Wexford Opera Festival

Wexford Opera Festival finder sted hvert år i byen Wexford som ligger ca. et par timers kørsel fra Dublin. Normalt forbinder man nok ikke en kulturrejse til Irland med opera, men er du på disse kanter i oktober og kan lide opera, så kig forbi…

Det bedste tidspunkt til besøg i den søvnige by Wexford er i oktober, hvor hele byen står på den anden ende i anledning af den berømte operafestival. Wexford retter stolt ryggen, nu da denne over 50 år gamle tradition har opnået prestige og anerkendelse, og præsenterer fortsat mindre kendte operaer og undertiden verdensstjerner. Denne usnobbede, uhøjtidelige og ofte excentriske operafestival er landets vigtigste. Masser af andre kunstudstillinger, koncerter og pubaftener med irsk folkemusik hopper begejstret på vognen i disse tre uger og skaber en feststemning over hele byen.

Oplev mere af denne atmosfære af både lilleby-stolthed og raffinement ved et ophold på County Wexfords hyggeligste og smukkeste herregårdshotel, det udsøgte Marlfield House i regency-stil. Dette herresæde for jarlerne af Courtown fra 1820 (solgt til de nuværende ejere i 1978) er omgivet af 14 ha have og park, der er lige så veltrimmede som hovedbygningen selv, og det er en antikvitetsprydet oase af ro og fred med egen sø og fuglereservat. Indtag raffinerede middage ved levende lys i den romantiske vinterhave i victoriansk stil, opført af de nuværende ejere. En aften her mellem planter, spejle og duften af delikat tilberedte fiske- og skaldyrsretter er den perfekte afslutning på et ophold i Wexford.

Wexford ligger ca. 140 kilometer 142 for Dublin. Wexford Opera Festival: Theatre Royal fra 1800-tallet på High St. er hovedscene for operafestivalens opførelser, og finder sted i 3 uger i oktober. Du kan læse mere om operarejser her på bloggen om kulturejser eller om Wexford Opera Festival på www.wexfordopera.com.