Oplev Faials festivaler

Det er oplagt at planlægge kulturrejsen, så den overlapper med de mange spændende festivaler på rejsemålet. Læs her om de spændende festivaler på Faial.

Den traditionelle og karakteristiske Holy Ghost (helligånds) festival, som går tilbage til middelalderen, afholdes i næsten hvert eneste sogn på øen Faial fra pinse til slutningen af august, med farverige ceremonier og mange traditionelle lokale retter.

St. John festivalen på Faial

St. John festivalen den 24. juni tiltrækker pilgrimme fra hele øen til Largo Jaime Melo parken, hvor folk nyder deres madkurve til lyden af musik, spillet af forskellige bands og grupper med strengeinstrumenter. Her er altid dans og en rigtig god stemning.

Havets festival på Faial

Under Havets festival på Faial er havnen fuld af sejlskibe med farverige sejl og flag. Glad musik fra bands og strengeinstrumenter høres overalt i byen, folkemusikgrupper synger og danser, der er velgørenhedsarrangementer, smagsprøver på lokale kulinariske specialiteter, der sælges kunst og kunsthåndværk – i det hele taget en god stemning overalt i byen.

Men det er først og fremmest havets festival, og der afholdes derfor en regatta på Faial-Pico kanalen, samt konkurrencer i sejlsport, windsurfing, svømning og fiskeri, og ikke at forglemme vandsport-konkurrencer for børnene. Havets festival finder sted hvert år fra den første søndag til den anden søndag i august og understreger, at Horta lever af og for havet og er en kosmopolitisk by.

Patron Saint festival på Faial

Hver landsby har sin egen skytshelgen, som den er særligt knyttet til. Hvert år, især i sommermånederne, bliver et billede af den pågældende skytshelgen båret i procession gennem byen. Dette kalder man for Patron Saints  (skytshelgen) festivalen.

Oplev kulturen på Faial

Azorernes traditionelle, lidt sørgmodige musik lyder lidt anderledes, og måske lidt mere charmerende på Faial. Og denne musikform er en helt central del af kulturen på Faial. En kulturrejse til Faial bør indbefatte øens særprægede musik og kunsthåndværk. Her vil vi forsøge at bekrive nogle af de mange kulturoplevelser på Faial, der venter på en ferie på øen.

Øens beboere holder meget af musik, hvilket også afspejles i de syv bands, som spiller ved festivaler og først og fremmest i holder fast i den traditionelle musik med de specielle strengeinstrumenter, som alle Azoernes beboere elsker. Denne kærlighed til musik har også givet anledning til en pudsig ceremoni til ære for Skt. Cecilia, musikernes skytshelgen, som knytter alle øens musikere sammen i Hortas sognekirke.

Kunsthåndværk på Faial

Kunsthåndværk fra Faial er lige så bedårende, som øen selv. Der er fine og sarte broderier på tyl, blomster lavet af fiskeskæl, papirklip, fine hæklede arbejder med karakteristiske motiver i helt tynde kvaliteter. Eller stråhatte som kan klare flere års sol og regn. Den mest aristokratiske stråhat er lavet af lyse, faste strå og minder om tidligere tiders elegante stråhatte. Desuden vævede tasker af strå med dekorative remme, samt også kunsthåndværk i pileflet.

Helt unik kunsthåndværk lavet af figentræ. Kunsten at lave vidunderlige små miniature figurer af figentræ har været praktiseret på Faial siden midten af det 19. århundrede og er sandsynligvis påbegyndt af fingernemme nonner i klostrene. Den mest kendte ekspert var Euclides Rosa, som omformede figentræ til de fabelagtige figurer, som nu er Horta Museets stolthed. Figentræet skæres i tynde, gennemsigtige strimler, som med fingernemhed og tålmodighed og ganske lidt lim formes til huse og vindmøller, blomster og dyr, skibe og fine, skrøbelige figurer.

Udskæringsarbejder

Det var fordums barske hvalfangere, som bragte udskæring af hvaltænder, havets elfenben, til Azorerne. De skar skibe med fulde sejl, fristende sirener og hvalfangst scenerier. Hvalfangerne er borte, men den vanskelige udskæringskunst eksisterer stadig på nogle af øerne i øgruppen. Dygtige, hårdtarbejdende håndværkere anvender århundrede år gamle teknikker og illustrerer fortidens fangstscener på de værdifulde og sjældne hvaltænder og bevarer således med fantasi og kunstnerisk snilde en fortid, som bliver stadig mere fjern.

Den mærkelige ’capote-e-capelo’

Oprindelsen af den store kappe, ’capote-e-capelo’, som dækkede kvindens skikkelse og kun tillod et glimt af hendes ansigt, er usikker. Nogle mener, at den kom fra Flandern, medens andre hævder at den er en videreudvikling af en frakketype, som var på mode i Portugal i det 17. og 18. århundrede. Under alle omstændigheder var ’capote-e-capelo’en et typiske beklædningsstykke for kvinder på Azorerne. Snittet kunne variere fra ø til ø, og hætten kunne være arrangeret på forskellige måder. Den var typisk syet af kraftigt blåt stof, som dårligt kunne slides op, og den gik derfor ofte i arv fra mor til datter. Kvinderne på Azorerne ophørte med at bare denne kappe omkring 1930-40.

Havet og søsportsaktiviteter er hovedattraktionen for de, der ønsker en aktiv ferie på Faial. Horta-bugten og Faial-Pico kanalen er de foretrukne områder til sejlsport, windsurfing og roning. Den forrevne kyst, vulkankraterne og den rige flora og fauna byder på uendelig mange timers oplevelser for dykkerne. Men det er nok lystyachterne, som er allermest glade for Faial.

Horta – et stop på ruten for mange yachter.

Søfart har altid haft en stor betydning for udviklingen på Faial og er en central del af øens maritime kultur. I moderne tid har øen fungeret som havn for masser af store yachter.

Nu er der yachter i hundredevis, som anløber Horta som et fast stop-over på vej over Atlanten, eller som et yderpunkt på en rejse i en trekant, der slutter i Amerika eller Europa. Mange nyder kulturrejsen på Faial med udgangspunkt i øens marinaer.

Berømte navne som Joshua Slocum, den første styrmand, som sejlede alene rundt om jorden, Sir Francis Chichester, Malinovsky og Fougeron, alle har ankret deres både op i havnens blå vand på deres historiske rejser. Og Horta har været anløbshavn eller mellemstation ved internationale regattaer. En ny marina har udvidet kapaciteten til at modtage og forsyne alle yachter, som anløber Horta, og har således understreget byens maritime tradition og forstærket den rolle som en sikker og hyggelig havn i Nordatlanten.

Seværdigheder på Faial

Her har vi samlet en række seværdigheder på Faial, som vi gerne vil anbefale til din ferie på Faial. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til artiklen, er du meget velkommen til at skrive til os.
Cabecao Gordo – 1043 m højt, beliggende midt på øen, har en fantastisk udsigt til naboøerne Pico og Sao Jorge.

Caldeira – også en stor attraktion, et enormt krater med en diameter på 2 km og 400 m dybt. Området er klassificeret om et naturreservat.

Monte da Guia – et bjerg, hvorfra man kan se ud over byen. Også et naturreservat.

Ponta dos Capilinhos – en af Faials hovetattraktioner. Her kan man se resultatet af vulkanudbruddet i 1757/58, som forandrede landskabet, begravede marker og huse. Det gamle fyrtårn eksisterer stadig.

Llajinha og Ponta Furada – store seværdigheder p.g.a deres huler og spektakulære lavaformationer, hvor havet ofte slår hårdt mod klipperne.

Vale de Flamengos – et indbydende område med farvestrålende planter, blomster og charmerende huse.

Scrimshaw Museet – en privat samling, som tilhører ejeren af den populære Peter’s Cafao. Her er udstillet over 100 effekter, som bl.a. relaterer til sejlskibe, havfruer og hvalfangst.

Horta Museet – indrettet i en tidligere jesuiter-skole – er kendt for sin samling af figentræs genstande, som er et af øens traditionelle kunsthåndværk.

Havnen i Horta – anlagt i 1876 og en vigtig anløbshavn for mange transatlantiske yachter. Muren omkring havnen er særlig interessant, da den rummer hundredevis af malede billeder og beskeder fra de mange rejsende, som har besøgt havnen.

Berømte begivenheder på Faial

Faial og resten af Azorerne har – måske overraskende – spillet en vigtig rolle for hele Europas historie, særligt videnskaberne om vejr og klima – og senere også luftfartens udvikling. Det er øgruppens beliggenhed, der har givet dem den særlige historiske og kulturelle betydning. Inden du tager på kulturrejse til Faial, kan du her læse lidt om nogle berømte begivenheder på øen.

Azorerne og meteorologien

Azorerne er en region midt ude i Atlanterhavet, hvor ændringer i det atmosfæriske tryk finder sted og påvirker vejret i større område. Øerne nævnes derfor næsten dagligt for at forklare det gode eller dårlige vejr i Europa og Nordamerika. Denne kendsgerning blev understreget af Prins Albert af Monaco i forbindelse med en række oceanografiske ekspeditioner, som han udførte i øgruppen i sidste halvdel af det 19. århundrede.

Dette førte til oprettelsen af meteorologiske observatorier i Azorerne, hvoraf det første og vigtigste var det i Monte das Mocas i Horta. Observationer herfra blev transmitterede via undersøiske kabler til Lissabon, London, Paris, Hamburg og Washington.

Telegrafkabler på Faial

I 1893 blev de første telegrafkabel, som forbandt Horta med Caecavelos i Portugal, etableret, og det første skridt var taget henimod at gøre byen til et af de største telekommunikationscentre i verden i første halvdel af det 20. århundrede. Det første kabel blev udelukkende lagt for at kunne transmittere meteorologiske observationer til at udarbejde vejrmeldinger på Azorerne og deres indflydelse på vejret i Europa.

I 1900 fulgte kabler fra tyske og amerikanske selskaber. Efter Første Verdenskrig blev nye kabler lagt i 1924, 1925, 1926 og 1928. De 15 kabler, som forbandt Horta med verdens vigtigste hovedstæder, krævede uddannet personale til drift og vedligeholdelse samt de nødvendigt tekniske faciliteter.

En række bygninger, som kom til at ændre byens udseende, blev derfor opført i en gade, opkaldt efter Konsul Dabney; de vidner om en kosmopolitisk atmosfære i denne gyldne periode, hvor folk af mange forskellige nationaliteter blandede sig med den lokale befolkning til festivaller, sportsbegivenheder og vandreture på øen. Et levn fra denne tid er det tyske firma D.A.T.s bygninger, som nu anvendes til regeringsbygninger, men som har bevaret deres oprindelige udseende (bl.a. en balsal med glasmosaikruder) og det amerikanske firma Western Unions bygninger, som er blevet omdannet til et hotel.

Den teknologiske udvikling ekspanderede fra telefon til radio og senere satellit. Alt dette medførte en gradvis lukning af de firmaer, som opererede i Horta. Det sidste firma lukkede i slutningen af 1969.

Horta og flyvning

Nogle af de største øjeblikke i historien om luftens erobring fandt sted i Horta. Det hele begyndte i 1919, med den lille og skrøbelige flyvebåd NC4, som mellemlandede i Horta med amerikaneren Albert C. Read som pilot, da han foretog den første flyvning med mellemlanding over Nordatlanten. I de følgende år valgte også italienske, tyske, amerikanske og franske piloter Horta til deres mellemlandinger under deres ikke altid vellykkede forsøg på at krydse Atlanterhavet.

I 1929 landede hvad der dengang var det største fly i verden – Dornier DO-X, et 30-tons kæmpefly med 12 motorer – i Horta, og i 1933 gjorde en del af Marskal Balbos italienske eskadrille det samme, på tilbagevejen fra den Rom-Chicago-Rom flyvning. Men det var med Charles Lindberghs besøg i det samme år at Horta indskrev sig i den kommercielle flyvnings historie. På denne flyvning for Pan American var helten fra den ensomme flyvning over Atlanterhavet i stand til at påvise byens betydning ved mellemlanding på fremtidige flyvninger mellem Europa og Amerika.

Det første flyselskab, som brugte Horta som base, var Lufthansa. Også Imperial Airways (det senere British Airways, BA) og Air France gennemførte flyvninger her mellem 1937 og 1939. Mellem 1939 og 1945 var Horta et fast mellemlandingssted for Pan Americans faste ruteflyvninger.

Faials historie

I det følgende vil vi forsøge at give dig en kort oversigt over Faials historie. Faials kultur afspejler den lange og rige historie. Alt dette opleves bedst på en kulturrejse til Faial.

De ældste kort i Faials historie

På de ældste kort kaldes Faial for Ventura øen. De første portugisiske søfolk kaldte den São Luiz. Ifølge legenden var Faials første beboer en eneboer, som søgte tilflugt her. Senere landede Josse van Huerter, en velhavende flamlænder, ledsaget af femten landsmænd, på øen, som allerede da var beboet af nybyggere fra Portugal. Han ledte efter tin- og sølvårer, som man mente fandtes på øen.

De første prøver viste, at dette var en fejltagelse, og ekspeditionen var derfor en fiasko. Men van Huerter havde set, hvor frugtbar øen var og gav ikke op. Gennem hertuginden af Burgunds mellemkomst, datter af kong Joao I af Portugal, fik han i 1468 overdraget retten til at bringe flere nybyggere til øen fra Flandern. Disse flamlændere bosatte sig i Flamengos sognet – et navn som vidner deres egen herkomst, og senere omkring Horta.

Blomstring, krige og jordskælv

Øen blomstrede på grund af landbrug og eksport af planten vajd, som bruges til plantefarvning. I 1583 sejlede en spansk flåde til Faial i forbindelse med besættelsen af Azorerne, som indledtes på øen Terceira. En gruppe bevæbnede mænd gik i land ved Pasteleiro og angreb forsvarerne, som blev forstærket med franske tropper. Spanierne overvandt dog modstanden og indtog øen. Herefter fulgte angreb fra engelske lejetropper, som forårsagede store ødelæggelser, og meget senere kom det ødelæggende jordskælv i 1672.

I det 19. århundrede tog Faial aktivt del i kampen mellem de liberale og tilhængerne af enevælde. Det endte dog med de førstnævntes sejr, og øen fik besøg af kong Pedro IV i 1832. Øen bidrog med en gruppe tapre krigere til frihedskampen og havde også et arsenal, som blev brugt til at udstyre den flåde, som landede i Mindelo i det nordlige Portugal.

Indtil ca. 1860, var Faials beliggenhed af stor betydning for fragtskibe, som sejlede med appelsiner, og for de amerikanske hvalfangerskibe, som lagde til her for at få forsyninger. I den første halvdel af det 20. århundrede var Faial et vigtigt center for undersøiske kabelforbindelser og for de tidlige flyvninger i luftfartens historie.

I dag er Faial en ø i stadig udvikling, med en økonomi som hovedsageligt er baseret på landbrug, kvægavl, mejeriprodukter, fiskeri og handel.

Dabney-familiens andel i Faials historie

John Dabney ankom til Horta i slutningen af 1808, idet han var udsendt hertil af den unge republik De forenende Stater som den første konsul på Azorerne. Han var en forudseende forretningsmand, som hurtigt fik bygget pakhuse, som tiltrak skibe til Horta, hvor de provianterede og fik deres skibe reparerede, om nødvendigt.

En særlig gruppe søfarende var hvalfangerne, som undertiden tilbragte op til en måned i havnen for at lade mandskabet hvile ud og for at losse hvalolie. John Dabney, og senere hans efterkommere, var også involverede i eksport af Pico vin (som dengang var ganske berømt) og appelsiner; sidstnævnte var en eksotisk frugt i USA, og tusindvis af kasser blev eksporteret dertil i specielt chartrede skibe.

Desværre blev vinstokkene og appelsintræerne ramt af plantesygdomme i anden halvdel af det 19. århundrede, hvilket resulterede i et brat fald i eksporten. Dabney familien forlod derfor Horta og Azorerne i 1892. Man kan stadig se spor af deres ophold Horta: flere smukke byhuse findes stadig samt enkelte pakhuse på den landtange som forbinder Monte Queimado og Monte Guia ved Porto Pim.

Long Tom skyder sig ind i Faials historie

I slaget mellem det amerikanske skib ’General Armstrong’ og en britisk flåde i Horta bugten i 1814, kom en kanon ved navn Long Tom til at spille en afgørende rolle.

Long Tom var støbt i Frankrig i 1786 og var den del af udrustningen på ’Hoche’, et skib som blev erobret af englænderne under Napoleonskrigene. Senere blev kanonen solgt til USA og anbragt på ’General Armstrong’. Dens ødelæggende skud anrettede skade på skibene i den britiske flåde, indtil det amerikanske skib sank.

Long Tom blev reddet op fra havets bund og efter mange års ’tjeneste’ på Santa Cruz borgen blev den givet tilbage til USA i 1892. Den står nu udstillet på Flådearsenalet i Washington.

Vin på Azorerne

Flyv 1500 km ud i Atlanterhavet fra Lissabon i retning mod New York, så lander du på Azorerne. Ni små vulkanøer, der ligger tre og tre midt imellem tre kontinenter: Afrika, Amerika og Europa. Den særlige klima og den særlige beliggenhed har gjort dyrkning af glimrende vine til en central del af Azorernes kultur. Glem ikke at smage på vinen på din kulturrejse til Azorerne.

Vin på São Miguel

Vi lander på hovedøen São Miguel i hovedstaden Ponta Delgada, hvor 130.000 ud af de ni øers samlede befolkning på 260.000 indbyggere bor. Men vi begiver os straks videre i et nyt lille fly for at opdage de unikke vinmarker. Vi flyver over til Pico Island lige som en ”azor”, der er navnet på en rovfugl, som lever her (deraf navnet Azorerne).

Pico er den vigtigste ø, hvis man er interesseret i vine. Efter en times flyvning lander vi på denne vulkanske ø, hvor en vigtig indtægtskilde for beboerne tidligere var hvalfiskeri. En lastbil fyldt med tunfisk kører forbi, og vores chauffør fortæller, at netop tunfisk nu er mest indbringende for fiskerne.

Vin på Pico

Der bor 16.000 indbyggere på Pico, hvor der hersker en fantastisk afslappet stemning. Det lader til, at man har al mulig tid i verden til sin rådighed, og at man lever i fuldstændig harmoni og uden stress. De fleste familier bor ved foden af vulkanen, der senest havde et udbrud i perioden 1718-1725. Skyerne dækker denne dag toppen af vulkanen, som, får vi at vide, er Portugals højeste punkt med sine 2.300 meter over havet.

Vinen har altid spillet en central rolle på Azorerne og har sikret overlevelsen for indbyggerne i dette barske og stenede miljø. I slutningen af 1400-tallet tog præsterne vinstokke med sig til øerne, da man syntes, at vin udvikledes bedre på lavajord. Men vinplantningen var ensbetydende med hårdt arbejde. Man flyttede lavasten efter lavasten, indtil man fik et lille stykke jord, hvor man kunne plante vinstokken. Stenene blev til mure, der effektivt gav læ for vinden, og desuden opsuger stenene varme og reflekterer den tilbage til drueklaserne. Dette indebærer, at man altid høster fuldt modne druer, fulde af sukker.

Disse bittesmå vinmarker, der ofte ikke er større end et almindeligt værelse, kaldes ”currais”. De danner et monumentalt mønster i landskabet, som er så unikt, at alle vinmarkerne på i alt 987 hektar, i dag er omfattet af Unesco’s Verdensarvsliste.

Vinene på Azorerne

Den primære drue er Verdelho, og som tilfældet var så mange andre steder, blev også disse Verdelhostokke slået ud af vinlusen i slutningen af 1800-tallet. Man genplantede amerikanske sorter, som dog slet ikke levede op til Verdelho kvalitet. Nu er druen genplantet på de øer, som i dag står for vinproduktionen, nemlig Pico, Terceira og Graciosa. Dog forekommer der også en række andre druesorter, hvoraf langt de fleste naturligvis er portugisiske, og de giver interessante og spændende vine. For eksempel Arinto, Terrantês, Boal, Malvasia, Sercial m.fl. Men her findes også Chardonnay, Riesling, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.

Man fremstiller også hedvine af Verdelho, som får en guldjul til brun farve med lidt grønne toner og med en silkeblød smag og en lille tobaksduft sammen med andre krydderier. Nogle af disse vine er Brum, Lajido og Czar, dejlige som aperitif eller til desserten.

På hele øgruppen produceres der ca. 2 mio. liter vin, hvoraf næsten det hele drikkes på Azorerne. Der er masser af små, private vinbønder, som selv sørger for en stor del af vinifikationen, og som sælger til venner og bekendte. Vinmarkerne ligger i nærheden af små landsbyer med store stenhuse, der fungerer som weekendhuse for familierne, hvor man mødes, spiser godt og drikker sin egen vin. Mændene kan godt lide at afrunde måltidet med en god, azorisk cigar.

Andre produkter fra Azorerne

Her findes flere tobaksmarker, som leverer tobak til Fábrica de Tabaco Estrela – en lille håndværksbaseret cigarproduktion med en meget begrænset produktion på 350.000 cigarer årligt (hvilket er en dråbe i havet set med internationale øjne). Men her er 12 ansatte, som alle er dygtige til at rulle cigarer i hånden. Denne lille fabrik har vundet internationale priser og har ved et par lejligheder sågar slået de berømte Cubacigarer.

Ellers tiltrækkes mange rejsende af gastronomien, og aldrig tidligere har jeg spist så godt oksekød som her. Kvaliteten beror formentlig på, at dyrene går ude hele året, og at kødet derved bliver dejlig saftigt og smagfuldt. Her er også store ananasplantager, som i den jævnt fordelte varme året igennem bliver udsøgt søde og saftige. Størstedelen af produktionen bliver fløjet ind til fastlandet, hvor den serveres som opfriskende desserter. Gerne sammen med et glas madeira.

Hvis du kommer til Azorerne, må du heller ikke gå glip af deres oste. Især ikke den såkaldte søfarerost fra den lille ø Sao Jorge. Denne ost er blevet fremstillet siden 1500-tallet som proviant til søfarerne over Atlanterhavet. Den modnede ombord og varede hele vejen over til den ny verden.

Fakta om vin på Azorerne

Her produceres ca. 20.000 hektoliter vin om året. Appellationerne er OPR Pico, OPR Graciosa og IPR Biscoitos. På Picos og Biscoitos fremstiller man hedvin, som skal indeholde mindst 16% alkohol. På Graciosa fremstiller man tørre hvidvine, især på druesorterne Terrantez, Malvasia Fina, Verdelho, Arinto og Fernao Pires.

CVR Acores er den myndighed på Azorerne, som administrerer og overvåger øernes vinproduktion.

Specielle vine fra Vulkanøen Pico

Vi møder en blandet forsamling af medlemmer fra kooperativet på Azorerne, som lidt reserveret fortæller om deres arbejde med at producere vine. Der er i alt trehundrede medlemmer, som leverer druer til vinhuset, men der er også en anden lille vingård på øen ved navn Coral Atlantic, hvor Jorge Böhm fra Alentejo har finger med i spillet.

Der er fire dage til høsten i slutningen af august, og der er fuld aktivitet med mange forberedelser top til indleveringen af de mange tons druer. På vej ind til anlægget maser vi os vej sammen med en busfuld af besøgende.

-Vi har mange besøgende hvert år, ikke mindst fordi alle hoteller anbefaler et besøg med tilhørende smagning hos os, siger et af medlemmerne. Stedet for smagningen er placeret midt blandt ståltankene, og de besøgende får virkelig en indsigt i, hvordan man producerer vin. Vi smager en hvidvin fremstillet på druesorterne Arinto og Verdelho, som virker lidt kulsyreagtig. Jeg spørger, om det er meningen, at vinen skal være sådan?

-Et uheld, svarer et af medlemmerne, og mere bekymrede man sig ikke om denne skævhed i vinen.

Unikke vinmarker på Azorerne

Der er vinplanter overalt på Pico, og stokkene bliver skærmt af stengærder (currais), som er opbygget af lavasten fra de seneste vulkanudbrud. I et normalt år regner man med en potentiel alkoholprocent på mellem 14 og 15, men José Duarte Garcia, der er en af de ældste personer i selskabet, fremstiller en meget speciel vin med en procent på hele 18. José byde os et glas af sin vin Ezar, som har sherrylignende Tokajitoner i karakteren.

-Vinen er lavet på Verdelho og Arinto, som har fået lov til at gære naturligt op til 18,5%, siger José stolt. Jeg bliver forbavset over det, han fortæller, da gæringen normalt stopper ved 15-16%.

-I 2004 var vinen på vej op til 22%, men så kølede jeg også mosten ned for at stoppe gæringen, betror José mig. Han fortæller også, at vejret kan spille egnens bønder et stort puds, hvis de ikke får høsten ind før den 15. september, hvor den barske regnperiode begynder!

På Azorerne findes der ingen klassificerede DOC-vine – de fleste vine har Vinho Regional Acores trykt på etiketterne. Ind imellem ser man en vin med betegnelsen V.L.Q.P.R.D. Pico-Lajido, hvor man har benyttet sig af druerne Arinto, Verdelho og Terrantez. Det lader til, at man ikke bekymrer sig om, at vinene ikke eksporteres, da de alligevel bliver drukket af lokalbefolkningen eller af besøgende turister på øen.

Opdagelsen af Azorerne

Azorernes kulturhistorie rækker langt tilbage i tiden. Azorerne var muligvis allerede bosat 500 før Kristus. Ihvertfald vidner fund af mønter fra Karthago om, at der var handel og menneskelig aktivitet på Azorerne lang tid før florentinerne kortlagde øerne på deres legendariske kort, Medici Atlas, i 1351.

Men det var først i årene mellem 1427 og 1431, at portugiserne, ledet af Henrik Søfareren, sendte opdagelsesrejsende til Azorerne, og at øerne blev koloniseret af en europæisk stormagt. Denne prægning kan man stadig tydeligt mærke, når man er på kulturrejse på Azorerne.

De første opdagelsesrejsende på Azorerne

Det var Diogo de Silva, der blev sat til at lede disse første opdagelsesrejser til Azorerne, men de forskellige øer blev tildelt de forskellige søfartskaptajner, der opdagede dem. F. eks. (gen)opdagede Goncalo Velho Cabral Santa Maria i 1432, mens Flores og Corvo blev (gen)opdaget af kaptajnen Diogo de Teive i 1452.

Herefter begyndte man at kolononisere Azorerne, og det var en besynderlig blanding af flamske og portugisiske bønder, der først beboede disse “nye” øer. At de flamske bønder overhovedet blev inddraget i denne ellers portugisiske affære, skyldes efter sigende Henrik Søfareren, hvis søster var gift med hertugen af Burgund, der på det tidspunkt regerede over Flandern.

Azorerne et transatlantisk nervecenter

Azorerne blev hurtigt et nervecenter i den transatlantiske sejlads mellem den Nye og den Gamle Verden, for det var på den tid, hvor nabolandet Spanien gjorde sine første opdagelser mod vest, og det fortælles, at Columbus i 1493, da han var på vej hjem fra sine togter til den Nye Verden, tog vand ombord  på Santa Maria.

Senere blev Azorerne også et hvile – og optankningssted for Portugals egne opdagelses- og erobringstogter rundt omkring i verden; ikke mindst for udforskningen af Afrika.