Kulturrejse langs Douro-floden i Portugal

Dourodalen – Portvinens hjerte og en opsigtsvækkende oplevelse. Her har du et forslag til en kulturrejse på 7 dage i området omkring Douro-floden i det Nordlige Portugal.

En af Europas gemte naturskatte ligger ikke så langt fra Danmark. Vi taler selvfølgelig om portvinsregion, også kendt som Douroregionen, hvis navn kommer fra den idyllisk Douro-flod, og hvor der produceres verdens yndlings-hedvin: nemlig, Portvin. Regionen producerer ligeledes forrygende kvalitetsvine. Douroregionen er overraskende smuk med et bjergrigt landskab, hvor der også er plads til bedårende frodige daler præget af smalle vinmarker, der er anlagt på symmetriske terrasser. Regionens stejle bjerge byder på unikke udsigter og udgør en oase af oplevelser for besøgende. Douros uspoleret natur har få besøgende, man kan derfor nyde området i fred og ro. Man ankommer til Douroregionen som en gæst og forlader den som en ven.

Dag 1 – Ankomst til Porto, som er Portugals anden største by. Navnet portvin kommer netop af Porto, hvorfra denne uimodståelige nektar allerede i begyndelsen af det 18 århundrede blev sejlet ud, især til England. Afgang til Douros by Pinhão, beliggende i hjertet af portvinsregion. Du kører langs Douro-flodens venstre bred på en af Portugals mest charmerende veje, som byder på utallige overraskende udsigter og kontrastfulde landskaber. I Pinhão kommer du tæt på regionens historiske og traditionsrige erhverv, ved at besøge byens museum. En seværdighed i Pinhão er byens togstation, som er berømt for sine smukke 24 blåhvide flisepaneler, der fremstiller diverse aspekter fra Douros rige historie. Et besøg på de lokale Quintas vingårde byder på mange overvældende oplevelser: Man trænger ind i det lokale livsform ved at lære deres hemmeligheder at kende og blandt andet lærer om, hvordan de har videreført deres århundredelange vinproduktion og om den vigtige rolle, som områdets utallige mikroklimaer har for vinens kvalitet og smag. Man får derved en oplevelse, som viser vejen fra vinstokken til fad og flaske, og selvfølgelig er vinsmagning med i programmet. Middag og overnatning på en Quinta i Pinhão (Eks. Casa de Casal de Loivos) eller på det fortryllende CS Vintage House Hotel, lige til Dourofloden.

Dag 2 – Afgang til São João da Pesqueira, beliggende i Douroregionens hjerte.  Et enestående og varieret landskab bestående af flotte vinmarker, oliven- og mandeltræer byder på forskellige spændende tematiske vandreruter (vin-, kastanje-, mandeltræ- og oliventræruter), som på kryds og tværs kan bruges til at udforske den enestående region, som siden 1998 har været på UNESCOs naturarvslisten. Herunder São Salvador do Mundos spektakulære udsigtspunkt. Videre til Vila Nova de Foz Côa. I 90’erne opdagede man her forhistoriske stengraveringer, som er over 20.000 f.Kr. og dermed udgør et af verdens ældste levn fra fortiden. Udover besøget ved den spændende arkæologiske park, anbefales et besøg til Quinta da Ervamoira vingården, som hører under Ramos Pinto portvinsfirmaet, og hvor moderne og smukke vinmarker trodser Douros traditionelle terrasseret vinmarker. Desuden byder besøget på et spændende museum om gårdens og egnens historie, og naturligvis en dejlig vinsmagning.  Tilbage til Pinhão. Overnatning.

Dag 3 – Afgang mod den stolte og særpræget universitetsby Vila Real, som er Øvre Douros største og mest markante by, og præges af en indbydende atmosfære samt arkitektoniske skatte. Byens smukke Mateus slot og have er verdensberømt pga. byens største succes: Mateus Rosé vinen! Men man skal lade sig forføre af Vila Reals charme og gæstfrie befolkning og ikke mindst, smage på den lokale udsøgte gastronomi. Videre mod den maleriske by Amarante, hvor den smukke São Gonçalo Kloster fra det 16. århundrede og den maleriske bro over Tâmega-floden dominerer byens romantiske centrum. Tilbage til Mesão Frio og overnatning på den enestående barok slot fra det 18. århundrede, som er blevet omdannet til et fantastisk hotel, Hotel Pousada Solar da Rede.

Dag 4 – Afgang mod Peso da Régua, som er en pulserende by i høstsæsonen. Herfra afgik Douros rabelo-bådene i det 18. og 19. århundrede lastet med portvinsfade på den dengang yderst farlige sejltur langs Dourofloden mod portvinshusene beliggende i Vila Nova de Gaia ved Porto. Da Portugals premierminister Marquês de Pombal i 1756, demarkerede Douroregionen (som den første i verden) valgte han at gøre byen til portvins vigtigste by. 10 km sydpå, langs af naturskønne veje, kommer du til Lamego, som en af Portugals ældste byer og ligger i en frodig dal omringet af flotte vinmarker og frugtplantager. Domkirkens særpræget port (udsmykning) og valfartskirke Nossa Senhora dos Remédios er byens absolutte seværdigheder. 15 km øst for Lamego langs Balsemão-floden fører en landvej til den betagende Balsemão vestgotiske kirke fra det 7. århundrede, som er Portugals ældste og Europas næstældste. Ikke langt fra Balsemão-kirken venter den enestående Quinta da Pacheca vingård på at åbne sine døre for dig og byde på en fantastisk rundvisning samt vinsmagning af firmaets udsøgte vine. Middag og overnatning.

Dag 5 – Turen går med toget mod Pocinho, hvorfra et krydstogtskib tager dig ud på en vidunderlig rejse gennem tid og natur. Før i tiden var Dourofloden berygtet pga. de besværligheder, der har været med at sejle på den. Vandstanden i floden varierer meget, og dette har medført mange skibbrud og strandinger. Derfor har man i dag opført dæmninger, som forøger vandstanden til og fra, når et skib skal sejle gennem de smalle passager på Dourofloden. Dette er et unikt syn og oplevelse, hvor menneskelig ingeniørkunst møder naturens kræfter. Foruden de smalle passager, er stedet også idyllisk i sig selv, da den omkringliggende natur er frodig og et vidunderligt skue. Blandt de stejle og imponerende bjergskråninger, dukker smukke ejendomme fra det 18. og 19. århundrede frem. Undervejs, bliver der tid til aperitiffer og en udsøgt frokost med udsigten til en af verdens smukkeste naturlandskab. Ankomst til Régua og overnatning.

Dag 6 – I dag går turen mod Porto, og landskabet ændrer til mindre landejendomme med frodige køkkenhaver, hvor man udnytter ethvert centimeter jord til landbrug samt vindyrkning. Du er nu i Vinho Verde vinregion. I Penafiel byder Quinta da Aveleda på et besøg og vinsmagning. Firmaet er berømt for sine forrygende Vinho verde (gron vin) og rødvine fra Douro. Fra slottets hyggelige terrasse nyder man, mens man smager på vinho verde, en flot udsigt over vinmarkerne. Desuden, byder vingårdens smukke park på en dejlig spadseretur. Porto er en meget gammel og charmerende by, som i tidens løb har tiltrukket beboere fra hele verden. Porto er både indbydende, charmerende og som i det øvrige Portugal, er byens befolkning yderst gæstfrie. Portos atmosfære skaber en blanding af stærke, magiske følelser, både når man spadserer på kryds og tværs i byens historiske og UNESCO fredet kvarter, er til vinsmagning på Gaias portvinshuse, sejler under byens fem broer eller sidder på en af kystens hyggelige fortovscaféer og nyder udsigten til Atlanterhavet. Porto er ikke overrendt af turister og har et spændende kulturliv. Pga. Portos højdeforskelle, som gør byen til en malerisk amfiteater og fylder den med charme, er det tilrådeligt at besøge den til fods, med sporvogn eller med de øvrige offentlige transportmidler som busser eller metro. Portos mange udsigtspunkter er en fryde for øje.

Dag 7 – Turen går hjem til Danmark. Portos lufthavn ligger 11 km nordvest for byen. Er der tid og er du i bil, anbefales en sviptur langs Nordportugals enestående kyst, forbi fisker- og havnebyen Matosinhos samt Leça da Palmeira.

Douro vin i Portugal

Omkring 100 år før Frankrig begyndte Portugal at organisere sin produktion af vine. Det begyndte allerede i 1756, da Douro fik sine egne vinregler og blev udråbt til det første egentlige vindistrikt i verden. Resultaterne lod ikke vente på sig, og i slutningen af 1700-tallet købte englænderne 10 gange mere vin fra Portugal end fra Bordeaux.

I dag er Douro mere interessant end nogensinde for kvalitetsbevidste vinelskere og som mål for en kulturrejse i Portugal. Det er ikke kun de verdens berømte portvine, som stammer herfra – nu er også den ene topvin efter den anden på vej ud på verdensmarkedet.

Duro – et enestående smukt landskab i Nordportugal

Som navnet antyder, følger landskabet Douro floden af samme navn, men kun fra Portugals østlige grænse og ca. 100 km vestpå. Floden skærer en dyb kløft i bjergene i det nordlige Portugal, hvor den kommer oppe fra Spanien, ikke langt fra Rioja. Lige før den når Portugal, kaster den sig ind i de dybe kløfter.

Mellem Porto og vinområdet Douro ligger bjergkæderne Serra do Marao og Serra do Poio, som effektiv lukker Atlantens kølige vinde ude om sommeren. Det bevirker, at området, hvor vinen vokser, er enormt varmt om sommeren. Og lige så varmt, der er om sommeren, lige så koldt er der om vinteren. Dette klima giver vine fulde af smag og lagringspotentiale, især dem fremstillet på druer, som dyrkes på højere beliggende marker, og som har fået lov til at udvikle en syre, der gør dem sejlivede. Kultvinen Barca Velha er et eksempel på dette.

Det er ikke kun Douros vine, der er i topklasse – området er også betagende smukt. Så enestående, at det er blevet udvalgt til at stå på Unescos Verdensarvliste. Vinmarkerne har virkelig sat deres aftryk på landskabet, ikke mindst i kraft af de mange terrasser, der blev anlagt for flere hundrede år siden. De dominerende jordlag er granit og skiffer. Man taler faktisk mere om klipper end jord. Klipper, som bevirkede, at man var nødt til at skabe terrasser for at kunne dyrke noget. Stenterrasserne var glimrende til at holde på varmen og skabte et gunstigt mikroklima.
De berømte vinlus hærgede Douro-dalen i den sidste halvdel af 1800-tallet og var ved at slå hele vinerhvervet ud. Gårde blev forladt, og landområder blev affolket. Området var mange år om at komme sig, og den dag i dag ser man en del forladte terrasser. Men man ser også mange nyplantninger. Disse etableres med maskiner og er en omkostningskrævende historie i det klippefyldte landskab. For at anlægge én hektar regner man med en bearbejdningsudgift på ca. 35.000 Euro.

International indflydelse i Douro

Siden 1700-tallet har englænderne haft en stor indflydelse på Douro gennem sit engagement i portvinsproduktionen. I store træk har det været sådan, at portugiserne dyrkede druerne og derefter afleverede dem til de engelske portvinshuse. Der er naturligvis undtagelser, og portugisiske og hollandske familier står også for fremstilling af vigtige portvine. Det er familier som Ferreira, van Zeller og Niepoort m.fl.

Samarbejde og venskaber i Douro

I Douro er der er stort fællesskab vinproducenterne imellem. Man samarbejder gerne og hjælper hinanden med udvikling af vinene. En gruppe vinbønder, der har et nært samarbejde, kalder sig the Douro Boys – selv om de måske ikke ligefrem er unge knægte, men snarere etablerede, navnkundige vinmagere i forskellige aldre – og en af ”the boys” er sågar kvinde, nemlig Sandra Tavares da Silva. Virksomhederne bag Douro Boys er Quinta Vale Dona Maria, Quinta do Crasto, Quinta do Vale Meao, Niepoort og Quinta do Vallado.

Træd gerne på druerne i Douro

Det at fodtræde vine er en ældgammel skik, som helt har domineret Portugals vinfremstilling gennem tiderne. Metoden er stadig almindelig over hele Portugal, men især i Douro er den en vigtig og bidragende faktor til vinenes høje kvalitet. Mange steder i Douro er der vinmarker med blandede druesorter. Tidligere foretog man allerede blandingen af vinen ude i markerne, og ofte svarede høstudbyttet fra en vinmark ca. til at kunne fylde en ”lagar”. En lagar er et stort stenbassin, som druerne samles i efter høsten. Lagares er så store, at man kan gå rundt i dem, og druerne når træderne halvvejs op på låret. Man går på række arm i arm, og det er meget vigtigt, at man kommer lagaren systematisk igennem, så alle druerne bliver mast. Arbejdet foregår gerne til musik, f.eks. harmonika eller til trommerytmer. Fodtrædningen varer i op til tre dage med adskillige timers arbejde hver dag. Man anser, at menneskefoden er mest hensigtsmæssig til druepresning. Skallerne knuses, men ikke kernerne, som efterlades uskadte.

I dag har man på mange af topgårdene over hele landet investeret i robotanlæg til trædningsprocessen. Maskinerne er udstyret med silikonefødder, som ligner den menneskelige fod. Vinhuset Symington var et af de første, som tog denne teknologi i brug.

Udvalgte vinproducenter i Douro

Domingos Alves De Sousa: Ejer flere vingårde i Douro, bl.a. Quinta do Vale de Raposa. Han fremstiller vine af meget høj kvalitet og blev valgt til Årets Producent 2006 i Portugal.

Calcos Do Tanha: Manuel Pinto Espanhol og hans vinmager fremstiller herligt frugtagtige og robuste rødvine på de traditionelle Dourodruer. De bedste vine fodtrædes i granitlagares. Vingården ligger lige nordøst for Régua i Baixo Corgo.

Caves Transmontanas: Vertice er Caves Transmontanas varemærke, under hvilket de producerer en førsteklasses mousserende vin. Man fremstiller også gode rødvine. Vinmager er Celso Pereira, og man finder vingården i den lille by Alijó nord for Pinhao.

Quinta do Portal: En familieejet gård, som har høstet stor succes med sine herlige rødvine og fine portvine. Her har man også bygget et hyggeligt gæstehus og en swimmingpool, hvor du kan bo, når du besøger Douro. Gården ligger lige nord for Pinhao.

Quinta do Cotto: Lige uden for Régua finder man denne traditionsrige familieejendom. Her fremstilles både rødvin og portvin fra de 50 hektar vinmarker med skiffer i jordbunden. Familien Champalimaud ejer også vingården Paco Teixeiro i Vinho Verde.

Ramos pinto: Virksomheden blev grundlagt i 1880 og har altid været en af Douros vigtige producenter. Firmaet har et besøgscenter i Vila Nova de Gaira, hvor man også har indrettet et museum. Ejerne har også bygget et museum på vingården uden for Vila Nova de Foz Côa.

Real Companhia Velha: Dette er et af Portugals ældste vinfirmaer og blev grundlagt allerede i 1756. I dag har man en række ejendomme i Douro, hvorfra man henter druerne til sine mange vine og portvine. Man tager gerne imod besøgende i Vila Nova de Gaia.

Fakta om vin i Douro

Douro har en DOC-region, som er opdelt i tre distrikter, nemlig Baixo Corgo, Cima Gorgo og Douro Superior. De bordvine, der ikke bliver godkendt til DOC, kan i stedet få lov til at kaldes Vinho Regional Duriense. Produktionen af vin er ca. 1.700.000 hektoliter, hvoraf knap halvdelen er portvin. Det samlede areal er på 40.000 hektar. Nord for Douro ligger en af de allernyeste DOC-regioner, Trás-os-Montes. Vinene herfra kan også sælges som Vinho Regional Transmontano.

Topvine kræver tålmodighed og passion

Sogrape er uden tvivl et af de vigtigste vinfirmaer på den Iberiske halvø, og i dag er det tredje generation, der driver denne gigantiske virksomhed, som blev grundlagt i 1942. På et eller andet tidspunkt har du sikkert smagt den lyserøde, let perlende og friske Mateus Rosé, og dette stærke varemærke, som bliver eksporteret til over 125 lande, er blevet Sograpes økonomiske fundament. Virksomheden omsætter for over 170 millioner euro om året og ejer vinmarker på mere end 800 hektar i Portugal, Spanien og Argentina.
Navne som Sandeman, Offley og Ferreira er velkendte varemærker, hvad portvine angår.

Vinen trin for trin

Der er mange muligheder for at besøge vingårde i Douro-dalen. Vi har besøgt Sograpes vingård Quinta do Porto Douro, lige uden for Pinhao. En vinsmagning hos Sogrape kan blive så stor, det skal være, og stedets ansvarlige vinmager José Maria d’Orey Soares Franco valgte derfor lidt ud fra den fornemme portefølje.

-1997 var et vigtigt år for os, hvor vi tog skridtet ind på portvinsmarkedet med opkøbet af Ferreira, siger José. Han fortsætter med at fortælle, at man derefter købte Forrester & Ca.SA 1996 med Offley-vinene, og endelig i 2002, som den sidste fjer i hatten, købtes Sandeman med hele dette mærkes store sortiment. Det gør, at man nu kan præsentere tre helt forskellige typer portvin.
I dag ejer Sogrape arealer i Douro Barca Velha & Quinta da Leda, Dao (Quinta dos Carvalhais), Alentejo (Herdade do Peso), Vinho Verde, (Gazela) og Dao (Grao Vasco).

Portugals stjerne: Barca Velha

Det er måske ikke så underligt, at vores besøg meget handler om Barca Velha, Portugals nok mest prestigefulde bordvin.
-Ferreira var først i Douro-dalen med at producere bordvine, og 1952 var det første år, vi fremstillede Barca Velha, siger José, der har ansvaret for vinen. Skønt denne vin er blevet produceret i over halvtreds år, så har man kun sendt femten årgange på markedet siden introduktionen.

José fortæller, at Fernando Nicolau de Almeida allerede i 1940’erne planlagde at lave en førsteklasses bordvin af de traditionelle portvinsdruer Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz og Tinto Cao.
Selv om druesammensætningen er vigtig, så pointerer José, at markernes beliggenhed er mindst lige så vigtig. Han fortæller, at de bedste marker i Douro ligger højt op i terrænet nær den spanske grænse. Størstedelen af druerne kom tidligere fra Quinta do Vale Meao, men i 1979 besluttede man sig for at udvide med 160 nye haktar marker på Quinta da Lea. I dag kommer druerne næsten udelukkende fra Quinta da Leda.

-I de år, hvor druerne ikke rigtig når op til vore strikte kvalitetskrav, præsenterer vi i stedet vinen Callabriga, siger José.
Kun portugisiske druesorter
-I Sogrape benytter vi os udelukkende af portugisiske druesorter, og vi har for nylig skabt en kollektion, som vi kalder Pena de Pato, hvor druerne kommer fra Dao, Douro og Alentejo, fortæller José.
Som afslutning smager vi stedets portvinssortiment. Ifølge José skal en Vintage Port ikke trækkes op, før han afslører, at hans favoritter er 1900, 1963, 1977, 1983, 1994. Og selvfølgelig 1945! Og det kan vi kun give ham ret i.
Efter vores besøg fik vi at vide, at José Maria Soares Franco nu har forladt Sogrape for at arbejde med nye, spændende projekter.

Kongen af Touriga Nacional

Quinta do Crasto er en spektakulær ejendom med sin beliggenhed 600 meter over havet midt i hjertet af Cima Corgo mellem Régua og Pinhao. Her var man blandt de første i Douro, der begyndte at producere egne vine. I 1981 overtog Jorge Roquette og hans hustru Leonor kontrollen med gården, som havde været i familiens eje i mere end ti år. Da man i 1986 af myndighederne fik mulighed for at eksportere sine egne vine, foretog Jorge og Leonor en storstilet satsning med hjælp fra deres to sønner Miguel og Tomás.

Gamle vinstokke

Vi møder Miguel, som viser os rundt på den 130 hektar store ejendom, hvoraf de 70 er tilplantet med vinstokke. Miguel peger ned mod en mark med terrasserede, perfekt sydvendte skråninger.
-De der stokke er ca. 90 år. De giver et meget lille afkast, men altid af en exceptionel kvalitet, siger Miguel stolt. Terrasserne kaldes for patamares, og man har gjort brug af en såkaldt vertikal plantning, noget Jorge Roquette introducerede i 1981. Siden 1994 er der produceret topvine på stedets højteknologiske og computerstyrede anlæg.

-Til at hjælpe os har vi hyret Dominic Morris fra Australien, som er en såkaldt flyvende vinmager. Han kommer og hjælper os fire gange om året, fortæller Miguel. Ellers er det den unge Susana Estaban, der er stedets ansvarlige vinmager.

Standardvinen Quinta do Crasto kan ofte købes glasvis i barer og på restauranter over hele landet. Hvis man vil gå et trin op i kvalitet, skal man prøve gårdens Reserva Vinhos Velhos, som kommer fra 55 år gamle stokke, hvor omtrent 40 forskellige druesorter vokser blandet. 2004 års vin havnede for nylig på Wine Spectators Top 100-liste over verdens bedste vine.
Da vi smager stedets Touriga Nacional, fortæller Miguel, at når de er rigtig tilfredse med en vis druesort, kan det ske, at de tapper den på flaske for sig selv. Det skete f.eks. i 2004 med Touriga Nacional.
-I Douro-dalen er vi kendt som ”Kongen af Touriga Nacional”, efter at vores årgang 2001 fik 96 point ud af 100 mulige i tidsskriftet Wine Spectator, fortæller Miguel stolt.

Kraft og elegance

Vinene er i ægte ”Douro Boys stil” med en kombination af kraft og elegance i frugtdrevet stil. Vinha Ponte er en raritet, som blev produceret i 1998, 2000 og 2003. Druerne kommer fra hundrede år gamle stokke fra to forskellige marker. Vi forstår andres sammenligning med Grange fra Penfolds i Australien, da vi smager denne frugtbombe, som altid får lov til at hvile i tre år før lanceringen.

-Denne vin har et lagringspotentiale på +20 år, siger Miguel, mens han drejer på glasset.
Som så mange andre vinhuse verden over har også Quinta do Crasto et samarbejde med en Bordeauxprofil. Man fremstiller en vin ved navn Xisto sammen med Jean-Michel Cazes fra Chateau Lynch-Bages i Pauillac. Denne vin er blevet en bestseller med sine 30.000 flasker om året. Vi afrunder smagningen på denne hyggelige vingård med et glas Vintage Port. Når man smager dette ekstrakt, har man fuld forståelse for, at Quinta do Crasto vil deklarere vinen som en Vintage årgang 2004. Kan man have det bedre? Førsteklasses vine og en mageløs udsigt fra smagningslokalet!

Portugals mest omtalte vine

Niepoort er en legendarisk familievirksomhed med fem generationers historie, som har skabt sig et stort navn især takket være sine portvine. Virksomheden blev grundlagt i 1842 og var længe et klassisk portvinshus, som købte vin fra gårde i omegnen for derefter at bearbejde, blande og fremstille det endelige resultat i kælderen i Vila Nova de Gaia.

I 1987 begyndte Dirk van der Niepoort at arbejde i virksomheden side om side med sin far Rolf. Dirk var dengang 23 år gammel og fuld af energi, visioner og store ambitioner. Umiddelbart efter Dirks tiltræden købte man to egne vingårde, Quinta de Nápoles og Quinta do Carril. Efter et omfattende tilplantnings- og renoveringsarbejde begyndte familien at fremstille sin egen vin. Fra tidligere kun at have fremstillet portvine ville man nu også til at lave Portugals bedste bordvine, og i dag fremstiller Niepoort nogle af landets mest omtalte vine. Vi skal møde Luís Seabra, som er ansvarlig for både markerne og vinene.

Fantastiske Redoma

I 1991 blev de første røde bordvine lanceret. De fik navnet Redoma, men det skulle vare helt frem til 1997, før tiden var moden til lanceringen af en hvidvin ved samme navn. Vinserien har en fælles identitet med etiketter i moderne design, hvilket er en sjældenhed på de portugisiske vingårde. Før vi smager Redoma, vil Luís gerne byde os en let, frisk vin fra 2005 ved navn Tiara.
-Det er en vin fremstillet på grønne, portugisiske druer, som er vinificeret på rustfri stålfade. Koncentrationen afhænger af, hvor gamle vinstokkene er, og vi tilsætter aldrig gærkultur, fortæller Luís.

Redoma Branco er en meget populær vin, som man finder over hele Portugal på velassorterede vinkort. Druesorterne Rabigato og Codega dominerer i vinen.
-Friskheden skyldes, at druerne vokser helt oppe i 800 meters højde, hvor der er relativt køligt – ikke mindst om natten, fortæller Luís, og tilføjer, at vinstokkene er over tres år gamle. Efter vore superlativer om vinen fortæller han videre, at mange ikke tror, der kan produceres gode hvidvine i Dourodalen, men hvis druerne vokser højt oppe, får de allerbedste betingelser. Vi afslutter hvidvinene med Redoma Reserva, som er den største hvidvin, vi nogensinde har smagt i Portugal.

-Vi smager vinene blindt og afgør bagefter, om vinen skal være en Reserva eller ej, siger Luís Seabra stolt. Redoma Tinto er en vidunderlig vin på især Tinta Amarela, Tinta Roriz og Touriga Franca.
-Druerne, der kommer fra tres år gamle stokke, fodtrædes og tilbringer efter endt gæring 18-20 måneder på franske egetræsfade, fortæller Luís og tilføjer, at man ikke må glemme de vigtige tanniner, som dog skal være bløde.

Flere Topvine fra Quinta de Nápoles

I 1999 lancerede man flagskibet Batuta, hvor druerne kommer fra Quinta de Carril, som er nabo til Quinta de Nápoles. De otte hektar er tilplantet med meget gamle stokke, hvoraf en del har nået en alder af over 100 år. Ud af denne vins årlige produktion på 12.000 flasker bliver de 80 % eksporteret. Det er en fantastisk vin med kraft i kombination med harmoni.
Som afslutning på en imponerende smagning tester vi en Latge Bottled Vintage 2000 portvin.
-Den er en mellemting mellem en Vintage Port og en 10 years Old Tawny, siger Luís Seabra. Udsøgt!

En kvinde blandt Douro Boys

Da vi besøgte Estremadura på vores første rejse, mødte vi den ambitiøse pige Sandra Tavares da Silva på hendes forældres familieejendom. Siden 1999 har Sandra arbejdet som vinmager på gården Quinta Vale Dona Maria, der ejes af Cristiano van Zeller (som tidligere også ejede Quinta do Noval).

Cristiano købte først Quinta do Vale da Mina, før han i 1996 investerede i Quinta Vale Dona Maria – som tidligere ejedes af hans hustrus familie. Druerne fra de ti hektar på Quinta Vale Dona Maria har været en del af blandingen til Smith Woodhouse’s bedste portvine, ikke mindst på grund af, at vinstokkenes aler kunne bestemmes til godt og vel 50 år, hvilket gjorde dem meget eftertragtede.

Enormt potentiale

1. september 1996 var første gang, man for alvor kunne analysere, hvad gårdens vinmarker havde at tilbyde med sine mere end fyrre forskellige druesorter. Man fornemmede, hvilken kraft, koncentration og frugt vinene havde.

-Uden en fantastisk hjælp fra både Dirk Niepoort og Jorge Roquette havde satsningen i gårdens produktion ikke været mulig, mener Sandra, der, trods sin uomtvistelige femininitet, er medlem af samarbejds- og erfa-gruppen Douro Boys. Mens Quinta Vale Dona Maria blev renoveret, blev samtlige vine fremstillet hos familien Roquette på Quinta do Crasto, noget man er fantastisk taknemmelig over. Det er et tydeligt eksempel på det samarbejde, der eksisterer inden for Douro Boys.

Efterhånden har man udvidet arealerne med nyplantninger samt indledt samarbejde med en række kontraktbønder, som leverer druer. I dag producerer gården fire vine. Druerne til vinen Casa de Casal de Loivos kommer fra et lille stykke jord på kun 1,6 hektar. Disse druer gik tidligere til Quinta do Noval Port.
-Da Cristiano havde været tretten år på Noval, vidste han, at de ældre vinmarker på denne gård gav et udmærket udbytte. Vi begav os ud på marken sammen og udvalgte de bedste druer, siger Sandra, og fortæller videre, at man kun producerer 5.000 flasker årligt af denne vin.

Quinta Vale Dona Maria er navnet på en vin, hvor fyrre forskellige druesorter indgår. Ligesom tilfældet er med de øvrige vine, så fodtrædes druerne i lagres i et par dage, før gæringen går i gang. Efter to ugers gæring tappes vinen over til nye franske fade fra Allier.
-Vi benytter os af forskellige bødkere, især Cadus, Demptos og Seguin Moreau, siger Sandra, mens hun drejer på et glas med vinen fra 2004.
CV – Curriculum Vitae er en selektion af specielle druer, som fortjener en separat vinifikation. Det er en rigtig kraftkarl, som Sandra og Cristiano producerer som et symbol på deres vinmagerliv. Der er tale om en raritet, der kun produceres i exceptionelle år, og ikke mere end 1.500 flasker.

Til sidst smager vi stedets Port. – Desværre har mange ukendte gårde vanskeligt ved at gå deres vine ud på det internationale marked, siger Sandra og stikker næsen ned i glasset med en dejlig 2003 Vintage Port Quinta Vale Dona Maria.

Samarbejde giver resultater på Quinta da Terra Fera de Cima

Med en fantastisk udsigt over Douro-floden med Quinta do Noval i baggrunden møder vi det yderst sympatiske par Olga Martins og Jorge Moreia på deres smukke Quinta da Terra Fera de Cima. Den slingrende vej ned ad skråningen gjorde os lidt usikre på, hvorvidt vi virkelig var på rette vej, men den var god nok. Huset er helt nyt og indrettet med udsøgte detaljer. Her på gården fremstiller Jorge Moreira den meget omtalte vin Poeira, som han har skabt sig et navn med i den portugisiske vinverden. Men det kan vi komme tilbage til senere. Nu handler det om et andet spændende projekt i Dourodalen, nemlig Lavradores de Feitoria, hvor Olga Martins har ansvaret for markedsføringen.

Det er en gruppe af vinbønder, vingårdsejere, vinmagere og marketingfolk, der tilsammen har startet et eget selskab med henblik på at fremstille rigtig gode Douro-vine. I gruppen har man adgang til 15 forskellige vingårde med vinmarker i alle tre distrikter. I alt råder man over femhundrede hektar.

-Hver Quinta bliver drevet separat, og på store år lancerer enhver sin egen vin som en Single Quinta, siger Jorge. Ellers er det op til vinmagerteamet at blande og prøve sig frem til de færdige vine.
-Samarbejdet startede i 1999, hvor gruppen besluttede sig for at fremstille vine med en anden karakter, end hvad man var vant til i Douro-dalen, fortæller Olga.
-Selv om vi har kraften i vinene, så stræber vi også efter elegance og god syre, fortæller Jorge videre. Vi skal fremstille Dourovine og ikke forsøge at lave vine á la Australien. Det er denne moderne Dourostil, som skal genfindes i hver en vin fra Lavradores de Feitoria.

At det handler om en moderne stil, ses også tydeligt af flaskernes karakteristiske etiketter. Man eksperimenterer med velkendte, internationale druer, og vi smager Lavradores de Feitoria Sauvignon Blanc.
-Vores Sauvignon Blanc vokser på et højdedrag 600 meter over havet, hvilket har bevirket, at druen trives perfekt, mener Olga. Så får den en behagelig syre, som balancerer frugten i vinen.
I porteføljen af vine bliver i især imponeret af rødvinene. Três Bagos fremstilles af tre druesorter, Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca, som fodtrædes. Grande Escolhan fra 2003 er en elegant og kompleks vin med god syre. Douro Tinto er også en meget behagelig vin med frugtagtige bærtoner til en særdeles rimelig pris.
Det er let at se fordelene ved et samarbejde som dette. Investeringerne ved at fremstille vin er store, og Jorge fortæller, at én hektar jord i Douro koster 100.000 euro, og for at tilplante marken med vinstokke skal man regne med yderligere 20.000 euro.

Caves Santa Marta i Douro

På vores rejse til Portugal besøgte vi også Caves Santa Marta i Douro-dalen. Denne gigantiske virksomhed med en stor butik i stueetagen dominerede virkelig bybilledet med sine enorme ståltanke. Det er Douros største vinkooperativ med 2.000 medlemmer og en årlig produktion på ca. 12 millioner liter vin.

Vi mødte den unge vinmager Ana Rola, som fortalte os, at hun havde arbejdet hos Torbreck i Barossa Valley, og at hun håbede, at hun ville kunne gennemføre visse forandringer.
Da vi for fjerde og sidste gang besøgte Portugal, var Ana til stede ved en smagning for at præsentere os for sine nye vine.
En hvid og en rød, direkte fra fad. I disse vine kunne vi virkelig mærke, at der var skabt en ambition på Caves Santa Marta takket være denne unge, ambitiøse vinmager.

-Jeg føler, at jeg har medlemmernes opbakning til at ændre en hel del i virksomheden, siger Ana, mens hun skænker et glas af hvidvinen på Malvasia og Fernao Pires. Man fornemmer en tydeligt krydret tone, som stammer fra Malvasia-druerne.
-Rødvinen er i amerikansk stil, konceptet bygger på nytænkning med en del nye fade i kælderen, siger Ana stol. Vinen, som er en meget sjovere oplevelse nu end tidligere, er fremstillet på Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Franca.
På Caves Santa Marta fremstiller man også portvin, og stedets LBV 1997 er rigtig gavmild og hyggelig, mens Vintage Port 2000 er i en lidt lettere stil. Det skal blive spændende at følge udviklingen på Caves Santa Marta med Ana Rola ved roret.

Caves vale do Rodo i Dourodalen

Paulo Osório er kommerciel direktør for dette Douro-kooperativ med mere end 1.800 medlemmer, som tilsammen råder over 2.000 hektar.
-Nogle af bønderne ejer kun en kvart hektar, og 50 % af produktionen kommer fra 250 af vore medlemmer. Paulo fortæller videre, at kooperativet har en meget stor historisk betydning.
-Vinbønderne får mere betalt for deres druer hos os, end hvis de skulle fremstille deres egen vin, siger Paulo. Druerne kommer fra de samme marker, uanset om de bliver til bordvin eller portvin. Det er i øvrigt kun tilladt at plukke op til 55 hektoliter pr. hektar.

Vi smager stedets røde Cabeca de Burro, som er den anden bordvin produceret i Douro-dalen – efter kultvinen Barca Velha. Cabeca de Burro, som betyder æselhoved, kommer fra vinmarker med vinstokke med en gennemsnitsalder på 60 år.

Til sidst smager vi familiens juvel, Grande Escolha
-Vi fremstiller kun 20.000 flasker af denne vin, og vi benytter os af forskellige druesorter fra år til år, siger Paulo og tilføjer, at vinen altid får lov til at ligge 14 måneder på egetræsfade.
Paulo stopper os, lige inden vi forlader stedet, da han har glemt at servere sin sidste nye portvin for os:
-Her har I min 2004’er, som vi vil deklarere som Vintage Port, siger Paulo stolt.
Det er den anden Vintage Port, der fremstilles her – og vi skulle hilse og sige, at den gav lyst til et fornyet bekendtskab!

Douro-flodens Rabelo-både

Du har sikkert set den karakteristiske båd på billeder fra Porto, og båden er da også nærmest blevet et vartegn for byen. Men kender du historien bag båden? En Rabelo-båd er et Portugisisk fragtskib, der i det 18. og 19. århundrede fragtede portvinstønder fra Douros vindistrikt i den øvre Douro-region ned til portvinskældre i Vila Nova de Gaia ved Porto, som derfra blev solgt.

De specialbyggede Rabelo-både

Rabelo-båden er en typisk båd og specielt bygget til at sejle på Douro-floden i bjergrige områder.  Bunden er flad og har ingen køl. Bådens længde er ca. mellem 19 og 23 meter og har en dækket har en bredde på 4,5 meter. Båden er en konstruktion af overlappende plader, hvilket er en nordeuropæisk bygningsteknik, som ikke er typisk for middelhavsområdet.  Oprindeligt havde de kun en mast og et firkantet sejl i midten, men senere brugte man også en mast ved buen.

Båden blev styret af 6 til 7 mænd, der sejlede den ved hjælp af en lang åre ved agterstavnen som man kalder en Espadela. I tilfælde af stærk strøm, ugunstige vinde, tunneller eller buer, blev de trukket af mennesker eller kvæg på trækveje, som var bygget til formålet langs Douro-flodens bredder.

Denne transport var meget farlig pga. flodens stærke strøm, vinde og stejlhed. Mange ulykker fandt sted på disse sejlture og bl.a. nævnes Baron de Forrester og D. Adelaide Ferreira, hvis båd sank i Douro-floden i 1861. Baron de Forrester druknede eftersigende, fordi han bar på meget tunge tasker fyldt med penge. Hans lig blev dog aldrig fundet. D. Antónia Ferreira blev reddet, fordi hendes lange og bredde kjole fungerede som en bøje, der hjalp hende med at holde sig i overfladen.

Nye fragtmetoder i brug

Efter den industrielle revolution og indvielsen af jernbanen i 1887, blev denne metode forældet. Bådene blev motoriseret eller også blev de erstattet af jernbanetransport. Siden er mange af trækvejene langs floden omdannet enten til gang- eller cykelstier.

Sejladsudflugter med Rabelo-bådene

I dag kan du dog stadig opleve Rabelo-bådene på en kulturrejse til Porto. Rabelo-bådene har således genvundet deres stolthed og sejler foran Vila Nova de Gaias portvinshuse og reklamerer for dem. De har ligeledes fået en ny rolle i de moderne tider: sejladsudflugter på Douro-floden. Bl.a. tilbyder firmaet Douro Azul i Porto spændende sejlture med Rabelo-både på Douro floden. Hvert år ved Portos største højtid, Sankt Hans festen d. 24. juni, afholdes der desuden traditionen tro en Rabelo-sejlads på Douro-floden.

Læs mere om kulturrejser til Nordportugal

Oplev Beiras vin på kulturrejsen til Portugal

Beiras ligger syd for Douro-dalen og udgør en betydelig del af det centrale Portugal. Regionen strækker sig fra den spanske grænse til Atlanterhavskysten i det vestlige Portugal. Området er smukt, og med sin rige historie egner Beiras sig perfekt til kulturrejser.

Regionen består af tre områder fra vest til øst, nemlig Dão, Beira interior og Bairrada. Ofte er det disse DOC-betegnelser, man ser på vinflaskernes etiketter i Portugal. Beiras er virkelig en afvekslende region, og rejser du rundt i området, vil du opdage, at dette gælder både klimaet, jordbundsforholdene og vinens karakter.

Hvis du begynder din kulturrejse ved Atlanterhavskysten, finder du kilometervis af sandstrande, kun afbrudt af små fiskerlejer, som findes langs hele kysten i Portugal. Her trives turister fra hele verden, men i høj grad også folk fra Portugal, som nyder solen og en dukkert i Atlanterhavet. Ikke kun i dette område, men i hele Portugal, finder du nogle af Europas bedste badestrande.

To af Portugals unikke vindruer – Baga og Bairrada

Vi skal kun nogle få kilometer ind i landet før vinmarkerne begynder – vi befinder os i Bairrada, som i Portugal kaldes baga-druens forjættede land. Mange, der rejser til dette område, sammenligner en moden baga-vin med en førsteklasses bourgogne.  I Portugal er den unikke baga-drue kendt for sine kraftige tanniner, som når de tæmmes og ældes resulterer i vine med stor kompleksitet og rigdom på nuancer.

Der er ikke noget at sige til, at vinkendere fra primært Europa “slås” med vinindkøbere fra Portugal om at få fat i den forholdsvis lille produktion, der ikke engang kan dække efterspørgslen på hjemmemarkedet i Portugal.

Portugals ”vin-rebel” Luis Pato

Tæt på byen Anadia i Beiras ligger en meget interessant vingård, ejet af Luis Pato, som absolut er et besøg værd på en rejse rundt i området. Da man kun modtager et mindre antal besøgende på vingården, bør du bestille tid på forhånd. Vingården er smukt designet, og det går hurtig op for en, at Luis Pato har en god smag; en fornemmelse, der kun bliver bestyrket, når man afslutter besøget på vingården med at smage hans vine.

Grunden til, at Luis Pato er kendt, ikke kun i Portugal, men i vinkredse over hele verden, er at han adskiller sig fra andre vinproducenter i Portugal og store dele af verden. Luis Pato er autodidakt og mange af vinene er fremstillet på basis af druer fra gamle vinstokke. Luis Pato er uddannet kemiingeniør og han siger selv at det er denne uddannelse, der har givet ham et godt fundament, samt en sund kritisk sans i forhold til den etablerede vindyrknings-verden. I Portugal er Luis Pato kendt for at gå sin egne veje, når han producerer sine vine, hvorfor han ofte kaldes for Portugals ”vin-rebel”.

Luis Pato-vinen sælges i hele verden

Hans vine bliver ikke kun solgt i Portugal, men over hele verden, og i Danmark kan du også købe hans vine i udvalgte butikker.

Et eksempel på, hvordan han adskiller sig fra andre vinproducenter er, at han på sandholdige vinmarker har plantet baga-druen på original rod i stedet for  – som så mange andre vinproducenter i Portugal – at pode den på amerikanske rødder. Resultatet er en fantastisk vin, og spørger du Luis Pato, er det bevis for, at det kan betale sig at stille spørgsmålstegn og ikke mindst eksperimentere løs, når man producerer vin.

Campolargo vinhos – moderne vinanlæg i Beiras i Portugal

Ikke langt fra Luis Patos vingård i Beiras finder du to vinanlæg, som hører til i den moderne klasse i Portugal. Det første vinanlæg er Campolargo, et anlæg som er bygget ind i et højdedrag. Vinanlægget blev bygget i 2004 af vinbonde og ejer Carlos Campolargos, en entusiastisk vinproducent.

At vinen fra Campolargo er værd at køre efter, blev bevist da vinanlægets røde Calda Bordaleza allerede i 2007 blev udvalgt til en af Portugals 10 bedste rødvine. Et kendetegn ved Carlos vinanlæg er taget på en stor del af hovedbygningen, det er nemlig et vandspejl, som bl.a. tjener til at levere kølighed til selve vinkælderen. På Campolargo Vinhos hjemmeside kan du læse mere om stedets vine og vinproduktion.

Vinrejse i regionen Beiras  – ét af Portugals mange vinområder

Rejser du til Beiras, vil du opleve, at det moderne og nyskabende mødes med gamle traditioner, både når det gælder levevis, men især også når det gælder vinproduktion. I Beiras finder du store vinproducenter, såvel som små vingårde med egenrådige, ambitiøse og meget spændende vinmagere.

Området er Portugals mest varierede vinområde, og i denne del af Portugal finder du stort set alle typer af vin repræsenteret. På rejsen rundt i Beiras finder du røde enkeltdruevine fremstillet på unikke druesorter, foruden blandede rødvine.

Vinen Espumante fra Beiras

For mere end 100 år siden blev Portugal ligesom resten af Europa hærget af vinlusen og siden da har man også lavet mousserende vine i Beiras. Vinlusen kom fra nord og ét af de områder, der først blev ramt, var Frankrig, nemlig det kendte område Champagne. Det betød, at mange franske vinbønder kiggede mod Portugal og ikke mindst Beiras. Mange vinmagere flyttede til Portugal og etablerede sig i de vestlige dele af Beiras, hvilket er årsagen til, at området i dag er kendt over hele Portugal for sine fantastiske espumante.

Foruden espumante er Beiras også centrum for størstedelen af produktionen af aguardente og babaceira, som er Portugals svar på cognac og grappa. Som tidligere nævnt finder du i denne del af Portugal alle typer af vin og derfor også et stort udbud af hvid- og rosévine, som bliver fremstillet på nationale druesorter – vine som er meget friske og passer godt til mad i form af fisk og skaldyr, som havene omkring Portugal er rige af.