Han var en portugisisk flådeofficer, der som barn havde studeret humanisme og matematik under Pedro Nunes. Pedro Lunes er der ikke mange, der kender idag, men han blev betragtet som en af sin tids største matematikere og kosmografer. Blandt andet var han den første til at blive opmærksom på det matematiske fænomen loksodrom; dét at en linje trækkes på en kugleformet flade, sådan at den skærer alle meridianer med samme vinkel. Denne opdagelse kunne blandt andet forklare, hvorfor de portugisiske skibe, der på dén tid havde en uhelbredelig forkærlighed for nye verdensdele og ukendte horisonter, ikke ville rejse langs en stor cirkel, selvom de fastholdt en stabil kurs, men i stedet ville følge en spiralformet kurs. Det var også ham, der opfandt den lineære måleskala nonius, som blandt andet anvendes på sekstanter, mikrometerskruer og skydelære.
Indisk eventyr
Det var mens han blev undervist af Pedro Nunes, at han havde stiftet venskab med Luis, hertugen af Beja, der var søn af den portugisiske konge Manuel den Første. Senere, da han var blevet atten år, rejste han til byen Tanger, der var under portugisisk herredømme, og blev af grunde, der fortaber sig i fortidens tåger, slået til ridder af den lokale guvernør Dom Duarte de Menezes. Dom Duarte de Menezes havde genvundet sin stilling som guvernør af Tanger efter et skandaløst virke som guvernør af Portugisisk Indien, hvor han først var blev arresteret for korruption af sin efterfølger, en vis Vasco de Gama, dernæst lagt i lænker og skibet til Portugal og til sidst holdt indespærret i syv endeløse år i slottet Torres Vedras i Lissabon-distriktet. Måske er det skæbnens lune, at det netop var Dom Duarte de Menezes, der slog ham til ridder. For 20 år senere – som 38-årig- begyndte hans eget livslange eventyr i Indien, der i første omgang førte til, at han med sin onkel rejste til staten Goa – der var en portugisisk koloni – og kort tid efter deltog i det første forsvar af den portugisisk indiske by Diu, der var blevet angrebet af en rigt udrustet og kamplysten osmannisk flåde. På trods af den osmanniske veludrustethed – flåden rådede over hele 72 skibe og 130 kanoner – vandt portugiserne kampen, ligesom de havde gjort det tre år tidligere, da han første gang var stødt på den osmanniske flåde i selskab med sin barndomsven og studiekammerat Luis, hertugen af Beja, med hvem han i 1535 deltog i Karl den Femtes erobring af Tunis.
Vice-konge
I 1540 deltager han i en ekspedition til den egyptiske havneby Suez og det Røde Hav, under hvilken han med en blanding af videnskabelig ærgerrighed og stor sandheds-kærlighed opmåler længde- og breddegrader, tegner detaljerede landkort over de kyster, han passerer, og noterer alle sine observationer omkring tang, fisk, strømforhold, vind, måneformørkelse og farven på det Røde Hav. Til at hjælpe sig med sine observationer bruger han forskellige navigations- og måle-instrumenter, som hans gamle lærer Pedro Nunes har givet ham med på rejsen. Da han efter ekspeditionen vender tilbage til Goa i Indien, er det med titlen filosof i bagagen; en titel, der er blevet ham tildelt for hans umættelige vidensbegær og videnskabelige erfaringer under rejsen. Syv år senere, i 1547, vinder han endnu en titel, idet han udnævnes til vice-konge af Indien af den portugisiske konge Dom João III efter endnu en heroisk befrielse af byen Diu, en næsten ligeså heroisk erobring af byen Bharuch, og en uforbederlig annektering af den malaysiske delstat Melaka. Udnævnelsen til vice-konge af Indien får dog vores hovedperson – flåde-officeren, humanisten, amatør-videnskabsmanden og nu også vice-kongen João de Castro – til at vende blikket mod sit hjemland. I et brev til kongen mindes han sin landejendom – quinta – i nærheden af Sintra, der bærer navnet “Quinta´en ved Kongens Fontæne”, hvilket er et meget belejligt navn nu, hvor han i samme anledning gerne vil bønfalde Hans Kongelige Højhed om at måtte trække sig tilbage til sit fædrene land – de smukke sintraske bjerge – ved udløbet af sin tre-årige embedsperiodes udløb.
Åbenbaringen
Vi ved ikke, om det er her, at klostret kommer ind i billedet eller om det sker tidligere. Vi ved heller ikke præcist, hvordan det forløber. Men legenden siger, at vice-kongen er på jagt i sin hjemegn i de sintraske bjerge, da det sker. Måske er han hjemme på en ferie fra sin tjeneste som vice-konge af Indien og ser sit snit til at undslippe sine slægtninges evindelige spørgsmål om hans turbulente, men hæderkronede liv omme på den anden side af jorden. Måske har han brug for at være alene, at indånde bjergenes og skovenes lutrende luft, mens han er på udkig efter et godt bytte. Eller måske er han på jagt sammen med familie, venner og tjenere og er kommet lidt afsides fra gruppen, fordi han har forfulgt en hjort, hvis flugt ind i et terræn, som han ikke kender så godt, fik ham til at miste orienteringen.
Hvordan det nu end forholdt sig, skal vi forestille os ham som en jæger, der er faret vild. Han er gået rundt i det stejle, stedsegrønne landskab i lang tid, men finder til sidst ud af, at han er gået i cirkler. Der er ikke noget værre end at fare vild og så gå i cirkler. Men da det er hans elskede hjemegne, han er faret vild i, er han ikke urolig. Han føler sig overbevist om, at han nok bliver fundet igen, hvis han ikke selv finder hjem. Dette er hans landskab, et landskab, han har kendt siden han var et lille barn, og ikke et fremmed, truende landskab, som det han kender fra Indien, hvor det at fare vild kan vise sig skæbnesvangert, fordi han er en erobrer og en fremmed. Da han ikke er urolig, lader han trætheden ved at have vandret rundt i timevis brede sig til sin krop. Han prøver ikke, som mange vildfarne gør, at modsætte sig den, så de ikke falder i søvn eller mister modet. Han lægger sig derimod på en stor sten midt i en lysning. Han overgiver sig til luftens, træernes og bjergenes stilhed. Han mærker stenen mod sin ryg, den er stor og uflyttelig, og selve dens uflyttelighed giver ham en følelse af tryghed. Han tænker på sin barndom, hvor disse bjerge var hans gemmested. Billeder af hans mor, der kalder på ham, mens han løber væk fra et hus og ind mellem nogle træer, glider gennem hans halvvågne bevidsthed. Han tænker også på Gud, der indtil nu har været ham nådig. Takket være hans nåde har han blandt andet overlevet tre krige og set den anden side af jorden og vundet hæder i sit hjemland. Han tænker på alt dét, han burde gøre for at vise sin taknemmelighed. Lidt efter falder han i søvn. Og det er nu, mens han sover, at det mærkværdige sker: Han drømmer – og i sin drøm får han en åbenbaring. Og åbenbaringen fortæller ham, at han skal rejse et kristent tempel netop dér, hvor han er faldet i søvn.
Se youtube-video fra klostret
Dybt i grotten
I 1560 – tolv år efter vice-kongens død – opfører hans søn et kloster på det sted, hvor faderen fik sin åbenbaring. Sønnen hedder Álvaro de Castro og er rådgiver for den portugisiske konge, Sebastião I o Desejado. Det er meningen, at klostret skal anråbe det Hellige Kors (Santa Cruz), hvorfor klostret får navnet Convento de Santa Cruz da Serra da Sintra. Siden bliver klostret også kaldt for Convento dos Capuchos. I første omgang flytter otte munke ind i klostret. De kommer alle fra et andet kloster i nærheden, Arrábida-klostret, nær kystbyen Setúbal. De er franciskanere: ludfattige, kyske og hårdføre mænd. Én af disse munke, broder Honório, bliver senere berømt i eftertiden for ikke bare at leve 30 år i en mørk og fugtig grotte ved siden af det i forvejen yderst spartansk indrettede kloster, tilsyneladende fordi askesen i klostret ikke er asketisk nok, men tilmed at præstere at blive 100 år under de barske forhold. Broder Honórios radikale munke-liv inspirerer senere den engelske digter Lord Byron til følgende morbide, men stort set sanddruelige verse-linjer i digtet Childe Harold´s Pilgrimage:
Deep in yon cave Honorius long did dwell
In hope to merit heaven by making earth a hell
Royal bevågenhed
I årene mellem 1578 og 1580 får klostret tilført et kapel, San António kapellet, og en mur, der skal forsvare klostret mod ukristelige fjender. I det følgende år får klostret desuden royalt besøg af Felipe II, der lige er blevet indsat som konge af Portugal og Spanien. Klostret er i det hele taget populært blandt de portugisiske konger, der ikke bare aflægger lejlighedsvise besøg, men undertiden forsøger at overgå hinanden i gaver til det lille munke-samfund, selvom gavernes størrelse virker lige så beskedne som klostrets kyske beboere og forekommer mere symbolske end tilstrækkelige, måske fordi de royale herskaber er bange for at ødelægge munkenes tilstræbte og ærværdige fattigdom. I 1654 beslutter João IV de Portugal, at klostret årligt skal tildeles seks dusin fisk, en passende mængde kød, hvad det end er, og en ligeså passende mængde fisk til afholdelsen af den årlige São Francisco-festival. Kongens hustru – dronning Luisa de Gusmão – spæder til med ca. 15 kilo uspecificeret korn af landets årlige høst, samt en portion øremærket hvede. Og i den anden halvdel af det syttende århundrede bliver denne ration fordoblet af den portugisiske konge Pedro II. Selvom det alt sammen forbliver i det symbolske, er der tilsyneladende ingen ende på den royale bevågenhed.
Opløsning og forfald
I 1834 bliver munke-ordenen opløst og klostret overtaget af en efterkommer af vores oprindelige hovedperson Joâo de Castro, en greve med det uudgrundelige navn D. António de Saldanha Albuquerque e Castro Ribafria. Det forbliver i grevens familie indtil 1873, hvorefter det falder i hænderne på den excentriske britiske forretningsmand og kunstsamler Sir Francis Cook, der – efter at være blevet en af Englands rigeste mænd på handel med uld, silke og bomuld – havde købt Quinta´en af Monserrate, derefter opførte det eklektiske, maurisk inspirerede Monserrate palads og som følge deraf var blevet stedfortrædende greve af Monserrate. I begyndelsen af det tyvende århundrede – efter Cooks død i 1901 – bliver klostret erhvervet af den portugisiske stat, der fra midten af århundredet begynder på forskellige restaureringsprojekter, der skal sikre klostret mod tidens tand, men som dog viser sig at være ligeså lidt i stand til at forhindre en række plyndringer af klostrets relikvier som til at forebygge et generelt bygningsmæssigt forfald.
Capuchos´ venner
Forfaldet og plyndringerne fører i 1998 til at klostret bliver lukket for offentligheden. Men takket være en forening, der på samme kritiske tidspunkt sætter sig som formål at arbejde for klostrets beskyttelse og videre beståen, og som kalder sig Associação dos Amigos do Convento dos Capuchos, kan klostret igen åbne for offentligheden i juni 2001. Hvorved vice-kongens åbenbarende drøm – indtil videre – er bevaret for sin eftertid.
Læs her mere om rejsemålet Portugal.
Det danske rejseselskab Hideaways arrangerer rejser til Lissabonkysten.