Man spiser godt på Madeira

Madeiras gastronomiske univers byder på noget for enhver smag, og der findes et væld af restauranter, som tilbyder både lokale og internationale retter. På en kulturrejse til Madeira får du derfor rig lejlighed til at besøge små hyggelige restauranter og caféer, strandbarer, samt de finere restauranter, som ofte findes på luksushotellerne.

På Madeira kan du smage på en lang række af lokale specialiteter såsom Bolo do Caco; brød som serveres med hvidløgssmør og persille, muslinger, retter baseret på suppe såsom Acorda, Espetada; oksekød med hvidløg og salt, og Picado; små stykker oksekød stegt med hvidløg og rød peber. Desuden finder du naturligvis et bredt udvalg af fiskeretter, blandt andet retter med tun, Espada – sort sabelfisk, Bacalhau – torsk og Potas – blæksprutte.

Stort udvalg til den søde tand på Madeira

Traditionelle kager og desserter indeholder normalt lokale ingredienser, og en af de mest anvendte er Mel de Cana; sukkerrør, honning eller melasse. De traditionelle kager er rige og tunge, som for eksempel Bolo de Mel, som kan sammenlignes med en honningkage, og som ifølge skik aldrig skæres med en kniv, men i stedet brækkes i stykker med hænderne.

Tag varer med hjem fra Madeira

Der er rige muligheder for at købe spændende varer med hjem fra Madeira. Siden det 17. århundrede har Madeira været berømt for sin vin, som blandt andet briterne har gjort meget for at popularisere. Der findes fire typer af vin fra Madeira; Malmsey, Bual, Verdelho og Sercial. De er alle velegnede til at nyde under ferien, men er også en god gaveidé. Vinene kan købes i de fleste lokale butikker, men besøger man en Adega, kan man prøvesmage vinene før man køber dem. Andre populære produkter fra Madeira omfatter håndbroderi, kurveflet og adskillige andre souvenirs.

Der er lukket for kommentarer.