealer af forladte landområder, hvor der jævnligt afdækkes ruiner fra etruskertiden.

Sarteano, der breder sig ud over sin dobbelte kreds af bymure, er et populært kurbadested, som har bibeholdt sin traditionelle identitet. Byen har etruskiske ruiner, et pragtfuldt 1200-tals Rocca og smuldrende renæssance-paladser, der er bygget sammen med bymuren. Et interessant Etruskisk museum er for nylig blevet åbnet – men på trods af rygterne har man aldrig fundet den etruskiske konge Porsennas grav. I august afholder Sarteano en berømt Giostra eller turnering.

Cetona

Cetona klæber sig op ad en skovbevokset høj og er, med den laveste gennemsnitsindkomst i hele området, engageret i en kamp for at overleve. De storslåede 1700-tals huse på sletten er rester af byens tidligere velstand. Byens trestjernede seværdighed er en middelalderborg, der ligger blandt nerier, og en villa, der ejes af modekongen Valentino.

Selv om Cetona kendes for sine tekstiler og kopier af etruskiske vaser, sætter den nu sin lid til Agriturismo for at forhindre landbefolkningen i at forlade stedet. Et kort ophold på en lokal bondegård, med bjergture og bruschetta der flyder af olivenolie, er absolut værd at overveje.

Monte Amiata

De forskellige veje, der fører til Monte Amiata, den højeste bjergtop i det sydlige Toscana, er mindst lige så smukke som selve bjerget. Den hurtige rute fra Pienza til Abbadia San Salvatore giver mulighed for en omvej til de smukkeste kurbade i Siena-provinsen, Bagni San Filippo. Hvis man drejer til højre kort før Abbadia, kommer man til en klynge huse og frugthaver, hvor svovllugten viser vej til selve kurstedet.

Den snoede vej ned mod bassinet fører forbi et vandfald frem til en moderne pool. Man kan få fodbad, mudderbad, massage eller ansigtsmasker, hvis man ikke allerede er dækket af en hvid maske af kalk. Italienerne er ikke kede af at svømme i skoldhede bade midt om sommeren, men udenlandske gæster falder gerne om af udmattelse efter to bassinlængder.

Sarteano og Radicofani

Den alternative rute via Sarteano og Radicofani var den, som Dickens og Montaigne tog til et sted, der kun kan sammenlignes med Volterra i dramatisk natur. Mens bjergbyerne kan takke sporten og fritidsindustrien for deres genopleven, befinder byerne ved foden af Monte Amiata sig i ingenmandsland. De er nærmest fanget i deres middelalder identitet, og i Radicofanis tilfælde af en økonomisk struktur, der er stærkt påvirket af middelalderen.

Radivofani, der ligger på toppen af en basaltklippe 766 meter over havet, er det eneste sted i Italien, der har en tredobbelt Medici-bymur. Byen skuer ud over et område, der med rette kan kaldes Il Mare di Sasso, stenhavet, et område der kun egner sig for meget hårdføre får.

Byens navn er knyttet til Ghino di Toccos bedrifter, han der kaldes ”den blide landsforviste”, og som er gjort udødelig af Dante og Boccaccio. Den landsforviste Ghino beherskede byen fra slottet Radicofani, bygget af Hadrian 4. – den eneste engelske pave. En barsk udseende statue af Ghino står midt i denne uhyggelige by med lave stenhuse med udvendige trapper, blinde gyder og strenge facader. Selv om et jordskælv i 1700-tallet tilintetgjorde det meste af byen, er der tilstrækkelig atmosfære tilbage.

Abbadia San Salvatore

Turen fra Radicofani til Abbadia San Salvatore gør over Le Conie, en bugtet vej der kaldes Amiatas dørvogter. For folk, der ikke er interesseret i skisport eller nedlagte kviksølvminer, kendes byen Abbadia bedst for sit stærkt omtalte Abbazia og sin middelalderlige højby.

Den romerske kirke San Salvatore er alt, hvad der er tilbage af et fordums vidunderligt kloster. Desværre er det to gange blevet hårdt restaureret, en gang i 1500-tallet i barokstil og igen i 1925. Et krucifiks fra 1100 og krypten med sine 36 forskellige søjler er imidlertid relativt velbevarede, geometriske mønstre, drueklaser, palmeblade, dyr og gordiske knuder smykker søjlerne på dette enkle, rene sted.

Amiatas

Fra Abbadia fører en bugtet vej med skarpe kurver og stejle stigninger op mod Monte Amiatas top, som er 1738 m høj. I det skovklædte landskab omkring den udslukte vulkan findes fredfyldte stier, og da jagt er forbudt, er der rig mulighed for at kigge efter dyr. Fosso della Cocca, en tunnel med bladhang, er det bedste sted at finde sjældent dyreliv og planter.

Castel del Piano som ligger blandt fyrreskove og vilde hindbærbuske, er den ældste bebyggelse på egnen, men Piancastagnaio er bedre som base. Byen, som den ligger på en top mellem kastanjelunde, kan tilbyde en nyrestaureret Rocca, bjergfæstning, et franciskanerkloster og mærkelige landsbyer.

Pave Pius 2., som var på besøg i Amiata i 1462 på vej til Pienza, skrev ”de blide kilder løber gennem bjergene, der er smukkere end nogen, som nymfer eller faune kunne have fundet”. Når man bemærker svovllugten, må nymferne nok have været forkølede, da de var her.

Oplev Palion i Siena på en kulturrejse til Toscana

Udgivet den af

En kulturrejse til Toscana i Italien bør absolut indeholde et besøg i Siena – læs om Palion, det verdensberømte væddeløb i Siena.

I løbet af mindre end et minut er Campoen i Siena fyldt med en uudholdelig glæde og irrationel fortvivlelse, mens århundreders rivalisering bliver testet
Det er mærkeligt, at et væddeløb, der kun varer 90 sekunder, kan kræve et helt års forberedelser, en livslang tålmodighed og en hel bys deltagelse. Men det gør Sienas berømte Palio, og har gjort det siden 1200-tallet, hvor Palioen for første gang afholdtes. På den tid foregik løbet på bar hesteryg hele vejen gennem Siena. Væddeløbet rundt på Campoen blev introduceret i 1600-tallet. I dag afholdes Palioen to gange om året, i begyndelsen af juli og i midten af august.

Palioen har fundet sted i krigstid, under hungersnød og pest. I 1300-tallet blev fangerne lukket ud af fængslet for at være med i festlighederne. Da fascisterne var ved at vinde terræn i 1919, udsatte Sienas borgere valget af det ny byråd indtil efter Palioen. I 1943 var briterne bange for opstand i en tunesisk krigsfangelejr, fordi de forbød fangerne fra Siena at arrangere Palio. Den sienesiske begejstring løb af med sejren.

Vigtige forberedelser

Selv om sieneserne siger, at ”il Palio corre tutto l’anno” (Palioen løber hele året), er de endelige forberedelser kogt ned til tre dage, hvor der trækkes lod blandt hestene, som skal repræsentere hvert kvarter (contrada), vælges jockeyer (der ofte kommer fra Maremma) og så de seks prøveløb – hvoraf det sidste afholdes samme morgen som selve Palioen og kaldes provaccia (eller ”ildprøven”). Aftenen før løbet afholdes en spændt ”forsoningsmiddag” i hver contrada. Der er mange, som flokkes omkring Campoen for at se løbet, men der er andre, der ikke kan holde spændingen ud og i stedet sætter sig omkring tv-skærmen på contradaens torv eller går i kirke for at bede.
Flagekvilibrister Et højdepunkt ved Palioens pomp og pragt er flagbærernes optræden. De er berømte over hele Italien for deres kunstfærdige behændighed med enorme flag, som de kaster højt op i luften.

Contrada på parade.

De 17 contradaer i Siena er alle repræsenteret i Palioens farverige Corteo Storico (historiske parade). Deltagerne bærer kostumer, typiske for netop deres kvarter.

Middelalderudstyr. Ordene ”C`´e terra in piazza” (der er jord på torvet) er signalet til at tage dragterne ud af museet og gøre dem klar til den store, historiske parade.
Velsignelsen. På selve Palio-dagen tages hestene hen til de enkelte contrada-kirker for at blive velsignet. Præsten holder hestens hoved og kommanderer den til at ”Vai e torni vincitore!” (gå og kom sejrrig tilbage).
Alt er tilladt. Det nådeløse væddeløb går tre gange rundt om Campoen. Hvis en rytterløs hest vinder, bliver hesten nærmest ophøjet til helgen, den får ærespladsen ved den efterfølgende banket, og hovene bliver forgyldt.
Historisk pomp og pragt. Den historiske parade, der afholdes inden hovedløbet, har Sienas århundredlange strid med Firenze som tema, fra den glorværdige sejr i 1260 til det forsmædelige nederlag i 1560.

Contradaens magt

I Siena er contradaen almægtig: Spørg en sieneser hvor han kommer fra, og han vil sige ”Ma sono della Lupa” (Jeg er da fra Ulvecontradaen). Loyalitet er først og fremmest til byen i sjælen, ikke til byen på kortet.
Ti af de 17 kvarterer deltager i palioen. De syv, der ikke deltog i den foregående, og tre fundet ved lodtrækning. Hver contrada udpeger en kaptajn og to løjtnanter, der er ansvarlig for kampagnen. Op til Palioen bliver det illegale legat; kidnapning, bestikkelse, komplotter og doping af hestene er almindelige foreteelser.
Hver af byens contradaer har sit eget flag, der vises rundt omkring i byen under Palioen, og som spiller en vigtig rolle i den ceremonielle del af begivenheden.
Flag eller bannere er en central del af Palioen. Faktisk er selve Palio – trofæet som alle strides om – et banner. Et silkeflag med et billede af madonnaen og byens våbenskjold, som sieneserne ironisk refererer til som centio eller pjalt.
Contradaen, der er så dygtige/heldige at vinde sæsonens palio, beholder banneret indtil næste løb.

Caprese i Toscana Michelangelos fødested

Udgivet den af

Nordvest for Sansepolcro, på en stejl skråning ved Tiberen i Toscana, ligger flækken Caprese, Michelangelos fødested. Som den ligger her, beskyttet af en næsten fuldstændig bevaret mur, har denne samling rustikke bygninger, deriblandt Buonarroti-huset, det gamle rådhus, hvor Michelangelos far var borgmester, større interesse ved sin tilknytning til personen end ved sin egen værdi.

Ude i de fjernere afkroge forekommer det ikke meget anderledes, end det må have været på den tid, hvor Frans af Assisi drog ud til en ensom og forladt klippespalte, kronet af bøgetræer, på skrænterne ved Monte Penna in La Verna, og levede som eneboer i en niche mellem to klipper.

Senere gav en lokal tilhænger, greve Orlando da Chiusi di Casentino, bjerget som gave til franciskanerne, fordi han var blevet dybt grebet af den hellige Frans’ prædikener. På dette sted mener man, at Frans i år 1224 fik stigmatiseringsmærker, mens han var ved at bede.

Endnu i dag ligger et franciskansk helligt sted på klippen, og man fornemmer ensomheden. Der er et lillebitte torv med en samling klosterbygninger, der er også en klosterkirke med terrakottaskulpturer af familien della Robbia, Bebudelsen og Kongernes Tilbedelse.

Rejsen til La Verna fra byen Chiusi La Verna nedenfor er endnu i dag lige så meget en pilgrimsrute, som den var det i middelalderen. En vej, der snor sig op gennem birke- og fyrreskove, giver en befriende kølighed til de florentinere, der flygter for sommerheden.

Sansepolcro en drømmeby i Toscana

Udgivet den af

Den øvre del af Tiberdalen er lukket inde mellem Alpe di Catenaia og Alpe della Luna. Her blev Sansepolcro anlagt ved foden af Appenninernes bjergtoppe; efter hvad traditionen fortæller, var det efter et indfald, som de to pilgrimme Arcano og Giles fik i 900-tallet, inspireret af en drøm. Da de lige var vendt hjem fra Det hellige Land med stumper af Kristi grav, byggede de et kapel, hvor den nuværende domkirke ligger. Borgo Sansepolcro er en følge af denne drøm. Rejser du på kulturrejse i denne del af Toscana, så snyd ikke dig selv for et besøg i Sansepolcro.

Sansepolcro er berømt af to grunde. Det er Piero della Francescas fødested, en af 1400-tallets store malere, og det er herfra en god del af den italienske pasta kommer. Buitoni-fabrikkerne i byens udkant fremstiller kilometervis af spaghetti og gør på den måde Sansepolcros navn kendt over hele verden.

Den gamle bydel, der kryber sammen bag de smuldrende fæstningsmure, er et betydeligt kunstnerisk center. De stille, snævre gader forbindes gennem fire ældgamle byporte. Af disse er Porta Fiorentina den bedst bevarede. I bymidten, hvor Piazza Torre di Bert og via Matteotti mødes, ligger domkirken, viet til evangelisten Johannes. Den påbegyndtes oprindelig som en klosterstiftelse i 1000-tallet.

Domkirken i Sansepolcro

Der findes både fremragende og middelmådige kunstværker på væggene indvendig, bl.a. et tabernakel fra della Robbias skole ved siden af sakristidøren. Peruginos Kristi Himmelfart hænger også her. Torre di Berta var et 1100-tals tårn, der lå i byens ældste del; tyskerne sprængte det i luften, da de trak sig tilbage i 1944.

Heldigvis ødelagde denne skånselsløse vandalisme ikke de andre betydelige bygninger i den del af byen – f.eks. Palazzo delle Laudi (rådhuset) fra 1500-tallet og Palazzo Gherardi, der påbegyndtes omkring år 1300, begge ligger i Via Matteotti samt Palazzo Pretorio over for Piazza Garibaldi.

Piero della Francescas største mesterværk, Opstandelsen, var i fare for at blive ødelagt, da de Allierede bombarderede Sansepolcro under Anden Verdenskrig, fordi de troede, at tyskerne endnu befandt sig i byen.

I dag findes denne fresko i Museo Civico i Via degli Aggiunti; den blev reddet, fordi indbyggerne anbragte sandsække omkring den. Den står over for Della Francescas flerfløjede altertavle Madonna della Misericordia, endnu et af denne malers vigtigste arbejder. I opstandelsen, Resurrezione, ser Kristus og soldaterne lige så grove og bondske ud som på hans Madonna i det lillebitte kapel, Museo Madonna del Parto uden for Monterchi, nogle få kilometer syd for Sansepolcro.

Denne Madonna, der er højgravid og helt tydeligt føler smerter efter at have båret på barnet i næsten ni måneder, har knappet sin kjole foran, mens to engle ovenover løfter fligene på teltet, som hun står i.

Kulturrejse til Firenze i Toscana – Prato provinserne

Udgivet den af

Prato provinserne i Toscana var Europas mest udviklede gennem middelalderen og renæssancen, hvilket gav lokalbefolkningen en enestående historisk og kulturel arv.
Firenze-provinsens byer og landsbyer ligger ofte på stejle bakker bevokset med cypresser. Neden for byerne mod dalens bund vokser vinstokkene, som siden renæssancen har frembragt mange af Italiens berømte vine, bl.a. de røde Chianti og Carmignano, og de grønne Malvasia og Trebbiano. Opleve det hele på en Kulturrejse til Toscana.

Synet af bjergene omkring Mugello nydes bedst fra en siddeplads i det romerske amfiteater i Fiesole. Disse bjerge blev en gang anset som det ideelle skjulested for de afskyelige middelalderbaroner, der nu og da kom ned fra deres velbevogtede tilholdssteder for at hærge og plyndre. I begyndelsen kunne Fiesole forsvare sig selv. Men i 1125 var det florentinerne, der angreb byen og lagde den i ruiner. Kun domkirken og bispepaladset blev skånet.

Fra Firenze snor Via Bolognese, SS65, sig op ad højderyggen til Fiesole. På vejen passeres pragtfulde villaer med en fantastisk udsigt over dalen til Firenze. Hovedruten fra bymidten er Via San Domenico, der skifter navn adskillige gange undervejs til Fiesole.
På Villa Vecchia Fiesolana ligger Villa Medici, som er bygget af Michelozzo i 1458-61 efter Cosimo il Vecchio’s instrukser til hans yngste søn Giovanni.
Villaens interiør rummer ikke længere de oprindelige dekorationer. Det meste blev fjernet i 1772 og erstattet med engelske kineserier af Robert Walpole, greve af Oxford. Villaen er ikke normalt åben for publikum, men hvis man ringer på (indgangen ligger på Via Giovanni Angelico 2), så er der som regel en eller anden, der er villig til at vise rundt på haveterrasserne, der har beholdt deres oprindelige linjer.

Arkæologiske skatte

Vejen stiger op mod Fiesoles centrum og det livlige hovedtorv, som er opkaldt efter det berømte bysbarn Mino da Fiesole, en billedhugger fra Quattrocento. Barer og pizzerier omgiver domkirken, som rummer nogle af Mino da Fiesoles bedste værker, biskop Salutatis gravmæle og et alter foran Salutati-kapellet. Selve Duomo er dateret til 1024-1028 og byder på skønne fresker og skulpturer af mindre kendte, men udmærkede kunstnere.
På pladsens vestside ligger bispepaladset fra 1000-tallet og den katolske præsteskole, som begge har fragmenter af den etruskiske nekropolis i gården. På den østlige side ligger Palazzo Pretorio. Selve piazzaen var engang romernes Forum, hvorfra en vej fører til det romerske amfiteater, der blev udgravet i 1911. Det bruges til koncerter og andre begivenheder. I begyndelsen af 1997 blev tre af Fiesoles arkæologiske attraktioner, Museo Archeologico, Museo Bandini og Antiquarium Costantani, slået sammen til ét samlet område. Zona Archeologico .
Det gennemrestaurerede arkæologiske museum indeholder interessante fund fra bronzealderen og etruskernes tid, og det er nu forbundet via en korridor under vejen til Costantini-samlingen af græske og etruskiske genstande. Denne tredje del af komplekset er det lille Bandin, i Via Dupré, og det indeholder en repræsentativ samling malerier fra renæssancens tidlige og midterste periode samt nogle terrakottaer af Della Robbias skole.
Vejen til Fiesole går gennem den mindre by San Domenico. Den er ikke blot kendt for sit fantastiske panorama over Firenze, men i højere grad for sit kloster og for kirken San Domenico da Fiesole. Begge indeholder rester af en stur kunstsamling, som desværre blev beskadiget under Anden Verdenskrig. I det første kapel i kirkens nordlige side ses Madonnaen med Engle og Helgener af Fra Angelico, som levede i klostret. I kapellet ses hans Korsfæstelse.
Via Badia fører til Badia Fiesolana som var Fiesoles domkirke frem til 1028. Den nuværende bygning blev efterladt ufærdig i 1464. Facaden, som stammer fra en mindre romansk kirke, er et fantastisk eksempel på den florentinske romanske stil. Dekoreret med grøn og hvid marmor. Der er også en dejlig lille plads foran kirken, hvor man kan sidde og hygge sig.
I den nordlige del af Fiesole, på vejen der snor sig gennem olivenlunde mod Olmo, går en sidevej på højre hånd mod Settignano, der har været hjemsted for mange fremtrædende mennesker. Michelangelo tilbragte sine unge dage i Villa Buonarroti. Benard Berenson (1865-1959) boede i Villa Tatti, som han restaurerede og berigede med en kendt renæssance-kunstsamling, som senere gik i arv til Harvard Universitetet. Andre berømte beboere var den betydningsfulde renæssance-billedhugger Desiderio da Settignano, forfatterne Tommaseo og D’Annunzio samt den legendariske skuespillerinde Eleonora Duse.
Et eksempel på en flot renæssance-villa, som overraskende er bevaret helt til vore dage med det meste af sin oprindelige have intakt, er Villa Gamberaia fra 1400-tallet.
Settignano er også rigt forsynet med kirkekunst. Santa Maria rummer en 1500-tals prædikestol af Buotalenti foruden en hvid terrakottafigur af Jomfru Maria med Barnet og to Engle, udført af Andrea della Robbia, Santa Martino a Mensola har en triptykon af Taddeo Gaddi.
Landevejen SS65 snor sig mod Pratolino og mod Parco Demidoff. For længe siden rummede parken – der nærmest er en stor have – også Villa Pratolino, senere kaldt Villa Demidoff, som blev bygget i 1569 og revet ned på grund af misforståede økonomiske besparelser i 1820. Der er faktisk ikke noget tilbage af den tidligere Medici-villa med undtagelse af Giambolognas massive statue Appenninen. I dag er haven forsømt og sjusket, men det er et dejligt, køligt sted at søge tilflugt i eftermiddagsheden. Vær opmærksom på, at kustoderne har ejendommelige arbejdstider, så ring i forvejen.

Mugello-dalen

Mugello er tæt forbundet med Medici’erne, idet de stammer herfra, og de viede området stor opmærksomhed. Cosimo de’Medici fik Michelozzo til at omdanne den gamle fæstning i Cafaggiolo i Val di Sieve til et landligt tilflugtssted. Og han gjorde det samme med slottet Il Trebbio lidt sydligere.
Villa Cafaggiolos forfaldne ydre – det mangler et af tårnene – skjuler et smukt interiør. Det meste af det indre bliver ejendommeligt nok anvendt som hø-lade. Men Cafaggiolo lider mest på grund af sin beliggenhed tæt på autostradaen Firenze-Bologna, der passerer lige forbi bygningen. Et symbol på, hvordan storhed kan stå for fald.
Castello del Trebbio har derimod haft en bedre skæbne. Den er blevet regelmæssigt vedligeholdt gennem årene og har bevaret, måske mere end nogen anden toscansk 1400-tals villa, en Medici-villas feudale stemning.
Lige over for Villa Cafaggiolo i en tæt skov på en bakkeskråning ligger San Martino-fæstningen. Den er bygget i 1569 af Lanci og Buontalenti på foranledning af Cosimo 1. for at forsvare den florentinske stat. Dette massive, femkantede slot er nu helt forfaldet og er blevet lukket med henblik på restaurering.
Lidt nord for San Piero di Sieve ligger Scarperia. Byens monumenter bliver sjældent besøgt af fremmede, skønt der er meget at ses. Palazzo Pretorio på hovedgaden er et af de skønneste eksempler på den toscanske civile arkitektur fra 1200-tallet.
Facaden er dekoreret med alle fremtrædende familiers våbenskjolde hugget i sten eller fremstillet i Della Robbia terrakotta. Overfor ligger Oratorio della Madonna della Piazza på den lille plads. Det er et lille mørkt rum, hvor man over altret kan beundre en Madonna col Bambino af Taddeo Gaddi.
For enden af hovedgaden ved indgangen til byen ligger Oratorio dei Terremoti. Her opbevares et freskomaleri: Madonna col Bambino, som tilskrives Filippo Lippi.
Scarperia er et berømt center for produktion af knive, og i de lokale værksteder bruger man stadig de traditionelle metoder til fremstillingen. I september er her en international kniv udstilling. Det nyligt installerede Museo dei Ferri Taglienti (museet for skæreredskaber) ligger i Palazzo dei Vicari.
Tager man et sving til venstre på den sydlige vej, der fører mod Scarperia, føres man gennem skove og lunde til det fjerntliggende Bosco ai Fratis kloster. Dette franciskanske tilflugtssted har en fred og ensomhed helt i overensstemmelse med de franciskanske idealer. En ro, der i dag savnes i f.eks. Assisi. Her er ingen turisthorder og ingen postkortsælgere. Kun den fred og enkelthed, som en kirke og dens kloster bygget i en lysning i skoven kan byde på.
Bygningerne blev rekonstrueret af Michelozzo omkring 1440 for Cosimo il Vecchio. De huser et mindre kendt, stort træ-krucifiks, overtrukket med gips og malet af en af den italienske renæssances største kunstnere, Donatello.

Kulturrejse til Toscana, besøg Siena, Lucca, Firenze og bo i Montecatini Therme

Udgivet den af

En kulturrejse til Toscana er en rejse igennem historiens vingesus. Derfor er kunsten at udvælge byer og seværdigheder og gå i dybden med disse, for ét er helt sikkert: Har man besøgt Toscana én gang, vil man gerne rejse tilbage!

Firenze

Firenze byder på så mange seværdigheder, at man sagtens kan bruge flere uger alene til at udforske Firenze. Firenze er Toscanas hjerte og renæssancens højborg, og naturen, som omkredser Firenze, er umådelig smuk. Inden du rejser til Firenze, er det en god ide at læse lidt historie hjemmefra, for byen gemmer på utrolig meget spændende historie og nævner man Renæssancen, Medicinerne, og Etruskerne, tænker mange med rette på Firenze.

Montecatini Therme

Montecatini Therme er en gammel og berømt kurby, ikke kun i Toscana, men i hele verden. Folk rejser til byen for at få behandlinger i de mange kurbade eller blot for at pleje sig selv med de forskellige behandlinger og former for wellnes. Foruden byens meget centrale beliggenhed, som er et godt udgangspunkt for udflugter i Toscana, er Montecatini Therme også en meget hyggelig by, med utallige restauranter, cafeer, og butikker. Bybilledet præges af mange flotte parker, brede boulevarder, hyggelige gågader og ikke mindst af hoteller og huse, som er bygget i tider, hvor rigdommen var enorm i Toscana. Rejser du til Toscana og bor i Montecatini Therme må du endelig ikke snyde dig selv for at besøge Montecatini Alto, som er den oprindelige fæstningsby fra Middelalderen. Du kommer nemt til Montecatini Therme med kabelbanen og fremme venter en formidabel udsigt over Montecatini Therme og Toscanas smukke landskaber. Et godt tip er at besøge Montecatini Therme om aften, bestille en drink og se den smukke solnedgang.

Lucca

At besøge Lucca er et absolut must. Omgivet af de træbevoksede bymure fra 1500-tallet er Lucca en charmerende by med en meget hyggelig og afslappet stemning. Inden for bymuren finder man et net af gågader – og Lucca er fuld af gotiske og romanske kirker, og gamle huse, som er velholdte, og med til at give Lucca sin specielle charme. På en kulturrejse til Lucca vil du opleve at byen, ligesom Firenze, og Siena, har haft en stor rolle i den italienske historie fra Etruskerne epoke til Napoleon, som invaderede Toscana (og dermed også Lucca) i 1799.

Siena

Foruden den helt specielle stemning, som findes i Siena p.g.a. det meget kompakte centrum, omgivet af bymuren, husker mange danskere Siena, fordi tårnet på Campoen har været forbillede for tårnet på Københavns rådhus. Siena er også meget kendt for sin Domkirke og de mange tårne, som har været brugt i de mange krige gennem Toscanas historie. På en kulturrejse til Siena skal du unde dig selv at nyde en frokost eller drink på Campoen, beskue Sienas flotte plads, betragte det rige folkeliv, og forestille dig, hvordan Campoen helt tilbage fra 1200-tallet har været brugt til Palio, som Sienas berømte væddeløb.

Kulturrejser til det sydøstlige Arezzo i Toscana

Udgivet den af

Den sydøstlige del af provinsen Arezzo rummer tre andre interessante småbyer som du bør opleve på en kulturrejse nemlig, Foiano della Chiana, Marciano della Chiana og Lucignano.

Foiano

Foiano klamrer sig til bjergsiden og ser meget malerisk ud. Store dele af byen stammer fra 1400-1500-tallet, selv om man også kan se spor af middelalderlige befæstninger i byens udkant. Bynavnet er oprindelig romersk, og tre kilometer nordøst for centrum ved Cisternella ligger ruinerne af et gammelt, romersk badehus.

Lucignano

Lucignano lige syd for Monte San Savino har oprindelig været en etruskisk fæstning, men dens mest fremtrædende karaktertræk i dag er en meget speciel middelalderlig byplan med gader i koncentriske cirkler omkring borgen, der blev ombygget i 1400-tallet.

Med kun få undtagelser er byhusene, overvejende fra 1200 til 1700-tallet, velbevarede, ligesom den gotiske kirke, San Francesco. I Palazzo Comulane fa 1300-tallet findes fresker fra både den sienesiske og den aretinske skole, så vel som eksempler på smukt forarbejdede ornamenter i guld, der vidner om, at provinsen i sin tid var særlig kendt for sin guldsmedekunst.

Marciano

Marciano, en lille by af høj kvalitet, havde også fæstningsmure i middelalderen, og nogle af byens fæstningsværker har overlevet i uforandret skikkelse. Der er store dele af borgen tilbage, ligesom murene og en byport, som har et klokketårn indbygget, er bevarede. Tre kilometer mod sydøst ligger det ottekantede kapel San Vittorio, der er tegnet af Vasari i 1572 for at markere det sted, hvor florentinerne slog sieneserne i 1554.

Den vigtigste kulturby i provinsen Arezzo er Cortona som ligger i en højde af 650 m over havet på et klippefremspring på Monte Sant’Egidios skråninger. Cortona er virkelig en solid fæstning, som man kun kan nå frem til ad en svimlende, snoet vej.

Byen ligger så højt, at der er mærkbart køligere end på sletten nedenfor, og om aftenen blæser der altid en blid brise. Byen er nok i dag af middelalderlig karakter, men engang har den været fæstning for de umbriske stammer, som tilmed røvede den fra etruskerne. Anselige levn fra disse sidstnævnte ligger spredt omkring Porta Colonia ved Via Dardano, i den nordlige del af byen.

Romerne koloniserede den, aretinerne plyndrede den i 1258, og i 1409 blev byen solgt til florentinerne og således tæt knyttet til hertugdømmet Toscana og dets historie.

Landevejen fra sletten op til byen snor sig mellem olivenlunde på terrasser, med villaer og gårde, der er omgivet af kristtorn og cypresser, klostre og kirker. Den første kirke på vejen er den kuplede Santa Maria della Grazia på bjergsiden lidt neden for byen.

Længere fremme ligger Porta Sant’Agostino, hvorfra Via Guelfa fører til Piazza Repubblica i bymidten. Her støder Palazzo Comunale fra 1200-tallet op til Palazzo Pretorio; denne herskabsgård fra 1200-tallet er ombygget i 1600-tallet og vender ud mod Piazza Signorelli, som rummer et museum med etruskiske antikviteter.

Men det er Museo Diocesano i Piazza Duomo, der huser flere store mesterværker – et værk af Duccio og andre af Fra Angelico, Pietro Lorenzetti og især bysbarnet Luca Signorelli.

Signorelli er født i Cortona, og kirken San Niccoló i en lille gård, som ligger neden for Medici-fæstningen, indeholder derfor naturligt nok et af hans bedste værker, Nedtagelsen af Korset.

Kirken San Francesco rummer de jordiske rester af en af Frans af Assisis efterfølgere og disciple: Broder Elia Coppi fra Cortona. Det var ham, som efter den hellige Frans’ død fejede fattigdomsidealet væk og bragte franciskanerordenen mere på linie med den materialistiske verden.

Monte Oliveto i Toscana, eneboernes ordre

Udgivet den af

Efter at have set et blegt og bølgende terræn får man øje på det røde kloster Monte Oliveto gennem en skov med pinjer, ege og oliventræer. Hvis det ser ud, som om jorden er skredet bort fra klostret, er det ikke helt forkert. Erosion og hyppige jordskred yder en naturlig beskyttelse for dette mystikkens centrum.

I år 1313 forlod Tolomei, der var en velstående Siena-borger, sin sagførergerning til fordel for et liv i bøn i ødemarken sammen med to andre eneboere. Efter at han i et syn havde set nogle hvidklædte munke, grundlagde Tolomei et Oliveto-munkesamfund efter de benediktinske regler. Munkene fulgte Sankt Benedikts udsagn om, at ”en virkelig munk er en, der lever ved sit eget arbejde”. Heldigvis stimulerede den sparsomme kost, den inderlige bøn og manglen på samtale munkene til kunstneriske udfoldelser i form af træskæreri, skulpturarbejde og illustrerede håndskrifter. Klostret, der er et berømt kunstcenter, inviterede Luca Signorelli og Il Sodoma til at udsmykke renæssancebygningerne med scener fra Benedikts liv.
Porten til klostret, med voldgrav og udsmykning med della Robbia-terrakotta relieffer, fører ind til munkenes hjem langs cypresser og manende skilte med påbud om ”silenzio”. At komme til at se de vidunderlige, men hårdt restaurerede fresker er sværere, end det ser ud til.

De nulevende munke, uden tvivl meget fromme, men også ret gnavne, er meget puritanske i deres syn på kvindelig påklædning. Selv et utildækket håndled må tildækkes med et tørklæde fra munkenes lager. Når man først er kommet ind i den store klostergård, ser man den hellige Benedikts liv udfolde sig på nok så verdslig vis. Af de to samtidige malere levede Signorelli mest i åndens verden. Men den smukkeste scene han har skabt, er meget jordbunden, den forestiller to munke, der får mad og vin serveret af piger i en kro. Sankt Benedikt havde gættet, at munkene havde brudt klostrets regler ved at spise uden for dets mure. Maleriets yndefulde udtryk ligger i, at munkene er så opslugt af stedet og den sanselige måde, som en af kvindernes hals er malet på. Imidlertid overlod Signorelli, efter at han havde malet ni fresker, i 1497 arbejdet til Sodoma. Munkene i Orvieto, som blandede sig i hans værk, kunne ikke tage kampen op mod den frihed, nye ånd og penge, som domkirken i Orvieto fristede med.
Vasari tilbad Signorellis åndelighed, lige så meget som han følte afsky for Sodomas pragtglæde, hans livsnydelse og den ”tøjleløse” forkærlighed, han havde for drenge og skægløse yndlinge. Sodomas homoseksualitet fik ham til at gøre nar af den konventionelle kristne kunst.

En af freskerne viste oprindeligt nogle nøgne kurtisaner, der var ude på at forføre munkene, men den rasende abbed beordrede Sodoma til at ”give dem tøj på”. I sit selvportræt har Sodoma den samme bevidsthed om sine tilskuere som en skuespiller, og denne bevidsthed viser han også sine yndlinge, der ligger ved hans fødder.
Sodomas kærlighed til, hvad Vasari kalder hans Noas ark med ”grævlinger, egern, aber, dværgæsler og ponyer fra Elba” er ofte til stede, men hans landskaber vågner først til live gennem kødets fristelser. Hans blik fokuserer sjældent på hovedpersonerne, men distraheres ved synet af et velskabt ben, et tvetydigt smil, en næsvis grævling eller ballerne hos en soldat. Det er overflødigt at berette, at munkene foretrak Signorellis værk frem for det, der var skabt af ham, de kaldte Il mattaccio, tåben eller galningen.
Når man ser bort fra alt det ophidsende ved Sodoma, er Monte Oliveto virkelig et åndens hjem. Den strenge spisesal, biblioteket der er stopfyldt med gamle håndskrifter og korstolenes indlagte træarbejder er lige så fredfyldte som de skjulte gangstier langt ude i skoven. Der er også en restaurant og gæsteceller for besøgende, der vil overnatte en enkelt nat.

De mystiske kratere i Siena-provinsen

Udgivet den af

Det mærkeligste område i Siena-provinsen i Toscana ligger vest for disse byer. Fra Buonconvento til Rapolano Terme findes et forhistorisk landskab. Det kaldes betegnende nok for Crete og ligner et månelandskab med bleggule lerhøje og nøgne kløfter, vævet ind i hinanden. Om vinteren er der koldt, dystert og endnu mere krateragtigt. Lokalbefolkningen omtaler disse ufrugtbare, furede steder som maligne crete, ”de onde steder” ligesom man i Australien har ”ødemarken”. Beboerne i Siena elsker dette golde sted, men de ulykkelige bønder tager i stigende grad imod støtte fra EU for at gøre landet egnet til at dyrke hvede på det.

Der er et ekstraordinært stort dyreliv, som er let at få øje på, i området. Om dagen strejfer vildtet omkring ved Ombrone-floden, og om natten finder man pindsvin og ræve rundt om i skovene. Den uforfærdede vandrer, der vover sig ud en aften ved efterårstide, møder muligvis en mærkværdig fremtoning med et par hunde, en lommelygte og en slags rustning. Det er trøffeljægeren, der snuser efter trøfler i de fugtige grøfter.
De sardiske bønder, som sælger oste, er mere lovlydige. I modsætning til toscanerne er sarderne villige til at bo på fjerne, ufrugtbare steder. Trist nok sætter lokalbefolkningen kun sarderne i forbindelse med tre ting: Pecorino, ridning og kidnapning.

Buonconvento der ligger på en slette midt i Crete, er et sted, hvor man kan gå på jagt og spise. Det er også en stilfærdig, historisk by, der er kendt for sin muraria, de imponerende, røde 1300-tals bymure og store trælåger i portene. I 1366 genopbyggede Siena murene, fordi Buonconvento var blevet ødelagt, da den var en sienesisk forpost. Byen er først og fremmest et sted, hvor man i ro og mag kan stifte bekendtskab med trøfler eller vildt eller holde en sommerskovtur i de fredelige haver ved bymuren.

Fra Buonconvento til Monte Oliveto Maggiore er det barske landskab oversået med bemærkelsesværdige gårde på bjergtoppene. Der er en lidet trafikeret landevej, hvor fasanerne kan dukke op hvert øjeblik. Området kaldtes Accona-ørkenen i middelalderen, og den har beholdt sin åndelige isolation frem til i dag.

Kulturrejse til Val D’Orcia i Toscana

Udgivet den af

Den vandrige dal i Toscana bliver Val D’Orcia kaldt og er en fattig, men smuk egn, der grænser op til den sydlige del af Crete. Området ligger ikke så langt fra Seina som mange besøger på en kulturrejse til Toscana. Landsbyerne har siden 1950’erne og 60’erne lidt under affolkningen fra landet. De forladte bøndergårde var engang grønne oaser tæt ved det golde Crete. Da bønderne nødvendigvis måtte være selvforsynende under Mezzadria-systemet, var hver eneste plet jord opdyrket, lige fra rosmarin og kamille ved huset til den indhegnede frugthave.

De der vil bevare det bestående, er fortalere for Agriturismo mens entreprenører ønsker at lave fritidscentre. Men som den lokale politiker Fabio Pellegrini sagde ”Vær forsigtig med at knytte landskabets skønhed sammen med bøndernes levevilkår – de to ting har aldrig kunnet forenes”.

San Quirico d’Orcia

San Quirico d’Orcia er en lille agtværdig by i dalen, som stadig venter på sin storhedstid. Den har overlevet angreb fra Cesare Borgias tropper i 1502 og granater mod sit fornemme Collegiata og bymurene under krigen i 1944. Den romanske Collegiata (præsteskole), der er bygget af sandsten og den lokale travertin, har tre betydelige portaler. Den fineste er sydportalen, som er udsmykket med løver og karyatider fra Giovanni Pisanos skole. Indenfor er der en trefløjet altertavle, som bl.a. viser byens røde og gyldne byvåben.
Fra San Quirico er der en spændende og vanskelig vandretur til Ripa d’Orcia, Rocca d’Orcia og Castiglione d’Orcia, tre fæstninger fra middelalderen. Efter vejkrydset til Bagno Vignoni, en middelalderlig by, kommer Ripa d’Orcia til syne, en fortryllende borg midt mellem cypreslundene.
Selv om fasaner og geder færdes her, påstår de stedlige beboere, at her også findes ulve. Hvis det ikke lykkes at få øje på en ulv, kan den frygtløse rejsende klatre videre op til Rocca d’Orcia, et befæstet bysamfund, som tidligere ejedes af den krigeriske Salilmbeni-klan. De energiske kan arbejde sig videre op mod Castiglione d’Orcia til mere af samme slags. Man kan se frem til nogle vidunderlige udsigter og en del udmattelse. Da den hellige Katerina da Siena en vinter i 1332 besøgte stedet, følte hun, at Gud havde forladt hende og udsat hende for hylende vinde; en fornemmelse man også kan have den dag i dag.

Bagno Vignoni

Kort efter San Quirico ligger Bagno Vignoni, et lille, men energisk kurbadested. Midt på et strengt middelaldertorv strømmer boblende, varmt vand op i et lukket stenbassin. De varme kilder blev allerede brugt af romerne, og blev i middelalderen til offentlige bade. Måske har Sankt Katerina badet her, når hun tog fri fra miraklerne eller forsøgene på at redde pavevældet.
De moderne bade nede ad bjerget holdes åbne om natten i sommer-weekenderne. I bassinet bliver alle ens sanser beriget på én gang. Det imponerende Rocca d’Orcia vogter ovenover; uden for det oplyste bad genlyder natten af får og fårekyllinger; det bløde, varme kalkvand får trætheden til at forsvinde; og svovllugten damper op i natteluften. Mens formationssvømmere ”danser” i takt til musik fra et Big Band, stirrer tilskuerne op efter stjerneskud, som hyppigt forekommer i de mørke augustnætter. Efter svømmeturen ser man på en lille spadseretur den fint restaurerede plads fra dens mest romantiske side.