Tag-arkiv: Toscana

Toscana

Hotel Il Pellicano

Udgivet den af

Hotel Il Pellicano er et af middelhavsegnenes mest vidunderlige badehoteller og resultatet af en kærlighedsaffære mellem en englænder og en amerikansk kvinde, da det åbnede i 1965 med en gæsteliste, der omfattede Charlie Chaplin. Mens de fleste tænker på bølgende vinmarker og middelalderlige bjergbyer, når de fremmaner de Bertolucci-inspirerede billede af Toscanas indre, vil de strandbegejstrede i stedet længes efter denne lille halvø ved kysten i det sydvestlige hjørne af Toscana, der rager ud i Det Tyrhenske Havs funklende vande. Dette eksklusive, 3 ha store kompleks består af små stenhuse, der ligger spredt ned ad Monte Argentarios klippeskråning, der er dækket af pinje- og oliventræer helt ned omkring hotellets egen private lille vig. Strålende hvide parasoller og liggestole i havets blå farve kranser senmolens “strand”. man kan springe direkte i vandet herfra, og gæsterne sopper rundt, mens de i ro og mag afventer eftermiddagens barbecue, der finder sted på en skyggefuld terrasse.

På trods af sin afslappede villa-og-landsteds-atmosfære lever Il Pellicano op til langt større verdensklassehotellers standarder. Betjeningen er fremragende, og det samme er vinkortet og det friske, uhøjtidelige køkken med fisk direkte fra havet. Værelserne er rummelige, førsteklasses og uhyre smagfuldt indrettede, og de fleste har egen balkon. Og overalt er der svale, blide briser og udsyn over havets vældige flade.
Du finder hotel Il Pellicano: Località lo Sbarcatello i porto Ercole, omkring 160 kilometer nordvest for Rom.

Hoteller i Toscana

På Kulturrejser.dk kan du læse om udvalgte hoteller i Toscana og på andre rejsemål i Italien. Du finder beskrivelse af hotellerne og i billedgalleriet kan du se foto fra hoteller i hele Toscana. Priser kan du finde i hotel oversigten.

Seværdigheder på en kulturrejse til Firenze

Udgivet den af

Har du besøgt Firenze på en kulturrejse ved du at byen rummer seværdigheder nok til mange ugers ophold, og det derfor er et spørgsmål om at vælge hvad man ikke kan nå at se. Nedenstående er mit bud på de seværdigheder jeg ville besøge hvis det var første gang jeg skulle på kulturrejse til Firenze.

Kort om Firenze

Firenze i Toscana, renæssancens vugge og hjerte, er en stolt, aristokratisk by, hvis labyrint af brolagte gader og piazzaer er kranset af middelalderlige tårne, historiske caféer og fæstningsagtige palazzi. Sanserne kan dårligt følge med her. Og så er der det andet problem: Hvordan får man det hele at se igen?

“Den gud, der skabte bjergene omkring Firenze, var kunstner. Nej! Han var juveler, gravør, billedhugger, bronzestøber og maler: Han var florentiner.” – Anatole France

Top seværdigheder i Firenze

Læs en kort beskrivelse af nedenstående seværdigheder i Firenze, som er nogle af de seværdigheder som de fleste rejsende til byen besøger.

Bargello-Museet

Bargello, der har til huse i et gotisk palads, opført som arsenal og fæstning i 1255, tjente senere som administrationsbygning og fængsel, før det blev omdannet til museum i 1965. I dag rummer det Firenzes fornemste samling af renæssanceskulpturer med værker af Michelangelo (nogle af hans tidligste), Donatello, Cellini, Giambologna og Luca og Giovanni della Robbia. Højdepunktet er bl.a. Michelangelos Apollon, Bacchus (der ser en kende beruset ud) og Pitti Tondo (madonna med barnet) og Donatellos David og Skt. Georg. Museet omfatter tillige samlinger af middelaldervåben, orientalske tæpper, elfenbensskulpturer, majolika-fajancer fra 1500-tallet, freskoer fra Giotto-skolen og historiske renæssancemedaljer. Bargello museet finder du på adressen Via del Proconsolo i Firenze, læs mere på www.firenzemusei.it

Galleria Dell’Accademia

Accademia blev grundlagt i 1784 som et kunstnerakademi og har siden 1873 været hjemsted for Michelangelos berømte David, der blev skabt mellem 1501 og 1504 og gennem næsten fire århundreder stod som midtpunkt for Piazza della Signoria. (I dag er det en kopi, der står ude på pladsen). Ud over dette mesterværk, der blev skabt af kasseret marmor, da kunstneren var 29, rummer museet tillige Michelangelos Matthæus og de fire ufuldførte Slaver med deres former, der kæmper for at bryde sig fri af marmoret omkring dem. Ingen ved egentlig, om de er ufuldførte eller med vilje er skabt halvt frie af de rå stenblokke. Værker fra 13- til og med 1800-tallet fylder de øvrige sale. Galleria DellÁccademia ligger på adressen Via Ricasoli i Firenze.

Il Duomo

Il Duomo, katedralen Santa Maria Dei Fiori – Firenzes Duomo blev oprindelig tegnet i 1296 af Arnolfo di Cambio, men er faktisk opført af en række arkitekter, der overvandt enorme tekniske problemer, da de skabte, hvad der formentlig er renæssance-arkitekturens største byggebedrift. Katedralen, der blev indviet i 1436, kan bryste sig af Filippo Brunnelleschis enorme ottekantede kuppel (verdens største, da den blev bygget, og i dag selveste symbolet på Firenze), i hvis indre man kan se en enorm fresko, Dommedag, af Giorgio Vasari og Federico Zuccari; glasmalerier af Lorenzo Ghiberti; og Paolo Uccellos vældige ur i indgangshallen. Katedralens røde, hvide og grønne marmorfacade er en sen tilføjelse fra 1800-tallet. Afslut turen med et besøg i piazzaens to andre højdepunkter: Baptisteriet med dets berømte bronzedøre, Dørene til Paradis, af Ghiberti og Giottos slanke klokketårn med udsigt over renæssancens Firenze oppe for enden af dets 414 trappetrin.

Medici-Kapellerne

Cappelle Medicee, der udgør en del af det monumentale San Lorenzo-kompleks (Mediciernes sognekirke, som er værd at besøge, men næsten altid overses af turister), var Michelangelos første arkitekturprojekter, påbegyndt i 1520’erne og udset til at huse de jordiske rester af Lorenzo il Magnifico og tre andre medlemmer af denne herskerfamilie. Kapellerne er berømte for de hvilende, allegoriske statuer af den kvindelige Daggryet og den mandlige Skumringen, der pryder gravmælet for Lorenzo 2., hertug af Urbino (barnebarn af Lorenzo il Magnifico), og for figurerne af den mandlige Dagen og den kvindelige Natten på gravmonumentet for Giuliano, hertug af Memours. Ironisk nok fuldførte Michelangelo ikke de to vigtigste gravmæler – dem for Lorenzo il Magnifico og hans bror, Giuliano, som ligger i en ordinær grav over for alteret. Senere (og mindre imponerende) grave rummer de jordiske rester af de Medicinomarker, der herskede, indtil slægten uddøde i 1737. Medici kapellerne finder du på Piazza Madonna degli Aldobrandini, i midten af Mercato San Lorenzo, med adgang via en separat indgang fra San Lorenzo-kirken.

Museo San Marco

Den mest berømte munk ved dette 1200-tals kloster (udvidet i 1400-tallet) var Fra Angelico, og i dag rummer San Marco Italiens største samling af hans værker. Hans mesterværk fra 1442, Korsfæstelsen, kan ses her, og det samme kan en række malte paneler, altertavler og en serie fresker, der pryder mange af de enkle celler, hvor munkene levede og bad. (Savonarola, den fundamentalistiske svovlprædikant, som vandt Mediciernes gunst, men siden faldt i unåde, var prior for dette kloster og boede i celle 11). Af det halve dusin smukke Sidste Nadver-fresker, der kan ses i Firenzes forskellige klostre, er den i San Marcos refektorium af Dominico Ghirlandaio en af de mest betydende. Ghirlandaio indførte en ung Michelangelo i freskomaleriets kunst, noget, denne drog stor nytte af årtier senere i Det Sixtinske Kapel.

Piazza Della Signoria og Palazzo Vecchio

Piazza della Signoria, der gennem mere end 700 år har været Firenzes samlingspunkt, er i dag et populært udendørs skulpturgalleri og tiltrækker turister til sine caféer og sit evige folkeliv. Nogle af skulpturerne er originale – som f. eks. Giambolognas bronzestatue af storhertug Cosimo 1. til hest – mens andre (især Michelangelos David og Donatellos Marzocco og Judith og Holofernes) er kopier, hvis originaler nu befinder sig på forskellige museer i Firenze, beskyttet mod vejr og vind. Foran Bartolomeo Ammannatis Neptun-fontæne markerer en mindeplade det sted, hvor Savonarola i 1490’erne havde sine Forfængelighedens Bål med opfordring til florentinerne om at brænde deres spejle, bøger, brætspil, parykker, malerier og andre symboler på dekadent vantro. Florentinernes smag for hans særlige udgave af puritanismen holdt kun kort, og i 1498 blev Savonarola, efter at de havde hængt ham, brændt på det selvsamme sted.

Det gotiske Palazzo Vecchio, skabt af Arnolfo di Cambio, tårner sig op langs den ene side af piazzaen. Det blev bygget mellem 1299 og 1302 som hjemsted for Signoria (byens udøvende råd), og det fungerer stadig som Firenzes rådhus. Den mægtige Salone dei Cinquecento var mødesal for Den Florentinske Republiks 500-mand store råd. Ved den ene væg står Michelangelos statue Sejren fra 1533-34. På anden sal finder man freskoen Quartiere degli Elementi af Vasari; Eleonora di Toledos gemakker, bolig for hertug Cosimo 1. Medici og hans spanske hustru Eleonora di Toledo gennem ti år, indtil de flygtede over i Palazzo Pitti på den anden side af floden; og Donatellos originale Judith og Holofernes-statue.

Palazzo Pitti og Galleria Palatina

Pitti-paladset blev opført af den rige florentinske købmand og bankier Luca Pitti sidst i 1400-tallet og blev købt af Medicierne i 1550, hvorefter det blev væsentligt udvidet og blev den officielle residens for de regerende hertuger. I dag rummer det nogle af de betydeligste florentinske museer, især Galleria Palatina, hvis 26 rum byder på kunst fra højrenæssancen og senere perioder, bl.a. af Tizian, Rafael, Rubens, Murillo og Caravaggio. Det er det vigtigste museum i Firenze næst efter Uffizierne. Af andre museer kan nævnes Sølvmuseet, Galleria d’Arte Moderna, Porcelænsmuseet og Dragtgalleriet. Det meste af den udsmykning, man ser i dag, blev skabt i 1600-årene, bl.a. Pietro da Cortonas fresker, der pryder Mediciernes hovedgemakker. Medbring en picnickurv til efter museumsbesøget, og nyd den henne i Mediciernes berømte Boboli-have fra 1500-tallet, som er anlagt på skråningen bag palazzoet.

Santa Croce-kirken

Denne rummelige Santa Croce, der blev opført af franciskanerne mellem 1294 og 1442, men med en facade fra 1800-tallet, er sprængfyldt med fresker fra 1300-tallet og berømte florentineres grave ,bl.a. Michelangelo, Rossini, Machiavelli og Galileo, tillige med et mindesmærke over Dante, der døde i eksil i Ravenna. I den højre korsarm finder man Giottos fresker i Cappella Peruzzi og Cappella Bardi, sidstnævnte berømt fra filmen A Room with a View (på dansk – Værelse med udsigt), nemlig Den hellige Frans’ død og ildprøven foran sultanen af Egypten, nogle af Giottos bedst kendte værker. I venstre korsarm kan man se Donatellos berømte krucifiks. Taddo Gaddis fresker i Cappella Baroncelli gengiver scener fra Jomfru Marias liv, mens Gaddis søn, Agnolo, i højre korsarms Cappella Castlellani har udformet glasmalerierne i sanktuariet ved højalteret og malet helgenerne og cyklussen Legenden om det hellige kors på dets vægge.

Santa Maria Novella-Kirken

Santa Maria Novella blev bygget til dominikanerordenen sidst i det 13. og først i det 14. århundrede og er den eneste af Firenzes større kirker, der kan mønstre en original facade, en udførelse i mangefarvet marmor, der på umærkelig vis blander romansk stil med renæssancestil. Dens indre er fyldt med fresker, udført af Domenico Ghirlandaio (kirkens største blikfang, lige bag højalteret), Filippino Lippi og Nardo di Cione. Andre seværdigheder omfatter den prædikestol, hvorfra Galileo blev fordømt for at hævde, at jorden kredsede om solen; Masaccios Trinità (Treenigheden), det første maleri, skabt ud fra et perfekt matematisk linearperspektiv; og to berømte kors – et i sakristiet af Giotto og et af Brunellschi i Cappella Gondi (bag højalteret), udskåret som et eksempel til efterfølgelse for Donatello, efter at denne afslørede sin knap så traditionelle fortolkning i Santa Croce-kriken. Kirken ligger på Piazza Santa Maria Novella..

Andre seværdigheder

Når man rejser på kulturrejse til Firenze er det ikke seværdigheder som mangler, men her et et par af byens seværdigheder jeg ville besøge hvis jeg havde god tid på rejsen til Firenze.

Il Ponte Veccio

Ponte Vecchi, der blev bygget i 1345 af Taddeo Gaddi, er den ældste og mest berømte bro over Arno-floden. Dens klassiske udhængende boder rummede slagterudsalg, indtil Medici-hertugerne klagede over stanken og fik dem erstattet med guldsmede og sølvsmede, der stadig har til huse her i dag og sælger alt fra italienske smykker i museumskvalitet til mere prisbillige genstande. Broens ry skånede den for at blive sprængt i luften af tyskerne under deres tilbagetrækning under 2. Verdenskrig. Det var den eneste bro over Arno, der overlevede. Ponte Vecchi forbinder Via por Santa Maria på den nordlige bred med Via Guicciardini på den sydlige.

Maggio Musicale Fiorentino

Som kulturhovedstad er Firenze en passende vært for en af Europas største og mest besøgte årlige festivaler for klassisk musik, opera og dans. Denne prestigefyldte festival, der blev indstiftet i 1933, og har været afholdt hvert år siden 1937, har været ledet af maestro Zubin Mehta siden 1985 og byder på såvel kommende stjerner som kunstnere i verdensklasse. Den indledes i begyndelsen af maj og afsluttes med gratis, overdådige udendørs koncerter, som regel på Piazza della Signoria sidst i juni eller først i juli. Læs mere på  www.maggiofiorentino.com.

Mercato Nuovo

Før man forlader byen, bør man besøge det “Nye Marked”, der har fungeret siden 1500-tallet. Der er måske nok ikke så meget, der fanger opmærksomheden blandt de udbudte varer, men stop op for at gnide næsten på messing-porcellinoen (vildornen), som ifølge sagnet vil sikre en snarlig tilbagevenden til Firenze. Du finder Mercato Nuovo på Via por Santa Maria ved Via Porta Rossa.

Mercato San Lorenzo

Italiens største og bedste daglige torvemarked (som er skamløst turistet) består af i hundredvis af boder, der fylder gaderne omkring Mediciernes San Lorenzo-kirke og det overdækkede Mercato Centrale (begge værd at vove sig rundt i). Dette er stedet ,hvor man kan finde alt på de lange ønskelister hjemmefra og desuden masser af lokalkolorit. Mercato San Lorenzo ligger i sidegaderne mellem banegården og Il Duomo i Firenze.

Piazzale Michelangiolo

Solnedgang på Piazzale Michelangiolo – Den billedskønne udsigt fra Firenzes lille plads på bakketoppen har inspireret mere end én af renæssancens mestre. Den er populær blandt turistbusklientellet i dagtimerne og blandt lokale unge og MC’ere om aftenen, en perfekt “kærlighedssti”, med den ene af de to kopier af Michelangelos David som centrum. Eller man kan tage turen herop for at besøge sommerens vandmelonboder og det altid overfyldte Gelateria Michelangiolo. Piazzale Michelangiolo ligger på gaden Viale Michelangiolo i Firenze.

San Miniato-kirken

Vesper i San Miniato-kirken – Denne højtelskede romanske bygning fra 1000-tallet er Firenzes ældste kirke, og den dominerer byens højeste bakkedrag. Dens romantiske beliggenhed med masser af fuglesang og en prægtig panoramaudsigt har gjort den til en populær bryllupskirke, og dens daglige program med gregoriansk sang gør den til det bedste sted i byen for en tidsrejse helt tilbage til middelalderen. San miniato kirken finder du på Via del Monte alle Croci, nær Piazzale Michelangiolo.

Kulturrejser til Firenze

Firenze er ikke uden grund et af de rejsemål i Europa, ja i verden, hvor flest rejser på kulturrejse. Firenze er indbegræbet af kultur og en spændende historie. Også maden, vinen, naturen osv. gør at Firenze er noget helt for sig selv, og bør stå på listen over byer der bare skal besøges hvis man rejser på kulturrejser. Læs meget mere om Firenze og andre rejsemål i Italien her på bloggen.

Hotel La Sovana – Toscana, Italien

Udgivet den af

La Sovana er belliggende i regionen Toscana, Italien nær de små byer Chiusi, Chianciano og Montepulciano. Hotellet er omringet af de grønne toscanske bakker og vidunderlige vinmarker og tilbyder sine gæster en unik blanding af tradition, fortryllende mad og fængslende historie.

Facaden af hotel La Sovana i Toscana, Italien

La Sovana har et dejligt pool område hvor man kan nyde solen og den gode udsigt over den smukke natur. Her vil du kunne slappe af i en af de mange liggestole og tage sig en forfriskende dukkert i swimmingpoolen.

Nyd solen og den gode udsigt fra pool området på hotel La Sovana

Skulle du blive træt af at slappe af, kan La Sovana også byde på sportslige aktiviteter i form af et slag tennis. Hotel La Sovana har deres egen tennisbane, belliggende i naturskønne omgivelser.

Tennis i naturskønne omgivelser på hotel La Sovana i Toscana, Italien

Værelserne på Hotel La Sovana har alle murstensvægge, kastanje-bjælkelofter og tagfliser som passer til den traditionelle toscanske arkitektur. Alle suiter har deres egen indgang, antikke møbler, aircondition, LCD-tv med satellit, direkte telefon, hårtørrer og Wi Fi internet (fås også i fælles områder – uden beregning).

Værelse på hotel La Sovana - Toscana, Italien

Når det kommer til maden på Hotel La Sovana, kan man selv bestemme om man vil nyde den i hotellets smukke udendørs havepavillon, eller i hotellets spisestue. Familien Olivi vil varte gæsterne op med vidunderlig mad til både til morgen og aftensmad. Du vil kunne smage på de fineste lokale råvarer og nyde La Sovana’s fortolkning af traditionelle toscanske opskrifter. Du vil selvfølgelig også kunne nyde den vidunderlige vin fra områder såsom Chianti, Nobile og Brunello.

Middag på Hotel La Sovana - Toscana, Italien

Elba – Toscanas ukendte perle

Udgivet den af

Etruskerne kendte øen som Ilva, der betød jern, og grækerne kaldte den Aethalia, der betød Sode-øen. Elba har udnyttet sin mineralske rigdom i mere end 3000 år. De europæiske stormagter har altid haft interesse i Elbas strategiske beliggenhed og øen har lidt under angreb af romere, pisanere og genovesere, efterfulgt af spanske, tyrkiske og franske invasioner. Læs her mere om den spændende og mystiske toscanske ø, som kun få skandinavere kender.

Cosimopolis

I 1548 befæstede hertug Cosimo 1. hovedstaden og kaldte den ”Cosimopolis” efter ham selv. Hans store militære arkitekt, Giovanni Camerini, tegnede det stjerneformede forsvarssystem og de to forter, Forte della Stella og Forte Falcone.

I sporene på Napoleon

Portoferraio er knyttet til en anden kendt imperialist, Napoleon. Han havde sin officielle bolig i to ombyggede vindmøller oven for det charmerende Forte della Stella. Efter Wienerkongressen i 1814 blev Elba et fyrstedømme under den faldne kejser.

Napoleons ”store kejserrige” indskrænkede sig til hans trofaste ”gamle garde”, hans pragmatiske mor og hans libertiner-søster Pauline. De fleste elbanere var stolte over at have ham til at forbedre administrationen, bygge nye veje, udvikle minedriften på øen og udvide øens flåde. Men de udenlandske kommissærer frygtede med rette, at ”Ørnen” igen ville slå vingerne ud og efter ni måneder forlod Napoleon Elba med elbanernes hjælp. Han flygtede med 1000 hengivne elbanere, søsterens diamanthalsbånd og moderens korte velsignelse ”gå og fuldend din skæbne”.

Hans Palazzina dei Mulini var fyldt med sølv og bøger fra Fontainebleau og møbler fra Elsas hus i Piombino. Det mest charmerende er tidens møbler og de italienske haver. Hans hus på landet, Villa San Martino, beliggende mellem skov og vinmarker, blev købt for en af Paulines små diamanthalskæder.

Der er en smuk have med egetræer og terrasse-vinmarker. Misericordia-kirken fra 1600-tallet viser en af Napoleons bronzedødsmasker og en requiem-messe holdes hvert år for ham den femte maj. Napoleon plejede at sige ”når jeg dør, vil verden ånde lettet op”, en følelse som ikke deles af indbyggerne på Elba.

En spændende undergrund

Øst for Portoferraio ligger Elbas jern-hjerte. De fleste mineralforekomster er koncentreret omkring Rio Marina, hvor åbne værksteder med juvelerer stadig eksisterer. På grund af bakkerne, som er rige på jernoxid, har hele landsbyen og 1500-tals tårnet San Rocco en blegrød farve. På Museo Mineralogico kan man se mere end 700 forskellige mineraler.

Den indlandske Rio Nell’Elba er en særpræget landsby beliggende på et par klippeafsatser på en øde bjergskråning. At landsbyen tilsyneladende er overset af besøgende, skyldes måske forhold som går helt tilbage til tiden, hvor Barbarossas pirater ødelagde byen og gjorde hele befolkningen til slaver.

Mange af de klippefyldte strande er rene mineral-skatte. Fra Rio til den nordvestlige Cavo går vejen gennem skov og højmose. Der er masser af naturstier i dette område og de går gennem områder med lyng og vilde blomster.

Populære strande på Elba

Den smukke køretur vestpå fra Portoferraio mod Marciana Marina fører forbi flere populære strande, bl.a. Le Ghiaie, som er kendt for sine farverige småsten og La Biodola, der betragtes som den mest elegante strand på øen. Her kan man se rækker af strandstole med velstående florentinere iført Valentino-badedragter. Ved la Biodola og ved Procchio, en mere folkelig strand, er vandet fantastisk krystalklart og utroligt lækkert til en lille dukkert.

Mellem Procchio go Marciana Marina finder man ”La Paolina”, en klippe opkaldt efter Napoleons søster, der havde en lidenskabelig lyst til nudisme til stor forargelse for de lokale. Marciana Marina er gradvis forvandlet fra fiskerby til en elegant kystby. Beliggende blandt magnolier, palmer og nerier for enden af en lang dal, ser feriestedet ud som et rent postkort motiv. De små pastelfarvede huse i det gamle kvarter minder om husene på rivieraen i Liguria.

Marciana Alta, der ligger ovenover La Paolina, er øens bedst bevarede middelalderby. Kastanjeskoven omkranser de røde hustage, snævre gader og den pisanske fæstning. Det lokale ”Antiquarium” viser hellige etruskiske genstande samt romerske lamper og elenfbenstatuer fundet i vrag som er sunket ud for Elbas kyst gennem tiderne.

Fra Marciana fører en svævebane over ujævne klipper til toppen af Monte Capanne. Selv på sommerens varmeste dag er dette skovklædte bjerg altid roligt og køligt på grund af brisen fra havet. Varme kilder og gamle eremithuler findes her i nærheden af hinanden. Afhængigt af årstiden er store naturlige bede med orkideer, løvemund og helianthemum lige så almindelige, som ceder og kastanjetræer er det højere oppe på bjerget. Selv kystbevoksningen er mere eksotisk end mod øst; eukalyptus og magnolia er mere almindelig end vin og groft krat.

Historie og flora på Elba

Fra Marciana op til Marina di Campo fører motorvejen forbi den forsømte landsby Poggio til Monte Perone, et naturreservat bag Marina med vinmarker og sletter. Med sin udstrakte gyldne sandstrand er Marina et lidt billigt og larmende feriested nær lufthavnen.

Men der findes to støvede middelalderlandsbyer i de nærliggende bjerge. Befæstet af pisanere i 1100-tallet har San Ilario og San Piero in Campo romanske kirker og eremitager. En god bid panzanella eller crostone blæser med lethed spindelvævene væk.

Capolivieri er en traditionel indlands-landsby med romerske og middelalderlige spor og byen har en dramatisk beliggenhed på det sydlige forbjerg. Gemt i Monte Calamita jernbjerget ligger denne gamle mineby. De sorte jernmagnetsten forstyrrer stadig kompasser på de forbipasserende skibe, men området er ideelt til fremstillingen af den søde røde Aleatico, Napoleons yndlingsvin.

Capolivieri, der ofte var uafhængig, var den eneste landsby, der turde afvise Napoleon i 1814. Legenderne fortæller, at kun assistance fra en lokal skønhed reddede landsbyen. Men den blev snart indlemmet i Napoleons jagtområde og er stadig kendt for sin lerdueskydning, som erstatter jagten på duer, skovsnepper og harer.

Bakkerne er dækket med lyng og enebær og duften af timian og rosmarin findes overalt. Vejene, der fra bakkerne fører ned til havet, bliver ofte til hjulspor, men det er umagen værd at følge dem, med mindre de er markeret som strada privata. De fører ofte ned til nogle af de smukkeste strande på Elba og her kan man sommetider nyde en hel dag på stranden helt uforstyrret. Innamorata er en sandet vig med tilknytning til legenden om en nymfe og en fisker. Nymfen der troede, at hendes elsker var druknet under et forlis, druknede sig selv. Han overlevede og bad guderne om at forvandle sig til en måge, så han kunne opsøge hende.

Fra landsbyen er der udsigt til øerne Pianosa, Montecristo, Gorgona og Capraia. De utilgængelige øer Pianosa og Gorgona er nu forladte fængsler, mens Montecristo er et naturreservat. Capraia er et mini-Elba, dog uden dens historie og arkitektur.

I nærheden af Capolivieri ligger også den charmerende Porto Azzurro, hovedbyen ved kysten og engang en del af det spanske protektorat. Det store Forte Longone, bygget i 1603 som spansk flådebase, har været et topsikret fængsel. Forte Focardo, søsterfortet på den anden side af bugten, består af en lang række utilgængelige fæstningsværker.

Mad og drikke på Elba

Om dagen er havnen en uinspirerende strandpromenade med grimme sidegader. Om aftenen er den stedet for afslappet passeggiata eller designer-shopping. Det er også stedet for alt godt fra havet. En acciucco med blæksprutter, hummer, små hajer og rejer. Riso nero, sorte ris med små blæksprutter, måske fulgt af schiaccia briaca, ”dranker-kagen”, lavet med hasselnødder og Aleatico-vin.

Hertil kan man vælge at smage en af øens karakteristiske vine. En tør Elba Bianco, en sød Moscato, en berusende hvidvin eller en Elba Rosso, der godt kan konkurrere med Chianti. Vinenes særprægede duft skyldes jern, fosfor, arsenik og den naturlige radioaktivitet i den frugtbare jord. Efter et passende kvantum Elba-vin vil de fleste nok mene, at Porto Azzurro er en dejlig, lille havn med lys, munter travlhed og hyggelige både.

Det mystiske Elba

Bag Porto Azzurro ligger øens mest mystiske sted, det afsidesliggende kloster Madonna di Monserrato. Det blev bygget i Toledo-stil af en spansk guvernør, Ponce de Leon i 1606. En stejl, klippefyldt sti fører højt op ad bjerget til en smuk rød kirke, som ligger mellem de ujævne klipper. På trods af bjerggederne, der springer rundt på de mest umulige klippeafsatser, har stedet en vis højtidelighed. Der er meget få besøgende og den eneste lyd der høres, er fra vandet, der risler stille.

Den spanske facade og klokketårnet har en pendant inde i kirken i den Sorte Madonna, som er en kopi af et tidligt spansk maleri. Hvert år i september fejrer et Elba-pilgrimstog Festa della Madonna med en lang tur forbi kløfter og afsides grotter op til kirken. Ved højens fod ligger en rustik restaurant med en atmosfære så afslappet som en Elba-søndag.

Elba er rig på mineraler

Øen Elba var frem til anden halvdel af 1800-tallet kendt som et mineralogisk paradis, og øen rummer stadig adskillige vigtige mineraler såsom hæmatit, pyrit og turmalin. Mange af de mineraler, der findes på øen, er jernholdige, f.eks. sort magnetsten, gul pyrit og sort-røde ”ilvaiter”.

Der er også dyrere sten som grøn kvarts, sort onyks og bleggrøn akvamarin. Det korrekte navn for de fleste turmalinsten er faktisk ”elbait”, opkaldt efter øen, hvor det blev fundet for mange år siden.

Videnskabeligt set er elbait klassificeret som ”litium turmalin” for at adskille det fra turmaliner med andre kemiske sammensætninger. Store krystaller af smykketurmalin findes i flere forskellige farver, men den type, som findes på Elba, er den lyserøde-grønne slags, og det er en af de mest eftertragtede farvekombinationer.

Rio Marina på Elbas østkyst er stedet, hvor næsten al mineaktivitet finder sted i dag. Museo Mineralogica udstiller ikke blot lokale fund, men forklarer også øens geologi.

Der findes også en stor samling mineraler fra Elba med over 6.000 sten i Firenzes naturhistoriske museum. Smithsonian Institue i USA har også turmaliner i sin smykkesten- og mineralsamling, der er en del af ”National Museum of Natural History”.

Billedgalleri Toscana

Udgivet den af

Toscana, Italien er blandt de mest eftertragtede destinationer i verden og dette er ikke uden grund. Toscana er kendt for skønne badestrande, flot arkitektur, lækker mad og god vin. Rejser du mod Siena vil du finde bølgende bakker fulde af vinmarker og middelalderbyer såsom San Gimignano, der er kendt for sine 14 tårne og de ældgamle bymure. Selve Siena er også en af de smukkeste byer i Europa og et besøg værd.

Foto fra Toscana – inspiration til din kulturrejse

Rejser du i stedet til Lucca vil du have mulighed for at slappe af ved stranden eller tage på vandretur i Apuane-bjergene. For et mere kulturelt indslag kan vi anbefale at du tager over og ser Det Skæve Tårn i Pisa, som næsten er et must når du rejser til Toscana. I den sydlige del af Toscana finder du lækre santrande og små hyggelige landsbyer. Få inspiration til din næste kulturrejse til Toscana med nedenstående fotogalleri.

Gylden mark i Toscana, Italien - Kulturrejser

[nggallery id=26]

Seværdigheder i Toscana

Udgivet den af

Der er mange steder i Toscana, som med god grund er indskrevet på UNESCOs verdenskulturarvsliste, først og fremmest Firenze. Kendt over hele verden udgør det gamle Medici-herredømme selve renæssancekulturen og kunstens vugge.

Firenze – en fantastisk by i Toscana

Firenze er et ægte museum i fri luft, der indeholder et endeløst antal monumenter, såsom katedralen med Giottos klokketårn, Santa Maria Novella, Palazzo Vecchio og Uffizi-galleriet med unikke mesterværker. Men Firenzes charme skyldes også Armo-dæmningen, den maleriske Ponte Vecchio-bro, og håndværkernes værksteder, der liver op i gaderne i den gamle by.

Siena og Pisa

En anden ekstraordinær destination er Siena, med sit middelalderlige bycentrum, også inkluderet på UNESCOs verdenskulturarvsliste, der kulminerer med den ejendommelige Piazza del Campo, skueplads for det berømte Il Palio-hestevæddeløb.

Pisa samler sine største monumenter i Piazza dei Miracoli, heriblandt det velkendte skæve tårn, der her danner et utrolig værdifuldt kunstværk, beskyttet af Unesco. Pienza er den ”forbilledlige by”, der var ønsket og blev skabt af Pave Pio II efter renæssancenormer. Den fantastiske indretning af rummene og bygningernes righoldighed gør Pienza til en kunstskat, der også er indskrevet på UNESCOs verdenskulturarvsliste.

San Gimignano og Orcialdalen

San Gimignano skiller sig ud blandt de små byer i Toscana-regionen; en middelalderby karakteriseret ved dens tårne og ”tårnbygninger”, og anerkendt som et verdenskulturarvssted. Også Orciadalen, beskyttet af UNESCO for sin skønhed, der præger dens marker og landskaber, er absolut et besøg værd. Dalen inspirerede mange renæssancekunstnere. Idag inspirerer den de kulturrejsende fra nord.

San Gimignano – byen med de smukke tårne

Udgivet den af

San Gimignano er ved at blive en af de flittigst besøgte byer i Siena-provinsen i Toscana. Byen er en romantisk, men ofte turistpakket fæstningsby, der byder på uimodståelig toscansk idyl. Vejen til byen, der ligger 40 km fra Siena, går via den hurtigt voksende by Poggibonsi og er en uforglemmelig oplevelse, når San Gimignano tårnene dukker frem bag oliventræer, cypresser og vinranker.

Tårnene fra 1100- og 1200-tallet blev bygget som borgtårne af magnati, aristokrater, under de gensidigt ødelæggende fejder mellem guelferne og ghibellinerne. Den oprindelige konflikt mellem den ghibellinske Salvucci-familie og guelfernes Ardinghelli-familie degenererede til lokale sammenstød mellem rivaliserende fraktioner. Eftersom tårnets højde var ensbetydende med prestige, magt og status, var tårnenes højde lige så stor som aristokraternes egoer. Kun 13 af de oprindelige 76 belle torri står stadig.

Bedst bevarede middelalderby i Toscana

Folgore var så heldig at skrive i en relativ rig og fredelig tid (1300-tallet). Han har efterladt sig levende beskrivelser af byens jordnære glæder. Om vinteren hjalp silkelagner, brændte mandler, sukkertøj og boblende vin samt klæder fra Douai byens borgere, når sciroccoen begyndte at hærge. I 1348 satte den sorte død en stopper for brugen af silkelagner i San Gimignano helt frem til vort århundrede. Den talmæssigt reducerede befolkning kom under florentinsk herredømme, og den vigtige by blev en økonomisk andedam, som renæssancen overså. Mens de mere fremstående byer udskiftede deres tårne med paladser, fordi lensherrerne blev urbaniserede, rev San Gimignano intet ned og byggede heller ikke noget nyt. Byens uheldige skæbne har gjort den til den bedst bevarede middelalderby i Toscana.

Den romanske Collegiata omgivet af tårne og befæstede paladser har ikke status som domkirke, fordi byen ikke længere har en biskop. Indenfor fortjener Benozzo Gozzolis fresko af den fede San Sebastian, der tortureres, opmærksomhed. Sideskibene er viet til to billedserier med bibelske fresker, malet på samme tid af to kunstnere fra 1400-tallet.

Barnlig fortælleglæde

Bartolo de Fredis malerier i nordsiden med gammeltestamentlige motiver er levende, fortrolige og fulde af voldsscener. Overgangen over Det røde Hav er en livfuld klump af flyvende og flydende menneskekroppe, lidt i retning af Hieronymus Bosch. Man finder en barnlig, men livlig fortælleglæde i alle malerierne. For folk, der er opfostret med for mange ord og for lidt religion, er det morsomt at forsøge at udrede bibelhistorien og dens betydning gennem den billedlige fremstilling. Blandt Barna di Sienas malerier fra Det Nye Testamente findes en mærkværdig scene, der viser en Kristus under vandet med to engle, og i Nadveren ser det ud, som om disciplene spiser babysæl. Det Nye Testamente virker lidt mere civiliseret, for her er det kun Jesus, der lider.

Overfloden af bibelske dyr er ganske forbløffende: Kameler med udtryksfulde hoveder, hunde og får viser oftere følelse end menneskene. Ligesom i domkirken i Siena er der et loft med falmede stjerner, der gør fortryllelsen komplet. Måske var dette det sidste, Barna di Siena så, da han faldt ned af stilladset og slog sig ihjel.

I Sana Fina-kapellet ved det sydlige sideskib finder man Ghirlandaios fresker, der næsten er for blomstrende. Sagnet fortæller, at da helgenen døde i marts 1253, sprang der violer frem fra hendes kiste og på tårnene.

Etruskiske skatte

Ved siden af Collegiata ligger det kombinerede Museo d’Arte Sacra e Museo Etrusco der, ud over en lille samling af lokale etruskiske skatte, indeholder hellige klæder og andre religiøse fragmenter fra 1200- og 1300-tallet.

På Piazza del Duomo ligger også Palazzo del Popolo med kreneleringer, der huser Museo Civico med sine utallige ”mestre” og ”skoler”. På anden sal indeholder ”Camera del Podestá” verdslige og hverdagsagtige scener af Filippuccio. Mellem de harmløse erotika ser man et halvnøgent par, der bærer nathuer af træ og tilsvarende ansigtsudtryk. Piazza della Cisterna er en yndig, trekantet plads med en brønd fra 1200-tallet og middelalderlige paladser.

Den sidste tur man tager, bør være en kort spadseretur langs bymurene til 1300-tals borgen. Denne halvt forfaldne Rocca giver udsyn over haver samt rækker af olivenlunde, som snor sig ned mod ”Vernaccia” vinmarkerne. Når man forlader dem, skal man ikke forbavses over svovllugten – det er bare Monte Amiata, der gør sit arbejde igen.

Kulturrejser til Siena

Udgivet den af

En kulturrejse til Siena bringer dig til en af Italiens smukkeste middelalderbyer, centreret omkring den berømte plads “Piazza del Campo”. Den skrånende plads formet som en muslingeskal var model for Københavns oprindelige Rådhusplads. Her ligger også en af inspirationskilderne til Københavns Rådhus, det tårnhøje Palazzo Pubblico. Paladset rummer mange mesterværker fra den sienesiske skole, som også er repræsenteret i et af Italiens førende kunstgallerier, Pinacoteca Nationale.

Sienas Duomom, ét af Europas store gotiske bygningsværker, er fyldt med kunstskatte fra Pinturicchios levende fresker til Pisanos, Donatellos og Michalangelos skulpturer. I Museo dell’Opera del Duomo står det måske mest storslåede sienesiske værk, Duccios flerfløjede Maestà (Troende Madonna). Sienas gader er fulde af kirker, butikker og restauranter, for ikke at tale om nogle af Toscanas mest maleriske middelalderlige bymotiver.

Sienas grundlæggelse

Siena blev ifølge legenden grundlagt af Senius, søn af Remus, den ene af Roms berømte grundlæggere; det forklarer de mange statuer af hunulven, som de gav til tvillingerne Romulus og Remus. Men det var Augustus, som oprettede en romersk koloni, Saena Julia, i en lille etruskisk by på stedet. I 1125 var Siena en fri comune – allerede i skarp konkurrence med Firenze, som kom til at dominere byens middelalderhistorie. Da Sienas storhedstid oprandt efter sejren over Firenze i Slaget ved Montaperti i 1260, havde byen siden århundredets begyndelse været en af Europas førende. Sienesiske bankierer hørte til de rigeste på kontinentet, og sienesiske malere som Duccio, Martini og familien Lorenzetti var ved at tilføre nyt blod til italiensk kunst. Duomo, Piazza del Campo og Palazzo Pubblico blev til under det halvdemokratiske Nimandsråd, som regerede byen mellem 1287 og 1355.

Den Sorte Død i 1348 kostede to tredjedele af sieneserne livet. Byen overvandt aldrig denne katastrofe. Den følgende periode blev præget af religiøs og moralsk usikkerhed og domineret af to karismatiske lokale helgener, Santa Catarina di Siena (1357-80) og San Bernardino (1380-1444). Politisk kæmpede Siena med en stribe selvbestaltede tyranner eller stråmænd indsat af enten paven eller kejseren. I 1530 svor Siena troskab mod kejser Karl V, men kun for at falde i hænderne på Firenze efter en katastrofal belejring og efterfølgende militære nederlag til Storhertugdømmet Toscana i 1559. De følgende mange århundreder tilbragte Siena i skyggen. I dag ser det betydeligt lysere ud; byen er et blomstrende provinscenter, som er blevet rig på bankvirksomhed, landbrug og turisme.

Piazza del Campo – Sienas hovedtorv

Siena ligger på en Y-formet bjergryg mellem tre høje. I midten, hvor det romerske forum engang lå, ligger byens store hovedtorv, il Campo, som blev anlagt under Nimandsrådet (1287-1355). Brolægningen på den skrånende muslingeskal- eller vifteformede plads, som skal symbolisere Jomfru Marias skærmende kåbe, er stadig inddelt i ni sektioner efter de ni rådmænd. Caféerne og restauranterne langs pladsens periferi er dyre, men du bør mindst unde dig selv en enkelt cappuccino for bedre at nyde det brogede folkeliv. Springvandet, Fonte Gaia, er en kopi fra det 19. årh. af originalen fra det 15.

Palazzo Pubblico – Sienas rådhus

Sydsiden af Campo domineres helt af Palazzo pubblico bygget mellem 1297 og 1310 og stadig Sienas Rådhus. En indgang til venstre i gården fører til tårnet, Torre del Mangia, som skal være opkaldt efter sin første klokker, Giovanni di Balduccio, en vidtberømt grovæder og ødeland med øgenavnet mangiaguadagni (”spis overskuddet”). Udsigten fra toppen er uden sidestykke.

Til højre i gården kan man købe billetter til Museo Civico i paladsets øvre etage. Udstillingen i museets 18 sale er meget broget, men omfatter også nogle af de sienesiske malerskoles største mesteværker. Gå lige igennem Sal 1-7 (keramik og malerier fra det 16. til 18. årh.) og drej til venstre ind i Sala di Balia med Spinello Aretinos fresker (1407) med scener fra pave Alexander III’s liv. Næste sal er Anticamera del Concistoro med fresker og sinopie, og bag den ligger Sala del Concistoro, hvis loftsmalerier (1529-35) af Beccafumi forestiller en serie allegorier over Bystyrets Dyder (et fast motiv for de fleste af paladsets kunstneriske bidragydere gennem årene).

Fra Anticamera fører døre gennem henholdsvis Vestibulen og Anticappella, det sidstenævnte rum med fresker af Taddeo di Bartolo. Til venstre ligger Cappella (Kapellet) bag et jerngitter (1435-45) af Sienas førende billedhugger i senmiddelalderen, Jacopo della Quercia. Freskerne her, Scener fra Jomfru Marias liv (1407-08), er også af Taddeo di Bartolo. Altertavlen er af II Sodoma. I den store Sala del Mappmondo efter kapellet hænger to af museets højdepunkter, Simone Martinis store Maestà (1315-21) på venstre væg og hans Rytterportræt af Guidoriccio da Fogliano (1328) på højre (om han har malet det sidste er dog omdiskuteret). I Sala della Pace (til højre) er endnu to berømte fresker, Ambrogio Lorenzettis vidunderligt detaljerede (men noget beskadigede) Allegorier over God og Dårlig Regering (1338), som man engang regnede for de mest betydningsfulde ikke-religiøse fresker fra middelalderen.

De etruskiske byer i Siena provinsen i Toscana

Udgivet den af

Skønt den ligger smukt på lave bjerge, er Chiusi tilsyneladende ikke en særlig spændende by, helt blottet for renæssancecharme. ”Lavbyen” er et handelscenter, og den lurvede ”højby” er nok indtagende, men overskygges af sin strålende etruskiske fortid, og er derfor oplagt at besøge på en kulturrejse til Siena provinsen i Toscana.

Dengang som nu er Chiusis indbyggere bønder, købmænd og håndværkere, interesser der er dominerende i forhold til mere kunstneriske aktiviteter. Men kender man lidt til etruskerne og er tilpas nysgerrig, er det en by, der er lige så spændende som nogen anden i Toscana. Den kan prale af en komplet underjordisk by; en uforlignelig samling begravelsesurner for kvinder og de eneste gravmalerier i hele Toscana, som findes på deres oprindelige plads.

Som en af de største bystater i det etruskiske forbund herskede Chiusi eller ”Chamars” over området fra Trasimener-søen til Monte Amiata. Efter at den havde nået et højdepunkt som handelscenter i det 7. århundrede f.Kr. blev det etruskiske Chamars opslugt af det romerske Clusium og senere af det middelalderlige Chiusi.

Den gamle by overlever i tre niveauer: Den udstrakte etruskiske dødeby under byhøjen, det romerske gadenet under domkirken og den middelalderlige by ovenover. Hvis byboerne ikke er særlig imponerede over det moderne Chiusi, er det nok fordi, de husker, at deres konge, Lars Porsena, besejrede Rom år 508 f.Kr. Byens tilbagegang blev fremskyndet, fordi den lå nær ved de malariaplagede sumpe. Arbejdet med sumpenes udtørring, der påbegyndtes af Cosimo de’Medici og fortsættes endnu i dag, har skabt et sundt økonomisk klima inden for de storslåede etruskiske mure.

Det Nationale etruskiske Museum

Det Nationale etruskiske Museum er en vidunderlig og forvirrende oplevelse, som rummer en af de fineste samlinger i Italien. Samlingerne vidner om Chamars livskraft og viser en overvægt af kvindelig indflydelse, idet der er flest gravurner for kvinder samt kanopekrukker og runde cippi gravsten. Askebeholderne har låg i egyptisk stil og ligner menneske- eller dyrehoveder. Etruskerne lånte frit fra grækerne og egypterne. De imiterede græske vaser er mindre formfuldendte, men mere livfulde end originalerne.
Noget enestående for Chiusi er bucchero, blank, sort keramik, ofte i form af vaser med figurer i relief. Denne keramik har en raffineret metallisk overflade, som moderne kunsthåndværkere ikke kan genskabe. Skønt meget af lertøjet til husholdningsbrug rummer en naturlighed, der nærmest grænser til det banale, afslører sarkofagerne, askekrukkerne og den hvilende sfinsk en grundlæggende besættelse af døden og forsøg på at berolige skyggerne i dødsriget.

I domkriken i Chiusi er tre forskellige civilisationer synlige på én gang: Den ”barbariske” romanske domkirke er bygget af etruskiske og romerske fragmenter, og den antikke cisterne under klokketårnet stammer fra 1. århundrede f.Kr. Det er muligt at få adgang til de etruskiske gravgader under byen efter aftale med kuratoren. Før man gør det, kan man se sig om efter ”bydekorationer”, dvs ægte etruskiske urner og skulpturer i de lokale haver. Den særlige etruskiske fysiognomi kan man finde hos bartenderen med det ironiske smil.

Gravene rummer sarkofager, askekrukker og, i ”Abegravens” tilfælde, sjældne vægmalerier, der viser sportskampe og scener fra hverdagen. Uden for byen kan man godt ignorere de to uanselige tårne, Beccati Questo og Veccati Quello, der afspejler gamle indbyrdes stridigheder, som gamle chiusi-borgere kan snakke om i timevis.

Chianciano Terme

Efter det underjordiske Chiusi er Chianciano Terme bogstavelig talt som en mundfuld frisk luft. Stedet kan prale af det sundeste og rigeste klima i Toscana, bjerge, kursteder, fyrreskove, læger, flere pelse pr. kvadratmeter end noget andet sted i Italien. ”Tag til Chianciano og plej din lever” siger skiltene langs vejen ind til byen; de indbyder, opfordrer eller smisker. Den middelalderlige ”lavby” med sit lille etruskermuseum og sin Signorelli-fresko undgås omhyggeligt af de fleste italienske gæster. ”Højbyen” er stedet, hvor italienerne siden romertiden er kommet for at nyde godt af acqua santas enestående virkninger. Som et af verdens vigtigste kursteder er Chianciano en by for alle dem, der skal pleje lever og livslyst.

Denne sydlige del af Siena-provinsen er fuld af etruskiske levn, og udgravninger afdækker stadig en lind strøm af spændende fund. I Chianciano leder velafmærkede stier til adskillige nyligt opdagede grave og templer samt til et nyt, virkelig godt Etruskisk museum. Museet rummer mange vigtige og imponerende fund, inklusive en intakt monumental prinsessegrav omgivet af bronze og pyntet med forskellige guld- og bronzegenstande. Det store museum indeholder også resterne af et spa-kompleks fra det 1. århundrede f.Kr.

I nærheden af Chianciano findes nogle af de dejligste spadsereture eller køreture i hele Toscana. Mange af turene starter ved La Foce, en gård fra 1400-tallet, som ligger med udsigt over det frodige Valdichiana og de trøstesløse kratere i Val d’Orcia. De uovertrufne haver blev tegnet af den berømte landskabsgartner Cecil Pinsent. Der er udsigt over en etruskisk boplads mod Monte Amiata og Monte Cetona. Dens fortrinlige strategiske beliggenhed betød, at dens ejere, de engelsk-italienske Origo, brugte stedet som tilflugtssted for partisaner under Anden Verdenskrig. Udgravninger her har indtil videre afsløret 200 stort set uforstyrrede etruskiske grave.

En ufremkommelig sti fører til Petraporciana, partisanernes skjulte hovedkvarter, og til en forhistorisk skov. Denne faggeta er fuld af kæmpestore egetræer, alpevioler, vilde orkideer eller vintergækker – en perfekt tur om foråret eller efteråret.

I nærheden af La Foce ligger Castelluccio, et slot der har den mest elskede udsigt på hele egnen: En bugtet række cypresser, der viser en etruskisk rute mellem kraterne. En kort tur fører videre til Pocce Lattaie og nogle forhistoriske huler med dryppende stalaktitter, der har form som brystvorter eller patter på et dyr. Disse forhistoriske huler blev brugt ved frugtbarhedsritualer og ofringer, der skulle formilde guderne. Hvis man vil se hulerne, må man endelig hyre en guide, samt låne en lommelygte.

Kulturrejse til Toscana området vest for Firenze

Udgivet den af

Toscana byder på utallige seværdigheder og byer der er værd at opleve på en kulturrejse, her har vi fokus på nogle af de byer der ligger vest for Firenze. Læs f.eks om byerne Valdarno, Prato, Fucecchio, Empoli, Artimino og Poggio a Caiano der alle ligger i denne del af Toscana.

Prato

Prato, der ligger nordvest for Firenze, er for nylig blevet ophøjet til provinsstatus, hvilket er meget passende for Toscanas tredjestørste by og Firenzes rival op gennem historien. Byen har et enestående klenodie i domkirken. Her opbevares et relikvie, som menes at være Jomfru Marias skærf. Legenden om klenodiet er skildret af Agnolo Gaddi, hvis fresker dækker Cappella del Sacro Cingolos vægge. Alteret har en skulptur, Madonna col Bambino, af Giovanni Pisano. Uden for Duomo står det Hellige Skærfs Prædiekestol af Donatello og Michelozzo. Her fremvises hvert år til jul det hellige skærf for de troende. Museo dell’Opera del Duomo på Piazza del Duomo indeholder malerier, skulpturer og relieffer af Donatello.
I dag er Prato berømt for sin tekstilindustri; fabrikkerne sælger fint stof, kashmir og designertøj. Handelen har gjort Prato til en rig by, men Pratos tekstilindustri var vigtig allerede i 1100-tallet og byens fantastiske monumenter er et bevis på dens tidligere storhedstid.
Det lille historiske center, omsluttet af byens middelalderlige bymur, rummer foruden domkirken Santa Maria delle Carceri også Castello dell’Imperatore, Kejserborgen. Kirken blev påbegyndt i Brunelleschistil af Giulano da Sangallo i 1485. Castelloen blev bygget af Frederick 11 Hohenstaufen i begyndelsen af 1200-tallet. Den er enestående i Toscana, idet modellen for den er de normanniske slotte i Apulien (Puglia).
På Via Rinaldesca ligger Palazzo Datini bygget i ca. 1350. Det var i sin tid bolig for manden, der opfandt egenvekslen, og som grundlagde byens rigdom med uldhandelen. Lindt længere fremme på Piazza del Comune ligger Palazzo Pretorio, som var sæde for Pratos regering i selvstyrets dage. Nu huser det Gallelria Comunale.

Empoli

Vest for Firenze ved Pisa-Firenze motorvejen er Empoli det første vigtige stop. Hovedpladsen i denne større landsby er opkaldt efter Farinata degli Uberti, der takket være sin tale i Ghibellinernes parlament i 1260 formåede at redde byen fra ødelæggelse efter slaget i Montaperti. Det er lykkedes for Empoli at bevare den indre by omkring Sant’Andrea kirken samt de antikke bygninger, hvoraf nogle stammer helt tilbage til 1100-tallet.
Som andre toscanske byer har Empoli et stort antal religiøse malerier. De hænger alle på Museo della Collegiata med billeder fra Masolino til Pontormo.

Fucecchio

Få kilometer vest for Empoli ligger Fucecchio omgivet af moderne forstæder. En række bygninger og det, der er tilbage af Castruccios Tårn, er et besøg værd. Tårnet er muligvis kendt af opera fans da det er ”hovedpersonen” i Puccinis opera Gianni Schicchi.
Padule di Fucecchio nord for byen er det største, indenlandske marskområde i Italien. Området var et fiskeriområde under Medicierne i det 16. århundrede, og Cosimo 1. byggede en bro og dæmninger for at gøre fiskebetingelserne bedre. I dag er området tilholdssted for sjældne fugle og planter.

Artimino og Poggio a Caiano

Fra Empoli er det meget nemt at besøge to vigtige Midici-residenser. Nemlig Villa Poggio a Caiano i byen af samme navn, og Villa Artimino, som ligger uden for den højtbeliggende landsby Artimino.
Poggio a Caiano er en af de mest pragtfulde bygninger fra 1400-tallet. Den blev ombygget af Giuliano da Sangallo for Lorenzo de’Medici mellem 1480 og 1485 og dominerer fra sin position oppe i byen hele det flade land under sig. Bygningen er omgivet af en loggia, der går hele vejen rundt, og som understøttet hele piano nobile ovenpå. Lorenzos søn Giovanni, der senere blev pave Leo 10., fortsatte ombygningen og fik også udført en frise på indgangens gulv af familien Della Robbia.
Mange af de indvendige dekorationer vidner om, at man bevidst forsøgte at indrette sig efter antikt mønster. To af de vigtigste værelser indeholder scener fra den romerske historie malet af Andrea del Sarto og Pontormo, hvori man har indflettet scener fra Mediciernes historie.
I 1800-tallet blev haven lagt om efter den moderne engelske stil og blev prydet med romantiske templer, en voliere, fontæner og en falsk gotisk ruin. I 1900-tallet blev residensen brugt som sommerslot for kong Umberto af Italien, og det tilbageværende interiør stammer fra denne periode.
Slottet var gerningssted for det uhyggelige dobbeltmord på storhertug Francesco og hans kone i 1587. I dag er de store, nøgle værelser tomme og trøstesløse, og villaen er blevet omdannet til et stort, temmelig trist og smagløst museum.
Artimino, der er omkranset af en bymur, ligger ca. 11 km fra Poggio a Caiano. Byens store villa blev bygget af Bernardo Buontalenti som jagtpavillon. Inden for er der et lille etruskisk museum. En arkitektonisk kuriositet ved Villa Artimino er de mange, høje skorstene, det har på taget. Staldene er nu bygget om til et flot hotel, og der er også en restaurant, hvor man har specialiseret sig i retter af Medici-oprindelse.
En kilometer længere nede ad bakken, på den anden side af Artimino, ligger den etruskiske nekropolis, hvorfra der blev hentet sten til at bygge den nærliggende Pian di Rosellos kirke i 600-tallet.
En lille snoet vej fører fra Artimino gennem Carmignano, kendt for sin røde vin, til Vinci ved den sydlige fod af Monte Albano og videre til Anchiano, som menes at være Leonardo da Vincis fødested.
Den middelalderlige borg Conti Guidi huser Museo Vinciano, som udstiller et stort udvalg af mekaniske modeller fremstillet efter Leonardos tegninger. I Biblioteca Leonardiana skildres hans liv og arbejder og i Anchiano ved Leonardos fødested er der endnu et museum, som illustrerer de mere prosaiske øjeblikke i hans liv.

Valdarno

Øst for Firenze ad landevej SS70 der fører til Consuma er der et smalt pas, hvor en snoet vej slynger sig op til den vestlige side af Pratomagnos bakker og til Vallombrosa klostret. Dette er det første hjemsted for Vallombrosa Ordenen og blev grundlagt af San Giovanni Gualberto i det 11. århundrede. Omkring Gualbertos død i 1073 begyndte ordenen, som var en del af benediktiner-ordenen, at sprede sig over hele Italien. Deres magt blev med tiden så stor, at ordenen ved lov blev opløst i 1866.
I området omkring Vallombrosa er flere romanske kirker et besøg værd, bl.a. S. Pietro i Cascia og S.Agata i Arfoli. Der er også den yndige lille by Saltino, der om vinteren er skisportsby for alpinisterne på det nærliggende Monte Secchietas løjper.