Zelazowa Wola – Chopins fødeby i Polen

Frédéric Chopin, der havde en fransk far og en polsk mor, blev født i Zelazowa Wola en lille by vest for Warszawa i 1810. Han levede i Polen sine første 20 leveår og vandt ry som en dygtig pianist, før han tog til Paris i frankrig og vandt international berømmelse. Selv om han ligger begravet i Paris, tager mange musikelskere rejsen til hans polske fødehjem som i dag er et museum og den skyggefulde park, der omgiver det, som en bevægende pilgrimsrejse. Rejser du til Polen på kulturrejse så sørg om muligt for at lægge denne endagsrejse fra Warszawa på en søndag formiddag i begyndelsen af maj, hvor der er koncerter med virtuose pianister, der spiller i den selvsamme stue, hvor Chopin komponerede sine første valse, polonæser, mazurkaer og nocturner. De henførte tilhørere er bænket på terrassen foran huset. Stadig med hovedet fyldt af Chopins melodier kan man besøge Kampinos Nationalpark. Den velafmærkede naturrute udgår fra byen ´Zelazowa Wola og fører gennem tætte skove og blomsterstrøede enge – omgivelser, der ikke kan have undgået at inspirere Chopin. Hvis man vælger ikke at forlade Warszawa, bør man undersøge sommerprogrammet for de Chopin-koncerter, der finder sted i byens vidunderlige Lazienki-park i nærheden af det imponerende Chopin-mindesmærke, der blev indviet i 1926.

Zelazowa Wola ligger kun ca. 50 kilometer km vest for Warszawa i Polen. Chopinmuseet kan du læse mere om på http://www.chopin.pl/. Der er koncerter (også i Warszawa) fra maj til september, ligesom der ofte også er koncerter på Chopins dødsdag den 17. oktober. Den Internationale Chopin-Kkaverkonkurrence afholdes i Warszawa hvert femte år med koncerter på forskellige spillesteder og en galakoncert den 17. oktober. Den næste gang du kan opleve denne fantastiske begivenhed er i 2015.

Læs meget mere om kulturrejser til Polen her på bloggen, du finder bla. andre indlæg om musik og opera.

Operaen Carmen

Du kan her læse om én af opera-historiens mest populære operaer, Carmen, komponeret af den franske komponist Georges Bizet, og baseret på en novelle af samme navn, der på sin side udsprang af den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, inden han blev henrettet for mordet på zigøjnersken Carmen.

Operaens forlæg

Grundlaget for teksten til ”Carmen” er novellen af samme navn, skrevet af den franske forfatter Prosper Mérimée (1803-70). I denne novelle, som udkom i 1847, gengiver han den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, da Mérimée besøgte ham i fængslet kort før hans henrettelse for mordet på zigøjnersken Carmen; Mérimée kendte dem begge fra tidligere rejser i Spanien. Novellen blev omskrevet til operatekst af de to kendte librettoforfattere Henri Meilhac og Ludovic Halévy, som foretog ret store ændringer, idet de i nogen grad forfinede Carmen-skikkelsen, der hos Mérimée nærmest er et ondskabsfuldt vilddyr, indførte den frit opfundne Micaëla som modpol til Carmen og gjorde tyrefægteren Lukas, som i novellen kun er en bifigur, til den anden mandlige hovedfigur, Escamillo. De forøgede også virkningen af slutoptrinet, mordet på Carmen, ved at flytte det fra den øde egn, hvor det foregår i novellen, til pladsen udenfor arenaen i Sevilla.

Bizets komposition

Georges Bizet tog fat på kompositionen i maj 1872 og arbejde på den i godt to år. Uropførelsen på Opéra-Comique blev en stor fiasko; man fandt den realistiske handling og hele det proletariske miljø frastødende, og musikken blev udskreget som wagnerpåvirket! Dette nederlag menes at have en ikke uvæsentlig andel i Bizets død, som indtraf nøjagtig tre måneder senere. Han nåede lige at slutte kontrakt med Wieneroperaen om en opførelse af operaen på tysk. Denne opførelse, som fandt sted den 23. oktober samme år (1875), blev en mægtig triumf for værket, som siden har gået over alverdens scener, og hvis popularitet er uformindsket den dag i dag. ”Carmen” er stadig en af de hyppigst opførte operaer i verden. I København kom operaen op i 1887 (efter at Stockholmoperaen ved et gæstespil havde spillet den den 16. og 19. juni 1883) med Elisabeth Dons i titelrollen og Johan Svendsen som dirigent.

En ægte opéra comique

Bizet komponerede ”Carmen” som en ægte opéra comique, dvs. med talt dialog ind imellem musiknumrene, men da operane skulle opføres i Wien, omskrev hans ven, komponisten Ernest Guiraud, de lange dialoger til korte recitativer, som han selv satte i musik, og i denne skikkelse er operaen blevet kendt. Opéra-Comique i Paris, hvor operaen har gået langt over 2000 gange, har dog så at sige kun benyttet originalversionen, som senere også har vundet indpas mange andre steder.

Realistisk skildring af samfundets lavere klasser

”Carmen” er den første opera af format, som giver en realistisk skildring af livet i samfundets lavere klasser, og kan derfor med nogen ret siges at indvarsle den senere ”veristiske” retning inden for operaen. Dog er dens musik præget af en langt mere forfinet smag – og et langt større tale -, end man finder hos de fleste af denne senere retnings repræsentanter.  Musikken er både i sin form, sin harmonik og sin instrumentation præget af en raffineret knaphed, som giver den en ejendommelig prægnans midt i al den melodiske sødme; den har desuden en psykologisk træfsikkerhed og en dramatisk slagkraft, som får personerne til at stå helt plastisk og giver handlingen en spænding, som river alle med.

Til wieneropførelsen sammenstillede Guiraud af numre fra andre værker af Bizet en balletmusik, som blev indlagt i 4. akt; den benyttes nu om dage kun sjældent, da den forhaler handlingen på en uheldig måde.

Operaen danner grundlag for Hammersteins musical ”Carmen Jones” (1945 – filmatiseret 1955), hvor personerne alle fremstilles af sorte sangere. I 1984 kom Francesco Rosis operafilm med Julia Migenes-Johnson i titelrollen og Placido Domingo og Ruggero Raimonolo som hhv. Don José og Escamillo.

Rolleliste

• Carmen: den skønne sigøjnerpige, som arbejder på cigaretfabrikken
• Don José: sergent
• Zuniga; løjtnant
• Micaëla; en bondepige
• Escamillo; tyrefægter

Handlingen foregår i Sevilla og omegn i 1820

Første akt

En plads i Sevilla, baggrund: cigaretfabrik og kaserner.
På en plads i Sevilla betragter soldaterne det brogede liv. Micaëla spørger efter Don José og trækker sig sky tilbage, da hun ikke finder ham. Nu kommer vagtafløsningen anført af Don José, og kort efter kommer pigerne fra cigaretfabrikken ud for at nyde en pause i det fri. Blandt dem er Carmen, som hyldes stormende af de unge mænd. Hun synger sin Habanera om kærlighedens ustadighed og uberegnelighed og slutter med at tilkaste Don José, der har siddet bortvendt, en blomst, hvorpå hun under latter løber ud med de andre piger. José tager blomsten op og skjule den på sit bryst, da Micaëla netop kommer. Han glædes over den hilsen fra hans moder, som hun bringer, og lover sig selv at opfylde moderens ønske og tage Micaëla til brud. Nu lyder der skrig fra fabrikken; Carmen har i slagsmål såret en pige med sin kniv. Hun føres bunden frem, men giver den forelskede løjtnant Zuniga spot til svar, da han vil forhøre hende. José skal bevogte hende, mens arrestordren skrives, men Carmen synger sin Seguidilla og får ham hurtigt viklet om sin finger, og da han skal føre hende bort, giver hun ham efter aftale et stød, så han falder, – og hun undslipper.

Anden akt

Lillas Pastias kro
I Lillas Pastias kro er der sang og dans, som også Carmen deltager i; hun erfarer, at José samme dag er sluppet ud fra fængslet, som han blev dømt til, da hun flygtede.  Tyrefægteren Escamillo træder nu ind og hyldes for sin tapperhed. Han synger sin toreadorsang med det kendte omkvæd, og Carmen betages af ham. Da kroen er tømt, kommer smuglerne Remendado og Dancairo og opfordrer Carmen og hendes veninder Frasquita og Mercedes til at hjælpe ved et smuglerkup samme nat. Carmen vil ikke med – hun venter, at Don José vil opsøge hende, og da dette også sker, gør hun ham ganske fortumlet ved at synge og danse for ham. Da retræten kalder, ægger hun ham ved sin spot til at blive, og han synger sin arie om blomsten, hun kastede til ham, og som var hans eneste trøst i fængslet. Hun opfordrer ham til at flygte med hende, men han mander sig op og vil gå. Da banker det på døren; det er Zuniga, som er kommet for at træffe Carmen. Rasende af skinsyge udfordrer José ham, men de hastigt tilkaldte smuglere lægger sig imellem og sikrer sig Zunigas person. José, hvis tilbagevenden til militæret jo er umuliggjort ved duellen med hans overordnede, har nu ingen anden udvej end at slutte sig til smuglerne.

Tredje akt

Smuglernes lejr
I en vild egn i Pyrenæerne holder smuglerne ved nattetid en kort rast. José er kommet til at hade smuglerhåndteringen, ikke mindst efter at Carmens kærlighed er kølnet; hun opfordrer ham spottende til at finde noget andet arbejde – eller gå hjem til sin mor! Pigerne spår sig selv i kort, og også Carmen prøver lykken, men kortene forkynder hendes snarlige død. Nu bryder man op, kun José efterlades som vagt. Lidt efter kommer den frygtsomme Micaëla, som søger efter José for at befri ham fra Carmen. Hun synger sin arie og skræmmes bort af et skud. Nu viser Escamillo sig, og Don José bliver hurtigt klar over, at der består et forhold mellem ham og Carmen. Han udfordrer Escamillo, men Carmen styrter til og skiller dem. Escamillo indbyder dem alle til sin næste tyrefægtning i Sevilla og drager bort. Nu opdages Micaëla, der havde skult sig; hun beder José komme med hjem til moderen, som ligger for døden, og han går, idet han truende lover Carmen, at de skal mødes igen.

Fjerde akt

Pladsen udenfor arenaen i Sevilla
Udenfor arenaen i Sevilla ankommer publikum og de pragtfuldt klædte tyrefægtere. Også Escamillo viser sig med Carmen ved sin side. Da alle går ind til kampen, advarer veninderne Carmen mod Don José, som er set i mængden, men hun er uden frygt. Da hun vil gå ind, træder han frem og bønfalder hende om at vende tilbage til ham; hun vil dog ikke høre tale herom, men indrømmer åbent, at hun elsker Escamillo. Dette vækker Josés raseri, og da hun slynger ham hans ring i ansigtet, dræber han hende med sin dolk for straks derefter at synke sammen i fortvivlelse ved hendes lig.

Operaen Turandot

I det følgende kan du læse om ét af operahistoriens mest kendte og betydningsfulde opera-værker, operaen Turandot, skrevet af den legendariske opera-komponist Giacomo Puccini, og således finde inspiration til en operarejse til Puccinis hjemland.

Opera-værkets opståen

I 1919 stiftede Puccini bekendtskab med journalisten Renato Simoni, der havde tilbragt en årrække i det fjerne Østen. Simoni og Adami (som Puccini havde samarbejdet med i forbindelse med ”Kappen”) tilbød Puccini en libretto, som han imidlertid afviste (”Fanny” efter Dickens). Simoni foreslog derpå, at man kunne benytte et skuespil, ”Turandot”, af den italienske digter Carlo Gozzi (1720 – 1806), som i de fleste af sine stykker genoplivede den italienske maskekomedie. Puccini afviste først ideen, men kom snart efter i tanke om, at han nogle år tidligere i Berlin havde overværet en opførelse af Schillers bearbejdelse af Gozzis ”Turandot” (fra 1802), som i Max Reinhardts iscenesættelse havde gjort et stærkt indtryk på ham.

Han enedes nu med de to forfattere om, at de skulle forsøge at skrive en tekstbog over dette skuespil – som for øvrigt Ferruccio Busoni i 1917 havde benyttet som grundlag for sin lille Turandot-opera. Turandot skulle blive Puccinis sidste og mest storslåede værk – og det, som voldte ham de største kvaler. Han havde altid levet stærkt med i sine operaer, mens han skrev dem, men denne blev en formelig besættelse; den red ham som en mare i de sidste fire år, han levede, og han var periodevis så modløs, at han alvorligt overvejede at opgive det hele. Først i 1922, da de to første akter forelå fuldt færdigt komponerede, sluttede han endelig kontrakt med de to forfattere, og så sent som i foråret 1923 var han endnu en gang ved at springe fra.

Kontrakt med Scala-operaen i Milano

I september 1924 sluttede Puccini kontrakt med Scala-Operaen i Milano om førsteopførelsen, men en måned efter konstaterede en halsspecialist i Firenze, at Puccini var angrebet af strubekræft, og i november tog han til Bruxelles for at lade sig operere af en derboende berømt specialist. Han medførte på 36 nodeblade skitserne til den sidste scene af Turandot, men han skulle ikke komme til at fuldføre sit værk. Nogle dage efter den tilsyneladende veloverståede operation faldt ham pludselig sammen og døde. Operaens sidste scene fuldførtes efter skitserne af Puccinis elev, komponisten Franco Alfano, men overgangen er tydelig at høre. Førsteopførelsen fandt sted på Scala-Operaen i april 1926 med Rosa Raisa i titelrollen og Michele Fleta som Calaf. Toscanini dirigerede, og da man havde spillet sørgekoret efter Liùs død i 3. akt, lagde han taktstokken og vendte sig mod publikum med ordene: ”Her ender mesterens værk”; tæppet gik ned, – og først ved den anden opførelse spilledes slutscenen. Turandot spilledes snart på alle større scener i verden og vandt efterhånden anerkendelse som Puccinis ejendommeligste og betydeligste værk.

Turandot i Danmark

I Danmark blev den første gang opført på scenen ved det italienske gæstespil på Falkonèrcentret i København den 29. november 1959. Den 2. juli 1991 opførtes Turandot ved en af radioen foranstaltet koncert i Tivoli; Eva Marton sang titelpartiet og Giorgio Lamberi Calaf, de øvrige var danske sangere; Leif Segerstam dirigerede. På Det kgl. Teater kom den op i 1995 (sunget på italiensk).

Afviger fra Schiller

Sammenligner man Schillers Turandot-skuespil med operaens tekst, springer det straks i øjnene, at Liùs skikkelse er noget nyt; Puccini måtte have en af de lidende, opofrende kvindeskikkelser, som han så ofte før havde skildret, som modvægt mod den umenneskelige prinsesse. I skuespillet forekommer en tartarisk prinsesse, Adelma, som også elsker den ukendte prins, men hun vil flygte med ham – ikke lide for ham.

I stedet for de traditionelle commedia dell’arte-figurer hos Gozzi (Pantalone, Truffaldino, Brighella) møder vi i operaen de tre halvt humoristiske, halvt dæmoniske ministre, som har inspireret Puccini til noget af hans mest fantasifulde musik. Også til denne opera gjorde Puccini omfattende studier i landets originale musik, og atter benyttede han kun brøkdele deraf direkte, men lod sig i desto højere grad inspirere til selvvirksomhed. To af de direkte anvendte melodier hørte han udført af et spilleur, som en af hans berejste venner havde hjemført fra Kina. (Den ene er den kinesiske kejserhymne, som næsten uforandret er indført i 2. akts finale). Orkesterets mange slaginstrumenter og ikke mindst brugen af xylofonen og gong-gongen har forbilleder i kinesisk musik. Man finder i øvrigt mange steder, som tydeligt er inspireret af hans samtidige, fx Debussy, Ravel og Stravinskij, men påvirkningen har altid præg netop af inspiration og aldrig af plagiat.

Wagner-påvirkning

Den Wagner-påvirkning, som man stedvis har kunnet iagttage i musikken til en del af hans tidligere operaer, er her snarest at finde i handlingen, hvis ”forløsningsmotiv” ikke er uden slægtskab med Wagners tanker. I denne opera har Puccini lagt verismen og de lyriske stemningsbilleder helt bag sig og skrevet en ”stor opera” med en handling, som giver mulighed for udfoldelse også for koret, som her spiller en større rolle end i nogen af hans tidligere operaer. Det halvnaturalistiske, idylliske Japan i ”Madame Butterfly” virker som en bleg skitse i sammenligning med den fantasi, Puccini har lagt for dagen i Turandot, som er præget af en storslået pragt, en isende grumhed og en grotesk komik, som man ikke før har mødtt hos ham. Midt i alt dette lyser den stakkes Liùs skikkelse med dens varme menneskelighed.

Opera i 3 akter (5 billeder)

Tekst af Giuseppe Adami og Renato Simoni.
Handlingen foregår i Peking på eventyrenes tid.

Personerne

• Altoum, kejser af Kina
• Turandot, hans datter
• Timur, afsat tartarkonge
• Den ukendte prins, hans sønv
• Liù, en ung slavinde
• Ping, kansler
• Pang, forsyningsminister
• Pong, køkkenchef
• En mandarin
• En persisk prins
• Bødlen

Første akt

Uden for det kejserlige palads i Peking forkynder en mandarin, at prinsesse Turandot vil ægte den mand af kongeligt blod, der kan løse tre gåder, hun stiller; den, som uden held forsøger sin lykke, bliver henrettet. I trængslen møder den gamle kong Timur, som ledsages af slavinden Liù, sin søn, prins Calaf, som han ikke har set længe; de er alle på flugt for dem, der har berøvet Timur tronen, og må derfor leve ukendt. Man aner, at Liùs trofasthed mod Timur skyldes kærlighed til Calaf. Nu føres en ung persisk prins, som ikke har kunnet løse Turandots gåder, til retterstedet; mængden gribes af medlidenhed og anråber prinsessen om nåde. Calaf, der er oprørt over hendes grusomhed, slutter sig til, men da hun viser sig, overvældes han af hendes vidunderlige skønhed og styrter hen til den store gong-gong for at melde sig til prøven. De tre komiske skikkelser, ministrene Ping, Pang og Pong, prøver forgæves at skræmme ham fra hans farlige forehavende; end ikke bødlen, der fremviser perserprinsens afhuggede hoved, gør noget indtryk på ham, og som i en rus slår han på gong-gongen og går fortrøstningsfuldt sin skæbne i møde.

Anden akt

Første billede
Ping, Pang og Pong klager over deres triste hverv; de føler sig kun som ministre for bødlen og længes efter, at der skal komme en, der løser gåderne, så disse skrækkelige tider kan få ende.

Andet billede
Hoffet samler sig, den gamle kejser og hans datter Turandot sætter sig i tronstolen. Calaf træder frem, men kejseren, der finder behag i ham, vil sende ham bort, for at han ikke skal udgyde sit blod forgæves. Turandot fortæller, at hun har gjort gåderne så vanskelige, for at ingen skal vinde hende; hun ønsker ikke at tilhøre nogen. Dette ægger Calaf yderligere, og Turandot stiller ham de tre spørgsmål, som han til hendes forfærdelse besvarer rigtigt. Hun bønfalder nu kejseren om ikke at udlevere hende til den fremmede, og Calaf siger, at han kun vil have hende, hvis hun elsker ham. Han vil derfor endnu en gang vove sit hoved for hendes skyld: Hvis hun inden næste soloopgang kan nævne ham hans navn, som han har fortiet, vil han overgive sig til bødlen. Hun går ind derpå, men kejseren og hele hoffet håber, at det ikke må lykkes hende at opspore navnet.

Tredje akt

Første billede
Turandot har truet en mængde mennesker med døden, hvis de ikke skaffer oplysning om prinsens navn. Calaf er dog ved godt mod; han afventer i slottes have dagens frembrud. De tre ministre, der også er blandt de truede, søger ved alle midler at friste Calaf til at røbe sit navn, så vil de hjælpe ham til flugt. Men han ønsker kun èt: at eje Turandot. Nu indbringes Timur og Liù, som er set sammen med Calaf; Ping lader Liù, som påstår, at hun er den eneste, der kender prinsens navn, underkaste tortur, men hun siger intet. Turandot, som er blevet tilkaldt, byder, at hun skal løses, og spørger, hvad der giver hende en sådan styrke. Liù svarer: ”Kærligheden”, og da bødlen nærmer sig for atter at pine hende, dræber hun sig med en dolk. Alle er dybt grebne og slutter sig til sørgetoget, da hun bæres ud. Trods Turandots modstand trykker Calaf hende nu i sine arme og bedækker hende med kys; da viger hendes kulde, og hun indrømmer, at hun fra første øjeblik har både hadet – og elsket – ham. I sin henrykkelse røber Calaf sit navn for hende, men da blusser stoltheden pludselig op i hende igen. Nu vil hun kunne nævne hans navn for hoffet; hans liv er endnu en gang i hendes hånd.

Andet billede
Uden for paladset; kejseren og hele hoffet er forsamlet. Calaf føres frem, og Turandot forkynder triumferende, at hun kender den fremmedes navn, det er ”Kærlighed”. Calaf og Turandot styrter i hinandens arme, og under folkets jubel slutter operaen.

Savonlinna Opera Festival

Er du interesseret i opera og går kulturrejsen mod Findland, så læs mere om den kendte Savonlinna Opera Festival

Finland er “de tusind søers land” (faktisk er der tæt ved 188.000 af dem), med talrige vige og floder, fra Saimaa-sølandet nær grænsen til Rusland til Den Botniske Bugt i vest. Landet er tillige et af de tættest skovbevoksede områder på jorden – det tæt sammenvævede netværk af søer, omgivet af dybe fyrre- og birkeskove, giver et indtryk af uberørt natur, som man sjældent ser andre steder.

Byen Savonlinna, der ligger midt i prægtige, naturskønne landskaber, omfatter tre øer i Saimaa-søen i den østlige udkant af Sølandet. Denne by, der længe var kurby for de russiske zarer og deres følge, har siden 1912 været mere kendt for sin operafestival, den vigtigste i Nordeuropa, der afholdes hvert år i borggården på Olofsborg (Olavinlinna) fra 1400-tallet. Denne borg, der er en velbevaret vandborg, opført med henblik på at afvise angreb fra øst og i dag forbundet med fastlandet via en bro, er den mest romantiske ramme om nogen udendørs musikfestival nogetsteds, en ramme, der fremhæves af de mange timer med et forunderlig smukt lys sidst på dagen.

Savonlinna ligger omkring 350 km nordøst for Helsingfors. Savonlinna Opera Festival: Olavinkatu finder sted fra slutningen af juli til starten af august. Læs meget mere om opera i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser eller om Savonlinna Opera Festival på operafestival.fi

Hotel Rauhalinna

Gælder det atmosfære og omgivelser i dag, er der kun ét sted at indkvartere sig for dem, der ønsker at forlænge magien efter en aftens operaforestilling, nemlig Hotel Rauhalinna. Det blev bygget i 1897 af en general i zarens hær og var en fantasifyldt maurisk-victoriansk drømmegave til hans hustru. Det ligger ved søen (og kan nås pr. bil eller pr. båd fra havnen i Savonlinna) og er med rette et populært sted at lade sig forkæle. Hotel Rauhalinna finder du ca. 15 kilometer fra Savonlinna. Hotellet har åbent fra først i juni til sidst i august; “Zar-buffet” kun i juli. Beregn ca. 30 minutter med båd til hotellet.

Læs om andre udvalgte hoteller i Europa her på bloggen om kulturrejser.

Rossini Opera Festival

Rossini Opera Festival, opera på hjemlig grund i byen Pesaro i regionen Marche, Italien.

Den store komponist Gioacchino Rossini holdt så meget af sin hjemby, Pesaro, at han efterlod en mindre formue til byens myndigheder, som ærede ham ved at grundlægge en Rossini-stiftelse. Af disse midler opstod den årlige Rossini Opera Festival, udelukkende helliget hans værker (de sjældent fremførte så vel som de berømte) og i dag en af Italiens mest populære sommer-musikfestivaler, en favorit blandt Rossinis tro tilhængere, siden den blev indstiftet i 1980. Selv uden for festivalperioden udfolder livet sig omkring – hvad ellers? – den livlige Via Rossini. Pesaro er en populær, smuk badeby, og dens piazzaer og caféer er altid fyldt.

Hotel Vittoria

Vil man have det fulde udbytte af festivalen, skal man flytte ind på det smukt nyindrettede, men stadig gamle og ærværdige Hotel Vittoria ved havnen, mødestedet for festivalens stjerner. Stift bekendtskab med det kulinariske geni Otello Renzi, en sand madens og vinens discipel, hvis restaurant, Da Teresa, er opkaldt efter hans mor, der styrer slagets gang i køkkenet. Husets specialiteter, frisk pasta og friske fisk, tiltrækker hvert år de deltagende operastjerner. Hotel Vittoria ligger på adressen Piazzale della Libertà 2

Information

Rossini Opera Festival finder sted på adressen Via Rossini 37. Festivalen er over to uger fra midten til slutningen af august. Læs mere om opera i Italien her på bloggen om kulturrejser, du kan f.eks læse om La Scale i Milano. Vil du vide mere om Rossini Opera Festival så læs mere på www.rossinioperafestival.it.

 

La Scala i Milano

La Scala som på italiensk hedder Teatro Alla Scala er nok verdens populæreste operahus. La Scala ligger i Milano, og skal du på kulturrejse til regionen Lombardiet i Italien og sætter pris på opera så forsøg at få billetter til en opera i La Scala.

Det er den 7. december, åbningsaftenen på La Scala, og hele Milano er her, klædt i deres stiveste puds: et velhavende, passioneret, uhyggeligt kræsent publikum, mindst lige så teatralsk som operaen, der udspiller sig på scenen. Efter en 1000 dages intensiv og minutiøs restaurering genåbnede verdens mest berømte operahus i 2004 til forbløffelse og udelt begejstring for mange – den ubetinget største stjerne på dens genåbningsaften. Højdepunkterne i restaureringen til 475 mio.kr. af La Scala, der blev tegnet af Giuseppe Piermarini og åbnede første gang i 1778, er den fremragende akustik og den gennemgribende omdannelse af bagsceneområdet, der i dag fremtræder som et vidunder af den nyeste teknologi. Dette smykkeskrin af forgyldninger og fløjl har fra begyndelsen præsenteret det bedste inden for operaverdenen. Verdis Otello og Falstaff havde premiere her, og det samme havde Puccinis Turandot og Bellinis Norma. Maria Callas sang her oftere end noget andet sted. Det lille, intime Museo alla Scala, der indgik i den totale renovering, og som ingen operaelsker må snyde sig selv for, er genåbnet i sine oprindelige lokaler (indgangen ligger på Largo Ghiringhelli) og er sluppet godt fra den verdenskendte musikdirektør og dirigent, Riccardo Mutis, nylige stormfulde fratræden.

Teatro Alla Scala ligger på adressen Via Filodrammatici 2, Piazza alla Scala i Milano. Du kan læse mere på www.teatroallascala.org eller i andre indlæg her på bloggen om musik og opera i Italien, læs f eks om operaen Aida. Operasæsonen i La Scala går fra 7. december til og med juli i andre måneder er ballet og koncerter i teateret.

Få mere inspiration til din kulturrejse til Milano, læs de mange indlæg om kultur, natur og historie, se foto og meget mere. Læs f.eks om den flotte domkirke i Milano i indlægget Il Duomo i Milano Italiens gotiske mesterværk

Operaen Aida

Operaen Aida, skrevet af den enestående italienske operakomponist Guiseppe Verdi, er blevet et af operahistoriens mest kendte og elskede værker. Du kan her læse om Aida-operaens fantastiske skæbne fra de første spæde ideer blev udtænkt i Ægyptens hovedstad Cairo for næsten 150 år siden til den nåede alle verdens større operahuse i færdigt format og blev den bragende succes, som den stadig er idag.

Et oldægyptisk tema

I november 1869 åbnedes Suez-kanalen, og kort forinden var det nye operahus i Cairo blevet indviet med en opførelse af ”Rigoletto”. Man havde bedt Giuseppe Verdi komponere en hymne til kanal-åbningen, hvad han havde afslået med den begrundelse, at han ikke skrev lejlighedsværker. Den ægyptiske vicekonge/khediv Ismail Pasha, som var meget operainteresseret, havde i sin tjeneste den franske arkæolog Auguste Mariette, og denne udarbejdede i april 1870 – efter sigende ud fra en idé, som vicekongen havde givet ham – en temmelig detaljeret handlingsplan for en opera med oldægyptisk emne.

I hænderne på Verdi

Den sendtes nu til sekretæren ved Pariser-operaen, Camille du Locle (som havde været medforfatter af den franske tekst til ”Don Carlos”), med anmodning om at lade den gå videre til Verdi, da vicekongen ønskede, at han skulle skrive musikken – og hvis han ikke var interesseret, ville man henvende sig til Gounod eller Wagner. Verdi fandt imidlertid behag i emnet og udarbejdede selv i samarbejde med du Locle en nøjere handlingsgang; den endelige udformning af teksten foretoges dog af Antonio Ghislanzoni, som havde foretaget omarbejdelsen af ”Don Carlos” til italiensk og bistået med revisionen af ”Skæbnens Magt”. Verdi gav ham meget nøje forskrifter for tekstens udformning – lige til verseliniernes og verseføddernes antal.

Verdi gik ind på khedivens krav om, at operaen skulle være færdig senest i november samme år, idet premieren skulle finde sted i januar. Til gengæld måtte khediven gå ind på Verdis vilkår, som dels gik ud på, at Verdi skulle have 150.000 francs, for hvilke khediven erhvervede ejendoms- og opførelsesret for operaen i Cairo, mens Verdi forbeholdt sig indtægterne ved opførelser andetsteds; og dels skulle Verdi have ret til selv at bestemme dirigenten, som han til gengæld for egen regning skulle sende til Cairo. Verdi var fyr og flamme for emnet og foretog endog en rejse til Ægypten for at få indtryk af atmosfæren.

Det færdige partitur

Midt i juli 1870 gik han i gang med kompositionen, og allerede midt i november forelå det færdige partitur. På grund af den fransk-tyske krig måtte man imidlertid udsætte premieren, bl.a. fordi man ikke kunne få fat i dekorationerne, som efter Mariettes anvisninger var blevet udført i Paris, som nu var indesluttet af tyskerne. Verdi benyttede ventetiden til at foretage en revision af partituret, og juleaften 1871 gik operaen over scenen i det nybyggede operahus i Cairo for et prominent, internationalt publikum. Operaen, som dirigeredes af kontrabasvirtuosen Giovanni Bottesini, fik en dundrende succes, som ikke blev mindre, da den den 8. februar 1872 for første gang opførtes på Scala-operaen i Milano med Franco Faccio som dirigent og med Teresa Stolz, Verdis yndlingssangerinde i hans senere år, i titelrollen. Til denne opførelse havde Verdi komponeret en længere ouverture, men da han havde hørt den ved en prøve, forkastede han den atter og lod det korte forspil blive stående. (Partituret til denne ouverture var vistnok i dirigenten Toscaninis eje og er nu kommet for dagen og indspillet på plade.)

Operaens sejrsgang

Skønt kritikken atter talte om påvirkning fra både Meyerbeer og Wagner, kunne intet standse operaens sejrsgang, og den opførtes i løbet af kort tid på alle større scener verden over, og dens popularitet er usvækket indtil vore dage. I 1885 kom den op på Det Kgl. Teater i København under Johan Svendsens ledelse og med fru Keller i titelrollen, Tørsleff som Radamès, Algot Lange som kongen, frk. Dons som Amneris (der blev et af hendes bedste partier; Willumsens statue af hende i denne rolle står i teatrets foyer), Hartmann som Ramfis og Niels Juel Simonsen som Amonasro; operaen modtoges med begejstring.

Selv om der forekommer adskillelige ”numre” i denne opera, er den dog gennemkomponeret i langt højere grad end nogen af Verdis tidligere. Den ægyptiske lokalkolorit, som på yderst virkningsfuld måde præger flere af optrinene, er dobbelt beundringsværdig, da den jo ifølge sagens natur er aldeles frit opfundet af Verdi; der findes ikke overleveret musik fra oldtidens Ægypten. Musikken er i øvrigt rent italiensk i sin snart brillante, snart følelsesfulde sangbarhed, og Verdis melodiske inspiration har ikke svigtet et eneste øjeblik. Det ret store orkester er virtuost og virkningsfuldt behandlet, og korsatserne er uden sidestykke i deres pragtfulde klangudfoldelse. ”Aida” er med sin letfattelige handling, sin rige mulighed for sanglig udfoldelse og med sine pragtoptrin festoperaen frem for nogen.

Rolleliste:

• Radamès; feltherre
• Ramfis; ypperstepræst
• Aida; ætiopisk slavinde
• Amneris; datter af kongen af Ægypten
• The King; kongen af Ægypten
• Amonasro; konge af Ætiopien, Aidas fader

Scenebilleder:

1. akt 1. billede: Sal i kongepaladset i Memphis
1. akt 2. billede: Det indre af Vulkantemplet i Memphis
2. akt 1. billede: Amneris’ gemak i paladset
2. akt 2. billede: Festpladsen i Theben
3. akt: Uden for et Isistempel ved Nilens bred.
4. akt 1. billede: Sal i kongepaladset med nedgang til retssalen
4. akt 2. billede: Forneden: Det underjordiske fængsel, foroven: Isis-templets indre

Første akt

Første billede
Den unge feltherre Radamès ønsker, at han må blive udkåret til at lede det forestående felttog mod ætioperne, og besynger i sin berømte arie sin kærlighed til slavinden Aida, som er datter af Ætiopiens kone, Amonasro, men har holdt sin høje byrd hemmelig. Den ægyptiske kongedatter Amneris, som elsker Radamès, kommer og håber at finde genklang for sine følelser; da Aida træder ind, mener Amneris imidlertid at kunne læse i Radamès ansigt, at det er hende, han elsker. Nu træder kongen ind med følge; et bud melder om nye overfald fra ætioperne, og kongen forkynder, at Isis har udset Radamès til hærens anfører; Amneris overrækker ham den hellige fane, og alle begiver sig til vulkanens tempel. Kun Aida bliver tilbage og udtrykker sine smerte over, at den, hun elsker, skal kæmpe mod hendes fader og brødre.

Andet billede
I templet indvies Radamès under mystisk sang og dans til sit hverv og får overrakt de indviede våben.

Anden akt

Første billede
Amneris, som er omgivet af sine slavinder, der tilvifter hende kølighed og danser for hende, tænker kun på Radamès. Da hun ser Aida komme, sender hun de andre bort, og med hyklet venlighed søger hun at få Aida til at røbe sit hjertes hemmelighed. Hun bilder hende ind, at Radamès er faldet, for straks efter at indrømme, at han lever, og af Aidas uskrømtede følelsesudbrud ser hun, at hun har haft ret i sin formodning. Hun bekender sig åbenlyst som Aidas rivalinde; Aida er lige ved at røbe sin høje byrd, men tager sig i det og beder om nåde.

Andet billede
De sejrende krigere med Radamès i spidsen holder deres indtog i Theben. Ameneris overrækker ham sejrskransen, og kongen lover at ville opfylde ham et ønske, hvad det så end er. Nu føres fangerne ind, og Aida genkender med bevægelse sin far, som hun omfavner. Han røber dog ikke, at han er Amonasro, ætiopernes konge, som han påstår er faldet i kampen. Radamès beder nu trods præsternes indsigelse om frigivelse af fangerne, hvad kongen ifølge sit løfte ikke kan nægte ham; kun Aida og hendes far skal holdes tilbage som pant. Kongen skænker nu Radamès Amneris’ hånd og lover, at han engang skal herske over riget sammen med hende. Radamés sværger dog ved sig selv aldrig at ville svigte Aida.

Tredje akt

Ved Nilen. Ramfis fører ved nattetid Amneris til Isis’ tempel for der at våge i bøn sammen med hende. Aida venter på Radamès for at tage afsked med ham. Amonasro kommer og overtaler hende til at lokke Radamès til at røbe hærens opstilling, for at et i stilhed forberedt ætiopisk modangreb skal krones med held. Hun vægrer sig, men må dog til sidst give efter. Radamès kommer, og da han har røbet, hvad hun vil vide, overtaler hun ham til at flygte med sig. Amonasro kommer til og giver sig til kende, og Radamès erkender med forfærdelse og skam at have forrådt sit land. Amneristræder nu ud af templet, og da hun ser de tre sammen, slår hun alarm; Amonasro og Aida flygter, men Radamès giver sig i præsternes vold.

Fjerde akt

Første billede
I paladset. Amneris fortryder, at hun har overgivet Radamès til præsterne; hun lader ham komme og tilbyder ham friheden, hvis han vil glemme Aida, men han er standhaftig og føres bort til forhør. Han forsvarer sig ikke og dømmes til levende at indemures under Isistemplet.

Andet billede
Scenen er delt i to etager: øverst Isistemplet, nederst en kælderagtig hvælving. Radamès sidder på trappen, mens præsterne er ved at tilmure nedgangen. Da opdager han Aida, som ubemærket har sneget sig derned, og sammen tager de afsked med livet, mens den sørgeklædte Amneris knæler på stenen, som dækker deres grav.

Guseppe Verdi

Du kan læse meget mere om opera i forskellige blog indlæg her på kulturrejser.dk, læs også mere om Giuseppe Verdi og de forskellige opera han har skrevet.