Toscanas klostre

Du kan her læse om tre af de mest betydningsfulde og spændende klostre i Toscana i Italien, og således finde inspiration til en kulturrejse, der inkluderer den rige religiøse historie og kultur, som regionen byder på.

Monte Oliveto Maggiore

Toscanas mest besøgte kloster blev grundlagt i 1313 af olivetanerne eller de ”hvide benediktinere”, en udbryderorden som søgte tilbage til de tidligste benediktineres enkle og strenge levevis. I dag er de fleste af klostrets bygninger institutioner, bygget eller restaureret i forrige århundrede, men beliggenheden i de tætte skove i en bjergkløft syd for Siena er en af de smukkeste i Toscana.

De fleste besøgende kommer for at se en af Toscanas fornemste freskocykler i klostrets hovedbygning, Chiostro Grande (1426-74). De ældste fresker er af Luca Signorelli, som malede ni scener (1497-98) af Skt. Benedikts levned. Mange år senere (1505-08) blev de øvrige 27 scener udført af II Sodoma, en meget spændende maler, men berygtet for at omgive sig med unge drenge, samt et menageri af ”grævlinge, aber, dværgæsler, heste, skader, dværgkyllinger, skildpadder, indiske duer…” Desuden havde han ifølge egne breve tre koner og 30 børn.

Husk at se det smukke intarsiaarbejde fra 150 i klosterkirkens kor.

San Galgano

San Galgano er en af de mest romantiske klosterruiner i Toscana. Solen skinner lige ned på græsset i det gamle kirkeskib, mursejlere stryger ud og ind af tomme vinduesåbninger, vinden leger omkring smuldrende søjler, og plantevækst snor sig om falmede fresker. Klosteret var engang Toscanas største cistercienserkloster (et af de to største i Italien). Det blev grundlagt i det 13. årh. af italienske munke og deres franske brødre fra moderklostret i Citeaux (heraf blandingen af franske og italienske stilarter i arkitekturen). Klostrets abbeder blev rige ved uldhandel og fungerede som opmænd i stridigheder mellem de toscanske byer; desuden overvågede de byggeriet af domkirken i Siena og besatte embedet som casalingho (regnskabsfører) i Sienas råd.

Men San Galgano var plaget af indre stridigheder, og i slutningen af det 14. årh. var der kun en håndfuld munke tilbage. Forsøg på genopbygning af samfundet strandede på korruption. En af klostrets egne abbeder solgte tagets blybelægning, hvilket førte til skibets sammenstyrtning i 1786. Derefter blev klostret forladt og fik lov at forfalde helt. I dag har en gruppe olivetanske nonner restaureret nogle af bygningerne og oprettet et lille samfund.

Sant’Antimo

Sant’Antimo rummer både en attraktiv arkitektur og beliggenhed. Det første kloster skal være grundlagt af Karl den Store i 781, men den nuværende romanske klosterkirke – en af Italiens fineste – er fra begyndelsen af det 12. årh. I det 14. årh. gik det tilbage for klostret, og i 1462 nedlagde pave Pius II det.

Kirkens udvendige og indvendige stenhuggerarbejder er af fremragende kvalitet især kapitælerne i skibet, som er en blanding af franske, lombardiske og endog spanske påvirkninger. Sakristiet (sjældent åbent) og den lille hvælvede krypt indgik i den oprindelige karolingiske kirke; bemærk pilastrene fra det 9. årh. omkring døren til sakristiet. Over skibet løber et matroneum (kvindegalleri), som brugtes i tidlige kirker. Ambulatoriet (koromgangen) med dets tre udstrålende kapeller er usædvanligt for italienske kirker, men er sikkert efter fransk model. Sant’Antimo ligger 10 km syd for Montalcino.

Der er lukket for kommentarer.