Tag-arkiv: H.C. Andersen

H.C. Andersen

Paestum – Italiens græske kulturskat

Udgivet den af

1700-tallet blev århundredet, hvor Europa blev sig sin historiske fortid bevidst. Man begyndte at udgrave miner og skrive bøger. Forfattere foretog dannelsesrejser til Italien. De besøgte de klassiske byer og steder, herunder Paestum. Den engelske forfatter George Eliot besøgte også Paestum og betegnede stedet som “den fineste ting, tror jeg sandelig, vi har set i Italien”. For mange forfattere var Paestum den sidste by på den italienske halvø, de besøgte på deres dannelsesrejse.

Paestum grundlægges

Grækerne havde i 800-tallet f. Kr. grundlagt kolonien Syrakus pa Sicilien. De følgende århundreder fortsatte koloniseringen på Sicilien og Iangs vestkysten af den italienske halvø. Grækerne grundlagde en ny koloni som de navngav Poseidonia, opkaldt efter den græske gud Poseidon. Byen havde en stor udstrækning og havde sin storhedstid mellem 570 og 430 f.Kr.

Der var folkevandringstid i Italien, og fremmede folk strømmede ind fra nord. Et af disse folk, Lukanerne, erobrede byen ca. 400 f.Kr., hvorefter byen hurtigt mistede sit græske præg. Romerriget voksede i disse århundreder, og i 273 f.Kr. blev byen romersk under navnet Paestum. Byen fik aldrig den store betydning, som den havde under grækerne. Befolkningerne flyttede op i bjergene og dyrkede de malariafri områder i lavlandet. Efter romerrigets fald blev Paestum bispesæde, men alligevef blev området forladt de følgende århundreder p.g.a. malaria.

Det arkæologiske område i Paestum

Under grækerne havde byen en enorm udstrækning. Paestum omfattede templer, teatre, torvepladser og tre templer i dorisk stil. Det er svært at forstille sig byens størrelse, når vi står og skuer ud over en stor græsslette.

På områdets højeste punkt står et tempel viet til gudinden Athena, Athena-templet. Templet blev opført omkring 500 f.Kr. i dorisk stil. Templets forhal er en usædvanlig dyb forhal med søjler i jonisk stil, en kombination, der først ses væsentlig senere i selve Grækenland.

I det sydligste område ligger Heratemplet (også kaldet Basilikaen), som er indviet til gudinden Hera. Templet er opført i 530 f.Kr. og dermed det sidste af templerne. Da man udgravede templet i 1700-tailet, fandt man ingen religiøse motiver, og troede dermed, at det var en basilika, deraf det navn som templet først blev givet. En basilika er en bygningsform, som romerne brugte til verdslige formål, bl.a. markedshal og hvor man afholdt retshandlinger. I 300-tallet byggede man de første kristne kirker og antog her basilikaen som model for kirkerne.

Neptuntemplet er det midterste af de tre templer. Templet er opført ca. 460-450 f.Kr. I lang tid troede man, at templet var helliget Neptun (den græske Poseidon, som byen var opkaldt efter). Templet er nok nærmere bygget til kult for Apollon eller Zeus. Templet er et af de mest berømte græske templer, og det mest imposante i vesten. Templets celia har en ydre og indre søjlerække. Det er desværre ikke muligt at komme ind i templerne.

Museet i Paestum

Regulære udgravninger begyndte først efter 1. Verdenskrig. Man fandt i ruinerne og i nærliggende områder mange effekter fra grækernes by. Museet blev ombygget i midten af 1970’erne og viser bl.a. græske vaser og vægmalerier fra grave. Den mest berømte er Tomba del Tuffatore (Dykkerens grav) fra 480 f.Kr.

H.C. Andersen og Paestum

Vores berømte digter H.C. Andersen besøgte Pæstum 18. marts 1834. I et brev skriver han:

“Det midterste Tempel er Neptuns, det større ved siden: Ares, det mindre: Basilicaen. (…) Ovenstående Vignet er en særdeles god Fremstilling af Templerne i Pæstum, det sydligste Punkt jeg har været og altså Vendepunktet for min Reise, jeg troede derfor dette måtte være Dem interessantest af de mange Vuer man kan fåe til Breve. De er nu, ved at se på dette, inde i Calabrien, Himlen er uendelig blåe og de stolte Rester fra den heroiske Tid, ståer for Dem. Grækerne begyndte dem og Tiden har mest skånet disse af Alle; store Violer groe mellem de gule Søiler, Tidsler og vilde Figen vokser over Gulvene. Alt rundt om er et Vildnis men frugtbart og blomstrende. De tre næste Huse ere Resterne af Byen selv og man bliver her som overvældet af nøgne Betlere. I een Dag gjorte jeg fra Salerno Udflugten hertil og Reisen igjen tilbage, da Egnen er saa øde og derfor usikker. Ingen beqvemmeligheder findes her og Folket var som vildt; tænk, man kastede Stene efter os da vi ikke vilde give den store Vrimmel af Betlere. Gid at De kunne see disse stolte Ruiner mellem det vilde Grønne, aande den friske Luft og Violduften hvori det Hele svømmede. Sicilien og Grækenland skal ikke eie det skjønnere!”

Dette brev indeholder også en lille, gul og tørret blomst med påskriften “Paaklæbet en Anemone plukket på Virgils Grav ved Neapel”.

Guy de Maupassant

Guy de Maupassant er en fransk forfatter, der i sit korte liv skrev mere end 300 noveller og 6 romaner. Han rejste også en del og har skrevet:
“Alle har set Paestum og beundret de tre vidunderlige ruiner, kastet på den nøgne slette, som havet forlænger i det fjerne, og som lukkes på den anden side af en stor cirkel af blålige bjerge”.

Templerne i Paestum: Dorisk stil

Templerne i Paestum er i dorisk stil, derfor gives her en kort orientering om stilarten. Dorisk søjleorden hører sammen med den joniske til de klassiske arkitekturordner. Den doriske har sin oprindelse i træarkitekturen fra geometrisk tid, enkelte elementer er overleverede fra mykensk tid. Omkring 600 f.Kr. omsattes træarkitekturen til sten, og det græske doriske tempel fremtrådte i sin karakteristiske aflange form med en særlig udformning af søjler. I løbet af 500- og 400-tallet f.Kr. forfinedes detaljerne og proportionerne, og det doriske tempel nåede sit højdepunkt i det klassiske Athen med Hefaistos’ tempel og Parthenon på Akropolis i Athen. Søjleordenerne er udviklet over de grundlæggende arkitektoniske led, dvs. det bærende (søjlen med basis, skaft og kapitæl), og det bårne (entablementet med arkitrav, frise og gesims (geison)). De kan også optræde i dekorativ sammenhæng med reliefkarakter, f.eks. med halvsøjler eller pilastre.

Udvikling af de klassiske søjleordener

De tre klassiske søjleordener, den doriske, den joniske og den korinthiske, har deres oprindelse i Grækenland. Romerne tilføjede den toskanske (en variant af den doriske) og den kompositte søjleorden med en sammensmeltning af det joniske og det korinthiske kapitæl. Den romerske arkitekt Vitruvius betragtede søjleordenerne som produkter af konkrete omstændigheder med tilknytning til både gudeverdenen og menneskers køn og alder: Den doriske (den mandlige orden) fik sit navn efter den type tempel, som heroen Dorus byggede til Juno (Hera) i Argos, mens den joniske (den kvindelige orden) fik navnet, fordi jonerne først byggede et jonisk tempel; den korinthiske (den jomfruelige) fremkom, ved at arkitekten Kallimachos på en piges grav så en kurv på roden af en akantus, som voksede op omkring den, og modellerede det korinthiske kapitæl derefter. I senrenæssancen og under modreformationen fremkom mange forsøg på at placere søjleordenernes oprindelse i en sakral sfære som et helligt alfabet uden for tid og rum. Den italienske arkitekt Sebastiano Serlio søgte at sætte dem ind i en kristen sammenhæng ved at henføre dem til hellige personer. Søjleordenerne blev genstand for matematiske teoridannelser, og i renæssancen understregede man proportionernes universalitet som svarende til naturlovene.

H. C. Andersens rejser til Italien

Udgivet den af

H.C. Andersen var født i en periode, hvor man for alvor begyndte at opdage den fortidige verden. Et århundrede før hans tid havde man opdaget de romerske byer Pompeji og Herkulanum og interessen for fortidens kunst, kultur og arkitektur blev ikke mindre i Andersens århundrede; 1800-tallet. Dette århundrede var også tiden, hvor danske forfattere, malere og komponister rejste ud i Europa for at danne sig. Et af de lande, de tog til, var Italien, og en af de forfattere, der rejste dertil, var Andersen.

H.C. Andersens dagbøger er en meget vigtig kilde til hans liv og færden. De oprindelige dagbøger blev udsat for et stort slid efterhånden som flere mennesker fattede interesse for Andersen. Derfor var det nødvendigt at udgive bøgerne, hvis originalmanuskripterne skulle bevares for eftertiden.

H.C. Andersens dagbøger

Der har løbende været bragt uddrag af dagbøgerne, herunder ”Skoledagbogen”, som kunne læses i Edvard Collins store bog ” H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1906. I respekt for Andersens private optegnelser og hans vens ikke altid loyale optegnelser var man meget tilbageholdende med at udgive disse dagbøger, og for ikke at udstille H.C Andersen og hans venner skete der først noget i 1936.

Fra 1936 og frem til 1971 blev optegnelser fra rejser, skoler m.m. udgivet enkeltvis med noter. Den udgave af dagbøgerne, der blev udgivet i 1971 af det danske Sprog- og Litteraturselskab skulle indeholde alle de optegnelser, der på den tid var kendte. Hovedparten af originalerne til dagbøgerne findes på det Kongelige Bibliotek og der er i tidernes løb fra privatpersoner blev testamenteret flere dele til dagbøgerne. Dagbogsrækken er dog ikke fuldstændig, idet der mangler originalmanuskripter til nogle af de oplysninger, som har været bragt i bøger og pressen. Dagbøgerne blev hovedsageligt ført på H.C. Andersens mange rejser og ved særlige lejligheder, herunder krige, sygdom og dødsfald.

De første optegnelser var ikke så systematiske som de sidste, der skulle bruges til senere udgivelser, bl.a. rejseskildringer. Først fra 1860 og indtil sin død i 1875 førte digteren dagbog hver dag. Selve optegnelserne fandt ikke sted i en dagbog som den findes i dag, men i notehæfter og stilebøger. I digterens sidste leveår blev dagbogsnotaterne mere fyldige samtidig med at digterens litterære produktion næsten stoppede. De seneste år skriver han fortrinsvis om stemningerne i byen, krigen og om kongerne Fredrik den Syvendes og Christian den Niendes regeringstid.

Dagbogen til privat brug

Dagbogsnotaterne er ikke lavet for at videregive oplysninger til andre, men til eget brug og de er brugt som inspiration til digterens litterære udgivelser. I dagbøgeme bliver ofte noteret noget om hans helbred, tandpine, bylder m.m. Vejret får næsten hver dag et par ord med på vejen. Naturen og menneskene spiller en stor rolle. H.C. Andersen har lavet en del tegninger fra sine rejser, og mange af hans dagbogsnotater understøtter selve tegningerne. Dagbogsnotaterne beskriver hans rejser og ophold rundt i Danmark og i Europa. Livet på herregårdene Frijsenborg, Basnæs og Glorup beskrives også i dagbøgerne.

H.C. Andersens almanakker er en vigtig kilde til, hvor han har været på forskellige tidspunkter og de indeholder optegnelser over de begivenheder, der fandt sted i hverdagen, men fra 1862 indeholder de kun opgørelser over modtagne og afsendte breve. Dagbogsnotaterne og til en vis grad også almanakken rummer stof og inspiration for enhver person med henblik på at udforske Andersen på sin egen facon.

H. C. Andersens rejser til Italien og andre lande

H.C. Andersen var mere rejsende end andre kulturpersonligheder i samme periode. Andersen begyndte på rejserne, da han var 25 år og sluttede, da han var 68 år. Han rejste ofte i længere perioder end andre og rejste ikke kun i de traditionelle rejselande i Centraleuropa, som f.eks. i Italien, England, Frankrig, Spanien og Schweiz, men besøgte også mere ”oversøiske” steder som Skotland, Tanger i Afrika, Portugal og Balkanlandene. Også Sverige var ét af de lande, han besøgte. Danmark gennemrejste han på kryds og tværs fra Skagen til Aabenraa, Amager til Falster – samt mange andre steder.

Andersen var ivrig til at nedskrive, hvad han foretog sig på sine rejser, og derfor har vi i dag et godt indtryk af rejseaktiviteterne fra hans dagbøger, almanakken, samt fra hans utallige rejsebeskrivelser. Hans første rejsebog er ”Skyggebilleder” fra 1832.

Andersen vurderede altid, om han havde penge til at gennemføre rejserne og desuden blev der lagt nøjagtige planer og ruter for rejserne. Hans første Italiensrejse fandt sted 1833-1834. Formålet med rejsen var en stræben efter udvikling og modenhed og den findes ude blandt menneskene i verden, mente Andersen. At rejse er ikke kun for at leve, at elske, men også for at lære. Andersen var en skarpsindig iagttager af naturen og folkene, og hans rejseprojekter gik ud på at undersøge, hvor grænserne for naturen går i mennesket. Andersen havde det let med andre folkeslag, religioner, kulturer og politiske systemer. Vi ved dog fra Charles Dickens familie, at hans sprogfærdigheder i bl.a. engelsk ikke var store, men han klarede sig alligevel.

Guldalderen

Tiden mellem 1800-1850 betegnes som Guldalderen. Det var en periode med stor kulturel rigdom, selvom landet var ved at gå bankerot. Kontrasterne med det bundfattige land og den kulturelle rigdom var store og den kulturelle kom let til at fremstå meget harmonisk og idyllisk. Thorvaldsen skabte sine skulpturer, Bournonville sine balletter og Grundtvig og Ingemann deres salmer. Ligesom H.C. Andersen, C.F. Hansen og Lundbye frembragte de kunstneriske præstationer.

Det var almindeligt i Guldalderen, at kunstnere, videnskabsmænd, erhvervsfolk m.fl. søger viden og udvikling uden for landets grænser. Teknikken bød på nye muligheder, således også et telegrafkabel, “Den store søslange”, på bunden af Atlanterhavet mellem Europa og Amerika.

I 1842 udkom rejsebogen ” En Digters Bazar”. Denne rejsebog og den første “Skyggebilleder” i 1831 var udtryk for det fælles Europa, der bygger på den samlende ånd i naturen, og som drømmer om et fælles Europa, der mere bygger på de kulturelle og sproglige fællesskaber end politiske og statslige grænsedragninger.

At rejse repræsenterer for H.C. Andersen den tanke, at mennesket altid er i bevægelse – dette kan være fysisk eller psykisk. Ligeså var naturen udtryk for en kontinuerlig proces, som solen, månederne, årstiderne, dagen.

H.C. Andersen og Vesuv

H. C. Andersen har malerisk beskrevet Vesuv og blev allerede på sin første Italiensrejse i 1833-34 stærkt fascineret af vulkanen, hvilket også mange kunstnere blev i denne periode. Dette har vi talrige beviser på fra guldaldermalerne. For nogen har Vesuv altid været symbolet på det gode og det onde, hvilket vor store eventyrdigter også indså, ved dels den frugtbare lavaaske, men også de uhyggeligt stærke naturkræfter, som på få timer kan udslette generationers arbejde.

Kulturferie i Odense og H. C. Andresen

Udgivet den af

Verden kender øen Fyn som H.C. Andersens fødeø. Andersen er formentlig verdens største eventyrfortæller, og hans værker – bl.a. højtelskede klassikere som “Tommeliden” og “Den grimme ælling” – hører til de hyppigst oversatte og mest læste i verden, bortset måske fra Bibelen og Karl Marx’ skrifter, og hans figur Den Lille Havfrue har gjort København kendt verden over. Hans hjemby, Odense, er Danmarks tredjestørste by. Med sin charmerende middelalderlige bykerne tiltrækker den eventyrelskere fra hele verden. H.C. Andersen, der blev født i 1805 som søn af en lokal skomager og en vaskekone, begge analfabeter, var livet igennem en utrættelig rejsende, hvis skrammede kufferter kan ses på det museum, der støder op til hans barndomshjem, ligesom det reb, han altid havde med sig, så han kunne undslippe fra hotelværelset i tilfælde af brand. Besøgende kan se originalmanuskripter og breve til hans nære ven Charles Dickens. Man bør desuden afsætte tid til at udforske øens smukke, bølgende landskaber, oversået med stråtækte gårde, frugthaver, herregårde og kroer. H.C. Andersen-Museet finder du på adressen Hans Jensensstræde 37-45 i Odense. Læs mere om H. C. Andersen og hans rejser rundt i Europa her på bloggen om kulturrejser, f.eks i indlægget: H. C. Andersens rejser til Italien. Du kan læse mere om H. C. Andersen museet i Odense på odmus. I juli opføres skuespil tre gange dagligt.

Kulturrejser til Malaga

Udgivet den af

En kulturrejse til Malaga byder på en charmerende gammel bydel, en række interessante kulturelle seværdigheder, f.eks. det berømte Picasso-museum, et fantastisk helårsklima med masser af sol, og nogle af de bedste strande i Spanien på den berømte Solkyst. Og med sin ideelle beliggenhed giver byen desuden adgang til Andalusiens spændende og historisk interessante kulturbyer såsom Granada, Sevilla, Córdoba, Ronda, Jeréz og mange flere. 

H. C. Andersen i Malaga

Allerede i attenhundretallet var danskere på rejse til Malaga. Vor store danske forfatter H. C. Andersen besøgte byen af to gange i 1862, hvorunder han boede på hotel del Oriente del Fonda fra 30 september til 5 oktober og igen fra 22 til 29 oktober. Andersen syntes godt om Malaga, ja faktisk var Andersen så begejstret for Malaga, at han i sin rejsebog ”I Spanien” beretter, at han intet sted i Spanien følte sig så glad og så godt tilpas som i Malaga. På Plaza de la Marina er der opført en flot bronze-statue af Andersen, indviet af prinsesse Benedikte i forbindelse med 200 årsdagen for Andersens fødsel.

Malagas rige historie

Malaga byder på et spændende indblik i Andalusiens dramatiske historie. Byen er en af de ældste i verden og blev oprindeligt grundlagt af fønikerne 770 f.Kr. De kaldte byen Malaka, der sandsynligvis betyder salt, og som henviser til, at man saltede fisk nær havnen. Malaga var under kartagisk herredømme indtil den blev underlagt det romerske imperium, der udviklede byen yderligere og blandt andet byggede et amfiteater, som stadig kan betragtes på en kulturrejse til Malaga. Da byen faldt i hænderne på maurerne, der herskede over Andalusien fra begyndelsen af det ottende århundrede, blev byen et vigtigt handelscenter, og blev beskrevet som en af de største og smukkeste byer i Andalusien på det tidspunkt.

Malaga var først en del af det mægtige kalifat i Córdoba og derefter af emiratet i Granada, og var én af de byer i Spanien, der holdt længst ud mod den katolske generobring af Andalusien; byen blev først erobret af de kristne styrker i 1487. Sporene fra de mange kulturelle påvirkninger gennem historien er stadig synlige i Malaga og er et spændende vidnesbyrd om Andalusiens rige historie.

Malagas fantastiske klima

En kulturrejse til Malaga byder også på et behageligt, subtropisk-mediterreansk klima, der giver milde vintre og behageligt varme somre. Der er omkring 300 solskinsdage om året, men vinden fra det mediterreanske hav sørger for, at det som oftest ikke bliver en trykkende og ubehagelig varme, som man godt kan opleve længere inde i det andalusiske bagland. Om vinteren sørger Malaga-bjergene, Montes de Malaga, samt de varme havstrømme, for at temperaturen ikke falder så meget som længere inde i landet, og faktisk er vintrene i Malaga de varmeste i Europa, med en gennemsnitstemperatur på 17 grader fra december til marts. Gennemsnitstemperaturen for hele året er 23 grader om dagen og 13 grader om natten og Malaga er en af de få byer i Europa, som er grøn og frodig hele året rundt.

Malagas kulturelle seværdigheder

Malaga rummer flere kulturelle seværdigheder, end mange udenlandske besøgende ofte tror, da byen mest er kendt som en station for de mange flyrejsende, der vil besøge Andalusien. Ud over tyrefægterarenaen rummer byen også det berømte Picasso-museum, Museo Picasso, der rummer 155 værker af Picasso, doneret af Picasso-familien. Du har også mulighed for at opleve Alcazaba, som er en maurisk fæstningsbygning fra den tid, hvor maurerne holdt stand i Andalusien, samt det romerske amfiteater beliggende under Plaza de la Merced.

Malaga-murerne, der viser spor af romernes, fønikernes, visigoternes og maurernes tilstedeværelse i byen, er også et besøg værd, ligesom den gotiske kirke Iglesia de San Juan Bautista og Gibralfaro-slottet kan anbefales.

Sidst, men ikke mindst, er Malaga et perfekt udgangspunkt for udflugter til andre af Andalusiens spændende kulturbyer, såsom Granada, Córdoba, Ronda, Sevilla og mange andre.