København byder også på kultur

Verden udenfor Danmark er fyldt med attraktive kultur-oplevelser og enestående kulturelle seværdigheder, som du kan læse om hos os på Kulturrejser.dk. Men i denne måned har du også muligheden for at opleve kulturen på hjemlig grund, nærmere betegnet i den danske hovedstad, når kulturprojektet “Wondercool” for tredje år i træk løber af stablen.

Kulturprojektet, der begyndte i fredags og slutter torsdag d. 28 februar, byder på mere end 100 kultur-begivenheder spredt ud over den vinterkolde hovedstad. Bag arrangementet står en række kulturelle, gastronomiske og kunstneriske institutioner, der inkluderer Copenhagen Jazz Festival, Designmuseum Danmark, Dansk Arkitektur Center, musikfestival FROST, Arken, Louisiana, Statens Museum for Kunst, Copenhagen Cooking og Copenhagen Fashion Festival.

Med disse institutioner i ryggen er kulturprojektet i stand til at byde på en særdeles mangfoldig række af kultur-begivenheder, der strækker sig fra mode over musik, gastronomi, arkitektur, billedkunst, design, moderne maleri, til forskellige typer musik; ja, der er sågar kultur-events i programmet, der blander disse genre, så du både kan opleve musik, gastronomi og design på samme tid.

Gåtur og arkitektur i Ørestaden

Blandt de mange kultur-begivenheder arrangerer Dansk Arkitektur Center for eksempel dét, de kalder for en Sunday Morning Walk, der præsenterer dig for nyskabende dansk arkitektur i den centrale del af Ørestaden. Gåturen, der blandt andet går forbi “Bjerget”, hvor du får en fantastisk udsigt ud over Københavns skyline, vil undervejs introducere dig til ny, internationalt berømmet arkitektur i det arkitektoniske laboratorium, som Ørestaden har udviklet sig til. Arrangementet, der foregår på engelsk, løber af stablen på søndag, d. 10 februar, og gentages søndag d. 24 februar.

Hvis du er interesseret i at deltage, kan du læse mere om arrangementet og booke billetter her.

 Vinter-jazz på Islands Brygge

Du har også muligheden for at opleve en god omgang vinter-jazz i Kulturhuset Islands Brygge d. 17 februar med den danske guitarist Jakob Bro og hans internationale trio. Bro bliver ledsaget af den amerikanske bassist Thomas Morgan og af den avantgardistiske norske trommeslager Jon Christensen, der hører til blandt Europas bedste og mest spændende jazz-trommeslagere.

Trioen har tidligere turneret i en række europæiske lande og planlægger at indspille plade for ECM i maj 2013. Billetter købes ved døren og koster 100 kroner. Du kan her læse mere om koncerten.

Fisk til folket

Kultur-projektet byder også på smagsprøver til ganen. I Meyers Madhus har du mulighed for at deltage i en lyn-workshop efterfulgt af middag, der sætter fokus på, hvordan man håndterer og tilbereder fisk.

Under workshoppen, der foregår imorgen d. 7 og igen d. 21 februar, får du en filetkniv i hånden og skal tilberede friske fisk, men under kyndig vejledning og råd fra Madhusets kokke. Belønningen kommer bagefter, hvor du kan nyde et fiskemåltid med ”Meyers Køkkens Tavleretter”. En af retterne er du selv med til at lave.

Arrangementet koster 550 kroner alt inklusiv og du kan læse mere om det og booke billetter her.

Kunstens detalje

Hvis du finder detaljen, og ikke kun helheden, interessant, så har du nu også en unik mulighed for at få et indblik i den kunstneriske detalje. Statens Museum for Kunst bidrager nemlig til kultur-projektet med en udstilling, der stiller to spørgsmål: Hvilken rolle spiller detaljen for forståelsen af et billede? Og hvordan har kunstnere gennem tiden arbejdet med detaljen?

På udstillingen vil der bogstaveligt taget blive sat lup på mestre som Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, Caspar David Friedrich, Richard Mortensen og Franciska Clausen. Udstillingen varer indtil d. 28 februar kl 10 og billetter købes ved døren. Du kan læse mere om udstillingen her.

Dette var bare et lillebitte udpluk af de mange spændende kultur-begivenheder, som foregår i den danske hovedstad i denne måned. Du kan her læse om alle kultur-begivenhederne i projektet – god fornøjelse!

 

Arena di Verona

Arenaen i Verona blev opført i Romerrigets storhedstid til underholdning af byens borgere. I middelalderen blev Arenaen anvendt som stenbrud til nye huse, men i renæssancen (1400-tallet) blev den fredet.

Året 1913 var 100-året for Verdis fødsel, og man ønskede at opføre en gigantisk udgave af Aida. Valget faldt på Arena di Verona, og siden 1913 er her, med få undtagelser, afholdt operafestspil hver sommer.

Fakta om operafestspillene

Operafestspillene begynder i slutningen af juni og varer til og med udgangen af august. I sæsonen opføres ca. 55 forestillinger. Arenaen åbner kl. 19.00 for deltagere med Gradinata billetter. I tidsrummet indtil forestillingen begynder, nyder man stemningen og mange medbringer selv mad & vin.

Nummererede pladser

Har du købt nummererede pladser, kan man først komme ind i Arena di Verona fra kl. 20.00. Der er tid til, forud for forestillingen, at spise middag på en af de hyggelige udendørs restauranter i Verona. Kl. 21.00 er det mørkt, og forestillingen begynder. De fleste tilskuere tænder hver et stearinlys og bidrager herved til den hyggelige stemning. Temperaturen er stadig ca. 23-25 grader og en forestilling varer 3½ – 4 timer, inkl. 2 pauser.

George Bizet

George Bizet, der var fransk, men havde et nært forhold til Italien, er idag mest kendt for sit operaværk “Carmen”, der er blevet én af tidernes mest populære franske operaer. Du kan her læse om Bizets liv og død, hans møde med musikken, og hans livs triumfer og fald. 

George Bizet blev født i Paris den 25. oktober 1838 og var musikerfamiliens eneste søn. Hans far gav ham sanglektioner og hans mor var en talentfuld pianist. George’s musikalske uddannelse blev hovedsagelig varetaget af moderen, som startede med at undervise ham, da han kun var 4 år gammel. Som 9-årig var hans musikopfattelse komplet, og hans far forsøgte at få ham ind ved konservatoriet i Paris. Der var imidlertid ikke plads, og derudover var George heller ikke gammel nok til at blive optaget. Hans far sendte ham derfor til A.F. Marmontel, pianist og komponist, som fandt et enormt talent i den unge Bizet. Det lykkedes herefter Bizet at blive optaget på konservatoriet få dage inden sin 10 års fødselsdag.

Priser og udlandsophold

Han kunne fra starten prale af de flotte resultater fra skolen, han vandt faktisk førsteprisen for sin solfeggio (synge på nodenavnene) efter kun seks måneders skolegang og blev tilbudt udvidet undervisning hos P.J. Zimmermann. Læreren havde imidlertid et dårligt helbred og blev derfor ofte afløst af sin svigersøn Charles Gounod. Bizet’s møde med denne musiker influerede meget på hans musik, dog ikke altid på en heldig måde. Georges’s talent som pianist var fantastisk og på grund af dette enorme talent modtog han ofte hyldest fra vigtige musikere som f.eks. Berlioz, Liszt og Marmomtel. I 1853 døde Zimmermann, og Bizet begyndte at få undervisning hos J.F. Halévy.

Hans første kompositioner tildelte ham priser som ”Prix de Rome” i 1857. Denne pris gav ham, blandt mange andre ting, retten til at studere i udlandet i 3 år. Først i Rom og derefter i Tyskland. Bizets vigtigste kompositioner i de tidlige år var orkesterstykker. ”The Symphoni in C” komponerede Bizet i en alder af 17 år.

Bizets depressioner

Den unge musiker boede i Rom fra 1858-60, og tilbragte her nogle af sine bedste år af sit liv. Befriet for økonomiske problemer – takket været ”Prix de Rome” legatet, havde han mulighed for at besøge mange steder på den italienske halvø, som han vedblev at være meget betaget af. Han besøgte bl.a. Napoli og Firenze, og var meget begejstret, især over Capo Circeo, som gav ham inspiration til nogle af hans kompositioner. Under sit ophold i Rom blev operaen ”Don Procopio” komponeret, en opera hvor der tydeligt er hentet inspiration i Italien. Bizet begyndte imidlertid under sit ophold i Italien at lide af depressioner. Dette forsinkede hans musikalske modenhed og gjorde ofte, at han tvivlede på sine egne værker. Han kasserede operaer, som han allerede havde komponeret, f.eks. Ivan IV og Grisélidis. Bizet blev i Italien under hele studieforløbet. Gounod var tydeligt skuffet, da han havde håbet på, at Bizet også var taget til Tyskland for at studere.

Bizet vender tilbage til Paris

I 1860 sluttede opholdet i Italien, og Bizet vendte tilbage til Paris, hvor der ventede nogle få svære år. Faktisk komponerede han en ny række af operaer, som blev modtaget med kritik. Han tjente til livets ophold ved at undervise, samt et utal af andre småjobs. Selv om han var en utrolig talentfuld pianist, afslog han altid at spille på offentlige steder, af frygt for at ødelægge sin karriere som komponist. I 1863 accepterede han at sætte musik til librettoen ”Les Pêcheurs de perles” (Perlefiskerne”). Denne tekst gav dels Bizet lejlighed til at udvikle og demonstrere sine evner for det eksotiske. Førsteopførelsen skaffede den unge komponist en pæn succes, den største han hidtil havde haft – men nogen afgørende sejr vandt han ikke; det opnåede han i det hele taget ikke, mens han levede.

Succesfulde operaer af Bizet

I 1866 komponerede Bizet ”La Jolie fille de Perth”, opsat i 1867. Operaen blev flot udført og blev modtaget positivt af publikum, en sjælden oplevelse, når man sammenligner med hans øvrige værker gennem tiderne. Samme år blev han tilbudt jobbet som musikkritiker for La revue nationale et étrangère, men han udgav kun en artikel, hvorefter han valgte at sige jobbet op. 1868 var året, hvor Bizet nåede et vendepunkt, som skubbede så meget til ham, at han færdiggjorde symfonien ”Roma”, som han havde påbegyndt i Italien, men havde efterladt mangelfuld. Opførelsen fandt sted efterfølgende år og blev en succes.

1869 blev et vigtig år i hans private liv. Han giftede sig med Geneviève Halévy, datteren til sin lærer. Ægteskabet blev meget hurtigt en fiasko på grund af Geneviève Halévys  psykiske problemer. Grundet ægtefællens dårlige helbred meldte Bizet sig til nationalgarden i Paris under den fransk-preussiske krig. De blev begge i Paris under hele belejringen og led under de dårlige omstændigheder, som krigen medførte, hvilket var skyld i Bizets begyndende dårlige helbred.

Bizets død

I samme periode skrev komponisten ”the Jeux d’enfants”. En samling af 12 stykker for to klaverer, som så senere blev skrevet om til et orkesterstykke. I 1873 tog Bizet fat på kompositionen til Carmen, og han arbejdede på den i godt to år. Uropførelsen på Opéra-Comique blev en stor fiasko; man fandt den realistiske handling og hele det proletariske miljø frastødende, og musikken blev udskreget som Wagner-påvirket! Dette nederlag menes at have en ikke uvæsentlig andel i Bizets død, som indtraf nøjagtig tre måneder senere. Han nåede lige at slutte kontrakt med Wieneroperaen om en opførelse af operaen på tysk. Denne opførelse, som fandt sted den 23. oktober samme år (1875), blev en mægtig triumf for værket, som siden har gået over alverdens scener, og hvis popularitet er uformindsket den dag i dag.

Giacomo Puccini

Giacomo Puccini er verdens måske mest kendte og elskede operakomponist. Du kan her læse om Puccinis liv fra fødsel til død, og hans første møde med operaen, samt finde inspiration til en operarejse til Puccinis og operaens hjemland.

Giacomo Puccini blev født den 22. december i 1858 Lucca og var den vigtigste komponist i generationen efter Verdi. Han færdedes blandt en lang række af musikanter, dirigenter og komponister. Man gik ud fra, at han ville arve talentet og interessen til at fortsætte inden for familiens ”håndværk”.

I en tidlig alder af 6 år, lige efter faderens alt for tidlige død, følte han, at han måtte overtage korledelsen og organistjobbet ved San Martino Kirken og jobbet som professor i musik ved Ponziano Kollegiet. Hans moder havde store forventninger til ham og henviste ham til hendes broder Fortunato Magi med henblik på, at han skulle få musik-instruktion, samt klaverundervisning. Resultatet var ikke særlig godt. Han var på ingen måde noget vidunderbarn.

Puccinis første møde med operaen

I 1876 gik Giacomo til Pisa, hvilket var en tur på 13 mil, for at se opførelsen af den nyeste opera skrevet af Verdi, nemlig Aida. Dette lagde grundpillen i hans liv, idet han startede med at komponere opera herefter. I 1880 flyttede Puccini til Milano, hvor han studerede ved konservatoriet. Han fik tildelt et legat fra Dronning Margherita og hans onkel, Dr. Nicolao Cerù, som også støttede ham økonomisk.

Her studerede han fra 1880 til 1883 sammen med Antonio Bazzini og Amilcare Ponchielli. I løbet af denne periode besøgte han hyppigt flere teatre, hvor han mødte Alfredo Catalini, som var medlem af Scapigliatura, som introducerede ham for Arrigo Boito, Franco Faccio og Marco Praga. I juli 1883 sluttede Puccini sine studier med et instrumentalt stykke musik, Capriccio symfonien, som blev opført af studenterorkesteret under Franco Faccio, og afslørede for første gang sit talent for melodisk opfindelse og farverige orkester-kompositioner.

Puccinis første opera

Mens Puccini stadig var elev på konservatoriet, besluttede han at deltage ved en konkurrence, som gik ud på at lave en opera i én akt. Annonceret af forlaget Edoardo Sonzogno’s tidsskrift ”ill teatro illustrato”. Han vandt ikke konkurrencen, men ved hjælp af  Arrigo Boito, komponist og forfatter, og Marco Praga, dramatiker, blev det opført den 31. maj 1884 på Teatro Dal Verme i Milano med titlen Le Willis (som efter at Puccini omarbejdede værket rådet af Ricordi Editing House) blev til Le Villi. Forlagschefen Giulio Ricordi var meget interesseret og bestilte nr. 2 opera. Denne opera, Edgar, blev en fiasko, men forseglede Puccini’s livslange samarbejde med Ricordi.

Puccinis følgende operaer

Manon Lescaut, Puccini’s næste opera, var baseret på Abbé Prévost’s roman, der var udkommet i 1731. Teksten blev skrevet i samarbejde med forskellige tekstforfattere. Ruggero Leoncavallo og forfatterparet Luigi Illica og Giuseppe Giacosa. De to sidstnævnte, sammen med Giulio Ricordi, arbejdede sammen med Puccini i hans næste 3 operaer: La Bohème, Tosca og Madam Butterfly. Manon Lescaut blev opført første gang den 1. februar 1894 på Teatro Regio i Torino og blev hans mest succesfulde stykke arbejde.

Puccini var pludselig etableret som en velhavende komponist, også udenlands, og som kunstnerisk efterfølger af Maestro Giuseppi Verdi. Denne opera blev fulgt op med La Bohéme i 1896 og var beregnet til at være Puccini’s mesterstykke, men på trods af succes blev den ikke modtaget med samme begejstring som Tosca, som blev opført på Teatro Costanzi i Rom i 1900. Herefter kom Madame Butterfly, som blev opført første gang den 17. februar 1904 i Milano, men som fik en meget lunken modtagelse til komponistens store forfærdelse. Den blev en fiasko, fuldstændig ubegribeligt for Puccini. Han vidste imidlertid, at der måtte foretages mange ændringer og en inddeling af operaen i tre akter i stedet for to. Herefter blev den genoptaget på Teatro Grande i Brescia, og herefter blev den en stor succes.

Puccini gifter sig

Den 3. januar 1904 giftede Puccini sig med Elvira Gemignani, enke efter afdøde grosserer Gemignani fra Lucca, som havde født ham en søn i 1896. De to havde levet sammen siden 1886. Puccini-familien boede i  Torre del Lago fra 1891 til 1921. I begyndelsen af 1900-tallet var komponisten ofte bortrejst for at føre opsyn med sine værker.

De første ti år i 1900-tallet viste sig at blive meget pinefulde for Puccini’s privatliv og en serie af mislykkede projekter med hensyn til musikken blev resultatet heraf. I 1903 blev han offer for en automobilulykke i Italien og blev alvorligt såret. Ligeledes døde i 1906 en af Puccini’s tekstforfattere, Guiseppe Giacosa, hvorefter kun Luigi Illica var tilbage, som ikke tilfredsstillede tidens litterære bevægelser. Kunstneren, som havde modtaget meget lidt anerkendelse for sine operaer, da han var i live, begyndte at blive værdsat. Foruden at være i stand til at konkurrere med fascinationen af Wagner, havde hans musik indflydelse på Tchaikovsky, Chabrier, Mascagni, Leoncavallo og mest af alt Puccini.

Puccinis død

I november 1924 fik han diagnosen strubekræft og blev opereret, men der stødte komplikationer til, og han døde den 29. november.

Operaen Barberen i Sevilla

Operaen “Barberen i Sevilla” af Rossini er ét af de mest kendte opera-værker i verden. Du kan her læse om værkets tilblivelse, opførelse og opbygning og finde inspiration til en operarejse til Rossinis hjemland.

Midt i december 1815 fik den kun 23-årige Rossini, som allerede havde et vist navn som operakomponist, bestilling på at skrive en opera, som skulle opføres på Teatro Argentino i Rom i den forestående karnevalssæson. Tiden var knap, og da censuren havde forkastet en række tekstbøger, greb Rossini til sidst til Beaumarchais’ komedie ”Le Barbier de Séville” fra 1775, som fra først af var lagt an som operatekst, og som allerede flere gange tidligere var blevet komponeret; den berømteste af de tidligere benyttere var Giovanni Paisiello, som i 1782 havde fået stor succes med sin ”Barbiere di Siviglia”, der endnu på Rossinis tid opførtes jævnligt og var meget yndet. (Nu er den efter mange års glemsel atter ved at dukke op). Rossini skrev til sin ældre kollega og spurgte, om han havde noget imod, at han benyttede dette emne, hvad Paisiello ikke havde, og derpå tog man fat på arbejdet.

Værket bliver til under hastværk

Det foregik under højtryk, idet tekstforfatteren Cesare Sterbini sad i ét værelse og skrev tekst, mens Rossini i et andet værelse i samme hus komponerede musikken, så snart han fik teksten udleveret; i et tredje værelse sad kopisterne, som udskrev stemmerne, lige så hurtigt Rossini fik partituret til de enkelte numre færdigt, – og det siges, at sangerne holdt prøve i et fjerde værelse!

Førsteopførelsen, som oprindelig var beregnet til at skulle finde sted den 5. februar, blev udsat til den 20., – og denne première hører til operahistoriens største fiaskoer. Rossini dirigerede selv, men hans fjender lod ingen lejlighed til mishagsytringer gå fra sig, og der skulle blive en hel del; forestillingen var forfulgt af uheld: guitaren svigtede under grevens første serenade, og Basilio snublede ved sin første entré og faldt ind på scenen, så lang han var; da endelig teaterkatten viste sig i sidste akt, var der ikke andet at gøre end at lade tæppet gå ned. Rossini tabte dog ikke modet, og allerede ved en anden opførelse var stemningen væsentlig bedre; inden året var omme, havde operaen helt erobret publikum, og inden længe gik den over alle scener i verden.

I København kom ”Barberen” op allerede i 1822; den hører til Det kgl. Teaters mest spillede forestillinger. Også provinsoperaerne har dyrket den flittigt.

Ouverture genbrugt

På grund af hastværket skrev Rossini ikke nogen ny ouverture til ”Barberen” men anvendte en, som tidligere havde været benyttet til hele to af hans seriøse operaer, nemlig ”Aureliano in Palmira” og ”Elisabetta, regina d’Inghilterra”; fra den sidstnævnte opera stammer også anden del af Rosinas entréarie. Rosinas parti er skrevet for en koloratur-mezzo-sopran, men er ofte lagt om, så den kan synges af en høj koloratursopran; i de senere år er man imidlertid mange steder vendt tilbage til den oprindelige stemmetype. I ”Sangtimen” i 2. akt er det skik, at Rosina synger et eller andet koloraturstykke fra tiden; tidligere indlagde man ofte numre af langt senere herkomst (fx Prochs variationer); Rossinis originale arie i denne scene benyttes så at sige aldrig.

Buffo-operaens sidste blomst

I det meste af 1800-tallet spilledes operaen i en bearbejdet udgave, hvor orkesteret var forstærket; i 1932 blev originalpartituret, som ligger i biblioteket i Bologna, udgivet, og nu spilles operaen altid i originalversionen. ”Barberen i Sevilla” er den gamle italienske buffo-operas sidste og måske skønneske blomst; den perlende, spirituelle og formsikre musik ledsager den burleske handling, som er opfattet helt i stil med den italienske maskekomedie, og hvori der ikke findes ringeste spor af samfundskritik eller revolutionsvarsler. Den sprudlende musik har ikke megen forbindelse med Mozart – peger snarere frem mod Offenach.

Personerne:

• Grev Almaviva
• Fiorillo, hans tjener
• Doktor Bartolo, Buffobas
• Rosina, hans myndling
• Figaro, barber
• Basilio, musiklærer
• Marcellina (Berta), dr. Bartolos husholderske
• Anføreren for vagten
• En notar, stum rolle

Første akt

Første billede
Ved morgengry bringer grev Almaviva uden for doktor Bartolos hus hans myndling Rosina en serenade, uden at der dog viser sig nogen ved vinduet. Så gør Figaro, den altid muntre barber, sin entré; i sin lystige cavatine fortæller han om sine mange hverv, både som barber og som henneligt bud mellem de elskende i staden. Til ham henvender greven sig nu om hjælp; greven synger en ny serenade – og i det samme træder Rosina ud på balkonen og lader en lille billet dale ned på gaden. Heri spørger hun, hvem hendes ubekendte tilbeder er, og opfordrer ham til at benytte chancen, når Bartolo nu om lidt forlader huset. Dette sker også, og Figaro giver greven det gode råd at forklæde sig som soldat og kræve indkvartering i Don Bartolos hus.

Andet billede
En stue hos Don Bartolo. Rosina synger sin berømte arie, hvori hun tænker over, hvem Lindoro (således har greven kaldt sig) vel kan være, hvis stemme har gjort så stærkt indtryk på hende, og hun beslutter at finde ud af det trods Don Bartolos modstand. Hun har skrevet et brev til den ubekendte, som hun vil give den netop indtrædende Figaro til videre besørgelse, men de afbrydes først af Don Bartolo og derefter af sanglæreren Don Basilio, der til Don Bartolos store ærgrelse fortæller, at den grev Almaviva, som efterstræbte Rosina i Madrid, er kommet til byen og sandsynligvis har i sinde at fortsætte jagten; han råder Bartolo til at forpurre grevens plan ved bagtalelse.

Don Bartolo foretrækker dog at komme greven i forkøbet ved endnu samme aften at gifte sig med Rosina. Det lykkes nu Rosina at stikke brevet til Figaro, men den årvågne Bartolo opdager hurtigt, at der mangler et ark papir, og at Rosina har blæk på fingeren, og tager hende ordentligt i skole. Nu indfinder greven sig i soldateruniform og kræver natkvarter, idet han spiller beruset. Mens Bartolo roder efter det bevis, der fritager ham for indkvartering, lykkes det greven at give sig til kende for Rosina. Det kommer nu til klammeri mellem greven og Bartolo angående indkvarteringen, men de afbrydes af vagten, der er hidkaldt ved larmen. Da greven ubemærket åbenbarer for vagtformanden, hvem han er, trækker vagten sig ærbødigt ilbage, og akten slutter i almindelig forvirring.

Anden akt

Bartolo funderer over formiddagens hændelser, da greven, denne gang forklædt som sanglærer, på ny tråder ind. Han fortæller, at Basilio er syg, og at han selv, Alonzo, kommer i hans sted, og ved at give Bartolo Rosinas billet til den formentlige Lindoro får han hurtigt bugt med hans mistænksomhed. Rosina træder ind; hun genkender straks sin tilbeder, men behersker sig, og sangtimen begynder. Nu stiller Firaro for at barbere Don Bartolo, men netop som han skal til at tage fat, træder pludselig Don Basilio ind; nu er gode råd dyre, men det lykkes dog greven ubemærket at bestikke ham til t gå hjem igen og pleje sin ”feber”. Mens indsæbningen går videre, aftaler de to elskende at flygte, men Bartolo hører det og river forklædningen af greven, som hastigt flygter sammen med Figaro.

Den giftelystne husholderske Marcellina udtrykker i en arie sin skuffelse over, at Bartolo vil ægte Rosina. – Bartolo har imidlertid igen fået fat i Basilio, efter hvis råd han fortæller Rosina, at Lindoro kun er en agent for grev Almaviva og til sidst vil udlevere hende til ham; som bevis på Lindoros troløshed viser han hende den billet fra hende selv, som ”sanglæreren” har givet ham. Rosina, der ikke ved, hvem grev Almaviva er, går i fælden, harmes over Lindoros nedrighed og lover at ægte Bartolo samme aften. Mens Bartolo, der har sendt Basilio efter notaren, selv går for at hente vagten, kommer greven og Figaro, som jo ville bortføre Rosina; hun er først afvisende, men da det opklares, at Lindoro og greven er identiske, forsones man igen. Da Basilio nu kommer med notaren, skrives ægteskabskontrakten hurtigt, og Basilio tvinges til at være vidne. Umiddelbart efter ankommer Bartolo med vagten, som skal arrestere forbryderne; da han opdager, at det er for sent, bliver han rasende, men trøster sig dog, da greven højmodigt skænker ham Rosinas medgift.

Operaen Nabucco af Guiseppe Verdi

Operaen Nabucco af Guiseppe Verdi har fejret store triumfer på alverdens opera-scener. Men hvad er historien bag dette opera-værk, og hvad handler den om? Du kan her læse om operaens opbygning, tilblivelse og opførelse, og finde inspiration til en operarejse til Verdis hjemland.

Nabucco er Verdis tredje opera. De to første er den seriøse ”Oberto, conte di San Bonifazio” fra 1839, og den anden er den komiske opera ”Un giorno di regno” fra 1840. I 1836 havde Verdi giftet sig med Margherita Barezzi, som var datter af hans velynder, købmanden Antonio Barezzi. Hun skænkede Verdi en datter og en søn, men i løbet af to år, fra august 1838 til juni 1840, mistede Verdi begge børnene og sin elskede Margherita.

Han var, da hans kone døde, optaget af arbejdet på den sidstnævnte af de to operaer, og ingen kan undre sig over, at den ikke ville lykkes for ham. Den blev en tydelig fiasko, og Verdi tabte de sidste rester af sit mod og opgav tanken om at skrive mere musik. Hans gode ven og forkæmper, Bartolomeo Merelli, som var blevet direktør for Scala-operaen, hvor hans første opera var blevet uropført, gav ham i slutningen af året 1840 en tekstbog, som Otto Nicolai, der på dette tidspunkt opholdt sig i Italien, havde forkastet. Da Verdi kom hjem, kastede han ærgerligt bogen på sit bord; den faldt op på ordene: ”Va, pensiero, sull’alidorate ” (Flyv, tanke, på gyldne vinger). Hans opmærksomhed blev fanget, og hele natten sad han og læste i tekstbogen. Næste dag ville han aflevere den hos Merelli, men denne påtvang ham atter bogen og smed ham ud af sit hus.

Værket tilblives

Verdi havde nu ingen anden udvej end at komponere teksten, som han da også blev mere og mere opslugt af. I oktober 1841 var partituret færdigt, og i marts 1842 fandt uropførelsen sted på Scala-operaen i Milano. Der havde ikke været råd til nye dekorationer, men heldigvis havde teatret tre år i forvejen opført en stor ballet over samme emne; den var skrevet af Antonio Cortesi og havde vakt meget bifald, og det er muligt, at Verdis tekstdigter, Temistocle Solera, i nogen grad har ladet sig inspirere af den. Man benyttede en stor del af udstyret fra denne ballet, og det var lykkedes at sikre nogle fremragende sangere til hovedpartierne, bl.a. Giuseppina Strepponi til Abigails rolle; hun havde allerede – til Verdis store tilfredshed – udført den kvindelige hovedrolle i hans første opera – og blev senere hans trofaste livsledsagerske gennem mange år. Operaens handling bygger især på Esajas’ og Jeremias’ fortællinger i Det gamle Testamente om jødernes babylonske fangenskab, som varede fra år 598 til 539 f.Kr.

Verdis gennembrud som komponist

Premièren på Nabucco (som operaen snart blev kaldt; dens oprindelige titel var ”Nabucodonosor”) blev Verdis gennembrud som komponist; hertil bidrog ikke mindst den tydelige parallel mellem de fangne jøders længsel efter befrielse fra det babylonske fangenskab og det daværende Italiens længsel efter befrielse fra det østrigske herredømme. Navnlig det førnævnte kor ”Va, pensiero”, som synges af de fangne jøder, fik både på grund af teksten og den pragtfulde melodi en enorm udbredelse og ligefrem en slags slagsang for det undertrykte Italien (se Salmernes Bog, Salme 137). Operaen opførtes snart over hele Italien og inden længe også i andre lande, således i 1843 i Wien, i 1845 i Paris, i 1846 i London og i 1848 i New York; Verdi var med ét slag blevet en international komponist.

I København opførtes operaen første gang – og som den første Verdi-opera – den 21. december 1845 af en italiensk operatrup på Hofteateret; den gik nogle gange og er ikke siden spillet i København. Da Verdis senere mesterværker kom frem, fordunklede de i nogen grad hans ungdomsarbejder, men efter den sidste krig er man også uden for Italien igen blevet opmærksom på ”Nabucco”, og dens opførelsestal er atter i stigning.

Enorm indre kraft

Selv om der i musikken til Nabucco findes steder, der er præget af en ret triviel tradition, så er der dog mange flere, der viser, at Verdi virkelig var et geni. Man møder allerede her hans sikre fornemmelse for proportioner, hans sceniske sans, hans medrivende melodik og den enorme indre kraft, der er karakteristisk også for hans hovedværker. Ved Verdis begravelse i 1901 blev koret ”Va,pensiero” sunget af et kor på 900 sangere under ledelse af Toscanini.

Operaens opbygning

Opera i 4 akter (7 billeder). Tekst af Temistocle Solera. Førsteopførelse på Scala-Operaen i Milano 9. marts 1842.
Handlingen foregår dels i Jerusalem (1. akt), dels i Babylon omkring år 578 før Kristus.

Personerne

• Nabucco, konge af Babylon
• Fenena, hans datter
• Abigail, hans adoptivdatter (i virkeligheden slavinde)
• Zaccaria, jødisk ypperstepræst
• Ismael, nevø af Jerusalems konge
• Anna, Zaccarias søster
• Abdallo, Nabuccos tjener
• En baalspræst, karakterbas

Første akt

I templet I Jerusalem beder jøderne Jehovah om beskyttelse mod assyrerne, som belejrer byen. Ypperstepræsten Zaccaria kommer med Nabuccos datter Fenena, som man har taget som gidsel med henblik på de senere forhandlinger med assyrerne. Nu melder Ismael, den jødiske konges nevø, at de assyriske krigere er ved at storme byen, og Zaccaria overgiver Fenena i hans varetægt. De to unge, som har lært hinanden at kende, da Ismael var jødisk gesandt i Babylon, elsker hinanden, og Fenena ser hen til den dag, da hun i Babylon kan tale jødernes sag hos sin fader, kong Nebukadneser. De to elskende overraskes af Fenenas halvsøster Abigail, som under belejringen har fundet vej til templet ledsaget af krigere. Også hun kender og elsker Ismael, som dog ikke gengælder hendes følelser. Hun hader derfor Fenena, som hun beskylder for landsforræderi, og hun tilbyder at frelse Ismael og hans folk, hvis han vil elske hende, hvad han afslår. Nu trænger Nebukadneser og hans krigere ind og besætter templet. Zaccaria har bemægtiget sig Fenena og truer hende nu med en dolk for at få magt over Nebukadneser, men Ismael befrier hende og overgiver hende til faderen, hvad der får jøderne til at udstøde forbandelser over forræderen.

Anden akt

Første billede

Abigail har fundet et dokument, som beviser, at hun ikke er Nebukadnesers ældste datter, men en simpel slavinde, som han har taget til sig, og at Fenena er tronens retmæssige arving. Baals ypperstepræst meddeler nu, at Fenena har givet de jødiske fanger fri; som et modtræk har præsterne udspredt det rygte, at Nebukadneser er faldet i krigen, og vil nu udråbe Abigail til dronning, hvad hun med glæde indvilliger i.

Andet billede

Zaccaria har samlet jøderne til bøn. Da Ismael kommer, mødes han af smæderåb, fordi han vil ægte en hedensk kvinde; men Fenena ønsker at gå over til den jødiske tro. Nu træder Abigail ind og fordrer kronen af  Fenena, men netop som hun vil tage den, kommer Nebukadneser til og sætter den på sit eget hoved; alle taber mælet af forbavselse over at se kongen, som man troede var død, men overraskelsen går over til rædsel, da han udråber sig selv til gud. Da han vil tvinge dem alle til underkastelse, farer et lyn ned fra himlen og slår kronen af hans hoved; han gribes af vanvid og synker bevidstløs om. Abigail griber kronen og sætter den på sit eget hoved.

Tredje akt

Første billede

Under Nebukadnesers sindssygdom har Abigail – støttet af Baalspræsterne – tilrevet sig magten. Ypperstepræsten opfordrer hende nu til at underskrive en dødsdom, som skal omfatte samtlige jøder og hendes søster Fenena, som har forrådt sit land. Da den halvt forvirrede Nebukadneser kommer til, lykkes det hende at fralokke ham hans underskrift, og da han bagefter i et øjebliks klarsyn vil tilbagekalde dommen, lader hun ham indespærre.

Andet billede

Ved Eufrats bred klager jøderne over deres folks hårde skæbne. Zaccarias profeti om Babylons undergang sætter dog mod i dem igen.

Fjerde akt

Første billede

Den indespærrede Nebukadneser vågner ved råb udefra; det er hans datter Fenena, der føres til henrettelsen. Han prøver forgæves at åbne døren, og i sin fortvivlelse beder han til jødernes gud. Da får han kraft til at sprænge døren, og udenfor står hans gamle tjener Abdallo med en skare mænd, som vil bistå ham. De skynder sig af sted for at befri Fenena. Fenena og jødene føres til retterstedet; de går døden i møde med fortrøstning til Jehovah. I sidste øjeblik styrter Nebukadneser ind med sine mænd og befrier dem alle. Baals gudebillede styrter sammen af sig selv, og Nebukadneser bekender sig til jødernes gud. Abigail drikker gift og beder døende om tilgivelse for sine synder.

Rossini

Operakomponisten Gioachino Rossini, der af nogle italienere betragtes som den største italienske komponist nogensinde, levede et turbulent og meget internationelt liv fyldt med hans største passion: Musikken. Du kan her læse om Rossinis liv, værk og død, og finde inspiration til en operarejse til Roissinis hjemland.

Rossini blev født den 29. februar 1792 i Pesaro, i Italien af to musikalske forældre. Hans far var trompetist i forskellige små bands og orkestre og hans mor var sanger, så Rossini voksede op med kendskab til musik og livet på teatrene. Rossini blev ofte overladt til mormoren, mens forældrene rejste rundt til operahusene i regionen. Gioachino Rossini sang og spillede musik med lethed.

Bologna

I 1802 flyttede familien til Lugo og efter et stykke tid flyttede de til Bologna, hvor de bosatte sig permanent. I Bologna, studerede Rossini musik privat. Han gjorde hurtigt fremskridt og i 1806 blev han optaget på Liceo Musicale, hvor han modtog undervisning i bl.a. sang, cello og klaverspil. Samme år fulgte han faderen i Filharmonika Akademiet, hvilket var en stor ære i så tidlig en alder. Under studieperioden skrev Rossini kun lidt. Han komponerede nogle instrumentale stykker, lidt religiøst musik, som på trods af en meget dårlig kvalitet gav ham en vinderpris i Liceo. Komponistens første opera var Demetrio e Polibio, som blev opført i 1812.

I 1810 begyndte komponistens karriere for alvor, da han fik bestilling fra Teatro S. Moisè Venice på at komponere musik til Gaetano Rossi´s én-akt farsa, La Cambiale di matrimionio. Fem af Rossini’s første 9 operaer blev skrevet til det samme teater.

Første virkelige succes

Rossini’s næste opera var L’equivoco stravagante, som blev opført i Bologna i 1811, og i 1812 fandt premieren sted på L’inganno felice i Venedig. Dette var Rossini’s første virkelige succesfulde stykke musik. Bestillinger fra andre teatre fulgte hurtigt. Han komponerede nu sin religiøse opera Ciro i Babilonia, efterfulgt af La Scala di seta. Premieren på hans to-akt La pietra del paragone fulgte på Teatro alla Scala i Milan i 1812. Rossini’s bedste farce var nok Il Signor Bruschino, som blev komponeret kort efter La pietra del paragone.

Rossini’s første to operaer, som vandt international hyldest, blev skrevet lige efter hinanden til Venetian teatrene og var Tancredi, opført i 1813 og L’italiana i Algeriet, som også havde premiere i 1813. Fra nu af var komponistens berømmelse sikret. Han tilbragte en periode i Milano, hvor han rettede sine to Venetian succeser til, så de blev klar til Teatro Re teatret og komponerede herefter to nye operaer til La Scala, Aureliano i Palmira (1813) og Il turco i Italien (1814).

Rossini i Napoli

I 1815 blev Rossini’s operaer spillet næsten overalt undtagen i Napoli. Her var de indfødte ikke villige til at byde velkommen til en nordbo og lukke ham ind i deres Cimarosa verden og den stadig levende Paisello. Men den magtfulde Domenico Barbaia, impresario på Neapolitan teatrene, forsøgte at give nyt liv til operaen i Napoli, og han inviterede Rossini til byen for at arbejde som musiker og kunstnerisk direktør, samt for at komponere musik til sine teatre.

Rossinis periode i Napoli begyndte med operaen Elisabetta, regina d’lnghilterra (1815), men i løbet af denne periode skrev han også adskillige andre større værker for andre byer plus to komiske operaer, Il barbiere di Siviglia (sandsynligvis den største af alle komiske operaer) og La Cenerentola plus to andre operaer, Torvaldo e Dorliska aog La gazza ladra. Komponisten flyttede til Rom kort efter premieren på Elisabetta, og Torvaldo e Dorliskab åbnede karneval sæsonen i Rom i Teatro Valle i december 1815.

Fra 1817 til 1822 blev de fleste af Rossini’s betydningsfulde operaer skrevet. Disse inkluderer Armida i 1817, Mosè in Egitto i 1818, Ricciardo e Zoraide, også i 1818, Ermione og la donna del lago i 1819, Maometto II i 1820 og Zelmira i 1822. Værket komponeret til Neapel var bedre end alle andre. Matilde di Shabran, opført i Rom i 1821, er en undtagelse og blev også betragtet som værende af høj kvalitet.

Giftemål med Colbran

Under sit ophold i Neapel begyndte Rossini at have en affære med Isabella Colbran, en sopran som sang i Rossini’s operaer, og som viste sig at have været Barbaia’s elskerinde, da komponisten ankom til byen. I 1822 blev Colbran og Rossini gift i Bologna. Omkring samme periode efterspurgte både Frankrig og England Rossini’s værker, da hans operaer havde opnået international hyldest. Med Barbaia’s hjælp blev der arrangeret en Rossini festival. Han rejste til Wien og vendte tilbage til Italien i et år indtil efteråret 1823.

Han komponerede to cantatas til kongressen i Verona i slutningen af 1822, på foranledning af Prins Metternich. Hans opera Maometto II blev revideret og opført i Venedig, og desuden skrev han sin sidste opera til Italien, Semiramide. I efteråret 1823 flyttede Rossini og hans kone til Paris, hvor de opholdt sig i kort tid for derefter at fortsætte til London, hvor en Rossini sæson blev startet op ved ”the King’s theatre”. Imidlertid blev mange af hans operaer uden succes i den britiske hovedstad. Komponisten tjente penge ved at deltage i husholdningsforeningernes musikalske møder afholdt af engelske aristokrater, som støttede hans firma økonomisk og ligeledes ansatte ham som musiklærer for deres børn.

I sommeren 1824 var Rossini og hans kone i Paris, hvor Gioachino indvilgede i at blive direktør for ”Théâtre-Italien”. Han blev også ansat til at opføre sine ældre operaer, introducere andre italienske operaer, samt til at komponere nye operaer for både dette teater samt til Operaen. De bosatte sig i Paris og lærte fransk. Til teateret komponerede han Il viaggio a Reims, opført i 1825 og herefter i 1828 skrev han Le Comte Ory og i 1829 Guillaume Tell. Den italienske og franske operastil forbindes med disse to sidste operaer. Den sidstnævnte opera var tænkt som den sidste opera fra komponistens side og i en lang periode var der stille omkring ham.

Rossini vender tilbage til Paris

Ægteskabet mellem Rossini og hans kone skrantede efterhånden, og efter at have været på ferie i Bologna for at lancere Guillaume Tell, vendte Rossini alene tilbage til Paris, hvor han tilbragte en stor del af tiden de næste antal år på grund af forhandlinger med retten omkring hans økonomiske situation. Disse forhandlinger hang sammen med en aftale underskrevet af regeringen under Charles X, som blev væltet fra tronen under revolutionen i 1830. Rossini komponerede Stabat mater og Soirées musicals i Paris og derudover meget lidt af nogen betydning. I 1832 blev komponisten syg og hans sygdom varede i mere end 25 år.

I 1836 forlod Rossini Paris efter at have fået styr på sin tilværelse og vendte tilbage til Bologna. Gennem sin lange sygdomsperiode blev Rossini passet af Olympe Pélissier, som han havde haft en affære med siden primo 1830. Hun fulgte med ham til Bologna i begyndelsen af det efterfølgende år. I vinteren 1837-1838 oprettede Rossini og Olympe en musikalsk salon i Milan, hvor de optrådte. Hans faders død i 1839 gjorde, at Gioachino blev svagere og svagere, og den eneste aktivitet han fuldførte i denne periode, udnævnt som æreskonsulent af Bologna Liceo Musicale, var at forbedre konservatoriet og udvikle dets undervisningsplan. Skønt han spillede en lille rolle her, krævede hans dårlige helbred konstant opmærksomhed og behandling.

Rossini bliver gift med Olympe

Rossini blev gift med Olympe i 1846, efter Rossini’s første kone Isabella’s død. De flyttede til Firenze, hvor Rossini imidlertid opdagede manglende støtte fra befolkningen i Bologna, på grund af de revolutionerende bevægelser som gik gennem Italien i 1848. Til sidst besluttede de efter nogle år at flytte tilbage til Paris i 1855, hvor hans helbred blev betydeligt bedre. Han købte et stykke land i udkanten af Passy og byggede en villa her. Han styrede også en elegant salon i Paris og begyndte at komponere igen. Han skrev over 150 klaverstykker, sange og små ensembles. Mellem disse stykker var hans Petite messe solennelle, som var hans bedste værk i hans sidste år. Det var skrevet til tolv stemmer, to klaverer og harmonium. Der kan anspores en relation til Bach i dette stykke musik.

I sine sidste år levede Rossini som en æret pensionist, en komponist, hvis berømmelse var baseret på værker fuldendt 40 år tidligere. Hans værker efter den periode, hvor han havde trukket sig totalt tilbage, var imidlertid meget populære og stykker som Petite Messe Solennelle bliver stadig spillet rundt omkring i verden.

Rossinis sygdom og død

Gioachino Rossini blev alvorligt syg i efteråret 1868. Han døde kort tid efter den 13. november i sin villa Passy. Tusindvis fulgte hans begravelse og mindehøjtideligheder blev holdt overalt i Frankrig og Italien. Først blev han begravet i Père Lachaise kirkegård i Paris, men hans rester blev transporteret til Santa Croce i Firenze i 1887. Komponisten efterlod en stor gave til oprettelse af et konservatorium på sit fødested og efterlod også sine autografer til Pesaro.

Ingen komponist i den første halvdel af det 19. århundrede nåede omfanget af prestige, rigdom, hyldest eller kunstnerisk indflydelse som Rossini, og hans jævnaldrende betragtede ham som den største italienske komponist nogensinde.

Her på bloggen om kulturrejser kan du læse mere om opera i Italien og andre rejsemål i Europa. Læs f.eks mere om Rossini i indlægget: Rossini Opera Festival

Fado i Lissabon

Fado kan oversættes som skæbne eller lod, og fado er en sang om sorg, nogen gange glæde, og de mange ting, der påvirker det daglige liv. For besøgende er fado en kuriositet, men for sangeren er det en måde at udtrykke sig intimt på, akkompagneret af indviklede guitarmelodier, spillet af mænd i smart tøj.

Vi kan ikke være fuldstændig sikre på oprindelsen, skønt nogen siger, den blev opfundet af portugisiske sejlere med hjemve, når de tilbragte lange perioder på søen under forfærdelige forhold. Men frem for alt er det en forestilling, der skal nydes, helst under middagen med en flaske eller to af den lokale vin.

Find de gode fado-steder i Lissabon

Mange der er på kulturrejse i Lissabon ønsker at opleve en aften med fado, og her er det vigtig at kigge sig godt for. Der findes nemlig mange typer af fado restauranter og nogle er turistfælder. På hotellerne ligger der ofte information om hvor man kan opleve fado og hotellet hjælper gerne med at bestille, men husk at de modtager betaling for dette!

Har du været i Lissabon og kan anbefale et godt sted at opleve fado, så skriv en kommentar, så andre kan få glæde af dine kulturoplevelser i Lissabon.

Du kan her på Kulturrejser.dk læse endnu mere om fado-musikken og kulturrejser til Portugal

Jean Sibelius

Skal du på kulturrejse til Findland og er interesseret i musik, så læs mere om Finlands mest berømt komponist Jean Sibelius

Jean Sibelius var Finlands største komponist, og den strøm af valfartende, der kommer fra hele verden for at besøge hans hjem, opkaldt efter hans hustru, Aino, er et vidnesbyrd om den agtelse, han stadig nyder. Selv om Sibelius blev født i 1865 i det nærliggende Hämeenlinna, Finlands ældste indlandsby (grundlagt i 1639), boede han i denne moderne villa mod syd gennem et halvt århundrede til sin død i 1957. Huset, der blev anset for hypermoderne, da det blev bygget, blev tegnet af den finske arkitekt Lars Sonck, der allerede da var kendt som arkitekten bag den finske præsidents sommerresidens. Både Sibelius og hans hustru ligger begravet på stedet.

Museet egner sig ikke til koncerter, men forlad ikke Finland uden at have hørt hans musik fremført af Helsingfors Filharmoniske Orkester i Finlandiabygningen under vinterens koncertsæson (fra september til og med maj). Helsingfors kunstfestival sidst på sommeren (med masser af musik) er Skandinaviens største og en af de vigtigste. Den begyndte som Sibelius-ugen i 1950’erne og omfatter i dag alle former for dans og musik, fra jazz til pop, men hvor fremførelsen af Sibelius’ musik altid er det absolutte højdepunkt.

Ainola ligger små 40 kilometer nord for Helsingfors, og du kan læse mere på jarvenpaa.fi. Helsingfors-festivalen finder sted de sidste to uger af august og begyndelsen af september. En vandborg byder på opera under stjernerne – og midnatssolen.

Få inspiration til din kulturrejse til Findland i andre indlæg her på bloggen om musik.

Zelazowa Wola – Chopins fødeby i Polen

Frédéric Chopin, der havde en fransk far og en polsk mor, blev født i Zelazowa Wola en lille by vest for Warszawa i 1810. Han levede i Polen sine første 20 leveår og vandt ry som en dygtig pianist, før han tog til Paris i frankrig og vandt international berømmelse. Selv om han ligger begravet i Paris, tager mange musikelskere rejsen til hans polske fødehjem som i dag er et museum og den skyggefulde park, der omgiver det, som en bevægende pilgrimsrejse. Rejser du til Polen på kulturrejse så sørg om muligt for at lægge denne endagsrejse fra Warszawa på en søndag formiddag i begyndelsen af maj, hvor der er koncerter med virtuose pianister, der spiller i den selvsamme stue, hvor Chopin komponerede sine første valse, polonæser, mazurkaer og nocturner. De henførte tilhørere er bænket på terrassen foran huset. Stadig med hovedet fyldt af Chopins melodier kan man besøge Kampinos Nationalpark. Den velafmærkede naturrute udgår fra byen ´Zelazowa Wola og fører gennem tætte skove og blomsterstrøede enge – omgivelser, der ikke kan have undgået at inspirere Chopin. Hvis man vælger ikke at forlade Warszawa, bør man undersøge sommerprogrammet for de Chopin-koncerter, der finder sted i byens vidunderlige Lazienki-park i nærheden af det imponerende Chopin-mindesmærke, der blev indviet i 1926.

Zelazowa Wola ligger kun ca. 50 kilometer km vest for Warszawa i Polen. Chopinmuseet kan du læse mere om på http://www.chopin.pl/. Der er koncerter (også i Warszawa) fra maj til september, ligesom der ofte også er koncerter på Chopins dødsdag den 17. oktober. Den Internationale Chopin-Kkaverkonkurrence afholdes i Warszawa hvert femte år med koncerter på forskellige spillesteder og en galakoncert den 17. oktober. Den næste gang du kan opleve denne fantastiske begivenhed er i 2015.

Læs meget mere om kulturrejser til Polen her på bloggen, du finder bla. andre indlæg om musik og opera.