Portugals forfatning er fra 1976, men er siden blevet revideret flere gange, bl.a. er en række socialistisk inspirerede formuleringer blevet strøget, præsidentmagten indskrænket, og det revolutionsråd, der gav militæret en vigtig politisk rolle, er blevet afskaffet. Der er også indført et system med folkeafstemninger i spørgsmål, der vedrører nationens interesser. Forfatningsændringer kræver to tredjedeles flertal i nationalforsamlingen.

Nationalforsamlingen, assembleia da república, har den lovgivende magt. Dens 230 medlemmer vælges i almindelige forholdstalsvalg for en periode af fire år. Den udøvende magt indehaves af regeringen. Ministerpræsidenten udpeges af præsidenten i samråd med partierne i nationalforsamlingen og under hensyntagen til valgresultatet. Regeringen står til ansvar over for nationalforsamlingen og præsidenten.

Præsidenten, der både er statsleder og øverstbefalende, vælges i direkte valg for en mandatperiode på fem år og kan højst genvælges en gang. Præsidentens magt er først og fremmest symbolsk, men han har ret til at nedlægge veto mod nye lovforslag, opløse nationalforsamlingen og afskedige/sammensætte en regering i tilfælde af en politisk krise.

Præsidenten rådgives af statsrådet, et organ bestående af de øverste politiske beslutningstagere, regionalpolitiske ledere og ti “almindelige” borgere, som udpeges af præsidenten og nationalforsamlingen.

Portugal er inddelt i 18 distrikter, der igen er opdelt i kommuner og landkommuner. Indbyggerne i kommunerne og landkommunerne vælger medlemmer til de lokale organer i forholdstalsvalg. Den person, der står øverst på listen for det vindende parti i kommunevalget, bliver borgmester.

Portugal er et af Vesteuropas mest centralstyrede lande. Statsforvaltningen er bureaukratisk, ineffektiv og delvist korrupt. Domstolene er dog uafhængige. Dommere udnævnes for livstid af et særligt dommerråd og kan ikke afsættes ad politisk vej. Første instans består af i alt 260 domstole. Anden instans udgøres af de fire appelretter, og sidste instans er højesteret i Lissabon. Der findes desuden specialdomstole for bl.a. forvaltning og militær. Portugal har også en særlig forfatningsdomstol.

Det langsommelige bureaukrati i landet gør, at retsvæsenet er ineffektivt, og at tiltalte ofte må vente længe på at få deres sag prøvet ved en domstol. Portugal er også blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer på grund af de elendige forhold i landets overfyldte fængsler. Der forekommer nu og da rapporter om mishandling af fanger, og politiet er blevet anklaget for hårdhændede anholdelser. Menneskerettighederne respekteres dog normalt, og dødsstraffen blev afskaffet i 1976.

Det politiske liv er domineret af to næsten jævnbyrdige partier: Socialistpartiet (Partido Socialista, PS) og Det Socialdemokratiske Parti (Partido Social Democrata, PSD). Der er ikke stor forskel på dem. De er begge tilhængere af en markedsorienteret politik og stiller sig positivt over for et udvidet EU-samarbejde.

Socialistpartiet blev grundlagt i eksil i begyndelsen af 1970erne af blandt andre Mário Soares (præsident 1985-1995). Partiet fører en erklæret socialdemokratisk politik og er medlem af Socialistisk Internationale.

PSD blev dannet i 1974 under parolen “socialdemokrati i Portugal”, men er efterhånden blevet mere borgerligt i sin fremtoning. De fleste af partiets vælgere kommer fra middelklassen. Siden 2002 har PSD haft regeringsmagten sammen med det konservative Folkepartiet (Partido Popular, PP). PP har gjort nationalisme og EU-modstand til sine hovedpunkter. Partiets holdning til EU har gjort, at det er blevet udelukket fra den kristeligt-demokratiske gruppe i Europa-Parlamentet.

Portugals kommunistparti (Partido Comunista Português, PCP) blev grundlagt i 1921, men var forbudt under diktaturet. Oplæsningen af de kommunistiske regimer i Østeuropa efter 1989 har kun ført til små ændringer i partiprogrammet. PCP er som regel gået til valg i forbund med andre venstrepartier i alliancen Den Demokratiske Enhedskoalition (Coligacao Democrática Unitária, CDU). PCP henter først og fremmest stemmer blandt land- og industriarbejdere i det “røde” Alentejo. Generelt er kommunisterne gået tilbage i de sidste tyve år, men de står stærkt i visse områder.

I 1999 dannede tre partier på venstrefløjen en ny alliance, Venstreblokken (Bloco de Esquerda), der siden har været repræsenteret i parlamentet.

Aktuel politik i Portugal

Nedenstående informationer er fra perioden omkring år 2002

I foråret 2002 blev regeringsmagten overtaget af en koalition mellem det – trods navnet borgerlige – Socialdemokratiske Parti, PSD, og højrepartiet Folkepartiet, PP. SPF-lederen José Manuel Durao Barroso blev ny ministerpræsident.

Umiddelbart efter valget gik regeringen i gang med at sanere statsfinanserne. EU krævede, at budgetunderskuddet, der i 2001 havde overskredet EUs stabilitets- og vækstpagts grænse på 3 procent af BNP, skulle bringes ned. Den nye sparepolitik indebar bl.a. en momsforhøjelse, frasalg af statslige ejendomme, ansættelses- og lønstop, store nedskæringer inden for den offentlige sektor og en revision af forsvarsudgifterne.

Sparepakken blev mødt med stærk kritik fra fagbevægelsen og oppositionen, og siden efteråret 2002 har der været flere omfattende strejker blandt offentligt ansatte, bl.a. inden for sundhedssektoren, skolerne, domstolene og transportsektoren.

I 2002-2003 opfyldte Portugal stabilitets- og vækstpagtens budgetkrav, men nedskæringerne kostede regeringen dens popularitet. I 2004 lovede regeringen derfor at lægge større vægt på spørgsmål, der havde med social velfærd og arbejdsmarked at gøre. De, der blev hårdest ramt af de offentlige nedskæringer, fik løfter om forbedringer.

Efter pres fra PP blev der i 2004 indført indvandrerbegrænsninger til Portugal, selvom landet har behov for arbejdskraft inden for bl.a. byggebranchen.

Da José Manuel Durao Barroso i sommeren 2004 blev udnævnt til formand for Europa-Kommissionen, blev ministerpræsidentposten i Portugal overtaget af Lissabons borgmester, Pedro Santana Lopez. Han betragtes som mere populistisk og højreorienteret end sin forgænger.

Udenrigspolitik og forsvar

De to store partier er generelt enige i udenrigspolitiske spørgsmål. Siden Portugal blev medlem af EU i 1986, har det været fortaler for et nært europæisk samarbejde. I sin egenskab af et lille og relativt fattigt land har Portugal dog ikke følt, det har haft den store indflydelse inden for unionen. Det blev derfor betragtet som et stort skridt fremad, da daværende ministerpræsident José Manuel Durao Barroso blev formand for Europa-Kommissionen i 2004.

Forholdt til de øvrige europæiske lande plejer at være uproblematisk. Den portugisiske regerings stærke støtte til den USA-ledede invasion af Irak i 2003 gjorde dog, at der gik skår i forholdt til Frankrig og Tyskland, der begge var modstandere af krigen. Forholdet til Spanien har traditionelt været præget af portugisernes frygt for at blive opslugt af det store naboland. Nu betragter portugiserne ikke længere Spanien som en militær trussel, og den tidligere uro over konkurrencen fra den stærkere spanske økonomi er også faldet i takt med, at det økonomiske samarbejde mellem landene er blevet udvidet.

Portugal har også et nært forhold til andre portugisisk-sprogede lande i verden, nemlig de tidligere kolonier Brasilien, Angola, Mocambique, Kap Verde, Guinea-Bissau, Sao Tomé og Príncipe samt Østtimor. I 1996 blev De Portugisisksprogede Landets Fællesskab (Communidad dos Paises de Lingua Portuguêsa, CPLP) oprettet. CPLP har til formål at fremme samarbejdet mellem landene, både politisk, økonomisk og kulturelt.

I borgerkrigene i de tidligere portugisiske kolonier Mocambique og Angola har Portugal fungeret som mægler.

En anden tidligere koloni, Østtimors, skæbne har stået på Portugals politiske dagsorden siden Indonesiens invasion af territoriet i 1975. Kort før invasionen trak Portugal sig ud af Østtimor uden at have afsluttet forhandlingerne om selvstændighed. Siden har Portugal arbejdet for østtimorianernes frihed, og det spillede en vigtig rolle i den proces, der førte til, at Østtimor blev selvstændigt i 2002.

I december 1999 overgik den tidligere portugisiske koloni Macao i nærheden af Hongkong efter aftale til Kina.

Siden 1949 har Portugal været medlem af den vestlige forsvarsalliance NATO, der har flere baser i landet, hvoraf den vigtigste er den amerikanske luftbase i Lajes på Azorerne. Portugal modtager økonomisk og militær støtte fra USA som kompensation for brugen af basen. Der findes også en mindre NATO-luftbase på øen Porto Santo ved Madeira og en kommandocentral uden for Lissabon.

Den almindelige værnepligt for mænd omfatter fire til otte måneder i hæren og op til et år i flyvevåbnet eller flåden. Portugisiske soldater har også deltaget i mange internationale fredsbevarende opgaver, bl.a. i Angola, Bosnien og Østtimor.

Politik og forsvar i tal

Nedenstående informationer er fra omkring år 2003/2004

• Officielt navn: República Portuguêsa – republikken Portugal
• Statsleder: præsident Jorge Sampaio
• Regeringsleder: ministerpræsident Pedro Santana Lopes
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget i 2002): PSD (105), PS (96), PP (14), CDU (12), Venstreblokken (3)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: EU, Europarådet, FN, IMF, NATO, OECD, OSCE, WEU, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 26.700 mand, flåden 11.000, flyvevåbnet 7250, reserven 211.000, halvmilitære styrker 47.700
• Forsvarsudgifter: 3,2 mia. US dollar