Langtidsferie på Algarve – et af Sydeuropas mest populære rejsemål

Flere og flere rejser på langtidsferie til Algarve i Portugal, som i forhold til andre rejsemål i Europa stadigvæk har et prisniveau der ligger langt under det normale niveau.

Det er en fryd at besøge Portugals vidunderlige solkyst – over 200 km kystlinje med mere 100 strande. Nyd Algarves afslappende atmosfære og smukke omgivelser på en langtidsferie.

Betagende kyststrækninger i Portugals sydligste provins og det milde klima året rundt gør Algarve til et af Sydeuropas mest populære rejsemål. Algarve byder på et varieret landskab med klipper, fine sandstrande, øer og laguner, appelsintræer, blomstrende mandeltræer og et rigt fugleliv.

Du kan også glæde dig til at smage på lokalproducerede figner, mandler, brød, ost og olivenolie. Eller hvad med at smage de klassiske sardiner, som Algarve er så kendt for. Nyd en dejlig fiskeret eller en pragtfuld dampet ret tilberedt i Algarves typiske kobbergryder med låg (cataplana) eller en herlig skaldyrsfrokost på en af de mange restauranter.

Nu handler en ferie jo ikke bare om gode madoplevelser, selvom det bestemt er en vigtig del af oplevelsen. På vores langtidsrejse til Algarvekysten kan du nemlig også glæde dig til at opdage Portugals smukke region på en ny og anderledes måde, når vi sammen tager på udflugt og ser nogle af de seværdigheder og attraktioner, som Algarve er allermest kendt for.

Du kan også tage på ture på egen hånd – f.eks. ind i bagandet med de kønne, hvidkalkede landsbyer, hvor mange huse stadig bærer Algarves karakteristiske skorstene med fantasifulde mønstre. De særprægede skorstene, hvor ikke to er ens, er Algarves vartegn.

Rejs væk fra efterårets og vinterens kulde og mørke – og nyd livet på Portugals solkyst på nyrenoveret hotel i Albufeira, hvor der altid er et behageligt liv med hyggelige caféer, små butikker og en attraktiv strandpromenade.

På marked i Olhão og besøg i livelige Faro

Fra hotellet i Albufeira er der en lille times kørsel til kystbyen Olhão, og turen er en god måde at stifte nærmere bekendtskab med det vekslende landskab, for jo tættere vi nærmer os Olhão, desto mere tydeliggøres det, at Algarve på trods af de korte afstande byder på et væld af naturscenarier. For her ved Olhão er landskabet mere lyst og fladt med lagune- og lavlandsområder.

Byen har faktisk den største fiskerihavn på Algarvekysten, og netop fiskeri er da også fortsat en af Olhão’s mest betydningsfulde indtægtskilder. Desuden har byen maurisk islæt med aner fra det nordafrikanske kontinent med de karakteristiske, hvidkalkede huse.

Her findes to markedshaller, hvor de lokale selv ynder at komme for at gøre en god handel. I den ene findes det kendte fiskemarked med alt indenfor havets fristelser, og i den anden kan du vælge imellem et hav af friske og lokalproducerede grøntsager og frugter.

Efter markedsbesøget kører vi lidt videre mod øst, hvor vi ankommer til Faro, der er Algarvekystens “hovedby” og også én af de største med masser af lokal liv og aktivitet. Her er en hyggelig bymidte og udover ruiner fra Middelaldertiden skal vi også se Faro’s katedral, inden turen atter går mod Albufeira.

Oplev en portugisisk kortplantage

Du vil hurtigt opdage, at det sydlige Portugal har flair for andet end vin- og olivenproduktion. Faktisk er Algarve kendt i det meste af verden for fremstilling af kork, hvis råstof bruges til alt fra (kork)propper, (kork)tasker og byggematerialer. På denne udflugt starter vi med en vandring i selve plantagen, hvor der samtidig fortælles om træernes cyklus og ”livsstil”. Efterfølgende skal vi besøge en traditionel kork-fabrik og lære om processerne fra produktionens start og indtil korken skippes afsted fra fabrikken ud i verden til diverse tøjproducenter, modebrancher og mange andre.

I Henrik Søfarerens fodspor

Ikke en ferie på Algarvekysten uden også at besøge regionens vestligste del med Sagres og Lagos, der begge emmer af historie og pragtfulde naturscenarier.

Du har sikkert hørt ham omtalt, altså Henrik Søfareren. I det 15. århundrede havde han en betydningsfuld rolle, hvad angår Portugals maritime magtposition, og han havde til opgave at udvikle og opdage nye handelsruter i nær og fjern. I Sagres skal vi opleve de tilbageværende ruiner af søfartsskolen, der blev opført med fokus på maritim og navigationsstudier tilbage i 1434.

Fra det barske naturlandskab ved Sagres og Cape St. Vincent kører vi længere østover og stopper i Lagos, der engang hed Lacobriga, der henviser til kelter-tiden, og byen har aner tilbage til 2000 f.K. Dog var det især under den romerske besættelse, at Lagos i den grad voksede og havde sin gyldne periode – senere overtog araberne og sidst, men ikke mindst vandt de kristne herredømmet over byen. Dermed har Lagos en multikulturel historie, og de mange indflydelser er da heller ikke til at tage fejl af, når vi spadserer rundt i den gamle bydel med dens monumenter og karakteristiske bygninger.

Læs mere om rejser på 65 Ferie eller om Algarve her på Kulturrejser

Solsikre Algarve

Endeløse soltimer, herlig portugisisk vin og friskfangede fisk og skaldyr – det er livet på Algarve-kysten. Med 150 kilometer gylden sandstrand har du rig mulighed for at finde din helt egen, private bugt, eller for at dyrke ferielivet med vandsport, golf og shopping i feriemetropolerne Albufeira og Vilamoura

Når du holder ferie på Algarve-kysten, kommer du til en verden, hvor tiden på én gang står stille og samtidig oser af moderne, livlig feriestemning. Langs den 150 kilometer lange sydkyst ligger fiskerlejer og luksusresorts som perler på en snor hver med sin unikke charme. Hvad enten du ønsker en romantisk ferie med din partner, eller en ferie med masser af badning og underholdning for hele familien, kan du få din drømmeferie på Algarve-kysten.

Albufeira

I Albufeira finder du adskillige strande, der hver har sin unikke atmosfære. Nogle strande har fint, hvidt sand, der samler sig i bløde dyner og klitter, mens andre er skåret ud i klipperne, hvor vandet med tiden har ædt sig ind i landet. Her er både mere stille kroge og livlige områder, hvor du også kan prøve kræfter med kite- og windsurfing, dykning og snorkling.

Flere steder ligger de lokales farvestrålende fiskerbåde side om side på stranden. Her sidder de gamle fiskere også og renser deres net i solen, når dagens fangst er bjærget.

Albufeira var faktisk oprindeligt et lille fiskerleje, der gradvist har vokset sig større i takt med, at turismen har gjort sit indtog. Derfor finder du både lækre, moderne hoteller her og den charmerende gamle bydel med smalle gader, der snor sig på kryds og tværs mellem de hvidkalkede huse.

For luksusdyr og golf-entusiaster – Vilamoura

Vilamoura er jetsetternes og livsnydernes ferieparadis. Her kommer du til en sofistikeret og moderne ferieby, hvor du kan finde adspredelse og underholdning døgnet rundt. Samtidig er Vilamoura hjemsted for mere end 20 golfbaner i verdensklasse.

I Vilamoura er du derfor sikker på at få en ferie i eksklusive rammer. Byen er blevet kaldt Portugals svar på Monaco, og her oser af luksus og elegance. Centrum for bylivet er den imponerende marina, der er Portugals største. Her kan du få lang tid til at gå med at beundre de hundredvis af luksuriøse sejlskibe, der ligger til kaj. Det er også her, du finder byens bedste udvalg af restauranter og barer, samt et væld af butikker med alt fra lokalt kunsthåndværk til internationale mærkevarer.

Byen, hvor alt er muligt!

Mulighederne for sjove ferieaktiviteter er endeløse, og alt finder sted i smukke omgivelser ned til det turkisblå Atlanterhav. Du kan spille tennis, golf på alle niveauer, tage på rideture, på båd- og fisketure og prøve et hav af vandsportsaktiviteter såsom surfing, parasailing og jetski for blot at nævne et par eksempler. På begge sider af byen strækker de smukke hvide sandstrande sig, hvor unge og gamle dagen igennem nyder solen og varmen. Om aftenen kan du feste igennem på de mondæne barer i marinaen eller afprøve dit held på Vilamouras kasino.

Algarve-regionen….
– har omkring 450.000 indbyggere, og den største by er Faro med cirka 50.000 indbyggere
– er en af Portugals rigeste og modtager årligt omkring 10 millioner turister, der nyder godt af de mere end 300 årlige soldage
– ligger cirka 3 timer 50 minutter fra Danmark i fly

Læs mere om Kulturrejser til Algarve

Et par rejsetips om Algarve

Algarve er berømt for det fantastiske klima, ubegrænsede fritidsfaciliteter og den venlige gæstfrihed. Dejlige strande ligger langs kysten, lige fra ugenerte vige med fantastiske klipper til store strækninger med gyldent sand. Tag en tur op i bjergene og se særprægede landsbyer, pinjeskove og vinmarker. Store strækninger med frodige golfbaner og smukke marinaer tilføjer det kosmopolitiske til et område, som ellers står fast på traditioner og familieorienteret kultur – og året igennem møder tilrejsende med en varme så intens som solen selv.

På stranden i Algarve

Algarve kan prale af at have nogle af de bedste strande i Portugal. Kombinationen af gyldent sand og varmt vand tiltrækker besøgende år efter år til denne fantastiske kystlinje.
Kilometervis af gyldent sand er et godt tilbud til solelskere. De friske, rene bølger fra Atlanterhavet skvulper mod strandene – og byder på et afsvalende dyp, når solen bliver for varm. Strandene vest for Faro er en lang række af smalle vige og bugter, afgrænset af smukke klippeformationer, hvoraf de mest storslåede ligger omkring Lagos.

En af mange smukke strande på Algarve

Dage spækket med oplevelser i Algarve

Når man har fået nok af solen, sandet og surferlivet, så er der mulighed for at besøge én af Algarves mange turistattraktioner, som ligger spredt ud over området. Vandlande er en ekstremt populær måde at køle af på i solskinnet. Der er også et aqua-center med levende shows og optræden af sæler, delfiner og papegøjer.

At tage toget på en spontan sightseeing er en fantastisk og billig måde at se egnen på. Man kan starte i Lagos, med kurs ind i landet og gøre stop i Faro og hermed få en ægte smag på portugisisk levevis.

Udendørs sport og fritidsaktiviteter findes til overflod i Algarve – takket være det fantastisk solrige klima og en række faciliteter bygget til formålet. Golfspillere er bogstavelig talt i paradis her med et stort udvalg af smukke, udfordrende og baner i verdensklasse at vælge imellem. Et stort udvalg af fiske- og bådture udgår fra de fleste feriesteder. Vandsportsaktiviteter, tennis og fiskeri er også meget populært på denne kystlinje – ligesom svømning og snorkling er det.

Her følger i et par hurtige tips til oplevelser..

  • Inde i landet finder man uspolerede landlige steder, som er perfekte til trave- og cykelture samt ridning.
  • Besøg aqua-parken Zoo-Marine og svøm med delfiner eller nyd et af de fantastiske aqua-shows.
  • Ønsker man mere sjov, så sæt kurs mod én af de fire vandparker langs kysten – Slide and Splash i Lagoa har noget for enhver aldersgruppe.
  • Køb lervarer i Porches, en landsby så smuk som et postkort nær Lagoa.
  • Gå på volden ved kastellet fra det 12. århundrede i den gamle mauriske hovedstad Silves.
  • Sæt kurs mod Monchique bjergene og prøv det krystalklare vand i et historisk romersk kurbad.
  • Tag en bådtur til klippeskulpturerne og grotterne ved Ponta da Piedade mod vest, eller Vilamoura marinaen og havgrotterne mod øst.
  • Se solnedgangen ved ”Fim do Mundo” – Portugals ”verdens ende” ved Cape St. Vincent.
  • Shop til du segner i Forum Algarve shopping-centret i Faro eller Algarve Shopping i Guia – og se så, om du har en heldig hånd på den 10-keglers bowlingbane.
  • Besøg én af de mange restauranter i Guia og prøv den berømte portugisiske ret med kylling, Piri-Piro eller grillede sardiner.
  • Der er to store shopping-centre og et indkøbsområde i Guia og Faro, og her tilbydes et bredt udvalg af forretninger, restauranter, biografer og en 10-keglers bowlingbane.

Shopping

Livlige markeder afholdes hver uge på mange feriesteder og i landsbyerne, med farverige stande læsset med lædersko, tasker, håndlavet keramik, kobber- og sølvsmykker. Håndvævede kurve og dekorative fliser finder man også i dette område. Lokale markeder er en god måde at købe friske produkter på, lige fra mandler og oliven til appelsiner.

Besøg Olhao på Algarvekysten

Olhao ligger 10 km øst for Faro, hovedbyen på Algarve, og hvis du kører gennem de nordlige forstæder ad N125 og ser de lurvede boligblokke, autoværksteder og reklameskilte, forventer du nok ikke, at der få minutter herfra faktisk ligger en meget charmende by. Når du ankommer til Olhao så kør mod havnefronten og parker ved det store fiske- og grønttorv. Et kig indenfor skærper appetitten til frokost. Olhao har ry for at være den by i Algarve med den friskeste fisk. Fisk, der landes her, sælges overalt i Portugal, men masser af den finder vej til de lokale restauranter.

På opdagelse i Olhao

I Jardim Pescador Olhanense, en dejlig park lige vest for torvet, kan du beundre azulejosbænkene, der skildrer begivenheder i Olhaos historie, derefter kan du spadsere ind i byen til Fiskernes Kvarter. Begynd ved den lille plads overfor passagen mellem de to markeder, drej til højre og spadsér gennem labyrinten af små brolagte gader. De fleste rejsehåndbøger beskriver med begejstring husenes kubos arkitektur, men det er noget overdrevet, selvom stedet kan minde lidt om en nordafrikansk kabash, en arv fra fiskernes togter efter tunfisk ved Marokkos kyst. På den lille Rua Santo Estavao nr. 31 (th. ved Rua Marquês de Pombal) kan man lytte efter sjælfuldt guitarspil – fado. Mário Caleca holder ofte en pause i sit skomagerværksted og underholder naboer og forbipasserende med sin musik. Turistinformationen finder man lidt mod nordvest på en sidegade til gågaden Rua do Comércio, som er fuld af store og små butikker.

Historie i Olhao

Fortsæt mod nord til den store barokkirke fra det 17. årh., Igreja de Nossa Senhora do Rosário, der ligger for enden af Avenida da República. Bag kirken findes et lille åbent kapel, Nossa Senhora dos Aflitos. Det var her fiskerkonerne bad jomfru Maria om at holde hånden over mændene på havet. I en glasmontre ligger ben, arme og hoveder af voks, offergaver fra folk, der søgte helbredelse. Voksdukkerne er skænket af kvinder, der ønsker børn.

Kæmperejer i Olhao

Bliver du frokostsulten, finder du et godt udvalg af restauranter nede ved kajen. Olhao er Algarves mest fordelagtige sted til at nyde friske kæmperejer, selvom de heller ikke er billige her. Men de er utrolig lækre. På vej ud af byen kan du køre ud til den nordøstlige ende af kajen og dreje tv. Lige ved færgeterminalen, hvorfra man kan sejle ud til øerne. Her passerer du havnen, hvor antallet af kuttere i alle størrelser og de mange værfter vidner om fiskeriindustriens fortsatte betydning for Olhao.

Oplev det virkelige Algarve i Tavira og omegn

Tavira, en elegant lille by, ligger 20 km nordøst for Olhao på Algarvekysten, og har til trods for at regionen er det mest populære rejsemål i Portugal formået at bevare sin diskrete charme. I Travira og omegn finder du derfor flere interessante historiske og kulturelle seværdigheder.

Byen udviklede sig under den mauriske besættelse og blev i det 15. årh. én af de største og vigtigste havnebyer i Algarve, idet byen i 1504 fik status som ”stad”. Tilsanding af Gilao-floden førte til et fald i handelen og tunfiskeri blev i stedet den førende aktivitet. Siden 1970 har den stærkt formindskede tunfiskebestand lagt sin vandrerute sydover langs den marokkanske kyst. Nu bygger storkene reder på skorstenene til de forladte konservesfabrikker. Dog er Tavira stadig en vigtig fiskerihavn.
 

Smukke bygninger i Tavira

Tavira blev svært beskadiget under det store jordskælv, og de fleste af de smukke bygninger stammer fra det sene 18. årh. Den centrale plads, Praca da República, ligger ved flodens vestbred. Man kan nyde en kop kaffe i én af de udendørs caféer i parken ved floden, og spadsere op mod slottet via turistkontoret ved rådhuset. Spadserer du op igennem den brolagte gade Ruada Galería, passerer du Misericórdia-kirken, en renæssancebygning fra det 16. årh. Stands her og betragt den interessante portal med de udskårne hoveder, bl.a. det gamle frugtbarhedssymbol, Den Grønne Mand, med ranker og løv hængende ud af sin mund. Mellem helgener og engle ses søheste og havmænd, samt noget der ligner en rockmusiker med sin guitar. Borgen var oprindeligt et maurisk fort og blev ombygget af Dom Dinis i det 13. årh. Nu er der kun murene tilbage. Der er en nydelig lille have indenfor murene og en god udsigt over byen og saltpanderne.

Ved siden af slottets mure ligger Santa Maria do Castelo-kirken, der oprindeligt var bygget i det 13. årh. på en moskégrund, genopbygget efter jordskælvet. Ligesom de fleste af Taviras 27 andre kirker, er den kun åben til gudstjenester. Den rummer Dom Paio Peres Correias grav, han erobrede Tavira fa maurerne i 1224. Kirken Igreja do Carmo, på flodens østside, har et iøjnefaldende kirkerum. Trods den enkle facade, er barokrummet en overdådighed af forgyldt træværk. Når man er i byens østlige del, bør man ikke gå glip af parken ved den gamle bro overfor Praca Dr. António Padinha, hvor lyserøde roser slynger sig om en palme. På pladsen står en statue af Algarves tidligere biskop Marcelino Franco, der har en utrolig lighed med Steven Spielsbergs ET. Nattelivet er ret stille i Tavira, men de bedste fiskerestauranter ligger på Rua José Pires padinha.
 

Taviras omegn

På vej fra Olhao til Tavira, bør man standse i Luz de Tavira og beundre sognekirkens fine og detaljerede manuelinske sidedør. Indgangsportalen er derimod et eksempel på renæssancestil. Man kan tage en hurtig afstikker mod syd til Santa Luzia, som ligger ved lagunen og i læ af Ilha de Tavira. Lerkrukkerne, man ser på bådene og kajen, er ikke, som man kunne tro, hummertejner men blækspruttefælder. Det bedste en blæksprutte ved, er at kravle ned i et dejligt sort hul og Santa Luzia er Algarves blækspruttehovedstad. De modige kan prøve et stykke fangarm til deres drink. Disse grillsteges efter tørring på træstativer – lækre, men ikke efter alles smag. Spadsér gennem de brolagte gader og nyd synet af fiskerhusene, der er beklædte med fliser helt op til taget – et væld af geometriske og blomstrede mønstre i alle regnbuens farver.
 

Øst for Tavira

På Algarves kyst øst for Tavira ligger Cabanas og Manta Rota, to små feriecentre. Begge er rolige steder, og til trods for den manglende atmosfære, er de populære hos familierne i juli og august på grund af de gode sandstrande. I denne del af Algarve er turistindustrien begrænset til kysten og efter nogle få kilometers kørsel ind i landet føres man gennem halvøde landskaber og Serra de Alcaria do Cumes rullende bjerge.
 

Bjerglandskaber omkring Tavira

Du oplever det virkelige Algarve, hvis du kører 30 km op til Cachopo og spadserer eller kører på de uasfalterede veje. Her i denne del af Algarve finder man små afsides beliggende gårde, hvor jorden dyrkes med håndkraft. Bortset fra nogle få nye redskaber, har intet forandret sig i tusind år. En kortere rundtur på 25 km giver også et indtryk af bjerglandskabet, som er noget mange turister aldrig oplever under deres ferie på Algarve. Man tager N125 forbi Tavira, drejer fra ved Fonte Salgada og følger skiltene til Estorninhos, hvor man kører til højre tilbage til kysten. Her i bjergene vokser cistus og duftende lavendler vildt mellem små opdyrkede enklaver.

På stejle skråninger høstes hø ved håndkraft og sættes i små stakke ombundet med én enkel snor. De mærkelige små bygninger med kegleformede tækkede tage er hølofter, udenfor findes ofte en flisebelagt tærskeplads. Disse stammer direkte tilbage fra bronzealderen. Dengang var runde huse lettere at bygge og lige linjer blev først almindelige i romertiden. Nogle arkæologer mener, at de tidlige civilisationer foretrak kegleformede tage, fordi de afspejlede himmelrummet samt formen af nomadestammernes jurter. Det er interessant at mange moderne huse også har kegleformede tage. Gamle vaner lever videre på disse kanter på Algarve.

Rio Formosa Naturreservatet på Algarvekysten

Når flyet lægger an til landing i Faros lufthavn, ser man, som det første indtryk af Algarve, et landskab af saltpander, marsk, kyst-øer og laguner. For det store flertal på vej til feriestrandene, er det også det eneste, de ser til et af Europas vigtigste vådområder.

Rejser du til Algarve ikke blot for at dase ved stranden, men også for at opleve regionens kultur- og naturseværdigheder, er Rio Formosa Naturreservatet ikke til at komme uden om.

Rio Formosas informationscenter

Naturreservatet Rio Formosa på Algarve dækker et areal på 18.400 ha. og strækker sig langs kysten fra Quinta do Lago, vest for Faro, helt ud til Manta Rota. Informationscenteret ligger lidt øst for Olhao. I selve centeret får man et generelt overblik over naturparken. Der er store akvarier med lagunens vigtigste fisk og bløddyr, lige fra muslinger til en stor blæksprutte og uhyggelige muræner, der lurer i de store krukker på akvariets bund. Her er også en sørgelig udstilling af ulovlige fuglesnarer og fiskenet fundet af parkens ansatte. Meget af centrets arbejde består i at undervise børn i natur- og miljøbeskyttelse. De voksne portugisere er åbenbart fortabte. Herfra kan på egen hånd spadsere rundt i dette hjørne af parken og se på saltpander og studere en gammel tunfiskebåd.

Seværdigheder i Rio Formosa Naturreservatet

Her er en fascinerende og fuld funktionsdygtig tidevandsmølle, der blev brugt til at male korn i Algarve. Møllen er den eneste tilbage på denne del af kysten – engang var der 29. I fuglereservatet kan man se rugende storke, samt ænder, vadefugle og skildpadder, og lidt længere væk ligger en rekonstruktion af typisk bondehus og en arkæologisk udgravning. En romersk tørfiskefabrik er blevet fundet her. Søfolk brugte fødderne til at stampe tørret makrel og tun, olie og urter sammen til garum, som blev hældt i amforer – lerkrukker, der står udstillet. Garum var en vigtig proteinkilde på lange sørejser.
 

Dyr i Rio Formosa Naturreservatet

Algarves vandhund, der opdrættes her, arbejdede engang for fiskerne, men dyrets kvikke natur, størrelsen og høje gøen, har atter gjort racen populær – især som vagthund. På vejen tilbage til informationscentret kommer man gennem en sandet strækning med paraplypinjer, hvor der lever kamæleoner. Disse pragtfulde krybdyr findes kun på Algarves mest beskyttede kyststrækning mellem Albufeíra og Monte Gordo. I det øvrige Europa finder man dem kun i Sydspanien. Hold øje med ørnen i trætoppene. Fuglen blev sluppet løs fra reservatets fugleinternat, men fik smag for skoven (og især de mange mus), hvor den slog sig ned.

Fugleinternatet er ikke åbent for offentligheden, men indeholder normalt en blanding af sårede falke, ørne, gribbe og ugler bragt ind til behandling. Internatet er ét af Purtugals tre. Åben 9.00 – 12.00 – 14.00 – 17.00. Følg skiltene til Quinta do Marim på N125 fra Olhao mod Tavira.

Cataplana de Tamboril fra Algarve

Cataplana de Tamboril, betyder dampede havtaske i hvidvin og tomatsauce. Retten, som stammer fra Algarve i det sydlige Portugal, er ganske nem at lave. Kan du ikke lige skaffe frisk havtaske, kan du roligt erstatte med en anden type fisk.

4 personer
1 kg havtaske medaljoner (eller evt. andet smør-, hvidfisk, tigerrejer eller blæksprutter)
300 gr. rå pillede tigerrejer
1 ¼ dl. Olivenolie
4 skalotteløg
1 tsk. Paprika
2 tsk. Rødpebermarinade (*)
Sort peber
Havsalt
Chili
125gr. Paprika chourizo
2 mellemstore tomater
1 ¼ dl. hakkede koriander (finthakket bredbladet persille)
2 dl. tør hvidvin
2 fed hvidløg
2 små laurbærblade

Tilbehør: kogte kartofler eller ris.

Sæt en cataplana pande (portugisisk wok med låg) på komfuret. Varm olivenolie op med svag varme og svits løg, hvidløg. Tilsæt paprika chourizo skåret i tynde skiver, hakkede tomater (helst uden skind og kerner), chili, rødpebermarinade, laurbærblade og hvidvin. Lad den koge et par minutter og tilsæt havtaskemedaljonerne samt tigerrejer. Luk cataplana og lad retten dampe i 20 minutter ved svage varme. Åbn cataplana og drys med koriander (eller persille), luk den igen og er klar til servering. Server en frisk tør hvidvin til.

(*) Rødpebermarinaden anvendes bredt i den portugisiske gastronomi, for at tilføje en udsøgt krydret og sydlandsk tone til fiske- og kødretter. Den kan laves hjemme og gemmes i et glas i køleskabet. Marinaden anvendes efter behov i mange retter, som kun fantasien sætter grænser for.

Opskrift: Rens en eller to rødpeber for kerner og hak dem fint. Sæt dem i et glas og fyld glasset med olivenolie, og evt. et fed hvidløg og/eller to laurbærblade, en chili, mv. Luk glasset og sæt den i køleskabet. Efter ca. en måned opnås en cremet konsistens og marinaden er klar til brug.

Velbekomme!

Via Algarviana vandreruten i Algarve færdiggøres

Via Algarviana ruten, som er en 300 kilometer lang vandrerute i det nordlige Algarve mellem Alcoutim til Cape Saint Vincent i Vila do Bispo, står overfor en større opgradering i form af nye skilte, tema-ruter og lydguider.

Via Algarviana ruten. Kilde: Wikipedia

Via Algarviana ruten. Kilde: Wikipedia

 

Oplev Algarves natur og kultur til fods

Via Algarviana ruten, som blev indviet maj 2009, er en markeret sti fra den spanske grænse til det sydvestligste punkt i Europa. Stien er del af det europæiske netværk af vandreruter, og udgør en forlængelse mod vest af den kendte vandrerute GR13.

Stien går igennem bjergene “Serra do Caldeirão” og “Serra de Monchique”. Stien går ofte igennem skovområder med rig natur, men man passerer også mange små landsbyer, hvor der er vil være spise- og overnatningsmuligheder.

Følger man hele ruten kan man på omkring to uger gå fra den ene ende af Algarve til den anden, men det er også muligt at opleve ruten i mindre bidder på endags- eller weekendture. Det kan være en mulighed for at krydre en kulturrejse i Algarve med fysisk aktivitet i smukke omgivelser.

 

Sidste fase af et ambitiøst projekt

I sidste uge sagde João Santos fra den lokale miljøorganisation Almargem ved en ceremoni i anledning af næste fase af vandreruteprojektet:

“Vi fik oprindeligt ideen til Via Algarviana i 1995, og det har været en lang rejse med mange landskabsmæssige og bureaukratiske forhindringer”. Men i denne kommende anden fase af projektet lover Santos, at ruten vil få “alt det den stadig mangler i form af ny infrastruktur, oplysningsstrategier og en ny management-model”.

Denne afsluttende fase af Via Algarviana projektet vil repræsentere en investering på 1,4 millioner euro.

Nye vandreruter i Algarve – oplev Portugal til fods

To nye vandreruter, Rota Vicentina, som løber langs Portugals sydvestlige kyst mellem Santiago do Cacém og Cabo de S. Vicente, giver dig mulighed for at vandre over 340 kilometer i Algarve langs Sydeuropas smukkeste og bedst bevarede kystline. Du kan også udvælge kortere gåture, som et aktivt supplement til en kulturferie i Algarve.

Rota Vicentina vandreruterne er blevet til ved at udvælge og afmærke eksisterende stier og spor, som i forvejen bruges af den lokale befolkning.

Den historiske rute

Fra Santiago do Cacém og sydpå mod Cabo de S. Vicente går én rute, Caminho Histórico, på i alt 241 kilometer. Denne vandretur går parallelt med kysten lidt inde i landet gennem byer og landsbyer, men består mest af stier ude i det åbne landskabet, som også kan benyttes på mountainbike. Undervejs vil man bevæge sig ad strækninger med korktræ-plantager, bjergkæder, dale og ikke mindst komme i tæt kontakt med den lokale portugisiske kultur. Denne rute er desuden optaget som en del af den lange europæiske vandrerute GR11, der er et netværk af stier og spor, som nu forbinder St. Petersborg med Portugals sydvestlige spids.

Udsigt på Rota Vicentina vandreruten langs havet

Udsigt på Rota Vicentina vandreruten langs havet. Foto: Cláudio Franco

Fiskerens sti

Den anden lidt mere anstrengende rute, Trilho dos Pescadores, er et smallere spor opdelt i 4 sektioner på i alt 115 kilometer, som løber helt ude langs kysten og kun kan følges til fods. Her er det de store naturoplevelser, som er i højsædet, med vinden fra havet og de flotte kystlandskaber.

Har man ikke mod på eller tid til at gå Rota Vicentina vandreturene i ét stræk, er det naturligvis oplagt blot at udvælge en eller flere af de sektioner, som ruterne er opdelt i.

Du kan læse mere om vandreturene langs Portugals kyst på den officielle hjemmeside her

Det er Casas Brancas foreningen, som står bag de nye vandreture i Algarve i et forsøg på at gøre opmærksom på, hvor meget smuk natur og kultur Algarve rummer, også uden for de populære turistområder længere mod øst. Se et lille udsnit af de oplevelser, der venter dig på de nye vandreture, i videoen ovenfor.

Billedgalleri Algarve

Algarve er lig med sol, sommer, lunt badevand og lyse sandstrande, men Algarve er en perfekt destination hvis du vil kombinere dette med kultur, historie og natur. Hvert år valfarter rejsende til Algarve og det er ikke uden grund. Du har altid noget at lave når du rejser til Algarve og det er ikke svært at finde aktiviteter såsom golf, surfing, vandreture, cykling og alle former for vandaktivitet.

Tager du flyveren til Algarve vil du lande i Faro Lufthavn og det er nemt at komme til de mange seværdigheder herfra. Vender du blikket mod øst vil du finde Sotavento-kysten og de hvide fiskerbyer Olhão og Tavira. her finder du også mange vidunderlige, øde sandstrande.

Foto fra Algarve, Portugal – inspiration til din kulturrejse

De fleste vælger dog at drage mod vestkysten, hvor du finder det “typiske” Algarve med stejle klippevægge og lyse sandstrande. Det er også her man finder de store turiststeder såsom Vilamoura, Albufeira og Praia da Rocha. Tager du i stedet mod vest, vil du finde Kap São Vicente og det mere “rå” Algarve, med stejle kystklipper og strande der er perfekte til surfing på grund af de høje bølger.Strand på Algarve kysten - Portugal - Kulturrejser

[nggallery id=31]